Health systems performance assessment

Prioriterede områder for vurdering af sundhedssystemernes resultater

Ekspertgruppen om vurdering af sundhedssystemernes resultater analyserer et nyt prioriteret område hvert år baseret på områder, som anses som strategisk relevante, eller som kan få størst mulig effekt. De prioriterede områder godkendes af højtstående nationale embedsmænd i Det Europæiske Råds arbejdsgruppe om folkesundhed, som giver ekspertgruppen mandat til at gå videre med analysen.

Handlingsprogrammet for 2019

I løbet af 2019 vil ekspertgruppen fokusere på værktøjer og metoder til at vurdere sundhedssystemernes robusthed.

Handlingsprogrammet for 2018

I 2018 undersøgte ekspertgruppen værktøjer og metoder til at måle og vurdere effektiviteten af sundhedssystemerne i Europa. Resultaterne af undersøgelserne står i en rapport med en oversigt over de vigtigste teoretiske begreber vedrørende effektivitet, en analyse af de europæiske landes erfaringer og en diskussion af, hvordan metoder til effektivitetsmåling og evaluering forbedres, så de bliver til større nytte for lederne i sundhedssystemet og de politiske beslutningstagere.

Handlingsprogrammet for 2017

Prioriteten for 2017 var at udpege praktiske og effektive måder at vurdere resultaterne i de primære sundhedssystemer på. Gruppen har sammensat dokumentation om de vurderingsmetoder, som de europæiske lande har benyttet til at vurdere den primære sundhedspleje. Den samarbejder også med ekspertpanelet for effektive sundhedsinvesteringer for at undersøge innovative vurderingsmetoder. Sammen med Det Europæiske Overvågningscenter for Sundhedssystemer og ‑politikker har gruppen forsøgt at omdanne gode vurderingsmetoder til effektive politikker.

Handlingsprogrammet for 2016

I 2016 undersøgte gruppen vurderingen af integrerede sundhedssystemer, hvor den i første omgang analyserede de faktorer, som bidrager til effektiv udformning og gennemførelse af rammerne for integreret sundhedspleje. I sin rapport opstiller gruppen også indikatorer og bedste praksis, som kan overvejes, samt faldgruber, der bør undgås.

Handlingsprogrammet for 2015

I 2015 fokuserede gruppen på vurdering af sundhedsplejens kvalitet. Dens resultater er sammenfattet i en rapport, som beskriver bedste praksis fra forskellige lande samt operationelle konklusioner til beslutningstagere om etablering, drift og evaluering af et system for vurdering af sundhedsplejens kvalitet.