De økologiske principper

Økologisk landbrug betyder overholdelse af principperne og reglerne for samt kravene til økologisk landbrug. Enhver, der ønsker at blive økologisk landbruger, bør være sikker på, at de kender den nødvendige lovgivning, således at de er fuldt ud bevidste om deres ansvar.

Før du påbegynder en aktivitet i den økologiske sektor, bør du kontakte de kompetente landbrugsmyndigheder i dit land. De kan oplyse dig om hvilke støtteforanstaltninger, der er til rådighed, og give dig mere generel rådgivning.

Certificering

Alle fødevareproducenter, -forarbejdningsvirksomheder eller -handlende, der ønsker at markedsføre deres fødevarer som økologiske, skal registreres hos et kontrolagentur eller -organ. Kontrolagenturet eller -organet er ansvarlig for at kontrollere, at den erhvervsdrivende handler i overensstemmelse med de økologiske regler. Hvert EU-land kan beslutte, om dette skal være et offentligt eller privat organ, men de skal alle kontrollere, at Den Europæiske Unions regler om økologisk produktion følges.

Hvis du ønsker at blive økologisk landbruger, skal du certificeres af et kontrolorgan

Dette omfatter en årlig kontrol og en række kontroller for at sikre, at du overholder reglerne om økologisk produktion.

Se også

Kontrol og håndhævelse

Omlægning

Ethvert landbrug, der ønsker at producere økologisk, skal igennem en proces, også kendt som "omlægning". I denne periode skal metoderne for økologisk produktion anvendes, men det færdige produkt kan ikke sælges som økologisk. Længden af denne omlægningsperiode afhænger af hvilken type økologisk produkt, der produceres:

  • tre år for frugtplantager med planter, der bærer frugter flere gange om året i form af bær, træfrugter og vindruer
  • 12 måneder for svine- og fjerkræshold
  • to år for etårige afgrøder som foder til drøvtyggere.

Omlægningsperioden kan være en svær tid for de økologiske landbrug. Dette skyldes, at økologiske metoder ofte fører til lavere udbytte, samtidig med at der for fødevarer, der er produceret i omlægningsperioden ikke kan kræves den samme høje pris. Af denne grund tilbyder Den Europæiske Union og EU-landene forskellige støtteforanstaltninger med henblik på at hjælpe økologiske producenter med at komme i gang.

Alle planter, der dyrkes i omlægningsperioden, skal stamme fra økologisk såsæd.

Finansiel støtte til økologiske landbrugere

EU's finansielle støtte kan både være til omlægning til økologisk landbrug og opretholdelse af økologisk status. Dette er i anerkendelse af den rolle, som økologisk landbrug spiller i forbindelse med de mange forskellige prioriteter for landdistriktudvikling og de potentielle samfundsmæssige fordele, som økologiske produktionsmetoder kan føre til.

EU-lande kan tildele støtte på mange måder. Således kan de reagere på specifikke udfordringer, som deres økologiske landbrug står overfor.

Se også

Yderligere oplysninger hos nationale kontrolmyndigheder og -organer

Indkomststøtte

En vejledning om støttemuligheder for økologiske producenter

Forskning, bedste praksis og rådgivning

EU hjælper ikke kun landbrugerne finansielt, men økologiske landbrugere kan også nyde godt af rådgivning om bedste praksis, eller om hvordan nye og innovative løsninger gennemføres. Dette kan forbedre virkningsgraden og derfor øge bruttofortjenesten.

Det Europæiske Innovationspartnerskab for landbrugets produktivitet og bæredygtighed (EIP-AGRI) arbejder på at fremme konkurrencedygtige og bæredygtige landbrug og skovbrug, der "opnår mere og på en bedre måde ud fra lidt".

EU hjælper også landbrugere med at oprette producentorganisationer, som bidrager til beskyttelse mod urimelig handelspraksis og giver støtte i tilfælde af markedsudsving.

Se også

Producentorganisationer

Bedriftsrådgivningsordning

Forskning og innovation inden for økologi

Økologisk landbrug og den fælles landbrugspolitik

Økologiske landbrugere kan også ansøge om andre former for indkomststøtte under den fælles landbrugspolitik. Dette omfatter direkte betalinger og betalinger specifikt til unge landbrugere.

Endvidere er økologiske landbrugere automatisk berettigede til grønne betalinger. Grønne betalinger er blevet indført med henblik på at opfordre landbrugere til at træffe fornuftige miljømæssige beslutninger, og de automatiske betalinger til økologiske landbrugere afspejler de mange positive indvirkninger, som økologisk landbrug har på miljøet.

Se også

Bæredygtig arealanvendelse (forgrønnelse)

Direkte betalinger

Udvikling af landdistrikter