Health systems performance assessment

Prioriterede områder for vurdering af sundhedssystemernes resultater

Ekspertgruppen om vurdering af sundhedssystemernes resultater analyserer hvert år et nyt prioriteret område, som vælges ud fra, at de anses for at være strategisk relevante, eller fordi de vurderes at kunne give størst mulig effekt. 

Handlingsprogrammet for 2019

I 2019 og 2020 fokuserede ekspertgruppen på at finde frem til værktøjer og metoder til vurdering af sundhedssystemernes modstandsdygtighed. Rapporten indeholder en teoretisk oversigt over, hvordan man bruger begrebet modstandsdygtighed i sundhedssystemerne, en sammenfatning af de europæiske landes erfaringer med at vurdere sundhedssystemernes modstandsdygtighed og en analyse af strategier, der fremmer modstandsdygtighed, og relaterede faktorer, der kan vurderes. 
Med udgangspunkt i disse tre elementer fremlægger ekspertgruppen en række muligheder, som de europæiske lande kan overveje at benytte på kort sigt for at forbedre deres fremtidige metoder til vurdering af sundhedssystemernes modstandsdygtighed. 

Handlingsprogrammet for 2018

I 2018 undersøgte ekspertgruppen værktøjer og metoder til at måle og vurdere effektiviteten af sundhedssystemerne i Europa. Resultaterne af undersøgelserne står i en rapport med en oversigt over de vigtigste teoretiske begreber vedrørende effektivitet, en analyse af de europæiske landes erfaringer og en diskussion af, hvordan metoder til effektivitetsmåling og evaluering forbedres, så de bliver til større nytte for lederne i sundhedssystemet og de politiske beslutningstagere.

Handlingsprogrammet for 2017

Prioriteten for 2017 var at udpege praktiske og effektive måder at vurdere resultaterne i de primære sundhedssystemer på. Gruppen har sammensat dokumentation om de vurderingsmetoder, som de europæiske lande har benyttet til at vurdere den primære sundhedspleje. Den samarbejder også med ekspertpanelet for effektive sundhedsinvesteringer for at undersøge innovative vurderingsmetoder. Sammen med Det Europæiske Overvågningscenter for Sundhedssystemer og ‑politikker har gruppen forsøgt at omsætte gode vurderingsmetoder til virksomme politikker.

Handlingsprogrammet for 2016

I 2016 undersøgte gruppen vurderingen af integrerede sundhedssystemer og analyserede i første omgang de faktorer, som bidrager til en hensigtsmæssig udformning og implementering af rammerne for integreret sundhedspleje. I sin rapport beskriver gruppen også indikatorer og bedste praksis, som kan overvejes, samt faldgruber, der bør undgås.

Handlingsprogrammet for 2015

I 2015 fokuserede gruppen på vurdering af sundhedsplejens kvalitet. Dens resultater er sammenfattet i en rapport, som beskriver bedste praksis fra forskellige lande og giver beslutningstagerne praktiske anvisninger i, hvordan de etablerer, driver og evaluerer et system for vurdering af sundhedsplejens kvalitet.