Vaccination

Børnevaccination

Vaccination er en sikker og omkostningseffektiv metode til at beskytte mennesker – især spædbørn og små børn – mod visse infektionssygdomme. Alle EU-lande har et vaccinationsprogram med anbefalinger om, hvilke vaccinationer børn bør få og i hvilken alder.

Til trods for det bliver alt for mange børn i EU ikke vaccineret og risikerer at blive ramt af sygdomme, der kan være livstruende. Nøglen til at forhindre de alvorlige konsekvenser af manglende vaccination er at sørge for, at alle samfund ikke blot er velforberedt, men også velinformeret.

Det gælder om at afmontere myter, bruge videnskabeligt baserede argumenter og sikre, at folk forstår betydningen af vaccination i alle livsfaser, for det er lige så vigtigt som at sikre lige adgang til de beskyttende vacciner.

Flere børn i EU skal vaccineres

I 2011 blev EU-landene enige om, at flere børn skulle vaccineres (Rådets konklusioner om børnevaccinationer). Kommissionen, Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) hjælper EU-landene ved at:

  • rådgive dem om, hvordan man bedst håndterer udbrud af sygdomme, der kan forebygges ved vaccination
  • finansiere vaccinationsprojekter gennem sundhedsprogrammet
  • indhente og formidle oplysninger om vaccinationsdækning (gennem EUVAC-netværket)
  • opfordre europæiske foreninger af sundhedspersonale til at forklare forældre, hvorfor det er så vigtigt at vaccinere deres børn
  • give objektiv og veldokumenteret information til sundhedspersonale (f.eks. europæiske vurderingsrapporter).