e-Sundhed

Det europæiske sundhedsdataområde

Oprettelsen af et europæisk dataområde er en af Kommissionens prioriteter for perioden 2019-2025, herunder sundhedssektoren. Et fælles europæisk sundhedsdataområde vil fremme bedre udveksling af og adgang til forskellige typer sundhedsdata (elektroniske patientjournaler, genomdata, data fra patientregistre osv.), der ikke kun støtter levering af sundhedsydelser (såkaldt primær anvendelse af data), men som også kan anvendes til sundhedsforskning og sundhedspolitiske formål (såkaldt sekundær anvendelse af data).

Hele datasystemet vil blive opbygget på et gennemsigtigt grundlag, der fuldt ud beskytter borgernes data og styrker sundhedsdataenes portabilitet, jf. artikel 20 i den generelle forordning om databeskyttelse.

Kommissionen er i samarbejde med medlemslandene engageret i det forberedende arbejde og udviklingen af det europæiske sundhedsdataområde. Medlemslandene vil blive støttet af en ny fælles aktion for det europæiske sundhedsdataområde, der skal hjælpe medlemslandene og Kommissionen med at fremme udvekslingen af sundhedsdata for folkesundhed, behandling, forskning og innovation i Europa.

Det europæiske sundhedsdataområde vil blive bygget op omkring tre hovedsøjler:

  • et stærkt system for datastyring og regler for dataudveksling
  • datakvalitet
  • stærk infrastruktur og interoperabilitet

Forvaltning af det europæiske sundhedsdataområde

Det forberedende arbejde blev gennemført i 2020 gennem en række workshopper og en undersøgelse for at skabe en ramme for primær og sekundær anvendelse af sundhedsdata i medlemslandene, navnlig gennem

  • en kortlægning af, hvordan den generelle forordning om databeskyttelse gennemføres i sundhedssektoren i de forskellige lande, herunder en oversigt over de retlige og tekniske betingelser for udveksling af sundhedsdata til primære og sekundære formål i EU-landene
  • en oversigt over de eksisterende forvaltningsstrukturer for sekundær anvendelse af sundhedsdata i EU-landene
  • anbefalinger til mulige tiltag, såvel lovgivningsmæssige som ikke-lovgivningsmæssige, på EU-plan for at lette udvekslingen af sundhedsdata i hele EU med henblik på primær og sekundær anvendelse

Datakvalitet og interoperabilitet

For at kunne udnytte potentialet ved udveksling af sundhedsdata fuldt ud er det vigtigt at sikre dataenes kvalitet og at de forskellige kilder til sundhedsdata (f.eks. elektroniske patientjournaler, forskellige registre, forskellige IT-redskaber eller digitale værktøjer) er i stand til at "tale" med hinanden. Dette kræver teknisk og semantisk interoperabilitet mellem de forskellige infrastrukturer og IT-systemer.

Det er også vigtigt at sikre, at sundhedsoplysningerne er søgbare, tilgængelige, interoperable og genanvendelige. Kommissionen støtter kortlægning af og opfyldelsen af de førnævnte kriterier for eksisterende registre over sundhedsdata og andre datakilder til etablering af fælles datasæt for udveksling af sundhedsforskning og politikudformning.

Infrastruktur og teknologi

Infrastrukturen på europæisk plan vil følge den overordnede strategi for det europæiske dataområde, der blev lanceret ved offentliggørelsen af den europæiske strategi for data den 19. februar 2020, samtidig med at der foretages en grundig analyse af de særlige forhold i sundhedssektoren. Den vil bygge videre på og potentielt opskalere eksisterende initiativer som f.eks. digitaltjenesteinfrastrukturen for e-sundhed, det europæisk referencenetværk og genomprojektet.