Grænseoverskridende projekt mellem Danmark og Sverige tackler ufrivillig barnløshed

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen oplever 15 til 20 % af alle par ufrivillig barnløshed, hvilket er et stort medicinsk og socialt problem. Et grænseoverskridende projekt, som dækker Øresundsregionen i Danmark og Sverige, undersøger problemet og sigter mod at blive verdensførende inden for behandling af ufrivillig barnløshed ved at udvikle nye forebyggelsesstrategier og mere effektive behandlinger. Takket være en særlig aftale kan patienterne krydse grænsen for at finde den mest effektive hjælp.

Flere værktøjer

 
A researcher at work.  ©ReproUnion A researcher at work. ©ReproUnion

" Det er lykkedes ReproUnion at samle de nødvendige ressourcer til at tackle ufrivillig barnløshed ved at bringe den akademiske verden, sundhedssektoren og biovidenskabsindustrien sammen. Desuden er vores patientmobilitetsaftale et eksempel på, hvordan sundhedsressourcer kan bruges mere effektivt, samtidig med at behandlingens kvalitet øges for patienterne. "

Aleksander Giwercman, projektkoordinator hos ReproUnion

ReproUnion er et tværfagligt samarbejde, som har til formål at opfylde behovene nu og fremover til behandling og forebyggelse af ufrivillig barnløshed. Projektnetværket omfatter tretten kliniske organisationer og forskningsorganisationer i Region Hovedstaden og Region Sjælland i Danmark samt Region Skåne i Sverige. Medicon Valley Alliance og Ferring Pharmaceuticals er også partnere i projektet.

Støtte til forskning

Projektet søger at tackle ufrivillig barnløshed ved at udforske bedre og billigere behandlinger og forebyggende foranstaltninger. For at styrke forskningskapaciteten er der oprettet 20 projekter, som gennemføres af ph.d.-studerende og postdoktorale studerende. Alle projekterne har en grænseoverskridende dimension, som forbinder hospitaler og universiteter i Danmark og Sverige med hinanden. Forskningens formål er at finde frem til en ny forståelse af underliggende fertilitetsproblemer samt banebrydende medicinske teknikker. 

Projektet har også udviklet en patientmobilitetsaftale, som giver alle patienter i Øresundsregionen lige adgang til den bedste behandling. I henhold til aftalen kan svenske kvinder i kræftbehandling nu få frosset deres æggestokke ned på specialistanlæg i Danmark. En tilsvarende tjenesteydelse findes for svenske patienter med hiv eller hepatitis, som kan få in vitro-fertilisering på den anden side af grænsen. 

Samtidig kan par fra Danmark få fertilitetsbehandling med donerede æg på en svensk offentlig klinik. Aftalen giver også mulighed for at få den bedste behandling tættere på hjemmet. For eksempel behøver patienter fra det sydlige Sverige ikke at rejse til Stockholm, hvis de kan få den samme behandling i Danmark.

Rådgivningstjenester

ReproUnion har også oprettet gratis rådgivningstjenester. Disse fokuserer på at reducere behovet for kunstig befrugtning ved at oplyse om den indvirkning, som livsstil og miljømæssige faktorer kan have på fertiliteten. Disse tjenesteydelser tilbyder også skræddersyede vurderinger af den enkeltes fertilitet.

Projektet har tiltrukket international opmærksomhed, hvilket styrker den regionale kapacitet og ekspertniveauerne yderligere. For eksempel er EAU (den europæiske sammenslutning af urologer) og ESHRE (det europæiske selskab for menneskelig reproduktion og embryologi) gået sammen med ReproUnion om at starte to stipendiatprogrammer.

Desuden har ReproUnion spillet en aktiv rolle i at få internationale konferencer til regionen, herunder EAU’s årlige kongres i 2018 i København og det 10. møde i EAU’s sektion for andrologisk urologi i 2017 i Malmø.

Modtagere af hjælp

»Jeg var lettet, da jeg forlod fertilitetsklinikken. Det var virkelig rart at blive forsikret om, at jeg ikke skulle skynde mig at få børn midt i min uddannelse og alt det andet. Der er ingen garantier, men det er rart at have en idé om, hvor mange år du har til at blive mor i. Jeg har været bekymret for, at jeg ikke havde meget tid tilbage, hvis jeg ville have børn.«

 

Stine, 26, bruger af fertilitetsklinikken

 

»ReproUnion-projektet ændrede vores liv! Det gav os håb i en svær periode og gav os den gave, det er at kunne få børn. Samarbejdet mellem det svenske og det danske team var enestående! Vi tog fra Sverige for at få operationen i Danmark, og det professionelle team fik os til at føle os hjemme! Vi vil være taknemmelige resten af livet!«

 

Svensk patient, som tog til Danmark for at få specialistbehandling

Samlet investering og EU-finansiering 

Den samlede investering i »ReproUnion«-projektet er 15 380 000 EUR, hvoraf EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrog med 7 690 000 EUR gennem det operationelle program »Interreg Öresund-Kattegat-Skagerrak« for programmeringsperioden 2014-2020. Investeringen hører under prioriteten »Styrkelse af forskning og innovation og øget anvendt forskning og innovation«.

 

Dato for udkast

30/08/2018