Samarbejde om politik for økologisk produktion

Når Europa-Kommissionen gennemfører og forbereder ny lovgivning, arbejder den på en gennemsigtig måde på grundlag af dokumentation og understøttet af regelmæssige høringer af borgere og eksperter i sektoren. Europa-Kommissionen skal høre alle EU-lande om de beslutninger, den skal træffe, og dette sker gennem forskriftsudvalg.

Ekspertgruppen om økologisk produktion

Ekspertgruppen vedrørende Teknisk Rådgivning om Økologisk Produktion (EGTOP) rådgiver de europæiske institutioner. Den trækker på ekstern erfaring for at sikre, at EU-reglerne om økologi er effektive og forholdsmæssige. Idet økologi er er en hurtigt voksende og meget innovativ sektor, sikrer den endvidere, at EU holder sig opdateret vedrørende tekniske fremskridt på området.

EGTOP er en permanent gruppe og rådgiver om mange områder af økologisk produktion.

EGTOP udarbejder regelmæssigt rapporter om økologisk produktion og vurderer også anmodninger fra EU-lande om ændringer af de tekniske bilag til forordningerne.

Indtil 2008 før oprettelsen af den permanente ekspertgruppe blev EU rådgivet af en række ad hoc-ekspertgrupper, der udfyldte den samme rolle, men på midlertidig basis. Ad hoc-ekspertgrupperne har udarbejdet flere rapporter om økologisk produktion.

Udvalget for Økologisk Produktion

Udvalget for Økologisk Produktion repræsenterer EU-landenes holdninger til gældende og kommende lovgivning om økologi. Det fungerer derfor som et centralt led mellem EU og de enkelte medlemsstater. Det afholder regelmæssige møder for at drøfte alle forslag om ændringer til de gældende regler. Det består af repræsentanter fra alle EU-landene og en repræsentant fra Kommissionen som formand.

Gruppen for civil dialog

Gruppen for civil dialog (CDG) består af repræsentanter fra grupper såsom producent- og forbrugerorganisationer såvel som miljøorganisationer. Dens formål er at bistå med rådgivning og overvågning af Kommissionens politik for økologisk produktion og give bidrag, som er baseret på praktisk erfaring.

Beskrivelse af CDG's arbejdsopgaver

  • at opretholde en regelmæssig dialog om alle spørgsmål i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, herunder gennemførelse og nye foranstaltninger, som Kommissionen kan blive nødt til at træffe
  • at udveksle relevant erfaring og god praksis
  • at rådgive Kommissionen om relevante politikker
  • at give relevante udtalelser efter anmodning fra Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter eller på eget initiativ
  • at overvåge relevant politisk udvikling. Gruppen for civil dialogs rolle vil være at bistå Kommissionen i at opretholde den regelmæssige dialog om alle spørgsmål vedrørende økologisk landbrug.

Medlemmerne er organisationer såsom:

  • NGO'er og miljøorganisationer
  • producentorganisationer og kooperativer
  • erhvervssammenslutninger
  • fagforeninger.