Lønninger og arbejdskraftomkostninger

Data fra april 2017. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: december 2018.
Arbejdskraftomkostningskomponenter
Graf 1: Skønnede arbejdskraftomkostninger pr. time, 2016
(EUR)
Kilde: Eurostat (lc_lci_lev)
Graf 2: Medianbruttotimeløn, alle ansatte
(undtagen lærlinge), 2014
Kilde: Eurostat (earn_ses_pub2s)
Graf 3: Lavtlønnede — ansatte
(undtagen lærlinge), der tjener mindre end to tredjedele af medianbruttotimelønnnen, 2014
(% af ansatte)
Kilde: Eurostat (earn_ses_pub1s)
Graf 4: Kønsbestemt lønforskel, 2015
(forskel i % mellem den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd og kvinder, udtrykt i % af den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd, ukorrigeret form)
Kilde: Eurostat (earn_gr_gpgr2)
Graf 5: Årlige nettolønninger, 2015
(EUR)
Kilde: Eurostat (earn_nt_net)
Tabel 1: Indikatorer for lavtlønnedes skattesatser, 2015
(%)
Kilde: Eurostat (earn_nt_taxwedge), (earn_nt_unemtrp) og (earn_nt_lowwtrp)

Denne artikel sammenligner og modstiller tallene vedrørende lønninger og arbejdskraftomkostninger (arbejdsgivernes udgifter til personale) i Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater og i EU- kandidatlandene og landene i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA).

Arbejdskraft spiller en væsentlig rolle for at få en økonomi til at fungere. Fra erhvervslivets synspunkt udgør det en omkostning (arbejdskraftomkostninger), der omfatter ikke blot lønninger udbetalt til ansatte, men også omkostninger, der ikke er lønmæssige, primært bidrag til sociale ordninger, der betales af arbejdsgiveren. Det er dermed en afgørende faktor for erhvervslivets konkurrenceevne, selv om denne også påvirkes af kapitalomkostningerne (f.eks. renter på lån og udbytte af kapitalandele) og ikkeprismæssige elementer såsom iværksætteri, kvalifikationer og arbejdsproduktivitet, innovation og mærkets/produktets placering på markederne.

For så vidt angår de ansatte, repræsenterer den modydelse, de modtager for deres arbejde, ofte kaldet løn eller indtjening, generelt deres vigtigste indtægtskilde, og den har derfor en betydelig indvirkning på deres evne til at forbruge og/eller spare op. Hvis bruttoløn omfatter bidrag til sociale ordninger betalt af den ansatte, beregnes nettoløn ved at fratrække disse bidrag og ethvert beløb, som skyldes til det offentlige, såsom indkomstskatter. Eftersom beløbet af skatterne generelt afhænger af husstandens situation, hvad indkomst og sammensætning angår, beregnes nettolønnen for adskillige typiske husstandssituationer. Diagrammet sammenfatter forholdet mellem nettoløn, bruttoløn og arbejdskraftomkostninger.

Vigtigste statistiske resultater

Arbejdskraftomkostninger

Den gennemsnitlige arbejdskraftomkostning pr. time i 2016 var skønsmæssigt 25,40 EUR i EU-28 og 29,80 EUR i euroområdet (EA-19). Dette gennemsnit camouflerer dog væsentlige forskelle mellem EU-medlemsstaterne med arbejdskraftomkostninger pr. time mellem 4,40 EUR i Bulgarien og 42,00 EUR i Danmark (se graf 1); gennemsnittet var dog endnu højere (50,20 EUR) i Norge

Arbejdskraftomkostninger udgøres af løn plus ikkelønmæssige omkostninger såsom arbejdsgivernes bidrag til sociale sikringsordninger. I 2016 var andelen af ikkelønmæssige omkostninger 23,9 % i EU-28, mens den var 26,0 % i euroområdet. Andelen af ikkelønmæssige omkostninger varierede også betydeligt i de forskellige EU-medlemsstater: De største andele af ikkelønmæssige omkostninger blev registreret i Frankrig (33,2 %), Sverige (32,5 %), Belgien (27,5 %), Litauen (27,8 %) og Italien (27,4 %), mens de mindste andele blev registreret i Malta (6,6 %), Luxembourg (13,4 %), Irland (13,8 %), Danmark (13,9 %) og Kroatien (14,9 %).

Bruttoløn

Medianløn

Bruttolønninger er den største del af arbejdskraftomkostninger. I 2014 blev den højeste medianbruttotimeløn i euro registreret i Danmark (25,52 EUR) efterfulgt af Irland (20,16 EUR), Sverige (18,46 EUR), Luxembourg (18,38 EUR), Belgien (17,32 EUR) og Finland (17,24 EUR). Derimod blev den laveste medianbruttotimeløn i euro registreret i Bulgarien (1,67 EUR) og Rumænien (2,03 EUR) efterfulgt af Litauen (3,11 EUR), Letland (3,35 EUR) og Ungarn (3,59 EUR). Med andre ord var den højeste nationale medianbruttotimeløn 15 gange højere end den mindste udtrykt i euro. Hvis der tages højde for forskelle i prisniveauerne mellem landene (ved at omregne til købekraftstandarder (KKS)), var det højeste gennemsnit fem gange så højt som det laveste gennemsnit, hvor Danmark og Bulgarien igen udgjorde de to yderpunkter i hver sin ende af skalaen.

Lavtlønnede

Lavtlønnede er defineret som ansatte, der tjener to tredjedele eller mindre af den nationale medianbruttotimeløn. I 2014 var 17,2 % af ansatte lavtlønnede i EU-28, mens andelen var 15,9 % i euroområdet. Andelen af lavtlønnede varierede betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat i 2014: de største andele blev registreret i Letland (25,5 %), Rumænien (24,4 %), Litauen (24,0 %) og Polen (23,6 %) efterfulgt af Estland (22,8 %), Tyskland (22,5 %), Irland (21,6 %) og Det Forenede Kongerige (21,3 %). Derimod var mindre end 10 % af ansatte lavtlønnede i Sverige (2,6 %), Belgien (3,8 %), Finland (5,3 %), Danmark (8,6 %), Frankrig (8,8 %) og Italien (9,4 %).

Kønsbestemt lønforskel

Den ukorrigerede kønsbestemte lønforskel er en vigtig indikator med henblik på at måle forskelle mellem mænds og kvinders gennemsnitlige indtjening i EU. I 2015 blev kvinder i EU-28 i gennemsnit betalt 16,3 % mindre end mænd, mens forskellen var 16,8 % i euroområdet. De mindste forskelle i gennemsnitslønnen mellem kønnene blev konstateret i Luxembourg, Italien, Rumænien, Belgien, Polen og Slovenien (mindre end 10,0 % forskel i hver af disse). De største kønsbestemte lønforskelle blev fundet i Estland (26,9 %), Tjekkiet (22,5 %), Tyskland (22,0 %), Østrig (21,7 %) og Det Forenede Kongerige (20,8 %) — se graf 4.

Forskellige faktorer kan medvirke til disse kønsbestemte lønforskelle, f.eks.: forskelle i andelen af personer, der deltager i arbejdsstyrken, forskelle i erhverv og aktiviteter, der har tendens til at være domineret af mænd eller kvinder, forskelle i omfanget af mænds og kvinders deltidsarbejde samt de private og offentlige personaleafdelingers holdninger til karriereforløb og orlov uden løn og/eller barsels-/forældreorlov. Nogle underliggende faktorer, som i det mindste delvist kan forklare kønsbestemte lønforskelle, omfatter sektor- og fagspecifik opdeling, uddannelse og videreuddannelse, opmærksomhed og åbenhed samt direkte diskrimination. Lønforskellene afspejler også andre uligheder på arbejdsmarkedet, navnlig det forhold, at kvinder ofte påtager sig en uforholdsmæssigt stor del af de familiemæssige forpligtelser, hvilket fører til vanskeligheder med at forene arbejde og privatliv. Mange kvinder arbejder på deltid eller under atypiske kontrakter. Omend dette gør det muligt for dem at blive på arbejdsmarkedet, samtidig med at de varetager familiemæssige forpligtelser, kan det have en negativ indflydelse på deres løn, karriereforløb, forfremmelsesmuligheder og pension.

Nettolønninger og skattesatser

Nettoløn

Oplysninger om nettolønninger komplementerer data om bruttolønninger med hensyn til disponibel indtjening, med andre ord efter fradrag af indkomstskatter og ansattes bidrag til sociale sikringsordninger fra bruttobeløbene og eventuelle familietillæg (kontante overførsler, der udbetales for børn, over for hvem der består forsørgerpligt) i tilfælde af husstande med børn.

I 2015 gik nettolønnen for en enlig person, der tjente 100 % af gennemsnitslønnen for en arbejdstager i det private erhvervsliv uden børn, fra 4 300 EUR i Bulgarien til 38 500 EUR i Luxembourg. De samme to medlemsstater registrerede henholdsvis den laveste (4 900 EUR) og den højeste (52 500 EUR) gennemsnitsnettoløn for et gift par med en enkelt indtægt og to børn (se graf 5).

I tilfælde, hvor begge parter i et gift par arbejder (begge tjener en gennemsnitlig arbejdstagers løn), registrerede Luxembourg de højeste årlige nettolønninger 86 400 EUR, når parret havde to børn og 78 800 EUR, når parret var barnløst Bulgarien registrerede de laveste nettolønninger på 8 700 EUR, uanset om parret havde to børn eller ej.

Skattekilen

Oplysninger vedrørende skattekilen måler byrden af skatter og bidrag til sociale sikringsordninger i forhold til arbejdskraftomkostninger. Disse oplysninger fremlægges i forhold til lavtlønnede. Skattekilen for EU-28 var 38,4 % i 2015 (se tabel 1). De højeste skattebyrder for lavtlønnede i 2015 blev registreret i Belgien, Ungarn, Tyskland, Østrig, Frankrig, Italien, Letland og Sverige (alle over 40,0 %). De laveste skattebyrder for lavtlønnede blev registreret i Malta, Irland og Det Forenede Kongerige (alle under 30,0 %).

De tre andre indikatorer i tabel 1 giver oplysninger om andelen af bruttolønninger, der "beskattes væk" (gennem højere skattesatser og bidrag til sociale sikringsordninger og/eller reduktioner eller tab af ydelser), når personer kommer i arbejde eller overgår fra lavere til højere indkomster. I 2015 lå den samlede andel af indkomsten, der "beskattes væk", når en arbejdsløs kommer i arbejde, på 74,0 % i EU-28 (76,5 % i euroområdet). Den største andel blev registreret i Belgien (92,0 %), mens den mindstre blev registreret i Slovakiet (44,7 %).

For lavtlønnede, der søgte at opnå højere indtægter, ville en højere andel af deres indtjening blive "beskattet væk". For et gift par med én indtægt og to børn var lavtlønsfælden på 59,8 % i EU-28 i 2015 (58,0 % i euroområdet), med den mindste registrerede andel i Italien (5,2 %) og den største andel i Luxembourg (105,8 %). Derimod var lavtlønsfælden for en person uden børn på 44,6 % i EU-28 i 2015 (44,9 % i euroområdet). Den største andel blev registreret i Nederlandene (75,2 %) og den mindste i Bulgarien (21,6 %) og Grækenland (21,7 %).

Datakilder og adgang til data

Arbejdskraftomkostninger

Arbejdskraftomkostninger omfatter aflønning (herunder lønninger i kontanter og naturalier og arbejdsgivernes bidrag til socialsikringsordninger), omkostninger til erhvervsuddannelse og andre udgifter (f.eks. rekrutteringsudgifter, udgifter til arbejdstøj samt skatter på arbejdskraft, der betragtes som arbejdskraftomkostninger, minus eventuelle modtagne tilskud). Disse arbejdskraftomkostningskomponenter og deres elementer er defineret i forordning (EF) nr. 1737/2005 af 21. oktober 2005.

Arbejdskraftomkostningsstatistikker udgør et hierarkisk system af flerårige, årlige og kvartalsvise statistikker, der er udformet, så de giver et omfattende og detaljeret billede af niveauet, strukturen og udviklingen på kort sigt i arbejdskraftsomkostningerne i de forskellige økonomiske sektorer i EU-medlemsstaterne og en række tredjelande. Alle statistikker er baseret på en harmoniseret definition af arbejdskraftomkostninger. Niveauet for arbejdskraftomkostningerne er baseret på den seneste undersøgelse af arbejdskraftomkostninger (fra 2012) og en ekstrapolering baseret på det kvartalsvise lønomkostningsindeks. I undersøgelsen af arbejdskraftomkostninger, som gennemføres hvert fjerde år, indsamles der meget detaljerede oplysninger om niveauet for arbejdskraftomkostningerne. Data anvendes kun på et aggregeret niveau for at ekstrapolere med lønomkostningsindekset. Det kvartalsvise lønomkostningsindeks (en euroindikator (på engelsk)) måler det omkostningspres, der afstedkommes af produktionsfaktoren arbejde. Data omfattet af lønomkostningsindekset vedrører de samlede gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. time og to kategorier af arbejdskraftomkostninger: lønninger samtsam arbejdsgivernes bidrag til socialsikringsordninger plus betalte skatter minus tilskud modtaget af arbejdsgiveren. Data er tilgængelige for EU-aggregater (EU og euroområdet) og EU-medlemsstater for et aggregat, der omfatter industri, bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser (ekskl. offentlig forvaltning, forsvar og socialsikring), som omfattet af hovedafdeling B til N og P til S i NACE rev. 2 (oplysningerne er også disaggregerede efter økonomisk aktivitet) korrigeret efter arbejdsdag og sæsonkorrigeret.

Bruttoløn

De vigtigste definitioner for løn fastlægges i forordning (EF) nr. 1738/2005 af 21. oktober 2005. Data kommer fra lønstrukturundersøgelsen, der gennemføres hvert fjerde år — den seneste er fra oktober 2014. Bruttolønnen omfatter monetær aflønning betalt direkte af arbejdsgiveren før skattefradrag og bidrag til sociale sikringsordninger, der afholdes af arbejdstagerne og tilbageholdes i lønnen af arbejdsgiveren. Alle bonusser, uanset om de udbetales regelmæssigt eller ej, medregnes (13. eller 14. månedsløn, feriepenge, overskudsdeling, godtgørelser for ferie, som ikke er taget, lejlighedsvise provisioner osv.).

Data om medianlønninger er baseret på bruttotimeløn for alle ansatte (fuld- og deltidsansatte, undtagen lærlinge) i virksomheder med mindst ti ansatte og i alle økonomiske sektorer, undtagen landbrug, fiskeri, offentlig administration, private husholdninger og ekstraterritoriale organisationer. Medianlønnen beregnes således, at halvdelen af befolkningen tjener mindre end medianen, og den anden halvdel tjener mere.

Kønsbestemt lønforskel

Den kønsbestemte lønforskel defineres i sin ukorrigerede form som forskellen mellem den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd og kvinder, udtrykt i procent af den gennemsnitlige bruttotimeløn for mænd. Metoden for udarbejdelse af denne indikator er benchmarket ud fra data indsamlet gennem lønstrukturundersøgelsen, der revideres hvert fjerde år, når nye data fra lønstrukturundersøgelsen er tilgængelige.

Ifølge den anvendte metode omfatter den ukorrigerede kønsbestemte lønforskel alle ansatte (der er ingen begrænsninger med hensyn til alder eller arbejdstimer) i virksomheder (med mindst ti ansatte) inden for industri, bygge- og anlægsvirksomhed og tjenesteydelser (inden for hovedafdeling B-N og P-S i NACE rev. 2). Nogle lande giver også oplysninger for hovedafdeling O i NACE rev. 2 (offentlig forvaltning og forsvar; socialsikring), men dette er ikke obligatorisk. Oplysningerne er også tilgængelige med en analyse efter økonomisk sektor (offentlig eller privat), arbejdstid (fuldtid eller deltid) og ansattes alder.

Nettolønninger og skattesatser

Nettolønninger er afledt af bruttolønninger og repræsenterer den del af aflønningen, som de ansatte rent faktisk kan forbruge eller spare op. I forhold til bruttolønninger omfatter nettolønninger ikke bidrag til sociale sikringsordninger og skatter, men inkluderer dog børnetilskud.

Indikatorer for skattesatser (skattekilen på arbejdskraftomkostninger, arbejdsløshedsfælden og lavtlønsfælden) har til formål at overvåge incitamentet til at arbejde. Skattekilen på arbejdskraftomkostninger defineres som indkomstskat af bruttolønnen plus lønmodtager- og arbejdsgiverbidrag til sociale sikringsordninger, udtrykt i procent af de samlede lønomkostninger. Denne indikator udregnes for enlige uden børn, som tjener 67 % af gennemsnitslønnen for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2).

Arbejdsløshedsfælden måler den andel af bruttolønnen, der "beskattes væk" i form af højere skatter og bidrag til sociale sikringsordninger, samt bortfald af arbejdsløshedsydelser og andre ydelser, når en arbejdsløs person kommer i beskæftigelse. Dette defineres som forskellen mellem bruttolønnen og stigningen i nettoindkomsten ved overgangen fra arbejdsløshed til beskæftigelse udtrykt i procent af bruttolønnen. Denne indikator udregnes for enlige uden børn, som tjener 67 % af gennemsnitslønnen for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2).

Lavtlønsfælden måler den andel (i procent) af bruttolønnen, der "beskattes væk" gennem de kombinerede virkninger af indkomstskat, bidrag til sociale sikringsordninger og eventuelle bortfald af ydelser, hvis bruttolønnen stiger fra 33 % til 67 % af den gennemsnitlige løn for en lønmodtager i det private erhvervsliv (inden for hovedafdeling B-N i NACE rev. 2). Denne indikator udregnes for enlige uden børn og også for familier med en enkelt forsørger, som har to børn i alderen 6-11 år.

Kontekst

Strukturen og udviklingen i arbejdskraftomkostninger og lønninger er vigtige faktorer på ethvert arbejdsmarked, idet de afspejler enkeltpersoners arbejdskraftudbud og virksomheders efterspørgsel efter arbejdskraft.

EU søger at fremme lige muligheder, hvilket indebærer gradvis afskaffelse af den kønsbestemte lønforskel. Artikel 157, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fastsætter princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi, og artikel 157, stk. 3, danner retsgrundlaget for lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse. I december 2015 vedtog Europa-Kommissionen en strategi for ligestilling mellem kønnene 2016-2019 (på engelsk). EU-Kommissionen har i dette arbejdsprogram på ny bekræftet sin vilje til at fortsætte sit arbejde for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder. Et af de tematiske prioritetsområder er at nedbringe forskellene i løn og pension mellem kønnene og derved bekæmpe fattigdom blandt kvinder. EU-Kommissionen har fremlagt en række vigtige foranstaltninger, der skal gennemføres på dette prioritetsområde. En af dem er hvert år at organisere den European Equal Pay Day europæiske ligelønsdag for at øge opmærksomheden omkring den kønsbestemte lønforskel og dens tilgrundliggende årsager.

Se også

Yderligere Eurostat-oplysninger

Publikationer

Hovedtabeller

Gender pay gap in unadjusted form (tsdsc340)
Labour cost index by NACE Rev. 2 (teilm100)
Labour cost index by NACE Rev. 2 - percentage change Q/Q-1 (teilm120)
Labour cost index by NACE Rev. 2 - percentage change Q/Q-4 (teilm130)
Labour cost index by NACE Rev. 2 - Index (2012=100) (teilm140)

Database

Særligt afsnit

Metodologi / Metadata

Kildedata til tabeller og grafer (MS Excel)

Eksterne links