Et kystnetværk
- 01 January 2004
Carnac-kommune breder sig over næsten 3 271 hektar ved Quiberon-bugten i Sydbretagne. Byen har siden 1934 været anerkendt som kursted og dementerer regionens regnfulde image ved at tilbyde et meget behageligt klima her ved Atlanterhavskysten. Carnac er også internationalt kendt for sine bautasten, der ligger spredt ud over landskabet, så langt øjet rækker.
Carnac er helt sig selv, men deler samtidig også - helt tilbage fra megalitgravenes tid - kultur med de øvrige vesteuropæiske kystområder. Som følge af denne fælles fortid og de mange lighedspunkter, randområder har - sæsonbestemte indtægter, afhængighed af turisme og fiskeri samt den store afstand til landets centrale dele - blev der i 1998 oprettet en forening ved navn "Europæisk Kystturisme" i Carnac. Foreningen påbegyndte arbejdet med at etablere et netværk mellem flere europæiske kystbyer. "Façade Atlantique", som netværket kaldes, fremmer informationsudvekslingen mellem Carnac, Llanes og Santander i Spanien, Shannon og Clare i Irland samt Alta og Finmark i Norge. Dette netværk gør det muligt for de tilsluttede byer at sammenligne deres knowhow inden for turisme, miljø og kultur. Målet er at udvikle en turisme uden for højsæsonen bl.a. ved at udnytte de erfaringer, medlemmerne af netværket har opnået.
"Europæisk Kystturisme" gennemfører helt konkrete aktioner. F.eks. er fire interaktive terminaler blevet installeret i Carnac. De bruges til på fem sprog at beskrive de arkæologiske udgravninger i fire partnerbyer: Alta, Altamira, Carnac og Llanes. Det er allerede besluttet at udvide terminalnettet, således at de irske byer også kan dele historien om deres fortidsminder med andre. Endelig er der planlagt et stort arrangement over temaet "Megalitgravene i Europa" i oktober 2001.