Alkohol

Oversigt

Alkoholrelaterede skader er et alvorligt folkesundhedsproblem i EU og årsag til mere end 7 % af alle tilfælde af sygdom og for tidlig død. Selv et moderat alkoholforbrug øger på længere sigt risikoen for hjertelidelser samt lever- og kræftsygdomme, og et jævnligt forbrug af større mængder kan føre til afhængighed.

Medlemslandene har hovedansvaret for de nationale alkoholpolitikker. Implementeringen af EU's alkoholstrategi fra 2006, der skulle understøtte dem i bekæmpelsen af alkoholrelaterede skader, blev evalueret i 2009 og 2013.

Tendenserne og udviklingen inden for alkoholforbrug og alkoholrelaterede skader i EU overvåges af EU's informationssystem for alkohol og sundhed (EUSAH). EUSAH drives i samarbejde mellem Europa-Kommissionen og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) inden for rammerne af EU's sundhedsprogram. Landeprofilerne, der udarbejdes regelmæssigt inden for rammerne af samarbejdet mellem EU og WHO, giver et overblik over situationen i de enkelte medlemslande.

Koordinering på EU-plan

Udvalget for Nationale Alkoholpolitikker og ‑tiltag på EU-niveau spiller en vigtig rolle som formidler af samarbejdet og koordineringen mellem EU-landene og medvirker til den fortsatte udvikling af EU's politik på området.

Udvalget for nationale alkoholpolitikker og tiltag

Udvalget består af nationale delegerede, der er udpeget af medlemslandene og mødes to gange årligt i Luxembourg. Udvalgets væsentligste mål er at udveksle god praksis og at opnå konvergens i alkoholpolitikkerne inden for EU.

EU's alkohol- og sundhedsforum

EU's alkohol- og sundhedsforum er en platform, hvor enheder, der er aktive på europæisk plan, kan debattere, sammenligne metoder og sætte ind imod skadeligt alkoholforbrug.

EU fremmer og støtter initiativer til bekæmpelse af alkoholrelaterede skader

Kommissionens sundhedsprogram finansierer projekter og andre initiativer, der skal nedbringe alkoholrelaterede skader. Den fælles aktion for 2014-2016 hjalp EU-landene med at reducere alkoholrelaterede skader.