Sundhedspersonale

Fremme af reformer

Endelig har Europa-Kommissionen ydet økonomisk støtte til en række andre initiativer, der skal bidrage til at løse alvorlige problemer med arbejdsstyrken i sundhedssektoren. Du kan læse nærmere om dem nedenfor.

Gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer

Direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer fastsætter lovgivningsmæssige rammer for hele EU, så landene kan anerkende hinandens kvalifikationer. Fagfolk inden for sundhedsvæsenet (f.eks. læger, sygeplejersker, jordemødre, tandlæger, apotekere og dyrlæger) anerkendes automatisk – hvilket vil sige, at du som autoriseret fagperson i dit hjemland automatisk har ret til at arbejde hvor som helst i EU.

Direktiv 2013/55/EU har forenklet reglerne og gjort det lettere for sundhedspersonale og andre personer, der udfører lovregulerede erhverv, at arbejde i et andet EU-land.

Sundhedspersonalets mobilitet

To EU-forskningsprojekter skal give et mere præcist billede af, hvordan medarbejdere inden for sundhedssektoren flytter både inden for EU og mellem EU og andre lande:

Mindskelse af migrationens negative konsekvenser for sundhedssystemerne

I de seneste årtier er sundhedsmedarbejdere verden over begyndt at udvandre, ikke mindst fra lavindkomstlande med sundhedssystemer, der i forvejen er skrøbelige. For at imødegå denne udfordring blev Verdenssundhedsorganisationens praksiskodeks for international rekruttering af sundhedspersonale vedtaget.

Den har til formål at fastlægge og fremme frivillige etiske principper og praksisser for international rekruttering af sundhedspersonale og bane vejen for stærkere sundhedssystemer. Medlemslandene skal modarbejde aktiv rekruttering af sundhedsmedarbejdere fra udviklingslande med kritisk mangel på sundhedspersonale.

Effektive strategier til rekruttering og fastholdelse af personale

Pilotnetværk for undervisere inden for sygepleje og tilsynsmyndigheder

Der er oprettet et pilotnetværk for undervisere inden for sygepleje og tilsynsmyndigheder med det formål at udveksle god praksis for forbedring af sundhedsassistenters kvalifikationer og med særlig vægt på grænseoverskridende mobilitet. Netværket har undersøgt sundhedsassistenters kvalifikationer med henblik på eventuelt at lade dem indgå i de enkelte landes uddannelsesprogrammer. Rapporten findes her.

Netværk til udvikling af sundhedsassistenters kernekompetencer

Som led i EU's folkesundhedsprogram for 2014-2020 har Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed, Landbrug og Fødevarer (CHAFEA) tildelt en kontrakt til et konsortium under ledelse af NIVEL (det hollandske institut for forskning i sundhedsydelser), som skal gennemføre en undersøgelse. Undersøgelsen med titlen CC4HCA ser på EU-landenes interesse for at udvikle en fælles europæisk tilgang til sundhedsassistenters færdigheder, viden og kompetencer. Rapporten findes her.

Løbende videreuddannelse for sundhedspersonale i EU

Europa-Kommissionens handlingsplan for sundhedspersonalesituationen angiver løbende videreuddannelse som et middel til at styrke patientsikkerheden, når sundhedspersonale og patienter bevæger sig mellem forskellige lande. De enkelte landes varierende opfattelse af løbende videreuddannelse betyder, at der findes forskellige tilgange til området, og at der er opstår flere muligheder for anbefalinger af god praksis i EU.

Der er gennemført en undersøgelse, som gennemgår mulighederne for løbende videreuddannelse og livslang læring for læger, sygeplejersker, tandlæger, jordemødre og apotekere i EU og EFTA-landene. Undersøgelsen anbefaler politikker, der styrker samarbejdet og udvekslingen af god praksis i EU, og understreger behovet for, at alle typer sundhedsmedarbejdere får videreuddannelse, bl.a. ved at der gøres en indsats for at afsætte tilstrækkeligt med tid og ressourcer til det. Den anbefaler desuden mere forskning i sammenhængen mellem løbende videreuddannelse og patientsikkerhed og behandlingskvalitet.

Alliancer vedrørende sektorspecifikke kvalifikationer

Alliancer vedrørende sektorspecifikke kvalifikationer har til formål at afhjælpe kompetencekløfter i forbindelse med specifikke jobprofiler inden for en bestemt sektor. Alliancerne opnår dette ved at identificere eksisterende eller nye sektorspecifikke behov på arbejdsmarkedet og gøre de erhvervsrettede uddannelser på alle niveauer bedre til at tilpasse sig behovene på arbejdsmarkedet.

ECVET (det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse) for ældrepleje er den første pilotalliance vedrørende sektorspecifikke kvalifikationer i sundheds- og plejesektoren. Alliancen er et tværnationalt partnerskab mellem organisationer fra seks EU-lande, der ved hjælp af ECVET-principperne arbejder på at gøre sundhedspersonalets kvalifikationer mere sammenlignelige og gennemsigtige og fremme landenes gensidige anerkendelse af kvalifikationerne.

Erasmus+ for 2015 havde desuden en indkaldelse af forslag til oprettelse af yderligere alliancer vedrørende sektorspecifikke kvalifikationer inden for sundheds- og plejesektoren.