10 europæiske regioner arbejder sammen om at give unge de rette værktøjer til at få succes i erhvervslivet

10 regioner i Europa deltager i projektet »Boosting Innovative Entrepreneurial Ecosystem in Regions for Young Entrepreneurs« (IEER), og projektet har været med til at fremme iværksætterkultur blandt unge europæere og udstyre dem med de rette erhvervsmæssige kompetencer. Projektet har etableret regionale økosystemer for nystartede virksomheder, så unge europæere får adgang til bedre erhvervsservice og iværksætteruddannelse.

Flere værktøjer

 
Participants at an IEER learning camp held in southern Denmark in May 2017. ©Boosting Innovative Entrepreneurial Ecosystem in Regions for Young Entrepreneurs Participants at an IEER learning camp held in southern Denmark in May 2017. ©Boosting Innovative Entrepreneurial Ecosystem in Regions for Young Entrepreneurs

" Siden 2016 har IEER skabt udvikling i 10 europæiske regioner gennem støtte til unge og fremme af iværksætterkultur. Ved at skabe sammenhæng mellem støtten fra de europæiske strukturfonde og regionernes politik for små og mellemstore virksomheder har man opnået et investeringsafkast på 1 500 % på den EU-støtte, der er modtaget. "

Christine Chang, projektkoordinator hos IEER, regionsrådet i Helsinki-Uusimaa

Efter at have undersøgt erhvervsklimaet i de 10 regioner sørgede IEER for at trække på regionale eksperters viden for at støtte udveksling af erfaring og god praksis mellem interessenter i den offentlige sektor, den private sektor og uddannelsessektoren gennem peerlæringsbesøg, styrede workshops og etablering af arbejdsgrupper.

Ti forskellige handlingsplaner blev derefter udarbejdet for at skabe en læringsplatform for iværksættere, rådgivere inden for forretningsudvikling, uddannelsesinstitutioner og offentligt ansatte. I det hele omfatter handlingsplanerne 50 konkrete tiltag, blandt andet iværksætteruddannelse, personlige udviklingskurser afholdt i skoler og hjælp til start af virksomhed.

Bedre politikker på iværksætterområdet

Et stadigt stigende antal unge flytter til storbyerne, og mange regioner mister dermed de bedste talenter og går glip af investeringer, fordi de ikke kan tilbyde tilstrækkelig erhvervsstøtte. Den lave vækst i beskæftigelsen i regionerne bekymrer de unge, som har særligt stor risiko for at stå uden for arbejdsmarkedet.

Samtidig er 40 % af de unge europæere interesserede i at etablere sig som selvstændige. For at hjælpe dem til at starte egen virksomhed og dermed øge deres beskæftigelsesmuligheder har IEER udarbejdet tiltag, der sikrer en bedre og mere omfattende regional iværksætterpolitik, som dækker bredere.

Gennem projektets læringsproces blev der afholdt 107 arrangementer, hvor iværksættere og andre interessentgrupper kunne få taletid og etablere netværk på tværs af Europa. Udover handlingsplanerne førte arrangementerne til udarbejdelse af 20 eksempler på god praksis og en håndbog med vejledning til etablering af økosystemer for iværksættere.

For at vurdere modellens anvendelighed og inddrage nye idéer involverede IEER andre regioner end de deltagende i aktiviteterne, især mindre udviklede regioner. Alle de deltagende regioner afholdt offentlige informationsarrangementer.

Stort investeringsafkast

Som et led i processen har partnerne undersøgt, hvordan de europæiske strukturfonde udmøntes i de 10 regioner. På baggrund af den viden kunne de foreslå tiltag til støtte af iværksættere. Tiltagene blev efterfølgende igangsat under ni af strukturfondenes operationelle programmer, hvilket udløste investeringer på 40 mio. EUR – og det er et investeringsafkast på 1 500 % på IEER’s oprindelige EU-støtte.

Som eksempler på regionale strategier, hvor viden fra IEER har skabt gode resultater, kan nævnes Finlands regionale program for Helsinki-Uusimaa, innovationsstrategien for regionen Vestpommern i Polen og den strategiske plan for iværksætterstøtte for Valencia i Spanien.

I Valencia har man lanceret et pilottiltag under IEER med titlen Aula Emprende, hvor over 350 undervisere fra 31 universiteter Europa er blevet uddannet i iværksætterkompetencer i ni forskellige lande. Underviserne videreformidlede kompetencerne til 1 100 studerende for at sætte fokus på iværksætterkultur i universitetsundervisningen.

På EU-plan har IEER samarbejdet med Europa-Kommissionen og Regionsudvalget om forskellige politikområder vedrørende nystartede virksomheder, for eksempel opstarts- og opskaleringsinitiativet. Projektet har leveret input til Regionsudvalgets udtalelse om Regioners og byers bidrag til EU’s nye politiske ramme for SMV’er.

Samlet investering og EU-finansiering

Den samlede investering for projektet »Boosting Innovative Entrepreneurial Ecosystem in Regions for Young Entrepreneurs« er 2 294 882 EUR, hvoraf EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrager med 1 950 650 EUR via det operationelle program »Interreg Europe« for programmeringsperioden 2014-2020. Investeringen hører under prioriteten »Små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne«.

Dato for udkast

09/04/2020