Intet kan skille os ad
Spis, køb og sælg bæredygtige fisk

MEDFISH4EVER - Q&A - DA

MEDFISH4EVER - Q&A - DA

  1. Hvad er problemet?

Fiskebestandene i Middelhavet er skrumpet drastisk. Mere end 90 % af de vurderede fiskebestande overudnyttes, og nogle er på randen af sammenbrud. For alt for mange bestande har det ikke hidtil været muligt at opnå tilstrækkelige oplysninger: 50 % af fangsterne bliver fortsat ikke registreret, som loven kræver[i], og 80 % af fangsterne er fra bestande, hvor man mangler data[ii]. Det har betydet en jævn strøm af tabte arbejdspladser og mistede indtægter foruden en intens miljøpåvirkning, og det er samfundet, der må betale prisen for dårlig forvaltning. Omkostningen er særlig høj for fartøjerne i småfiskeriet, der udgør 83 % af flåden i Middelhavet.

Et fortsat ikkebæredygtigt fiskeri af fælles ressourcer vil fremkalde et bredt sammenbrud i fiskebestande og ramme de fiskere og samfund, der er afhængige af dem, samt marine økosystemer og kulturelle traditioner. Der er truffet væsentlige foranstaltninger såsom mindstestørrelser og samlede tilladte fangstmængder for fisk, tekniske forskrifter for fangstredskaber og fiskerimetoder samt foranstaltninger til at begrænse indsats og kapacitet, men de har hidtil ikke givet tilstrækkelige resultater.

Denne kritiske situation bekræftes af samtlige aktører, herunder fiskere, erhvervsfolk, forskere og miljøforkæmpere, og den påvirker hele Middelhavsområdet. Foranstaltningerne er vedtaget, men de er ikke tilstrækkelig gennemført, eller gennemførelsen er blevet forsinket, og som følge heraf er der endnu ikke håndgribelige resultater. Der er behov for hurtige og modige tiltag for at vende denne udvikling, og vi bærer alle en del af ansvaret.

  1. Hvad er løsningerne?

Det første skridt er fuldt ud at anerkende situationen samt vores fælles og tilhørende ansvar, på alle niveauer.

Det næste skridt er at sikre stærkt politisk lederskab til at mobilisere de hurtige foranstaltninger, der er nødvendige for at genopbygge en bæredygtig fiskerisektor. Dette bør munde ud i en markant politisk ministererklæring i 2017 og sikre effektive og koordinerede initiativer på nationalt og regionalt plan i Den Europæiske Union samt i tredjelande i Middelhavsområdet, i ICCAT[1] og GFCM[2].

Det tredje skridt er at opnå engagement og udtrykkelig forpligtelse blandt alle interessenter – fra politikere og beslutningstagere til fiskere, forskere, NGO'er, erhvervslivets supply chain managers og civilsamfundet som helhed – til at bidrage med integrerede løsninger i retning af langsigtet bæredygtighed.

  1. Hvad sker der, hvis vi ikke handler nu? Og hvis vi gør?

Hvis bestandene bryder sammen og passerer det punkt, hvor der ikke længere er nogen vej tilbage, kan konsekvenserne være katastrofale og uoprettelige: uforudsigelige ændringer af de marine økosystemer, bølger af konkurser i fiskeriafhængige samfund og stor social nød. Selv om de økonomiske omkostninger og de sociale konsekvenser af at handle nu er betydelige, er de konsekvenser, der må imødeses af manglende handling, dog meget værre. 

Videnskaben fortæller os, at genopretningspotentialet stadig er stort, som det er tilfældet med den almindelige tun, men vi skal være sikre på, at fiskebestandene genoprettes hurtigst muligt. Dette vil skabe store fordele, herunder større og mere forudsigeligt udbytte, højere rentabilitet, job- og fødevaresikkerhed, bedre miljøtilstand og bedre miljøtjenester. Alt dette vil føre til inklusiv og bæredygtig velstand.

Hvis interessenterne inden for politik og erhvervsliv ikke sørger for at sikre bæredygtigheden i vores fælles levende havressourcer og dermed overtræder den fælles fiskeripolitik og Barcelonakonventionen, vil Den Europæiske Union være tvunget til at iværksætte drastiske nødforanstaltninger, såsom lukninger og økonomiske sanktioner (art. 12 i EU's forordning nr. 1380/2013). For visse bestande kan det være for sent.

  1. Hvad skal vi sigte efter?

Det første mål må være at undgå, at kritiske fiskebestande som kulmule og sværdfisk bryder sammen, gennem at vælge en socioøkonomisk tilgang baseret på miljøvidenskab og sikre gennemførelsen af den eksisterende lovgivning. På mellemlang sigt er målet at udvikle og håndhæve effektive foranstaltninger, der vil sikre rentabelt og bæredygtigt fiskeri og en sund tilstand i Middelhavet – for evigt.

Centrale nødvendige forbedringer (fra regionalt til nationalt niveau) skal bygge på diagnosticeringen af højere prioriterede problemer fulgt af gennemførelse af konkrete handlingsplaner med pålidelige værktøjer og bindende tidsfrister.

Selv om foranstaltningerne endnu ikke er nøjagtigt fastlagt, står det klart, hvilken type der er tale om, og hvilke resultater der forventes:

  1. bedre bestandvurdering: dataindsamling, tilgængelighed og analyse
  2. bedre håndhævelse, kontrol og overvågning
  3. regionalisering og delt forvaltning
  4. nedbragt miljøvirkning
  5. flerårige forvaltningsplaner på grundlag af den økosystembaserede tilgang
  6. mere innovation og bedre teknologi, større selektivitet og ingen udsmid
  7. forbedret samarbejde blandt Middelhavslandene (EU og tredjelande), særligt inden for kontrol og håndhævelse og videnskabelig forskning.
  1. Hvem skal stå i spidsen for processen?

Problemets alvorlige og presserende karakter kræver målrettet politisk lederskab på højeste plan, herunder alle lande, der fisker i Middelhavet. Inden for Den Europæiske Union bør de otte kystmedlemsstater ved Middelhavet (Spanien, Frankrig, Italien, Malta, Slovenien, Kroatien, Grækenland og Cypern), med støtte fra EU og MEDAC[3], foregå ved et godt eksempel, særligt i de områder, der overvejende udnyttes af dem.

De to regionale fiskeriforvaltningsorganisationer GFCM og ICCAT bør gå i spidsen for alle fælles bestræbelser og sikre international koordinering og effektive resultater i hele Middelhavsområdet.

Erhvervssammenslutninger, forskere og NGO'er spiller også en afgørende rolle med hensyn til at engagere og kvalificere alle aktører (herunder forbrugere, lystfiskere og andre brugere af havet) og bringe fiskeri i Middelhavet tilbage på sporet i retning af bæredygtighed.

  1. Er der andet, man skal overveje?

Overfiskeri, dårlig forvaltning og mangler i gennemførelsen af den gældende lovgivning på regionalt, nationalt, europæisk og internationalt plan er de dokumenterede hovedårsager til den aktuelle tilstand i fiskebestandene i Middelhavet og det tilhørende økonomiske problem.

Forurening, skibsfart og andre kilder til miljøbelastning, såsom klimaforandringer og invasive arter, har dog også en direkte indflydelse på bestandenes talrighed og modstandsdygtighed og skal håndteres parallelt dermed.

Andre supplerende foranstaltninger til at fremme god forvaltning (f.eks. øget gennemsigtighed og beskyttede områder) og markedsmekanismer (f.eks. sporbarhed og mindstestørrelser) er også nødvendige.

Endelig har fiskeriafhængige samfund brug for innovative og diversificerede strategier for fiskeriforvaltning og bæredygtig udvikling med henblik på at beskytte ikke alene fisk og havmiljøet, men også den tusindårige kulturarv, der knytter sig dertil. Projekter såsom fisketurisme, korte kredsløb og andre tværgående initiativer har allerede vist sig at være en succes.

  1. Hvad gør EU?

EU har gjort en stor indsats for at forbedre fiskeriets bæredygtighed på EU-plan og globalt plan. EU's fælles fiskeripolitik kræver, at alle EU-bestande udnyttes med det maksimale bæredygtige udbytte senest i 2020, og at alle EU-fartøjer skal overholde den fælles fiskeripolitik, uanset hvor de fisker.

Efter opmuntrende succes i det Nordøstlige Atlanterhav, hvor bestandenes størrelse og rentabiliteten for erhvervet er øget, er EU besluttet på at standse overfiskeriet i Middelhavet, samle aktører på alle niveauer og støtte tilpasningen med tilgængelige midler såsom EHFF[4] og TAIEX[5]-mekanismen i den europæiske naboskabspolitik . Sådanne midler er til rådighed til direkte foranstaltninger samt til supplerende foranstaltninger, såsom socioøkonomiske programmer, forskning, samarbejde og kapacitetsopbygning.

  1. Hvad kan jeg gøre?

Vi bærer alle en del af ansvaret for denne situation, og derfor skal vi alle bidrage med den tilsvarende kapacitet for at vende den.

Politikere og beslutningstagere: Det er yderst vigtigt at forstå, hvad der er på spil, og mobilisere de rette ressourcer og det fornødne lederskab til akut at finde løsninger.

  • EU-medlemsstater: identificere prioriterede arter og områder, definere nøjagtige foranstaltninger til opfyldelse af mål (herunder ajourføring af de nationale forvaltningsplaner) og sikre overensstemmelse
  • GFCM, ICCAT, MEDAC, EFCA[6] og andre betydningsfulde interessenter, internationale fora (f.eks. FAO[7] og Middelhavsunionen[8]) og finansinstitutioner (f.eks. Verdensbanken): hjælpe med at fastlægge indsatsområder og aktiviteter, samarbejde på en koordineret måde og forpligte sig til fælles mål for gennemførelse og overensstemmelse
  • Europa-Kommissionen og andre EU-institutioner: definere politikken og en køreplan til gradvist at opfylde den dobbelte målsætning om bæredygtig udnyttelse af fiskebestande og forbedring af flådernes økonomiske resultater
  • tredjelande: arbejde sammen med fiskeriforvaltningsorganisationerne[9] (ICCAT og GFCM) og tilpasse strukturen og størrelsen af deres flåder til de tilgængelige ressourcer.

Erhvervslivets interessenter: Idet de repræsenterer de fiskere, der er direkte involveret i udnyttelsen af biologiske ressourcer, og har detaljeret kendskab til den faktiske situation, spiller organisationer som Europêche og LIFE[10] en afgørende rolle i at fremme fælles forvaltning og inddragelse af interessenterne i valget af løsninger.

  • Eksisterende succeshistorier om samarbejde, såsom genoprettelsesplanen for almindelig tun, kan give inspiration til yderligere fælles aktioner.
  • God praksis fra andre regioner og projekter kan også bidrage til at bane vejen for rentabelt og bæredygtigt fiskeri i Middelhavet.
  • Engagement i hele forsyningskæden samt civilsamfundet kan udgøre en værdifuld støtte til de nødvendige tilpasninger. Grossister og detailhandlere bør fremme bæredygtige produkter og afvise dem, der ikke er fanget efter reglerne.
  • Internationale møder, såsom GFCM's møde (30. maj 2016) og ICCAT's møde (november 2016) kan bruges til at samstemme alles bidrag.

Forskere og håndhævende organer: Forsknings-, overvågnings- og kontrolorganer er også helt centrale aktører, som gør det muligt at basere forvaltningen på bedre viden og gennemsigtige og ensartede spilleregler. Blandt andet har de mulighed for at:

  • øge antallet af vurderede bestande ved i nødvendigt omfang at anvende datafattige vurderingsteknikker
  • arbejde sammen om at øge videnskabelige undersøgelsers geografiske og tidsmæssige omfang
  • udvikle samarbejdsstrategier for kontrol og håndhævelse på regionalt og subregionalt niveau mellem Middelhavslandene (EU og tredjelande)
  • hjælpe forvaltningsmyndighederne med at forstå kompleksiteten og forbedre deres samarbejde med interessenterne om at udvikle innovative teknikker til at forbedre selektiviteten, reducere uønskede bifangster og effektivt beskytte sårbare arter og levesteder.

NGO'er og civilsamfundsorganisationer: Ved at hjælpe med at øge vores viden og bevidsthed, beskytte miljøet og repræsentere forskellige samfundsgrupper kan de fremme samarbejde og fælles forvaltning. Som det sidste men største led i kæden skal borgere og forbrugere i kystområderne som helhed engagere sig for at sikre, at købsbeslutninger bidrager til at fremme overgangen til mere bæredygtige modeller og derved bidrager til social innovation og beskyttelse af kulturarven i fiskeriafhængige områder.

  • Tjek etiketterne: EU-reglerne sikrer korrekt information og sporbarhed, og dette bidrager igen til at understøtte fælles markedsregler og standarder for produkter, der stammer fra Middelhavet.
  • Fremme af sunde og ansvarlige forbrugervaner.
  • Uddannelses- og oplysningskampagner om fiskeribestandenes tilstand baseret på videnskab, sektorresultater, miljøregnskaber og integreret forvaltning kan endvidere bidrage til den generelle succes.

 

[1] Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet.

[2] Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet.

[3] Det Rådgivende Råd for Middelhavet.

[4] Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.

[5] Teknisk bistand og informationsudveksling.

[6] EU-Fiskerikontrolagenturet.

[7] Fødevare- og Landbrugsorganisation.

[8] Middelhavsunionen.

[9] Regionale fiskeriforvaltningsorganisationer.

[10] Low Impact Fishers of Europe.