Vaccination

Oversigt

Vaccination er det vigtigste middel til at forebygge sygdomme og et af de mest omkostningseffektive folkesundhedstiltag, der findes. Immunisering via vaccination er det bedste forsvar mod alvorlige – og nogle gange dødelige – smitsomme sygdomme, som kan forebygges. Takket være omfattende vaccination er kopper og polio blevet udryddet i Europa, og mange andre sygdomme er næsten blevet elimineret.

Aktuelle udfordringer

I dag bliver næsten 100 millioner børn årligt vaccineret mod sygdomme som difteri, stivkrampe, kighoste, tuberkulose, polio, mæslinger og hepatitis B. Det skønnes, at vaccinationerne hvert år forhindrer ca. 2,5 millioner dødsfald på verdensplan og reducerer udgifterne til sygdomsspecifik behandling, herunder antimikrobielle behandlinger (som foreskrives ved virusinfektioner).

Til trods for dette fantastiske resultat rammes flere EU-lande og nabolande i øjeblikket af hidtil usete udbrud af sygdomme, der kunne forebygges med vaccination, fordi vaccinationsdækningen ikke er tilstrækkelig. Den ulige adgang til vacciner og den svindende tillid til vaccination blandt almindelige borgere er roden til dette problem og en stor udfordring for eksperter i folkesundhed.

Initiativer på EU-plan

Det hører under de nationale myndigheders kompetence at udforme vaccinationspolitikkerne, men Europa-Kommissionen hjælper EU-landene med at koordinere deres politikker og programmer.

I en henstilling fra april 2018 foreslår Rådet at styrke EU-samarbejdet om bekæmpelse af sygdomme, der kan forebygges med vaccination. Samarbejdet skal udmøntes i nedbringelse af vaccinationsmodstanden, koordineret indkøb af vaccine og styrkelse af forskning og innovation.

EU-landene opfordres til at udvikle og indføre nationale vaccinationsplaner med bedre dækning og gennemføre rutinemæssige tjek af befolkningens vaccinationsstatus.

Dertil kommer, at Kommissionen understøtter EU-landene i at fastholde eller intensivere deres vaccinationsprogrammer ved at:

Fælles aktion om vaccination

Europa-Kommissionen styrker sin støtte til nationale indsatser for at øge vaccinationsdækningen, bl.a. ved at forberede en fælles aktion om vaccination, som medfinansieres af EU's sundhedsprogram med 3,55 mio. euro.

Fællesaktionen bliver iværksat i 2018 og skal bekæmpe vaccinationsmodstanden og øge vaccinationsdækningen i EU. Den koordineres af INSERM (Frankrig), og 23 lande (heriblandt 20 EU-lande) deltager.

Den fælles aktion skal desuden styrke samarbejdet mellem de nationale vaccinationsrådgivningsgrupper for at øge gennemsigtigheden i og tilliden til beslutningsprocessen, når der indføres nye vacciner.

Se også