Blod, væv og organer

Organer

Organtransplantation bruges i stigende grad til behandling af patienter, men udbredelsen af transplantation hæmmes af den begrænsede adgang til organer.

Nyretransplantationer er den hyppigst udførte transplantationsform og bruges til at behandle patienter med nyresygdom i slutstadiet. Blandt andre ofte transplanterede organer kan nævnes levere, lunger og hjerter. Det kan også lade sig gøre at transplantere tyndtarme og bugspytkirtler, og der bliver løbende udviklet nye transplantationstyper.

Alle organer kan doneres efter donorens død, mens levende donorer kan donere en nyre og en del af deres lever.

/health/file/31893_da2017_infographic_obtc.jpg

Lovgivning

De lovgivningsmæssige rammer, der definerer standarder for organtransplantation er fastsat i direktiv 2010/53/EU, også kaldet EU-organdirektivet.

Direktivet angiver kvalitets- og sikkerhedsstandarder for organer. Det omfatter alle led i transplantationsprocessen fra donation over udtagning, testning og håndtering og til distribution.

For at hjælpe med gennemførelsen af dette direktiv har Europa-Kommissionen i tæt samarbejde med medlemslandenes myndigheder foreslået og vedtaget Kommissionens direktiv 2012/25/EU om informationsprocedurer i forbindelse med udveksling af menneskelige organer til transplantation EU-landene imellem.

Kommissionens forslag til EU-organdirektivet blev ledsaget af en konsekvensanalyseEuropa-Parlamentets beslutning 2007/2210, Rådets konklusion nr. 15332/07 SAN om organdonation og -transplantation, meddelelse fra Kommissionen (COM (2007) 275) og høringen om organdonation og gennemsigtighed, som tilsammen danner grundlag for den eksisterende lovgivning.

Retningslinjer

Europa-Kommissionen arbejder tæt sammen med ekspertgrupper som Europarådet og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) om udviklingen af praktiske retningslinjer, der understøtter transplantionscentrene og udtagningsorganisationerne i gennemførelsen af denne bindende lovgivning.

Koordinering og gennemførelse af EU-lovgivningen

De nationale kompetente myndigheder har ansvaret for gennemførelsen af EU-lovgivningen. Europa-Kommissionen afholder regelmæssige møder med dem for at lette kommunikationen, udveksle bedste praksis og nå frem til en fælles forståelse af, hvordan direktiverne skal gennemføres.

På basis af periodiske spørgeundersøgelser, som besvares af de kompetente myndigheder, kan Kommissionen udarbejde statusrapporter om gennemførelsen af lovgivningen.

Lejlighedsvis vedtager EU-landenes kompetente myndigheder en erklæring om et emne af fælles interesse, bl.a.:

Handlingsplan

Den europæiske handlingsplan for organdonation og -transplantation (2009-2015): styrket samarbejde mellem medlemslandene understøtter EU-landenes indsats for at imødegå manglen på organer, forbedre transplantationssystemerne og øge kvaliteten af og sikkerheden ved transplantationsprodukter. Handlingsplanen angiver en fælles kurs for EU-landene i arbejdet med at styrke de nationale transplantationsaktiviteter og har været udgangspunkt for mange EU-finansierede tiltag. I planens gennemførelsesperiode, 2009-2015, har EU-landene øget deres aktivitet med 4 600 transplantationer om året.

EU-støttede initiativer

Europa-Kommissionen yder støtte til projekter vedrørende stoffer af menneskelig oprindelse via EU's tredje sundhedsprogram (2014-2020) og tidligere sundhedsprogrammer. Det drejer sig især om projekter eller fælles aktioner med nationale myndigheder. Derudover har Europa-Parlamentet foreslået at finansiere en række pilotprojekter på området.

Projekterne har normalt til formål at understøtte EU's politik angående sikkerhed og kvalitet, men kan også fremme andre politiske prioriteter som f.eks. at forbedre tilgængeligheden af stoffer af menneskelig oprindelse eller effektivisere de systemer, der sørger for donation og udbud. Blandt de seneste eksempler kan nævnes:

  • FOEDUS – fælles initiativ, som skal fremme udveksling af organer, der doneres i EU-landene
  • EDITH – projekt med fokus på forskellige donations- og transplantationspraksisser
  • EUDONORGAN – uddannelse og bevidstgørelse med det formål at øge organdonation i EU og nabolandene
  • COORENOR – koordinering af et europæisk initiativ blandt nationale organtransplantationsorganisationer
  • ODEQUS – indikatorer vedrørende europæiske kvalitetssystemer og metoder til organdonation
  • ACCORD – fælles initiativ for at opnå en omfattende koordinering af organdonation i hele EU
  • MODE – fælles initiativ vedrørende udveksling af viden om organdonation og -transplantation: forbedring og udvikling af programmer for organdonation og -transplantation fra afdøde
  • EFRETOS – fælleseuropæisk register over resultaterne af organtransplantationer
  • DOPKI – projekt med det formål at forbedre viden om og praksis for organdonation
  • ALLIANCE-O – europæisk gruppe for samarbejde mellem nationale forskningsprogrammer vedrørende organdonation og -transplantation
  • ETPOD – europæisk uddannelsesprogram vedrørende organdonation
  • ELIPSY – psykosocial opfølgning blandt levende donorer i Europa
  • EULOD – arbejdsgruppe vedrørende levende organdonation i Europa