EU's økomærke giver økologiske produkter fra EU-landene en sammenhængende visuel identitet. Dette gør det lettere for forbrugerne at identificere økologiske produkter og hjælper landmændene med at markedsføre dem i hele EU.

Økomærket kan kun anvendes på produkter, der er certificeret som økologiske af et godkendt kontrolagentur eller -organ. Det betyder, at de har opfyldt strenge betingelser for fremstilling, forarbejdning, transport og oplagring. Mærket kan kun anvendes på produkter, når de indeholder mindst 95 % økologiske ingredienser, og der stilles yderligere strenge betingelser for de andre 5 %. Den samme ingrediens må ikke forekomme i økologisk og ikke-økologisk form.

Ud over EU's økomærke skal der stå et kodenummer for kontrolorganet samt det sted, hvor de landbrugsråvarer, der indgår i produktet, er fremstillet.

EU's økomærke

Hvornår skal økomærket bruges?

Mærket er obligatorisk for de fleste økologiske produkter og skal fremstå efter et bestemt sæt regler. Formålet er at forhindre, at forbrugerne vildledes, bevare tilliden til økologiske fødevarer og myndighedernes inspektionsordninger.

Mærket skal bruges på:

  • alle færdigpakkede fødevarer, der fremstilles og sælges som økologiske fødevarer i EU.

Derudover kan mærket bruges på:

  • importerede produkter, hvis de er i overensstemmelse med EU-bestemmelserne om import af økologiske varer
  • ikke-færdigpakkede økologiske produkter
  • økologiske EU-produkter, der markedsføres i lande uden for EU
  • som led i informationskampagner, der har til formål at oplyse offentligheden om den økologiske ordning (så længe de ikke er vildledende eller anvendes til at antyde, at et ikke-økologisk produkt opfylder kravene for et økologisk produkt).

Mærket må ikke bruges på:

  • produkter, der indeholder under 95 % økologiske ingredienser
  • storkøkkendrift som restauranter eller hospitaler
  • varer, der ikke er omfattet af økologiske regler, f.eks. kosmetik eller produkter fra jagt og fiskeri
  • produkter i "omstilling" (hvor der kun er indført økologiske metoder, og hvor der kan stadig forekomme ikke-økologiske stoffer i jorden eller i foderkæden).

Mærket skal vises efter strenge regler

  • Det må ikke måle under 13,5 mm gange 9 mm Hvis dette ikke er muligt, fordi emballagen er særlig lille, er en størrelse på 9 mm gange 6 mm tilladt.
  • Mærket skal fremstå i den almindelige grønne og hvide farveskala. Den eneste tilladte ændring er, når der anvendes en printer med kun én farve.
  • Mærket må ikke være stiliseret (f.eks. ved at baggrunden gøres gennemsigtig, eller ved at der tilføjes 3D-effekter).

Du kan læse mere om, hvordan økomærket skal fremstå i brugervejledningen om mærket.

DownloadPDF - 1.1 MB
DownloadZIP - 123.3 KB
DownloadPDF - 88.8 KB
DownloadZIP - 35.6 KB
DownloadZIP - 556.7 KB
DownloadZIP - 17.3 MB

Seneste