Hvad er en udbyder af finansielle tjenesteydelser?

Udbydere af finansielle tjenesteydelser er virksomheder, som forvalter penge på vegne af deres kunder. De omfatter blandt andet:

  • banker, kreditforeninger og andre forbrugerfinansieringsselskaber
  • kreditkortselskaber, udstedere af elektroniske penge og andre betalingsinstitutter
  • forsikringsselskaber
  • investeringsfirmaer (f.eks. børsmæglere, kapitalforvaltere, porteføljeforvaltere eller investeringsrådgivere)

Hvad skal du gøre, hvis du har en klage?

FIN-NET kan måske hjælpe dig med at finde en løsning uden om domstolene, hvis

  • du bor i EU, Island, Liechtenstein eller Norge, eller
  • du har en klage over en udbyder af finansielle tjenesteydelser i et andet af disse lande

Følg disse tre trin for at løse din klage.

1. Skriv til din udbyder

Prøv først selv at løse problemet ved at skrive direkte til udbyderen af finansielle tjenesteydelser. Forklar tydeligt, hvorfor du er utilfreds, og fortæl dem, hvad du ønsker skal gøres.

2. Udfyld FIN-NET-formularen

Hvis du er utilfreds med svaret fra udbyderen – eller hvis du ikke får noget svar – så download og udfyld FIN-NET-formularen for grænseoverskridende klager.

Du kan også kontakte et medlem af FIN-NET direkte og bede om hjælp. Find kontaktoplysninger på alle medlemmer i hvert land her.

3. Send formularen til et medlem af FIN-NET

Send formularen med post eller e-mail til et hvilket som helst medlem af FIN-NET i enten

  • dit eget land
  • udbyderens land

Find kontaktoplysninger på alle medlemmer i hvert land her.

Hvad er næste skridt?

Medlemmet af FIN-NET vil fortælle dig, om de er i stand til at løse dit problem, eller de kan henvise dig til en anden organisation, der kan hjælpe dig. Du kan blive bedt om yderligere oplysninger for at vurdere din sag ordenligt.

De fleste medlemmer af FIN-NET kan hjælpe dig gratis eller billigt. De når normalt til en løsning inden for 90 dage.

Udbydere af finansielle tjenesteydelser har normalt ikke pligt til at følge FIN-NET-medlemmers afgørelser, men de fleste gør det frivilligt.

Hvis de ikke gør det, eller hvis du ikke er tilfreds med den måde, din klage er blevet behandlet på, kan det være nødvendigt at indbringe sagen for domstolene.