Forbedring af livskvaliteten for seniorer i Østersøregionen

BaltSe@nioR satte sig for at gøre noget ved de samfundsmæssige udfordringer ved den aldrende befolkning i Østersøregionen og manglen på innovative, intelligente møbel- og boligindretningsløsninger, som passer til deres behov. Projektet udnyttede både efterspørgsel og markedspotentiale for sådanne løsninger for at få den regionale fremstillingsindustri til at være med.

Flere værktøjer

 
The age simulator prototype allows people to experience the physical limitations of old age  ©The age simulator prototype allows people to experience the physical limitations of old age The age simulator prototype allows people to experience the physical limitations of old age ©The age simulator prototype allows people to experience the physical limitations of old age

" Vi er overbeviste om, at den anerkendelse, som aktiviteterne i vores projekt får, skaber udstrakt opmærksomhed om og påvirker holdningen til seniorbefolkningen – ikke alene blandt møbelfirmaer, som er vores målgruppe, men også langt bredere, ude hos slutbrugerne og deres omsorgspersoner: journalister, indretningsarkitekter og endda myndigheder og politikere gør skridt for skridt EU til et bedre og mere seniorvenligt sted. Det var en virkeligt stor ære for hele BaltSe@nioR-teamet, og det gav os yderligere motivation til at arbejde endnu hårdere. "

Dr. Beata Fabisiak, projektkoordinator for BaltSe@nioR

Projektet blev koordineret på fakultetet for træteknologi på universitet for biovidenskab i Poznan i Polen og kombinerede ekspertviden fra møbel- og designområdet med informationsteknologi og robotteknologi samt med applikationer og databaser fra ni lande i Østersøregionen. 

Regionens fremstillingsindustri fik vigtige nye muligheder ved at integrere nye teknologier i traditionel møbelfremstilling. Samtidig blev der udviklet moderne redskaber, som øger ældres livskvalitet.

Integration af moderne teknologi i traditionelt design

For at gøre denne form for produktudvikling mulig skabte projektet en prototype af en 3D-printet aldringsdragt, som lader brugeren opleve de fysiske begrænsninger ved en aldrende krop. Denne form for empatisk viden om og anerkendelse af de problemer, som seniorer har i eget hjem, skulle få fremstillingsvirksomhederne til at komme med nye idéer og produkter.

Udover aldringsdragten udviklede projektet prototyper på en intelligent stol, som opfordrer brugeren til at være mere fysisk aktiv i siddende stilling gennem interaktive videospil, der er tilsluttet til sensorer i stolen. Der blev desuden blandt andet udviklet et fodpanel med integreret faldregistrering, et spejl, der viser brugertilpassede meddelelser om for eksempel vejrudsigten eller dagens planer, samt 3D-printede møbelhåndtag, som kan modelleres, så de passer nøjagtigt til den ældres greb. Projektets medlemmer tilpassede et eksisterende polsk lænestolsdesign fra 1960’erne til moderne seniorers behov. Disse skræddersyede prototyper repræsenterer muligheden for at integrere moderne teknologi i traditionelt møbeldesign og har fungeret som et casestudie, der inspirerede virksomheder til at være innovative.

På denne måde har projektet fået virksomheder i Østersøregionen til at øge deres konkurrenceevne, innovationsniveau og markedsandel på et uopdyrket marked. Samtidig gjorde projektet noget ved behovet for bedre livskvalitet for seniorer i regionen, der bor i eget hjem.

Et virtuelt bibliotek, med adgang for alle

BaltSe@nioR oprettede et virtuelt bibliotek med viden om regionens seniorsamfund. Biblioteket fremviser resultaterne af de metoder og designredskaber, der er blevet udviklet. Alle interesserede parter eller fabrikanter kan gratis downloade en udgave af aldringsdragten, som kan 3D-printes. Virksomhederne kan bruge biblioteket til at undersøge, hvilke behov seniorer i et bestemt land har, tilpasse deres udbud og lettere komme ind på udenlandske markeder.

Der bor ca. 90 millioner ældre mennesker i Europa, hvilket svarer til 18 % af den samlede befolkning. Det forventes, at dette tal er steget til 24 % i 2030. På trods af den samfundsmæssige udfordring ved en aldrende befolkningen gør virksomheder, der fremstiller møbler og boligudstyr, ikke nok ved ældres behov. 

For at realisere sine mål udnyttede projektet Tysklands og Polens stilling som to af verdens vigtigste og største fremstillere og eksportører af møbler. Messer som for eksempel møbel- og belysningsmessen i Stockholm og designugen i Milano gav yderligere eksponering af projektets bedrifter og produkter. Projektets resultater blev præsenteret for europæiske politiske beslutningstagere, hvilket har styrket den internationale opmærksomhed.

Videos

Samlet investering og EU-finansiering

Den samlede investering i projektet »BaltSe@nioR: Innovative løsninger som støtte til virksomheder i Østersøregionen vedrørende produktudvikling med det formål at øge seniorers komfort og sikkerhed i hjemmet« er 2 400 000 EUR, hvoraf EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling har bidraget med 1 700 000 EUR gennem det operationelle program »Interreg Østersøen« for programmeringsperioden 2014-2020. Investeringen hører under prioriteten »Job, vækst og investering «.

 

Dato for udkast

26/07/2019