Mandag den 6. januar
|
Tophistorier
Europæisk tøven efter USA's angreb og frygt for optrapning i Mellemøsten
Flere dagblade skriver i weekendens og mandagens aviser om optrapningen af konflikten i Mellemøsten. Jyllands-Posten mandag skriver, at de voksende spændinger mellem USA og Iran efter likvideringen af den iranske topgeneral Qassem Soleimani nu fører til, at Irak vil smide alle udenlandske soldater ud af landet, også de 140 danske udsendte. De NATO-lande, der har tropper til stede i Irak, lukkede allerede lørdag ned for alle træningsaktiviteter af irakisk sikkerhedspersonel og forhøjede beredskabet omkring deres baser. Ifølge internationale nyhedsbureauer sagde Iraks regeringschef, Adil Abdul-Mahdi, søndag i parlamentet: ”En tilbagetrækning (af udenlandske soldater) er en grundlæggende beslutning og sker af praktiske overvejelser. Det er det bedste for Irak på trods af de vanskeligheder, det vil afstedkomme.” Internationale iagttagere, vurderer, at beslutningen kan få vidtrækkende konsekvenser for hele regionen. Det hedder, at Irans indflydelse i Irak, der i forvejen er stor, vil blive endnu tydeligere. B.T. mandag skriver, at NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har indkaldt medlemslandenes ambassadører til hastemøde i dag. I aftes meddelte den iranske regering ifølge statsligt iransk tv, at landet vil tage endnu et skridt væk fra den atomaftale, landet indgik i 2015 med blandt andet EU og USA.
I lederen i Politiken lørdag skrives der blandt andet: ”EU må forsøge at mægle mellem Iran og USA. Der er øjeblikke i historien, der bliver afgørende vendepunkter. Om USA's missildrab på den iranske general Qassem Suleimani ender som et sådant, er det endnu for tidligt at sige. Men ved at beordre den næst mægtigste mand i hele Iran dræbt har USA's præsident, Donald Trump, begivet sig ud på en ekstremt farlig kurs. En, som kan få hele Mellemøsten til at eksplodere og føre til terror i Vesten. Om det ender sådan, kommer i første omgang an på Irans reaktion på Suleimans død. Lige nu er præstestyret i Teheran formentlig i chok - Suleiman var manden bag hele Irans strategi om at sprede regimets magt i resten af Mellemøsten via paramilitære bevægelser. En strategi, der har været en overvældende succes, og som nu giver Iran rig mulighed for at hævne sig på både USA, amerikanske interesser og amerikanske allierede i mange lande. […] Hverken USA eller Iran har ønske om krig, men de kan let risikere at snuble ind i en. En af udfordringerne er, at de to lande i næsten 40 år - siden besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran - ikke har haft formel diplomatisk kontakt. Det øger mistænksomheden, faren for misforståelser og dermed for yderligere eskalering af konflikten. Her har Europa en vigtig rolle at spille. For nok er vi ikke en militær supermagt. Men vi har gode kontakter i både Teheran og Washington, og vi bør anført af EU i de kommende dage og uger gøre vores yderste for at dulme gemytterne og dæmpe konflikten. Det bliver ikke let. Iran er presset og rasende, og USA er midt i et valgår og anført af en mildt sagt impulsiv leder. Men det er opgaven.”
Jyllands-Posten lørdag skriver, at man i Europa frygter konsekvensen af USA's angreb når Iran vil gøre gengæld. Formanden for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Martin Lidegaard (R), peger på, at det ikke bliver let for Europa med Frankrig i spidsen at opnå en forhandlet løsning med Iran. Lidegaard siger: ”Man kan kun frygte Irans reaktion,” og han erkender, at den atomaftale, som USA er trådt ud af, men som EU har kæmpet for at bevare, ”hænger i en meget tynd tråd, hvis der overhovedet er nogen tråd.” EU-præsident Charles Michel er bekymret over situationen i Irak, som han betegner som ”et meget skrøbeligt land.” I en international analyse i Politiken søndag skriver international redaktør, Michael Jarlner, blandt andet: ”Både i Irak og Iran kræver demonstranter og ledere hævn mod USA efter fredagens dronedrab på to militære topfolk. Hævnen kan ramme mange steder. Men kommer den? Ingen ved det, men frygten lurer. […] I virkeligheden står det iranske præsteskab og præsident Trump i samme slags dilemmaer: Ingen af dem har en interesse i en storkrig. Donald Trump har lovet sine vælgere, at han vil afslutte USA's store krige og trække tusindvis af amerikanske soldater hjem, og det løfte er kun ekstra vigtigt for ham at holde op til præsidentvalget 3. november. Det iranske præsteskab risikerer selv at blive udraderet, hvis det kaster sig ud i en storkrig, hvor de nok kan forrette enorm skade, men aldrig vinde. Begge parter kan imidlertid heller ikke tåle at blive ydmyget. […] For det iranske præsteskab handler det om at vise styrke på et tidspunkt, hvor USA med skærpede sanktioner og opsigelsen af den tidligere atomaftale med EU og tidligere præsident Barack Obamas USA forsøger at tryne landet og har kastet sin vægt ind bag Irans største regionale rival, Saudi-Arabien. Og endelig kan præsteskabet ikke tillade sig at vise svaghed efter mordet på så central en skikkelse som general Suleimani på et tidspunkt, hvor den folkelige uro atter ulmer og på det seneste har ført til store demonstrationer mod præstestyret og Irans dårlige økonomi. […] En anonym NATO-efterretningskilde, der arbejder undercover i regionen, peger over for det amerikanske medie Business Insider på, at det iranske præstestyre har forberedt sig på den nuværende situation, siden det kom til magten for 40 år siden. […] NATO-kilden peger på, at det iranske militær så sent som i september viste en skræmmende effektivitet, da det - ifølge USA - stod bag et angreb med 20 krydsermissiler på nogle af Saudi-Arabiens vigtigste olieanlæg, hvoraf 19 missiler ramte deres mål og i et hug kappede fem procent af verdens olieproduktion.”
I lederen i Berlingske skriver debatredaktør Pierre Collignon blandt andet: ”I sidste ende risikerer Donald Trump at blive draget ind i netop den form for krig i Mellemøsten, som han i 2016 lovede sine vælgere at trække USA ud af. Dermed er præsidentens tilgang til sikkerhedspolitikken alvorligt udfordret. Trump vil gerne være isolationist, men han har over for Iran selv været med til at optrappe en konflikt, der måtte ende med amerikansk magtanvendelse. […] Iran har aktier i krigene i Syrien og Yemen, og iranske agenter har stået bag mordforsøg og mord på eksil-iranere i flere EU-lande, herunder Danmark. Det taler alt sammen til fordel for fredagens amerikanske angreb. Det er dog ikke gjort med det. Hvis USA vil være verdens politibetjent, skal supermagten handle med styrke, konsekvens og kløgt - og desværre kniber det for Trump på alle tre parametre. […] Trumps forhastede strategi om tilbagetrækning fra Syrien efterlod allierede kurdere og europæere i stikken, og den har skabt et magttomrum, som har gavnet autoritære aktører som Tyrkiet, Rusland og Iran. Yderligere uro er opstået som følge af Trumps beslutning om at trække USA ud af atomaftalen med Iran. Hermed opstod der en splittelse med de europæiske lande, som var med til at indgå aftalen under præsident Obama, og der opstod risiko for en iransk atomoprustning, som ellers var under kontrol. […] Dermed er vi havnet i en ulykkelig og farlig situation. Det er svært at se det ske foreløbigt, men vejen frem er, at amerikanere og europæere atter finder sammen om en afbalanceret tilgang til magtpolitik i Mellemøsten. Vi har brug for USAs styrke og tilstedeværelse, men vi har også brug for intelligent diplomati for på et tidspunkt at få Iran i tale igen. Det sidste plejer europæerne godt at kunne hjælpe med.”
I lederen i Information lørdag skrives der blandt andet: ”Hensigten med USA's målrettede henrettelse af chefen for Irans al-Quds-styrke, generalmajor Qassem Suleimani, er et signal til Teheran om 'hertil og ikke længere' i den lavbluskrig, der har foruroliget regionen siden Donald Trumps opsigelse i maj 2018 af Vestens atomaftale med Iran. […] Det var ikke kønt, men igen: udvekslingerne af fjendtligheder fulgte en fattelig logik. Det gør likvideringen af Suleimani (og hans irakiske højrehånd, militslederen Abu Mahdi al-Muhandis) ikke. Tværtimod kan eskaleringen af konflikten få helt uoverskuelige konsekvenser. Hvilke har vi til gode, men situationen er dramatisk - ikke kun på grund af selve handlingen, men fordi det er uhørt alle andre steder end i Israel, at en stat begår simpel terrorisme mod en anden stats ledere - og Suleimani var måske den iraner, der stod ayatollah Ali Khamenei nærmest. […] Hvis Iran ser sig nødsaget til at svare igen på tilsvarende niveau, hvilket indebærer direkte angreb på amerikanske styrker i Irak, vil det i værste fald antænde hele regionen i et ragnarok af ild og lidelser. […] Og her er det umuligt ikke at bemærke det påfaldende fravær af kontante EU-kommentarer til det eklatante overgreb på Iraks suverænitet - de europæiske ledere var som sunket i jorden. I lederen i Jyllands-Posten lørdag skrives der blandt: ”Præsident Trump har lovet sine vælgere at trække USA ud af, hvad han kalder Mellemøstens ”endeløse krige.” Med likvideringen i Bagdad af en af det iranske præstestyres absolutte topfigurer kan det vise sig at have lange udsigter. […] Som optakt til et præsidentvalgår, hvor Trump gerne vil genvælges, er en økonomisk krig mod USA og Vesten den største bekymring for det internationale samfund. Omvendt rykker den amerikanske opinion gerne sammen om præsidenten, når USA er ude i hårde konflikter. Taberen i det strategiske spil ved Golfen er endnu en gang de store EU-lande. De hændervridende forsøg på at holde liv i atomaftalen, som USA åbenlyst bekæmper, vidner om en manglende erkendelse af regimets sande karakter og af krisens voksende kompleksitet. Præstestyret har også selv taget de første skridt ud af aftalen, der udløber om kun fem år, hvorefter Iran åbent kan gøre sig til atommagt. Krisen ved Golfen er ekstremt farlig for os alle. Reelt er der ikke meget andet at gøre end bare at håbe det bedste.” Politiken søndag skriver, at USA's vicepræsident, Mike Pence, anklager Qassem Sulaimani for at have hjulpet flere af de terrorister, der stod bag 11. september-terrorangrebene i New York i 2001 - og insinuerer dermed også, at Iran spillede en rolle i den forbindelse. Ifølge The Guardian har flere eksperter efterfølgende skrevet på Twitter, at vicepræsidentens påstande om forbindelsen mellem Iran og terroristerne bag 11. september-angrebene er udokumenterede.
Jyllands-Posten, mandag, s. 12-13; Jyllands-Posten, lørdag, s. 12, 22; Berlingske, lørdag, s. 2; Information, lørdag, s. 24; Politiken, søndag, s. 4; Politiken, lørdag, s. 1; B.T., mandag, s. 13 (06.01.2020)
Prioritede historier
Dansk milliard-eksport til USA får øget told
Børsen mandag skriver, at Dansk eksport af blandt andet svinekød og småkager til USA i januar står i til at blive ramt af yderligere told fra amerikansk side. Samlet vil den danske eksport for 1,4 milliarder kroner blive ramt af en ekstra told på 25 procent, vurderer Dansk Industri. Det lægger sig oveni den øgede told på 25 procent, som eksport for 400 millioner kroner har været ramt af siden midten af oktober. Ud af de 1,4 milliarder kroner står den danske eksport af svinekød til at blive hårdest ramt med ekstra told for 861 millioner kroner. Den øgede told vækker naturligvis ikke begejstring hos Landbrug & Fødevarer, der kan oplyse, at Danmark årligt eksporterer fødevarer for cirka tre milliarder kroner til USA. Tolden bliver pålagt, efter at Verdenshandelsorganisationen, WTO, har givet USA medhold i, at Tyskland, England, Frankrig og Spanien har givet ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus' fabrikker. Sagen rammer Danmark, fordi der er fælles handelspolitik i EU.
Børsen mandag, s. 14 (06.01.2020)
Klimakampens vigtigste årti skudt i gang
I et debatindlæg i Jyllands-Posten mandag, skriver Stig Lindén-Søndersø, journalist cand.public., Armin Vauk, Maya Bjerrum Trinkjær og Søren Knudsen, alle aktive i Citizen’s Climate Lobby Denmark blandt andet: ”Med 2020's komme er en ny og noget mere alvorlig nedtælling gået i gang. FN's klimapanel har nemlig gennem flere år slået fast, at menneskeheden har frem til 2030 til at reducere udslippet af drivhusgasser til det halve, så vi undgår, at klimaforandringerne løber løbsk. Det er også årtiet, hvor regeringspartiet med Mette Frederiksen i spidsen skal finde ud af, hvordan det vil reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent. […] Løsningen hedder klimabidrag og klimabonus, og den opfylder de fleste danske partiers betingelser for en god klimapolitik: Den er gratis for statskassen, den mindsker social ulighed, den øger ikke det generelle skattetryk, og den forhindrer, at vores udledninger af drivhusgasser flytter til udlandet. […] Vi bør ideelt set også have en korrigerende klimaafgift ved grænsen til import og eksport, så varer produceret med sort energi som olie, kul og gas bliver dyrere at sælge. Det kan vi dog ikke indføre i Danmark alene, vi må have EU med. Derfor er det helt store mål også at få EU til at indføre klimabidrag og klimabonus. Indtil EU-Kommissionens plan om klimatold på EU's grænser bliver til virkelighed, kan Danmark sagtens rykke selv: Danmark kan indføre et forhøjet bundfradrag for klimaafgifter til særligt konkurrenceudsatte erhverv og bruge en mindre del af afgiftspuljen til grønne tiltag i erhvervene. En blanding af fradrag og tilskud, som sørger for, at danske udledninger ikke flytter til udlandet på grund af en strammere klimapolitik.”
I et debatindlæg i Politiken lørdag, skriver Theresa Scavenius, forsker i klimapolitik, kandidat til formandsposten i Alternativet blandt andet: ”Regeringen har afsat 1,5 milliarder kroner til grøn forskning, men intet tyder på, at de penge kommer uafhængig og nødvendig klimaforskning til gode. I et interview med Ritzau mellem jul og nytår fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) om sine holdninger til klimapolitik og sagde blandt andet, at vi skal begynde med de strukturelle ændringer - ikke kun det private forbrug. Det er jeg meget enig i. Vi skal begynde fra toppen i klimapolitikken. Det bemærkelsesværdige er så, at Mette Frederiksen netop ikke nævner de ting, som står allerøverst på den strukturelle liste: Udfasning af den fossile infrastruktur. Stop for flere licenser til at lede efter nye oliefelter i Nordsøen. Hun nævner heller ikke omlægningen af landbrugsstøtten. Tværtimod har regeringen netop valgt ikke at flytte hele den del af landbrugsstøtten, som EU tillader, til grønne initiativer. Hvorfor? Her er regeringen svar skyldig. […] Så kære Mette Frederiksen: Kan du love os, at den grønne forskningsmilliard ikke ender i endnu en omgang sort industripolitik og flere kødrapportskandaler? Det tror jeg ikke, du kan. Så jeg lægger mig nok snart i en imaginær hængekøje med en cigar i munden og observerer historiens gang i erkendelse af, at klimapolitikken har spillet fallit.”
Politiken lørdag, s. 2; Jyllands-Posten mandag, s. 29 (06.01.2020)
Det uregerlige kontinent
Kristeligt Dagblad skriver mandag, at mens USA lægger afstand til sine NATO-samarbejdspartnere, vender europæerne igen og igen tilbage til diskussionen om europæisk lederskab. Mange har forsøgt at sætte sig i spidsen for Europa, men i længden har det vist sig at være umuligt at dominere og lede det mangfoldige kontinent. Europa mangler lederskab. Sådan lyder det med jævne mellemrum, når der diskuteres geopolitik i store internationale medier. I dag, hvor kontinentets nationer arbejder så tæt sammen, er der brug for retningsangivelse. Men for de fleste europæere kan det samtidig give en vis usikkerhed at tænke tilbage på de mange forsøg, der har været på at gribe taktstokken, for det har overvejende været forbundet med krige og erobringer. Det var blandt andet på baggrund af de erkendelser, at den konstruktion, der i dag hedder EU, blev skabt i efterkrigstiden, forklarer Jim Bjork, der er lektor i moderne europæisk historie på King's College London og har speciale i nationalisme og statsdannelse. ”De to verdenskrige skabte en frygt for eneherskerens dominans i Europa. Men også dengang store dele af kontinentet blev splittet op i mindre lande i det 19. århundrede, frygtede mange udsigten til endeløse krige. EU blev et moderne eksempel på at skabe en model for koordination og fred i Europa,” siger Jim Bjork. Men diskussionen om behovet for politisk lederskab i Europa er blusset op igen efter Storbritanniens snarlige farvel til det europæiske fællesskab og Polen og Ungarns modstand mod at underlægge sig EU's retningslinjer i blandt andet spørgsmålet om indvandring. Det har også sat gang i debatten, at præsident Donald Trump offentligt har sået tvivl om USA's engagement i NATO. Her peger flere på, at Tysklands Angela Merkel er oplagt som leder - primært på grund af kanslerens vægt som statsleder for kontinentets største økonomi. Men den ide rummer dilemmaer, siger Jim Bjork.
Kristeligt Dagblad mandag, s. 7 (06.01.2020)
Administration
Konfronteret med falske kontrakter
Ekstra Bladet mandag skriver, at Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, ingen kommentarer har til sagen om forfalskede hotel-kontrakter, der er dukket op i forbindelse med efterforskningen af sagen om svindel med EU-midler gennem EU-fondene MELD og FELD. Kontrakterne er overfor EU-systemet brugt som dokumentation for afholdelse af to EU-konferencer. Men reelt var der tale om DF's sommergruppemøder. EU's antisvindelkontor, Olaf, har gennem fire år efterforsket brugen af EU-midler i fondene MELD og FELD, hvor Messerschmidt blandt andet har været formand.
Ekstra Bladet, mandag, s. 13 (06.01.2020)
Arbejdsmarkedspolitik
EU's plan om mindsteløn øger presset på den danske model
I en erhvervskommentar i Politiken søndag skriver erhvervskommentator, Leif Beck Fallesen, blandt andet: ”Ønsket om en mindsteløn for EU truer Danmarks frie aftaleret, samtidig med at der forhandles nye overenskomster. Flere strejker, dårligere arbejdsklima og uforudsigelig politisk indblanding i løn, pension og arbejdsforhold. Det er perspektivet, hvis den internationalt beundrede danske model på arbejdsmarkedet bryder sammen eller får livstruende funktionsfejl. Der vil være rigtig mange tabere og meget få vindere blandt lønmodtagerne og arbejdsgiverne, hvis det sker. Så vidt kommer det ikke i overskuelig fremtid. Men presset vokser mod arbejdsmarkedets hævdvundne ret til at bestemme løn, pension og ansættelsesvilkår gennem kollektive overenskomster. Det er en udvikling, der har været undervejs i en årrække, men som i år tager til i fart. Mindsteløn for alle i EU bliver flagskibet i EU's sociale dimension. I Danmark vil regeringen indføre lavere pension for nedslidte på arbejdsmarkedet, og fagforeningerne kæmper med faldende medlemstal. […] Den danske model er næsten enestående i EU, og det er kernen i den danske modstand mod en politisk bestemt mindsteløn. En mindsteløn i hele EU er en politisk mærkesag for Ursula von Leyen, den ny topchef i EU-Kommissionen. Hun vil hjælpe de svageste lønmodtagere i EU, hvor fagforeninger har ringe indflydelse på lønudviklingen. Men det er et politisk indgreb, som afvises af arbejdsmarkedets parter med støtte fra politikerne på Christiansborg. I en fælles udtalelse forud for den nye beskæftigelseskommissær i EU's besøg i Danmark i december skrev beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Lizette Risgaard og administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad i Berlingske, at EU ikke har ret ”til at bestemme lønniveauet i de enkelte lande. Det står i traktaten - EU's grundlov. Løn er et nationalt anliggende”. Men der kan være en løsning på vej. Det ser nemlig ud til, at EU's nye beskæftigelseskommissær, Nicolas Smit fra Luxembourg, om kort tid vil komme med et udspil, som vil respektere den danske model. […] Bundlinjen er, at den danske model er truet fra flere sider. Det er usikkert om modellen kan håndtere kommende krav om en minimumsløn for hele EU. Der er ingen garanti for, at de nye overenskomster kommer på plads uden konflikt. Og fagbevægelsen skal blive bedre til at holde på medlemmerne. Uden konflikt.”
Politiken søndag, s. 14 (06.01.2020)
Tyskland vil hente sygeplejersker og it-specialister uden for EU
Manglen på kvalificeret arbejdskraft på især softwareudviklere, metalarbejdere, sundheds- og ældrepersonale samt personer med forstand på informatik og elektroteknik får nu Tyskland til at gå nye veje. De vil hente arbejdskraft uden for EU. Regeringen vil gøre det lettere at få anerkendt udenlandske uddannelsesgrader og kvalifikationer. Og så slipper de fremtidige migranter for at vente på, at myndighederne får undersøgt, om der i virkeligheden findes en tysker, der også kunne klare jobbet, sådan som man er nødt til at gøre det i mange brancher i dag. Matthias Mayer, senioranalytiker ved tænketanken Bertelsmann Stiftung, mener, at det alligevel er langtfra sikkert, at regeringens charmeoffensiv får massiv effekt - det er og bliver svært at få folk fra andre kulturer til at falde til og passe ind.
Jyllands-Posten, søndag, s. 8 (06.01.2020)
Det digitale indre marked
Techgiganternes indtog på det finansielle marked
Børsen lørdag beretter, at Apple, Google, Facebook og Amazon sidste år tog markante skridt ind i den finansielle sfære. Amazon introducerede i juni et kreditkort til sine kunder, mens Apple med støtte fra Goldman Sachs i august lancerede Apple Card. 12.november introducerede Facebook sin kryptovaluta, Libra, og dagen efter udmeldte Google, at man fra 2020 vil tilbyde indlånskonti i samarbejde med Citigroup og Stanford Federal Credit Union. En af de mere tankevækkende finanslancering i år er ifølge trendanalytiker hos Elektronista Media, Christiane Vejlø, Facebooks kryptovaluta, Libra. “Facebook ønsker med Libra at få folk endnu tættere på. Jo flere ting, som knytter dem til Face-book-platformen, jo sværere er det at forlade, og samtidig giver det Facebook mere data om deres brugere,” siger hun. Professor ved afdeling for digitalisering ved Copenhagen Business School, Jan Damsgaard, mener også, at Libra er en af sidste års mest bemærkelsesværdige lanceringer, men han tør ikke spå om, hvordan kryptovalutaen kommer til at klare sigfremadrettet. “Jeg vil kalde det et wildcard. Det er et spændende initiativ, som man i hvert fald skal holdeøje med næste år,” siger Jan Damsgaard. Facebooks kryptovaluta, Libra, har siden sin lancering i november 2019 været i stærk modvind fra europæiske og amerikanske myndigheder, som stiller spørgsmål ved, hvordan projektet vil sikre brugernes personlige oplysninger samt forhindre hvidvask. EU har lanceret PSD2, der er EU´s betalingsservicedirektiv, som trådte i kraft 14. september. Direktivet åbner for, at tredjeparter kan få adgang til kunders bankdata- hvis kunden tillader det.
Børsen lørdag, s- 3-6 (06.01.2020)
Finansielle anliggender
Europa er en stærk finansiel platform
Børsen skriver mandag, at Jeppe Christiansen, direktør for Maj Invest, mener, at den største lære fra 10'erne er, at EU på trods af ekstreme udfordringer er enormt holdbar. Christiansen mener, at det er kriserne, der har synliggjort, hvor stærk EU er. Han siger: ”I 10'erne har vi haft den største krise siden etableringen af EU i hele det europæiske system. Og jeg tror faktisk, at EU er meget stærkere, end folk er klar over, og mere holdbar. Vi har fået de største stød, du kan tænke dig. Finanskrisen, lige før 10'erne begyndte, blæste alle banker ned, og bagefter blev Sydeuropa blæst ned, og sidenhen kom Storbritanniens chokudmeldelse, og alligevel står EU og befolkningerne stærkere, end de gjorde før 10'erne.” Krisen har gjort EU og euroen stærk frem for svag, og en undersøgelse fra Eurobarometer tilbage i oktober viste, at 65 pct. af befolkningen i eurozonelandene mener, at den europæiske valuta er en god ting - kun 25 pct. er imod euroen. Det er den største opbakning i euroens historie. Christiansen siger yderligere: ” Jeg tror, euroen er mere overlevelsesstærk, end folk er klar over. Hvis du går til USA, så er der mange, der vil sige: Gad vide hvornår det bryder sammen. Og i Asien vil de sige, at EU er ligegyldig, fordi de er gået i stå, og USA stormer videre. Det tror jeg bare ikke på. Jeg tror, EU har mange af de rigtige ting, vi har brug for i fremtiden.”
Børsen, mandag, s. 18-19 (06.01.2020)
Institutionelle anliggender
Det haster med kaffe med Boris Johnson
I et debatindlæg i Jyllands-Posten søndag skriver civiløkonom HD, Jørn Vase, blandt andet: ”At det bliver EU og ikke UK, der bliver den egentlige taber efter Brexit, kan der vist ikke længere herske tvivl om. USA vil som bekendt hellere UK end EU, og alene dette betyder nok mere, end mange EU-tilhængere frygter. Det bliver måske netop den mavepuster, der på sigt tager livet af unionen. Hvorfor EU ikke kæmper mere for at beholde UK i familien i stedet for at spille hasard med deres egen i forvejen usikre fremtid må vist være det, man kalder et relevant spørgsmål. Måske er det korrekt, som mange påstår, at EU er et bureaukratisk misfoster, der aldrig vil lykkes, og da slet ikke uden UK i folden.”<br /> <br />
Kilde. Jyllands-Posten, søndag, s. 29 (06.01.2020)
Mettes kritiske kærlighed
I Ekstra Bladet lørdag skriver Hans Engell, politisk kommentator, blandt andet: ”Mette Frederiksen er en varm, men ikke ukritisk tilhænger af EU. Man kan sagtens være kritisk over for den måde, EU-Kommissionen vil spilde EU's penge på, uden at det skal handle om udtræden af EU. Tag bare hele landbrugsområdet, hvor man fører en støttepolitik, som er fuldstændig forældet og ekstremt kostbar. Det er også helt vildt, at den nye EU-Kommission vil lade EU's budget stige med milliarder, samtidig med at EU mister 13 procent af sine indbyggere, når Storbritanniens skrider fra Unionen. Hvorfor skal danske skatteydere betale fem milliarder mere om året til EU, fordi England går ud? Det er da helt i orden, Mette Frederiksen forlanger, at EU skal spare. Det gør hende ikke til skabsmodstander.”
Ekstra Bladet lørdag, s. 28 (06.01.2020)
Interne anliggender
10 bud på, hvad der vil ske i dansk politik i den kommende dekade
I et debatindlæg i Politiken søndag, spår Noa Redington, kommentator, om fremtiden. Han skriver blandt andet: ”Vi dropper forsvarsforbeholdet. Den nye alvor i dansk udenrigspolitik vil vokse. Det skal Putin og Trump nok sørge for. I længden er det ikke nok at male en fiskekutter grå, kalde det et patruljeskib og sende det til Nordpolen. Med Brexit kommer vi til at melde kulør, og derfor ender vi med at blive fuldtonede medlemmer af det europæiske forsvarssamarbejde. Det er en folkeafstemning, der faktisk kan vindes. På et tidspunkt begynder statsminister Frederiksen at holde mere af møderne i Det Europæiske Råd end gruppemøderne i Socialdemokratiet. Det sker selv for de bedste. Såre menneskeligt, mere interessant. Og maden er også bedre.”
Politiken søndag, s. 12 (06.01.2020)
Der er stadig ild i Margrete
Flere medier skriver om 75 års fødselaren Margrete Auken (SF), MEP. Politiken søndag skriver blandt andet: ”I dag har SF desuden meldt sig ind i Det Grønne Parti på europæiske plan, som ligesom SF er både grønt og rødt. Det passer også Margrete Auken svært godt, ligesom det huer hende, at den miljø- og klimadagsorden, hun har kæmpet for hele sit politiske liv, i dag er blevet mainstream. Da hun for fem år siden kæmpede og vandt slaget om afgifter på plastikposer, blev det set som en lille, men irriterende regulering af markedet. I dag har EU's 'Mr. Klima', kommissionens næstformand, Frans Timmermans, offentligt erkendt, at han tog fejl af Aukens plastikposeafgift.
Redaktør (06.01.2020)
Hvad er forskellen på Danmark og Kroatien?
Information lørdag bringer en analyse af sammenhørighedskraften i EU. ”På trods af årtiers ihærdige forsøg på harmonisering eksisterer der stadig voldsomme forskelle i EU's lande imellem. Andelen af 25-34 årige, der bor hjemme hos deres forældre (2018). l Danmark bor kun 3,2 procent af de unge hjemme, mens gennemsnittet i EU er 28,5 procent. Tallet dækker også over store kønsforskelle, da 35,3 procent af mænd og 21,7 procent af kvinder bor hjemme. Gennemsnitligt er unge i EU 26 år, når de flytter hjemmefra. l Danmark 21,1 år. l ltalien er de 31,1 år.<br /> <br />
Information lørdag, s. 6-7 (06.01.2020)
Spaniens højrefløj truer med at vende EU ryggen
I en kommentar i Jyllands-Posten søndag skriver publicist og tidligere udenrigskorrespondent, Per Nyholm, blandt andet: ”EU-domstolen i Luxembourg gjorde det eneste rigtige, da den nylig meddelte, at Cataloniens landflygtige præsident, Carles Puigdemont og dermed flere af hans nærmeste, er legitimt valgte medlemmer af Europa-Parlamentet. Dermed er et spansk krav om, at Puigdemont og andre skal udleveres til Spanien, og der aflægge ed på forfatningen - med risiko for at blive spærret inde i årevis - afvist som værende uforenligt med den europæiske retsnorm. Luxembourg-domstolens kendelse afslører Spanien som et utilstrækkeligt medlem af EU. […] Spanien befinder sig for indeværende på en glidebane i sit forhold til Europa. Ekstreme nationalister, anbragt i parlamentets tredjestørste parti, Vox, kræver Spaniens udtræden af EU. […] Puigdemont og hans landflygtige kolleger ventes midt januar at indtage deres pladser i Strasbourg. Hvad europæisk politik agter at stille op ved den lejlighed, tør de færreste spå om. […] Spændingen mellem Madrid og Spaniens ikke-spanske folkeslag truer med at forgifte den europæiske retsstat, og Bruxelles ved det. EU må gøre Madrid klart, at den frie meningsdannelse er ukrænkelig, at politiske fanger ikke tåles, og at immunitet omfatter alle folkevalgte politikere fra det øjeblik, de er valgt, ikke fra det øjeblik, en mere eller mindre repressiv stat anerkender deres valg. Kommissionen, parlamentet og de nationale regeringer har svigtet i det catalanske anliggende.
Jyllands-Posten, søndag, s. 28 (06.01.2020)
Klima
Aktivister vinder retssag mod staten Holland
Information lørdag skriver, at i Holland har en gruppe klimaaktivister vundet en retssag mod den hollandske stat. I sagen har aktivisterne krævet, at den hollandske stat reducerer udledningerne af drivhusgasser med mindst 25 procent ved udgangen af 2020. Ifølge dommen fra den hollandske højesteret er staten ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel om beskyttelse af borgerne forpligtet til at nedbringe udledningerne og forsøge at forebygge klimaforandringer og de potentielt ”alvorlige konsekvenser for retten til liv og for de hollandske indbyggeres velbefindende”. Afgørelsen kan få betydning i en række lignende retssager andre steder i verden, hvor grupper af borgere har anlagt retssager for at presse deres regeringer til at nedbringe udledningerne af drivhusgasser.
Information lørdag, s. 11 (06.01.2020)
Konkurrence
Skattely som konkurrencefordel
I et debatindlæg i Information mandag skriver Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-Parlamentet og Anders Winnerskjold (S), politisk ordfører i Aarhus, blandt andet: ”Skatteunddragelse og -undgåelse koster ifølge EU-Kommissionen et beløb, der årligt svarer til 15.000 kroner per EU-borger. Fænomenet kan efterhånden nærmest betragtes som en selvfølge, men det er dybt, dybt problematisk. I Aarhus vil vi gerne være skattelyfri kommune. Desværre er det sværere end som så. […] Men som følge af EU's udbudslov har vi meget svært ved at sætte krav til udbuddet, når det gælder aggressiv skatteplanlægning. Der skal simpelthen foreligge deciderede lovovertrædelser, før vi må udelukke firmaer fra at byde på opgaver - herunder firmaer, der bevidst planlægger sig fra at betale skat i Danmark. […] I EU skal vi ændre reglerne, så vi som stat og kommune kan stille krav om, at de firmaer, vi samarbejder med, ikke bruger skattely. Vi mener også, det er på tide, at EU sortlister de lande, der fungerer som skattely, når de for eksempel sænker skatten mod nul og opretholder bankhemmeligheder. Endelig bør vi vedtage en minimumsselskabsskat i EU, så Apple ikke længere kan slippe afsted med en skatteprocent på 0,005 i Irland.”
Information, mandag, s. 18 (06.01.2020)
Migration
Hver femte dansker har udenlandsk baggrund
Berlingske lørdag fortæller, at antallet af personer med udenlandsk baggrund er markant større end hidtil antaget og beskrevet. Faktisk er der tæt på 400.000 personer født i Danmark, som er registreret som værende af dansk oprindelse, men som har delvis oprindelse i udlandet. Deres mor eller far er nemlig født i udlandet, men det er ikke tidligere regnet med i udlændingetallene. Mere end 100.000 af disse kommer fra ikkevestlige lande. ”Jeg havde ikke regnet med, at det var så mange,” siger manden, der har bestilt de nye tal, som stammer fra Danmark Statistik, Hjarn von Zernichow Borberg, ekstern lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og partner i konsulent- og videnshuset Cphfacilitation. Flertallet af disse personer (8,72 procent) kommer fra ikkevestlige lande. ”Udviklingen bekymrer mig, og det er ikke bæredygtigt på lang sigt at få så mange flere hertil, hvis de ikke byder ind på de værdier og det grundlæggende syn på samfundet, som vi allesammen deler, ” siger Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund, som understreger, at de, der bidrager positivt til samfundet, er velkomne. Det samme bemærker Marcus Knuth, de Konservatives udlændingeordfører.
Berlingske lørdag, s. 8 (06.01.2020)
Sikkerhedspolitik
Kampen om naturgas tager fart og øger spændingerne i det østlige Middelhav
Jyllands-Posten søndag skriver, at en ny gasrørledning, East Med, der vil tage anslået fem-syv år at etablere, går uden om Tyrkiet, og Ankara raser over projektet. Tyrkiet ruster sig samtidig til kampen om regionens naturressourcer, der for alvor begynder at tage fart. Også gas fra andre felter vil kunne tilsluttes rørledningen, der ventes at kunne dække omkring 10 procent af Europas behov for naturgas. Dermed kan rørledningen blive en konkurrent til Turkstream-rørledningen, der skal sende russisk gas via Tyrkiet til Europa.<br /> Selv om aftalen kan udlægges som en gevinst for både de involverede lande og Europas forsyningssikkerhed og stræben efter at blive uafhængig af gas fra Rusland, kan aftalen også øge spændingerne i regionen og dermed give yderligere ustabilitet i en tid, da landene for alvor skruer op for kampen om ressourcerne under havoverfladen. I centrum for bekymringerne står Tyrkiet, der er arg modstander af projektet. At samarbejdet går uden om Tyrkiet, sætter endnu en tyk streg under uenighederne i regionen, hvor tyrkerne på en række områder det seneste år har foretaget en række kontroversielle udenrigspolitiske dispositioner. Det gælder blandt andet tyrkiske boreaktiviteter - bevogtet af krigsskibe - efter olie og gas i området omkring Cypern trods protester fra den cypriotiske regering, som Tyrkiet ikke anerkender, og fra Grækenland og EU. EU vedtog sidste år en såkaldt ramme for sanktioner, der kan fyldes ud med konkrete aktioner mod tyrkiske personer og virksomheder, hvis boreaktiviteterne ikke bliver indstillet.
Jyllands-Posten, søndag, s. 10 (06.01.2020)
Russernes oprustning i Arktis giver nervøse trækninger i Norge
Politiken søndag er taget på patrulje med det norske grænseforsvar ved Kirkenæs i Nordnorge. Tidligere installerede Rusland i højere grad sine atomvåben på bombefly og i siloer på land. Nu befinder en meget større del af de nukleare sprænghoveder sig på ubåde. ”I dag er ubådene med garanti det vigtigste våben for Ruslands sikkerhed,” siger Thomas Nilsen, chefredaktør på det norske netmedie The Independent Barents Observer og en af de personer i Vesten, der ved mest om Ruslands militære aktiviteter i Arktis. Militært er NATO mindst tyve gange stærkere end Rusland, når der regnes i antallet af soldater, tanks, fly, krigsskibe og så videre. Rusland er slet ikke i nærheden af det hedengangne Sovjetunionens militære styrke. ”Men Rusland har et trumfkort. Og det er atomvåben. Hvis de bliver slået ned på alle andre områder, kan de stadig trykke på knappen. Og det er NATO selvfølgelig klar over. Så Rusland vil gøre alt, hvad det kan for at beskytte sine atomvåben. Og den allervigtigste del af disse våben er på Kolahalvøen. Kirkenes er en slags laboratorium for forholdet mellem NATO og Rusland,” mener chefredaktøren. På mange måder er det et fredsommeligt forhold. Norge og Rusland er gode naboer - med grænsehandel og samarbejde om søredning og fiskerikontrol. Både Rusland og NATO spiller således med musklerne i det nordatlantiske område. Men Trident Juncture var ikke udtryk for, at NATO skruer op for spændingsniveauet i forhold til Rusland, mener generalløjtnant Rune Jakobsen. Den smeltende havis giver Rusland håb om at få fingre i de kolossale mængder af gas og olie i Arktis. Også den nordlige sørute er der store forventninger til. For at sikre værdierne og vise tænder over for USA og NATO opruster russerne samtidig i nord.
Politiken søndag, s. 16-19 (06.01.2020)
Tyrkiet gør klar til at sætte tropper ind i borgerkrigen i Libyen
Som om den igangværende borgerkrig i Libyen ikke var kaotisk nok i sig selv, har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, nu skaffet sig et juridisk grundlag for at kunne sende tyrkiske tropper til den nordafrikanske stat. Det skriver Jyllands-Posten mandag. Den amerikanske USA's præsident Donald Trump forsøgte at tale Erdogan fra at blande sig i den libyske borgerkrig. På linje med andre regeringsledere frygter han, at konflikten i Libyen bliver endnu mere uoverskuelig. Også EU og FN frygter, at en tyrkisk indblanding i Libyen kan løfte konflikten op til at blive et nyt Syrien, hvor en borgerkrig med mange internationale interessenter har raset siden 2011 og ført til store lidelser for civilbefolkningen. FN's Libyenudsending, Ghassan Salamé, sagde: ”En tyrkisk deltagelse i krigen i Libyen vil indebære en markant optrapning af konflikten.”
Jyllands-Posten, mandag, s. 10 (06.01.2020)
Sundhed
EU slår alarm over dansk drukkultur
Link til hjemmesiden
|
|
Fredag den 3. januar
|
Tophistorier
Dansker indtager stor hovedrolle i EU's klimaplan
Flere aviser skriver om EU´s kamp for miljøet. Børsen skriver, at EU-kommissionen vil gøre Europa til frontløber med den mest ambitiøse klimaplan på kloden. En af hovedarkitekterne er danske Ditte Juul Jørgensen. EU-kommissionens nye klimaplan kaldes Green Deal. Planen blev præsenteret af to af Europas nye magthavere: Kommissionens næstformand og klimakommissær Frans Timmermans og kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der havde den helt store retorik fremme og blandt andet kaldte klimaplanen for Europas "man on the moon-moment". Green Deal er den nye kommissions første store satsning og det flagskib, der skal gøre EU elsket igen. Klimaet er tordnet op ad vælgernes dagsorden de seneste år. Efter migrationsballade, svindelsager og Brexit-kaos er her en oplagt mulighed for at levere handling, som mange borgere støtter, og som medlemslandene ikke kan levere på egen hånd. Allerede da Von der Leyen blev udpeget og godkendt i midten af juli, stod det klart, at klimaet ville blive en hovedprioritet. Og få uger senere, 1. august, begyndte danske Ditte Juul Jørgensen i en stilling, hvor hun bliver en af hovedarkitekterne i forsøget på at sætte skub i den gigantiske omstilling. Ditte Juul Jørgensen har haft magtfulde poster før: Gennem 27 år i EU-systemet har hun blandt andet været kontorchef og direktør i generaldirektoratet for handelspolitik og har de seneste fem år været en succesrig kabinetschef for den danske kommissær Margrethe Vestager. Men i sin nye stilling som topchef for generaldirektoratet for energi, DG Energy, er hun i dag en af de øverst placerede danskere i EU-systemet. I et interview med Børsen, siger hun blandt andet: "Jeg synes jo ikke, at vi skal gå ud og lovgive eller regulere mere, hvis det ikke er nødvendigt." Der er mange interesser på spil for Danmark på dette felt. Tænker du over det?
"Jeg har været ansat i Kommissionen i 27 år, så når jeg er på arbejde, så er jeg kommissionsansat. Men selvfølgelig er jeg opmærksom på de interesser, der er fra dansk side," siger hun og uddyber: "På nogle måder er det en fordel, fordi Danmark er så langt fremme på den grønne dagsorden. Det giver en god platform. Det kan godt være, jeg ikke tænker over, at jeg er dansker, men andre ved det, og de refererer ofte f.eks. til en løsning, man har fundet i Danmark, som også kan være interessant for andre. Selvom nationaliteten ikke tæller, så tror jeg, det kan være en fordel og inspiration, når man arbejder for at skabe ændringer, at man kommer fra et sted, hvor nogle af de ændringer allerede har fundet sted. Jeg tror, det er vigtigt, at man også fra dansk side anerkender, at nogle dele af Europa stadig er dybt afhængige af kul. Der er nogle sociale og nogle økonomiske aspekter, som rammer meget hårdt lokalt. Og det er vi nødt til at tage hensyn til, for at sikre at alle er med i den grønne omstilling."
Børsen skriver også i en analyse: ”En gruppe østlande anført af Polen gjorde modstand på det nyligt afsluttede COP-25 og efterlyste klare garantier for klimastøtte - som ventet. Da den nye EU-præsident Charles Michel efter midnat kunne meddele på Twitter, at "vi har en aftale", så var det bare ikke den ventede kompromistekst med ekstra forsikringer til polakkerne. Det var en ny og alternativ form for enstemmighed. Polen kunne ikke forpligte sig til at implementere, hed det. Men alle 27 lande havde stemt for teksten om det nye klimamål - inklusive bemærkningen om, at Polen indtil videre ikke implementerer. På lang sigt er det naturligvis umuligt for et stort EU-land som Polen at stå uden for en så omfattende strategisk omstilling. Men diplomater lod forstå, at man gerne vil forbi det polske præsidentvalg i maj og derefter håber på mere fleksibilitet fra polsk side. Polakkerne er gået målrettet og effektivt efter at koble EU's nye klimaambitioner sammen med slaget om EU's budget for 2021-27, som skal udkæmpes de kommende måneder. "Show us the money," lyder den klare besked fra Warszawa, hvor man også pointerer, at klimaomstillingen kræver langt større investeringer i forhold til bnp end f.eks. i Danmark og andre vestlige lande, der er længere fremme. Fra Danmark og andre budgetstrammeres side lyder spørgsmålet så til gengæld, hvorfor vi skal betale både for vores egen omstilling og for andre, der ikke selv har taget fat i tide. Uanset hvor man står, så tegner der sig et klart billede af, at den næste tids budgetkrig bliver helt afgørende for klimaløfterne.”
Jyllands-Posten skriver, tidligere på måneden præsenterede EU-Kommissionen et forslag til en ny grøn pagt, der også kommer til at omfatte en ny strategi mod plastic. Alle Folketingets partier var med, da daværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i januar kunne præsentere en politisk aftale om at nedbringe plasticforureningen. Ønsket om at reducere danskernes brug af kaffekopper og plasticflasker ligger i umiddelbar forlængelse af tiltag, der udvikles i andre europæiske lande som Holland, Belgien og Tyskland, hvor især pant på kopper vinder frem. Kopperne er ofte foret med plastic på indersiden, hvilket landene gerne vil til livs. Men i Danmark er de to konkrete tiltag endnu ikke blevet til noget, selv om der er gået 11 måneder, siden den politiske aftale blev indgået. Det oplyser Miljøministeriet i en mail. Miljøordfører Jacob Jensen (V) vil nu bede ministeren om at redegøre for, hvordan det går med hele handlingsplanen.
I et debatindlæg i Politiken skriver, Peter Birch Sørensen er professor i økonomi ved Københavns Universitet og Senior Fellow hos Kraka: ”Året 2020 bliver sandhedens time for klimapolitikken og starten på et årti, der bliver afgørende for muligheden for at leve op til Parisaftalen. Ifølge den seneste klimarapport fra FNs miljøprogram skal verden tredoble det planlagte tempo i reduktionen af drivhusgasudledningerne frem mod 2030, hvis vi skal have en rimelig chance for at holde den globale opvarmning under to grader. Hvis vi vil holde opvarmningen nede på 1,5 grader, som Parisaftalen tilsigter, skal reduktionstempoet mere end femdobles i forhold til de planer for drivhusgasreduktion, der ligger i dag. […] Klimatopmødet i Glasgow i slutningen af 2020 bliver første gang, hvor landene skal vise, om de faktisk er villige til en kraftig opstramning af deres klimapolitik. Det dybt skuffende resultat af indeværende års klimatopmøde i Madrid giver ikke just anledning til optimisme. Et særskilt problem er, at den klimafornægtende amerikanske Trump-administration fortsat vil være ved magten under næste års klimatopmøde, uanset om Trump taber næste års præsidentvalg eller ej. […] Så meget desto vigtigere er det, at EU kæmper for at sikre et konstruktivt forløb af det kommende års internationale klimaforhandlinger. I den forbindelse er EU-kommissionens nye plan for en 'European Green Deal' et opløftende skridt, der viser, at den nye kommission tager den grønne omstilling alvorligt. Til marts næste år vil Kommissionen fremlægge forslag til en europæisk klimalov, der forpligter EU til at opnå klimaneutralitet i 2050, og til sommer næste år vil Kommissionen præsentere en plan for skærpelse af EU's mål for drivhusgasreduktioner i 2030 fra de nuværende 40 procents reduktion til 50-55 procents reduktion. Kommissionens Green Deal beskriver en bred vifte af klima- og miljøtiltag, der omfatter alle sektorer i økonomien. Kommissionen lægger op til et markant gearskifte i EU's klimapolitik, der utvivlsomt vil medføre hårde klimapolitiske armlægninger i EU i det kommende år. I Kommissionens Green Deal indgår, at EU skal kunne pålægge en klimatold på import af CO2-intensive varer fra lande, der ikke yder et rimeligt bidrag til opfyldelse af Parisaftalen. Da EU er et af verdens største markeder, kan truslen om en klimatold blive et vigtigt instrument til at sikre en opstramning af klimapolitikken i andre dele af verden. Instrumentet kan endog blive særdeles effektivt, hvis EU kan indgå en aftale med Kina og/eller USA om spilleregler for, hvornår det inden for rammerne af verdenshandelsorganisationen WTO er tilladt at pålægge klimatold.”
I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad, skriver Jørgen Carlsen, højskoleforstander, blandt andet: ”Ser man på oplistningen af de mange positive budskaber, kan man undre sig over, at ingen af dem berører det mest brændende internationale spørgsmål, nemlig klimakampen. Det er der mindst to gode grunde til. For det første er der meget lidt positivt at sige om udviklingen på den klimapolitiske front de seneste 10 år. Der er mildest talt ikke særlig meget at triumfere over. I Berlingske konstaterer tidligere minister og EU-kommissær Connie Hedegaard slukøret: ”Vi kunne og burde have gjort meget mere.” For det andet er den organisation, der står bag Facebook-opslaget - Global Warming Policy Foundation - kendt som en klub af prominente klimaskeptikere. Johan Norberg er med andre ord en svensk pendant til vores hjemlige Bjørn Lomborg.”
Politiken, s. 2; Børsen, s. 1, 18-19; Jyllands-Posten, s. 10; Kristeligt Dagblad, s. 8 (03.01.2020)
Prioritede historier
Tyskland er ved at miste tålmodigheden med gasrørledning ved Bornholm
Berlingske fortæller, at Danske virksomheder går fri, men vreden over nye amerikanske sanktioner ulmer i den tyske regering. En europæisk entreprenør, det schweizisk-hollandske selskab Allseas, der skulle lægge de sidste rørdele til rette på havbunden, har trukket sig af frygt for amerikanske sanktioner. Det har vakt vrede i den tyske regering, der har ventet længe på de nye gasleverancer. Tysklands viceudenrigsminister, Niels Annen, skrev i sidste uge, at »Europa har brug for nye værktøjer til at beskytte sig« mod amerikanske sanktioner.<b><br /> </b>Indtil for nyligt så færdiggørelsen af rørledningen ved navn Nord Stream 2 ellers endelig ud til at være på skinner efter års politisk stormvejr. Så sent som i oktober godkendte de danske myndigheder efter lang tids betænkning linjeføringen forbi Bornholm. Men tre dage før jul underskrev den amerikanske præsident, Donald Trump, en lovpakke, der varsler nye vanskeligheder for den omstridte rørledning. Lovpakken omfatter amerikanske sanktioner mod europæiske virksomheder, der deltager i rørlægningen af de sidste 160 af i alt 2.400 kilometer undersøisk gasledning. Det amerikanske skridt har fremkaldt arrige reaktioner fra den tyske regering og skærpet de to landes strid om tilgangen til Rusland på energiområdet. Ifølge USA er formålet med sanktionerne at begrænse den russiske dominans over Europas energimarked og beskytte nabolandet Ukraine mod russisk afpresning og tab af transitindtægter. Den amerikanske ambassadør i Berlin, Richard Grenell, har med de argumenter forsvaret indgrebet som ”ekstremt proeuropæisk”. Den tyske regering hævder modsat, at USA hytter sit eget skind og forsøger at tvinge Europa til at købe amerikansk gas i stedet for russisk. ”Sådanne sanktioner er en alvorlig indblanding i tyske og europæiske forhold og suverænitet. Vi afviser dette på det kraftigste,” sagde den tyske finansminister og vicekansler, Olaf Scholz. Ifølge seniorchefkonsulent i Dansk Industri Peter Bay Kirkegaard bliver danske virksomheder ikke ramt af de nuværende amerikanske sanktioner. ”Men indirekte har det den konsekvens, at virksomhederne bliver nervøse, og at de afholder sig fra at have med det pågældende land at gøre. Dermed har amerikanerne opnået det, de ville,” siger Peter Bay Kirkegaard. Sanktionerne ventes at forsinke, men ikke forhindre færdiggørelsen af Nord Stream 2. Forsinkelsen kan imidlertid blive betydelig og dermed kostbar. Rusland har appelleret om støtte fra EU i sagen. De europæiske lande er imidlertid delt i spørgsmålet, der dækker over en dyb uenighed om engagementet med Rusland. Blandt andre de baltiske lande og Polen frygter det russiske gasvåben, fordi Moskva med Nord Stream 2 kan true med at afbryde energiforsyningen til nabolande uden indvirkning på den vigtige eksport til Vesteuropa. Tyskland henviser til nye aftaler og reformer, der sikrer energiforsyningen til Ukraine og andre nabolande. Samtidig er et forarmet og økonomisk isoleret Rusland en større sikkerhedsrisiko, lyder argumentet.
Berlingske, s. 24 (03.01.2020)
Der blev talt om en underminering af udlændingepolitikken. Sådan skulle det ikke gå
I et debatindlæg i Kisteligt Dagblad, skriver journalist Anders Reder: ”I sommer kendte EU-Domstolen tilknytningskravet ulovligt. Sortseere frygtede, at tusinder af tyrkere ville få familiesammenføring, men i går kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at kun 61 vil have deres sager genoptaget. Hvordan gik det til? Mattias Tesfaye (S) Må have udstødt et lettelsens suk efter at have læst papirerne. Den 18. august 2019 får han en mappe fra sine embedsmænd, hvis indhold potentielt kan hvirvle den nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister ind i et uvejr, han vil gøre meget for at undgå. ”Ministermappe. Konsekvenserne af EU-Domstolens dom af 10. juli 2019 om det danske tilknytningskrav med ægtefællesammenføring og associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet,” står der. Den snørklede titel dækker over en sag, der i månedsvis har vakt vild bekymring i store dele af Christiansborg. Selv har Mattias Tesfaye kaldt det for en ”vejsidebombe”. ” Weekendavisen skriver, at kun 61 personer har bedt om at få deres ansøgning genoptaget efter EU-dommen. ”Det er en god nyhed,” kommenterer Tesfaye, i dag udlændinge- og integrationsminister.Det synes for så vidt også Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. Det er godt, tallet er lavt, men skidt, at EU overhovedet har et ord at skulle have sagt i sagen, anfører han. Mattias Tesfayes vejsidebombe viste sig at være en lynkineser.
Weekendavisen, s. 2; Kristeligt Dagblad, s. 10 (03.01.2020)
Dansk selskabsskat er reelt en af EU's højeste
Børsen skriver, at Danmark ligger lunt i midterfeltet med en selskabsskat på 22 pct., som hverken er fugl eller fisk i forhold til resten af Europa, og som derfor sikrer, at de danske virksomheder har en fornuftig konkurrenceevne på skatteområdet. Og derfor er der ikke grund til at gøre mere.<b><i><br /> </i></b>Sådan lyder mantraet fra et stort flertal af partierne på Christiansborg, når det gælder skattepresset på de danske virksomheder. Der er kun ét problem. Det er ikke rigtigt. Det viser den nye globale undersøgelse "Paying Taxes 2020" fra revisionsgiganten PwC og Verdensbanken. Reelt bliver der klemt langt mere skat ud af de danske selskaber end hos rivalerne i andre lande. Danmark lander som nummer 26 ud af i alt 32 europæiske lande i sammenligningen - og Danmark er dermed med i den mest skattetunge femtedel. "Når vi ser på den faktiske skattebetaling, betaler de danske virksomheder mere i skat end de fleste af deres europæiske konkurrenter," siger Klaus Okholm, skattepartner i PwC. Han understreger, at de 22 procent selskabsskat er et fatamorgana, som man ikke må stirre sig blind på, for det viser ikke, hvad virksomhederne rent faktisk ender med at betale i skat af indkomsten. Den skattepligtige indkomst bliver opgjort på vidt forskellige måder rundt omkring i Europa, og hvis man skal måle skattepresset på selskaberne ordentligt, så skal man korrigere for det. Ifølge PwC-undersøgelsen afleverer mellemstore danske virksomheder reelt 17,1 pct. af deres overskud til staten, og dermed er det kun få andre lande såsom Holland, Grækenland og Tyskland, der har et højere skattepres på mellemstore selskaber end Danmark. Det var ikke torsdag muligt at få en kommentar fra skatteminister Morten Bødskov (S), men skatteordfører Troels Ravn (S) afviser blankt, at Socialdemokratiet er på vej med lavere selskabsskat.
Børsen, s. 1, 16-17 (03.01.2020)
Arbejdsmarkedspolitik
Drop debatten om øremærket barsel
I et debatindlæg i Politiken, skriver Frej Prahl er psykolog og forfatter: ” VI ØNSKER ikke et kønsopdelt arbejdsmarked. Sådan lød det fra flere politikere, da bølgerne igen gik højt i ligestillingsdebatten i efteråret på 'Debatten' på DR. På den ene fløj stod de liberalt sindede, som argumenterede imod kvoter, øremærket barsel og andre ifølge paneldeltagerne frihedsindskrænkende tiltag. De lod os forstå, at kvotering af kvinder i bestyrelser blot flytter diskriminationen. For i det øjeblik bestyrelser bliver tvunget til at ansætte kvinder, vil de diskriminere de unge mænd, som også bejler til en bestyrelsespost til fordel for de ældre mænd, som allerede sidder tungt i bestyrelsessædet. […] Den beskyldning rettes ofte mod hjemmegående mødre. At de enten tror, at det er et frit valg, de har truffet, eller at de vender kvindefrigørelsen ryggen og burde skamme sig. Barsel og omsorgsarbejde blev i debatten kun berørt overfladisk. Det vil jeg forsøge at råde bod på her. Sådan ser undertrykkelse ud Det er rigtigt, at der ligger en hel del barrierer for, at mænd kan engagere sig i barslen. Virksomheder I den optik ville det være suverænt med øremærket barsel. Problemet er bare, at den øremærkede fædrebarsel bliver til en ny kvindeundertrykkelse: Mange, mange mødre ønsker at være sammen med deres helt små børn, indtil børnene er mindst ét år. Den mulighed har de i forvejen vanskeligt ved at realisere, men det bliver kun vanskeligere, hvis far får øremærket en del af barslen, sådan som det er lagt op i det nye EU-direktiv. Det er præcis den samme logik, der gælder, når kvinder kvoteres ind i bestyrelser. Lige såvel som det diskriminerer mænd, når man øremærker bestyrelsesposter til kvinder, diskrimineres kvinder, når man øremærker barsel til mænd.
Politiken, s. 5 (03.01.2020)
Vi har brug for en handlekraftig stat
I et debatindlæg i Politiken, skriver Michael Seidelin: ”Sagen om det væltede stillads i Lundtoftegade illustrerer den nærliggende problemstilling, der hedder social dumping. Uanset skyldsspørgsmålet er kendsgerningen, at den sociale dumping florerer. I Danmark mærker vi den især i form af konkurrence fra uorganiserede østeuropæiske arbejdere. EU's indsats mod dette uvæsen, som er direkte affødt af Det Indre Markeds regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, er mildt sagt utilstrækkelig. I mange år reagerede EU ikke, og selv socialdemokratiske regeringer i Danmark og Sverige trak opgivende på skuldrene med henvisning til, at de ikke kunne skride ind mod EU-lovgivning. De gav op over for globaliseringens kræfter og kastede deres egne vælgere i armene på højrepopulistiske kræfter. Der er forbedringer omkring den sociale dumping som resultat af pres fra enkelte regeringer og EU-Parlamentet. Der er ikke meget at råbe hurra for. […] Staten er så småt på vej tilbage, og når nationalstaten ikke kan løse opgaven, er enkelte af EU's medlemslande og i visse tilfælde flertallet enige om, at unionen af stater må træde til.”
Politiken, s. 7 (03.01.2020)
Grundlæggende rettigheder
Tilbagetoget
I et debatindlæg i Weekendavisen, skriver Henrik Dørge, journalist, blandt andet: ”I 2015 skræmte flygtningekrisen de europæiske befolkninger fra vid og sans og gjorde det tydeligt for enhver med øjne i hovedet, at man i EU var nødt til at forsvare sine grænser med magt, hvis det europæiske projekt skulle have nogen overlevelseschancer. Året efter skyllede terror-sommeren hen over Europa. Talrige islamistiske angreb gjorde befolkningerne usikre på, om de overhovedet kunne være trygge i deres egne lande. Herefter kom reaktionerne i vælgerkorpset. Først med Brexit, der var en klar afvisning af det internationale, vestlige projekt. Og kort efter med valget af Donald Trump i USA, der med sloganet ”America first” bøjede tidens toner i neon for enhver, der endnu ikke havde læst skriften på væggen. I de fleste andre europæiske lande fik populister og nationalister fremgang ved valgene med mere eller mindre samme budskab. I dag kan Kina smide muslimer i koncentrationslejre, og Hongkongs befolkning kan demonstrere for demokratiske reformer i månedsvis, uden at det afføder reaktioner fra vestlig side. Det ekspansive element i den vestlige selvforståelse er forsvundet. Nu er der kun forsvaret tilbage. Håbet om, at vi i det mindste kan bevare idealerne og samfundsmodellen i vores egen del af verden. Bare lidt endnu.”
Weekendavisen, s. 2 (03.01.2020)
Trefoldig trussel mod jøder: Højreekstreme, venstreradikale og islamister enes om had
Kristeligt Dagblad fortæller, at voksende trusler fra højreekstremister, det politiske venstre og radikal islam gør i stigende grad Vestens jøder utrygge. Det ryster ens forståelse af sikkerhed, at man skal passe på, blot fordi man ser lidt anderledes ud, siger tysk-jødiske Levi Israel Ufferfilge, som kender til chikane fra alle tre grupper. Hændelserne understreger, hvordan en af verdens ældste fordomme, antisemitismen, har vundet vid udbredelse i Vesten i det 21. århundrede og givet vidt forskellige ideologier, som ellers ikke kan enes om ret meget, et fælles mål for deres had. For jøder i Europa og USA trues i dag fra tre fronter: Fra højreekstremister, fra den yderste venstrefløj og fra grupper af muslimske indvandrere, påpeger den tyske historiker og sociolog Günther Jikeli, som er lektor ved det amerikanske Indiana Universitet og ekspert i europæisk antisemitisme. Trusselsbilledet varierer fra land til land. En række undersøgelser viser, at jøder i Frankrig og Tyskland opfatter den største trussel som kommende fra muslimske samfund, i Storbritannien er det fra den politiske venstrefløj, og i Polen og Ungarn er det fra det yderste højre. Levi Israel Ufferfilges oplevelse af at være truet fra flere sider afspejler en generel frygt blandt europæiske jøder. 9 ud af 10 jøder i 12 europæiske lande mener således, at antisemitisme er blevet værre i løbet af de seneste fem år, viser en omfattende undersøgelse af EU's agentur for grundlæggende rettigheder fra sidste år. 82 procent af de tyske jøder ser antisemitisme som et alvorligt problem i deres land, i Belgien er andelen 86 procent og i Frankrig hele 95 procent.
Kristeligt Dagblad, s. 6 (03.01.2020)
Handel
Danske småkager og grise rammes af told
Politiken fortæller, at dansk eksport af blandt andet svinekød og småkager til USA står i januar til at blive ramt af yderligere straftold fra amerikansk side. Samlet vil den danske eksport blive ramt af straftold på 1,4 milliarder kroner, vurderer Dansk Industri. Det sker, efter at WTO har givet USA medhold i, at en række EU-lande har givet ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus' fabrikker. Det er USA vred over, fordi det har givet fordele over for den amerikanske konkurrent Boeing. Det rammer Danmark, da der er fælles handelspolitik i EU.
Politiken, s. 7 (03.01.2020)
Urimelige fordele til Tyrkiet
I et debatindlæg i Børsen, skriver Brian Thomsen, direktør, Dansk Akvakultur: ” Toldunionen mellem EU og Tyrkiet tildeler Tyrkiet en præferencestatus for eksport af bl.a. opdrættede fisk til EU uden kvoter og told. Den tyrkiske stat støtter vækst i akvakultur med omfattende subsidier, og produktion er firedoblet siden 2002. I samme periode er EU's akvakulturproduktion stagneret. Siden 2012 er EU's import af opdrætsfisk fra Tyrkiet fordoblet. Priserne er faldet markant og er nu lavere end produktionsomkostningerne i EU. EU's opdrættere skal respektere en række krav til bl.a. miljø, foder og arbejdstagervilkår, som ikke stilles i Tyrkiet. Derfor er der ikke fair og lige konkurrence. Situationen påfører EU's opdrættere stor skade og blokerer for en bæredygtig udvikling af akvakultur. […] EU indførte udligningstold på import af ørreder fra Tyrkiet i 2015 efter en klage, som Dansk Akvakultur indgav på vegne af EU's opdrættere. Tolden udløber i februar 2020, og vi har anmodet om forlængelse. EU's opdrættere kan ikke vedvarende afholde store udgifter til juridisk bistand, og den konstante risiko for, at tolden fjernes, blokerer for investeringer og udvikling. Det er ikke rimeligt, at en EU-erhvervsgren efterlades med handelsbeskyttelsesforanstaltninger som eneste værn mod en forældet toldunion, hvor aftalegrundlaget helt åbenlyst ikke overholdes. På vegne af EU's opdrættere opfordrer Dansk Akvakultur derfor til, at EU genforhandler toldunionen med Tyrkiet.”
Børsen, s. 2 (03.01.2020)
Virksomheder frygter mest sparsommelige forbrugere
Berlingske Handelskonflikter, Brexit og lavere vækst i verdensøkonomien. Det skortede ikke på udfordringer for danske virksomheder med salg og aktiviteter uden for landets grænser sidste år.<b><i><br /> </i></b>Alligevel er forventningerne til salget i 2020 markant ringere blandt virksomheder, der primært afsætter varer i Danmark, end den er hos selskaber, der har bevæget sig ud på det store verdensmarked. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri, (DI), der er baseret på svar fra 462 virksomheder. ”Virksomhederne ser noget bekymret på deres muligheder i det kommende år. Især virksomheder med lavt salg til udlandet forventer kvaler med at afsætte deres produkter. Næsten hver tredje virksomhed, som primært eller udelukkende sælger til det danske marked, forventer, at deres salg vil komme så meget under pres, at de ser det som den største forhindring for fortsat vækst i 2020. Dertil er virksomheder med mindre salg til udlandet presset af, at væksten på Danmarks nærmarkeder er gået mærkbart ned i gear. Det gælder i Sverige og Storbritannien, men især den tyske industri, som mange danske virksomheder er underleverandører til, har oplevet udfordringer med lavere aktivitet. Det europæiske opsving er slut, og væksten er fladet ud. Til gengæld er der stadig flot fremgang i blandt andet USA, Kina og Rusland, så de virksomheder, der kan sælge deres varer her, har stadig gode vækstmuligheder det kommende år,” siger Morten Granzau.
Berlingske, s. 6 (03.01.2020)
Interne anliggender
Forræderi eller forløsning?
I Weekendavisen kan man læse, at en historisk aftale på venstrefløjen kan bane vejen for Spaniens første koalitionsregering siden 1930rnes republik. Men en ny regering står og falder med de catalanske separatisters aktive eller passive støtte. De seneste dage har nok en gang demonstreret, i hvilken grad den catalanske konflikt har monopoliseret det politiske liv i Spanien. Og intet tyder på, at emnet vil glide i baggrunden. En kontroversiel dom fra EU-Domstolen i Luxembourg tilføjede kort før jul en svidende lussing til den spanske højesteret, hvor sagen mod de catalanske separatistledere blev ført. Dommen fastslår, at ERC-lederen Oriol Junqueras skulle have været løsladt fra sin varetægtsfængsling i maj, da han blev valgt ind i Europa-Parlamentet og dermed opnåede parlamentarisk immunitet. Eller sagt med andre ord: Den spanske stat forbrød sig mod grundlæggende rettigheder i den største retssag i landets nyere historie. Afgørelsen vil næppe ændre det store for Junqueras, der ikke længere er varetægtsfængslet, men i gang med at afsone en dom på 13 års fængsel. Men det moralske boost for uafhængighedsbevægelsen kan næppe undervurderes. Dels har dommen for alvor bragt den catalanske konflikt ud over Spaniens grænser.
Weekendavisen, s. 10 (03.01.2020)
Politiske modsætninger danner regering i Østrig
Jyllands-Posten fortæller, at Østrig går nye veje med regeringskoalition bestående af det konservative og det grønne parti. For anden gang på under to år trækker østrigske Sebastian Kurz overskrifter fra hele verden. For det første fordi han nu igen - er verdens yngste regeringsleder. Med sine blot 33 år slår han Finlands 34-årige premierminister, Sanna Marin - og faktisk er det allerede anden gang, at den stærkt populære Kurz nu tiltræder som kansler. For det andet fordi han igen går utraditionelle veje for at få dannet en regering. I stedet for som sine forgængere at slå bro hen over midten med socialdemokraterne fik Kurz efter seks ugers forhandlinger en koalition med partiet De Grønne på plads. ”Vi må gøre en indsats imod den illegale migration. Vi må kæmpe imod klimaforandringerne,” lød det torsdag eftermiddag fra Kurz, da han sammen med sin kommende vicekansler, formanden for partiet De Grønne, Werner Kogler, præsenterede regeringsprogrammet. Politiken skriver, at Begivenhederne i Wien vækker også stor genklang i Tyskland. Stærke kræfter i forbundskansler Angela Merkels kristeligt demokratiske parti, CDU, ser gerne en såkaldt sort-grøn koalition efter næste valg. ”Kun et forbund mellem CDU og De Grønne på landsplan kan løse de samfundsmæssige konflikter, vi har i Tyskland,” siger Manfred Weber, næstformanden for CSU, forbundskansler Merkels søsterparti i Bayern, i en erklæring.
Politiken, s. 11; Jyllands-Posten, s. 12 (03.01.2020)
Statsministerens nytårstale
I sin leder bringer Weekendavisen statsminister Mette Frederiksens (S) nytårstale, blandt sagde hun: ”2020´erne bliver et årti, hvor vores værdier og de institutioner, der forsvarer dem, vil blive presset igen. Og igen har vi brug for stærke alliancer. Men de vestlige institutioner er i krise: Nato, der har sikret freden i 70 år, går svækket og splittet ind i det nye årti. Verdenshandelsorganisationen er kriseramt. Vores sikre pejlemærker, briterne og amerikanerne, har vendt sig væk fra samarbejdet.<b><i><br /> </i></b>Derfor vil jeg sige det højt og tydeligt: Danmark hører til i EU. Helhjertet. Til efteråret vil jeg derfor udskrive en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, og jeg ser frem til at stå i spidsen for en kampagne, der klart anbefaler, at forbeholdet fjernes, så Danmark kan bidrage fuldt og helt til at gøre EU til en stærk regional aktør. Skal Unionen kunne det, kræver det, at alle, også Danmark, engagerer sig seriøst i arbejdet. I slutningen af januar forlader briterne efter planen Unionen, og vi kan lige så godt sige det, som det er: Det er et kæmpestort tilbageskridt for alle. Vi kan godt lade, som om det kun handler om de skøre, utilregnelige briter, men krisen er hele EU’s. Europas borgere vil kun støtte overdragelsen af vigtige opgaver til Unionen, hvis fællesskabet faktisk også kan løse dem, praktisk, fornuftigt og ordentligt: bevogtning af grænserne, bekæmpelse af kriminalitet, beskyttelse af borgerne og deres rettigheder. Det kræver et stærkt og fokuseret EU. Alternativet er ganske enkelt forfærdeligt: Et splittet og svagt Europa uden en stærk, velfungerende Union med Tyskland som centrum er stik imod Danmarks interesser. […] Intet demokrati kan håndtere Kina alene. Det ser vi allerede i dag. Også her skal vi sørge for at have stærke allierede, der kan stå sammen. Er EU splittet, er vi svage. Et stærkt EU giver os styrke.”
Weekendavisen, s. 14 (03.01.2020)
Sikkerhedspolitik
Kameraovervågning på vej i din bil
Jyllands-Posten fortæller, at nye kameraer, som overvåger fører og passagerer af hensyn til sikkerheden, kan blive hverdag i bilen inden for få år. Baggrunden er alvorlig, og målet ambitiøst; den nye teknologi, som forhindrer, at føreren mister opmærksomheden, forventes at forebygge titusindvis af trafikdræbte og kvæstede. Fakta viser nemlig, at uopmærksomhed er synderen i 90 procent af alle ulykker. Allerede fra 2022 kræver EU, at nye bilmodeller skal have teknologi, som advarer mod uopmærksomhed og søvn som standardudstyr. Selv med en fart på 50 km/t. kører bilen nemlig hele 42 meter, hvis føreren er uopmærksom i bare tre sekunder. Her skal kameraerne spille sammen med såkaldt "Artificial Intelligence" (AI), hvor computeren kan klare komplekse problemstillinger. Det betyder, at systemer ikke alene kan advare med en alarm, men også bremse bilen eller sænke farten, hvis føreren falder i søvn.
Jyllands-Posten, s. 14 (03.01.2020)
Tidligere Europol-topchef: Tillid, privatliv og gennemsigtighed er stærkeste våben mod IT-kriminelle
Berlingske beretter, at Den europæiske politiorganisation Europols tidligere topchef gennem ni år afviser tanken om at tvinge bagdøre ind gennem den beskyttende kryptering af folks personlige data på telefoner og Pc’er i jagten på at slå ned på den omsiggribende og stadig farligere cyberkriminalitet. ”Kryptering er en meget nødvendig del af det moderne liv. Eksempelvis kunne vi ikke have e-handel uden den. Navnlig som politimand tror jeg på kryptering, men der er altid kriminelle, som vil udnytte mulighederne. Spørgsmålet er, hvordan det håndteres på en balanceret måde. Det afhænger af, hvordan teknologisektoren kan udvikle løsninger i et modent samarbejde mellem myndigheder og dem. Jeg er ikke enig i, at der skal være bagdøre. Det er ikke løsningen - men det er et meget, meget svært spørgsmål,” siger Rob Wainwright, der fra 2009 til maj 2018 stod i spidsen for Europol og i dag er seniorcyberpartner i revisions- og rådgivningsgiganten Deloitte, hvor han har særligt fokus på IT-sikkerhed, finansiel kriminalitet og cyberkriminalitet. Han bifalder derfor de seneste stramninger, som EU har foretaget for at beskytte folks personlige og private data.
”Privatlivsreglerne tvinger alle til kun at indsamle data til bestemte formål og kun disse data, som kun må bruges på denne ene måde og beholdes i en bestemt periode. Det lyder meget begrænsende, men giver faktisk klarhed og skaber fokus. Hvis man ikke har brug for andre data, hvorfor samler man dem så ind? Det distraherer, fylder datasystemerne med ragelse, som man ikke bruger, og sløver processerne. Med privatlivslovgivningen kan man rense systemerne og sit sind,” fastslår han.
Berlingske, s. 12-13 (03.01.2020)
Udenrigspolitik
Putins globale teater skjuler Ruslands europæiske problem
I en analyse skriver Kristeligt Dagblad: ”Rusland fremstår ved årtiskiftet udenrigspolitisk potent med styrket indflydelse i Mellemøsten og Afrika, et stadig tættere samarbejde med Kina og nye missiler. Men Rusland kan ikke klare sig uden Europa. […] Den russisk-kinesiske samhandel udgør mindre en tredjedel af Ruslands samhandel med EU. Russisk økonomi kan kun vokse sig stærkere i et tættere samarbejde med EU, men et uidealistisk Rusland kan aldrig løse de konflikter med Europa, der har vokset sig større og større det seneste årti. Ikke mindst om Ukraine, hvor julens krigsfangeudveksling i Østukraine ikke skaber fred i regionen, selvom den isoleret set udgør den væsentligste deeskalering under hele krisens forløb. Rusland afviser stadig at bidrage med de nødvendige kompromisser om afvæbning af separatisterne, demokratiske lokalvalg og Ukraines generhvervelse af kontrol med egen grænse til Rusland Relationerne mellem Europa og Rusland kan kun normalisere ved at bygge på fælles principper og regler - og Rusland går ind i det nye årti uden andre principper end dem, der vurderes at være i den russiske stats interesse.”
Kristeligt Dagblad, s. 7 (03.01.2020)
Rædslen for ”den gule fare”
Weekendaviser skriver, at Vestens bedste alternativ er at samarbejde med et stadig stærkere Kina. Alligevel vælger vi konfrontation - med mulige katastrofale konsekvenser, siger Kishore Mahbubani, en af Asiens mest prominente stemmer i debatten om den nye verdensorden, i et interview. Midt i junglen er to abestammer på krigsstien. De bider, river og kradser, de tæsker løs på hinanden og kaster med sten, og ingen af dem lægger mærke til, at skoven omkring dem står i flammer. Sådan er forholdet mellem USA og Kina i dag. De har rigeligt med fælles udfordringer, men alligevel har de valgt konfrontationen, fortæller Kishore Mahbubani, der er fra Singapore og i et halvt århundrede, har beskæftiget sig med asiatisk storpolitik. Han er bekymret, for lige nu er der meget, som risikerer at gå helt katastrofalt galt. USA og resten af Vesten kommer ikke uden om Kina, men de lader som om, og de gør det vanskeligere for sig selv ved ikke at ville samarbejde mere intensivt med den asiatiske sværvægter. Globale problemer som klima og migration, der per definition er grænseoverskridende, ville være langt mere håndterbare, hvis bare amerikanerne og europæerne gjorde sig klart, at kineserne er vitale aktører. I stedet er vi muligvis på vej mod en slags ny Kold Krig. ”Det er fuldstændigt skørt, at USA og Kina er involveret i en geopolitisk konkurrence på et tidspunkt, hvor hele menneskehedens primære udfordring er klimaet. Når fremtidens historikere ser på den aktuelle geopolitiske kappestrid, vil de karakterisere Kina og Amerika som to tossede abestammer i en brændende skov. De bør fokusere på at slukke ilden, ikke på at bekæmpe hinanden. De skal stå sammen om at mindske klimaforandringerne, for vi har kun én planet. Spørgsmålet er, om Europa vil tilgodese sine egne geopolitiske interesser i forholdet til Kina, eller om det hellere vil tilgodese amerikanske interesser. For USA har en helt anden geografi. Amerika behøver ikke bekymre sig om at være nabo til over en milliard afrikanere. Det er til gengæld europæernes hovedpine. I skal tænke mere over, hvad der gavner jeres egne interesser. Og her bør europæerne have øjnene åbne for, at Kina med sine mange investeringer i Afrika faktisk hjælper dem,” siger han.
Weekendavisen, s. 13 (03.01.2020)
|
Link til hjemmesiden
|
|
![](https://ec.europa.eu/newsroom/templates/generic-newsletter/images/shadow2.png) |
|