Statistikker over mindsteløn

Data fra februar 2018. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database. Planlagt opdatering af artiklen: maj 2019.

Denne artikel viser, hvordan mindstelønsniveauerne varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat i Den Europæiske Union (EU). Der foretages også en sammenligning med forholdene i kandidatlandene og USA.

Statistikker over mindstelønninger offentliggjort af Eurostat bygger på nationale mindstelønninger. Den nationale mindsteløn gælder normalt for alle lønmodtagere eller i det mindste for langt størstedelen af lønmodtagerne i et land. Den fastsættes ved lov, ofte efter høring af arbejdsmarkedets parter, eller direkte ved en national tværsektoriel aftale.

Mindstelønninger angives som regel som månedslønninger i bruttobeløb, dvs. før fradrag af indkomstskat og bidrag til sociale sikringsordninger, som betales af lønmodtageren. Disse bidrag varierer fra land til land. Data om de nationale mindstelønninger offentliggøres af Eurostat to gange om året. De afspejler situationen den 1. januar og 1. juli hvert år. Det betyder, at ændringer i mindstelønningerne, der foretages mellem disse to datoer, først fremgår af den følgende halvårlige offentliggørelse af data.

Graf 1: Mindstelønninger, januar 2008 og januar 2018
(EUR pr. måned og i %)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur)
Graf 2: Mindstelønninger, januar 2018
(KKS pr. måned)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur)
Graf 3: Mindstelønninger som en andel af medianbruttolønningerne, 2014
(%)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur) og lønstrukturundersøgelsen 2014. Særlig udregning udført med henblik på denne offentliggørelse; data er ikke tilgængelige i Eurostats onlinedatabase
Graf 4: Lønmodtagere, der tjener mindre end 105 % af mindstelønnen, i procent, oktober 2010 og 2014
(%)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur) og lønstrukturundersøgelsen 2014. Særlig udregning udført med henblik på denne offentliggørelse; data er ikke tilgængelige i Eurostats onlinedatabase

Vigtigste statistiske resultater

Variationer i de nationale mindstelønninger

I januar 2018 varierede mindstelønningerne i EU-medlemsstaterne fra 261 EUR til 1 999 EUR pr. måned

I januar 2018 havde 22 af de 28 EU-medlemsstater (med undtagelse af Danmark, Italien, Cypern, Østrig, Finland og Sverige) en national mindsteløn, hvilket også var tilfældet for alle EU-kandidatlandene (Montenegro, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Albanien, Serbien og Tyrkiet. Pr. 1. januar 2018 varierede månedlige mindstelønninger fra medlemsstat til medlemsstat i Den Europæiske Union fra 261 EUR i Bulgarien til 1 999 EUR i Luxembourg (se graf 1).

Sammenlignet med januar 2008 var mindstelønningerne (udtrykt i euro) højere i januar 2018 i hver EU-medlemsstat, der har en national mindsteløn, undtagen i Grækenland, hvor de var 14 % lavere (kumuleret over 10 år med en gennemsnitlig årlig ændring på -1,5 %). Mellem januar 2008 og januar 2018 var den gennemsnitlige årlige ændring af mindstelønnen højest i Rumænien (11,4 %) og i Bulgarien (8,8 %). Desuden registrerede Slovakiet (7,1 %) samt de tre baltiske medlemsstater — Letland (6,5 %), Estland (6,0 %) og Litauen (5,6 %) — også betydelige stigninger.

På grundlag af deres månedlige bruttomindstelønsniveauer udtrykt i euro kan de EU-medlemsstater, der er omfattet af denne dataindsamling, inddeles i tre forskellige grupper: Tredjelande er vist i graf 1 som en særskilt gruppe.

  • Gruppe 1, hvor den nationale mindsteløn var lavere end 500 EUR pr. måned i januar 2018. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Bulgarien, Litauen, Rumænien, Letland, Ungarn, Kroatien, Tjekkiet og Slovakiet; deres nationale mindstelønninger varierede fra 261 EUR i Bulgarien til 480 EUR i Slovakiet.
  • Gruppe 2, hvor den nationale mindsteløn var mindst 500 EUR, men lavere end 1 000 EUR pr. måned i januar 2018. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Estland, Polen, Portugal, Grækenland, Malta, Slovenien og Spanien Deres nationale mindstelønninger varierede fra 500 EUR i Estland til 859 EUR i Spanien.
  • Gruppe 3, hvor den nationale mindsteløn var højere end 1 000 EUR pr. måned i januar 2018. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Det Forenede Kongerige, Tyskland, Frankrig, Belgien, Nederlandene, Irland og Luxembourg. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 1 1 401 EUR i Det Forenede Kongerige til 1 999 EUR i Luxembourg.
  • Alle EU-kandidatlandene havde en mindsteløn, der svarede til dem i gruppe 1, og som varierede fra 181 EUR i Albanien til 446 EUR i Tyrkiet. Niveauet i USA (med en national mindsteløn på 1 048 EUR pr. måned) faldt inden for det område, der er vist i gruppe 3.

Niveauerne og rangordningen af mindstelønningerne udtrykt i euro for de EU-medlemsstater uden for euroområdet, der har mindstelønninger (Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien og Det Forenede Kongerige) samt for EU-kandidatlandene og USA påvirkes af de valutakurser, der anvendes til at omregne fra de nationale valutaer til euro.

Mindstelønninger udtrykt i købekraftstandarder

Afstanden mellem landene med hensyn til mindstelønsniveauet er væsentligt mindre, når der tages hensyn til prisniveauforskelle

I graf 2 sammenlignes bruttomindstelønningerne under hensyntagen til forskelle i prisniveauer ved anvendelse af købekraftspariteter (KKP'er) for husholdningers udgifter til forbrug. Som man kunne forvente, mindsker justeringen for forskelle i prisniveauer forskellen mellem landene. På grundlag af niveauet for deres nationale månedlige bruttomindstelønninger udtrykt i KKS kan de EU-medlemsstater, der er omfattet af denne dataindsamling, opdeles i tre forskellige grupper: Tredjelande vises igen som en særskilt gruppe i graf 2.

  • 'Gruppe 1, hvor den nationale mindsteløn var lavere end 750 KKS i januar 2018. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Bulgarien, Letland, Litauen, Tjekkiet, Estland, Kroatien, Slovakiet og Ungarn. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 546 KKS i Bulgarien til 743 KKS i Ungarn.
  • 'Gruppe 2, hvor den nationale mindsteløn var mindst 750 KKS, men lavere end 1 000 KKS i januar 2018. Denne gruppe omfattede seks EU-medlemsstater, nemlig: Portugal, Rumænien, Grækenland, Polen, Malta og Spanien. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 788 KKS i Portugal til 938 KKS i Spanien.
  • Gruppe 3, hvor den nationale mindsteløn var mindst 1 000 KKS i januar 2018. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Slovenien, Det Forenede Kongerige, Irland, Frankrig, Nederlandene, Tyskland, Belgien og Luxembourg. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 1 006 KKS i Slovenien til 1 597 KKS i Luxembourg.
  • Med undtagelse af Tyrkiet havde de fire resterende kandidatlande deres mindstelønninger udtrykt i KKS svarende til dem i gruppe 1 fra 350 KKS i Albanien til 553 KKS i Serbien. Tyrkiet (med en national mindsteløn på 1 018 KKS) samt USA (1 011 KKS) havde mindstelønninger udtrykt i KKS svarende til dem i gruppe 3.

EU-medlemsstaterne i gruppe 1 med relativt lave mindstelønninger i euro havde også ofte lavere prisniveauer og derfor relativt højere mindstelønninger udtrykt i købekraftstandard (KKS). På den anden side har medlemsstaterne i gruppe 3 med relativt høje mindstelønninger i euro ofte højere prisniveauer, og deres mindstelønninger i KKS var derfor ofte lavere. Denne justering for prisniveauer udjævner til dels de markante forskelle mellem de tre grupper af lande, der fremkom ved rangordningen af mindstelønninger udtrykt i euro.

Ulighederne i EU-medlemsstaternes mindstelønsniveauer blev reduceret fra et forhold på 1:7,7 målt i euro (dvs. at den højeste mindsteløn var 7,7 gange så høj som den laveste, udtrykt i euro) til et forhold på 1:2,9 målt i KKS (dvs. at den højeste mindsteløn var 2,9 gange så høj som den laveste, udtrykt i KKS).

En sammenligning af landenes rangorden efter mindsteløn udtrykt i euro og KKS viser, at nogle lande flytter opad og andre nedad i rangordningen på grund af justeringen for forskelle i prisniveau. Med henblik på denne analyse er de EU-medlemsstater og kandidatlande, der er vist i graf 1 og 2, samlet i en fælles rangorden. Af EU-medlemsstaterne flyttede Estland fem pladser nedad i rangorden, da resultaterne blev udtrykt i KKS, mens Tjekkiet og Irland flyttede fire pladser nedad, Portugal tre pladser, Grækenland, Letland, Slovakiet og Spanien to pladser samt Kroatien, Malta og Nederlandene én plads. Derimod flyttede følgende medlemsstater sig opad i rangordningen, efter at der var taget hensyn til virkningerne af de forskellige prisniveauer: Rumænien (syv pladser opad), Ungarn og Tyskland (tre pladser opad), Belgien (to pladser opad), Bulgarien, Litauen og Polen (én plads opad). De resterende fire medlemsstater (Frankrig, Luxembourg, Slovenien og Det Forenede Kongerige) havde den samme plads i rangordningen, uafhængigt af om deres mindsteløn blev udtrykt i euro eller i KKS. Af kandidatlandene rykkede Montenegro to pladser nedad, hvorimod Tyrkiet flyttede ti pladser opad, Serbien èn opad, mens Albanien og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien beholdt deres rangorden.

Mindstelønsniveauer i forhold til medianbruttomånedslønninger

Graf 3 giver oplysninger om andelen af den nationale mindsteløn i forhold til medianbruttolønningerne.

De nationale mindstelønninger udtrykt i euro pr. 1 juli 2014 blev lagt til grund og divideret med medianbruttolønningerne fra lønstrukturundersøgelsen 2014. I juli 2014 varierede andelen af mindstelønnen i forhold til medianlønningerne på tværs af EU-medlemsstaterne fra 39 % til 64 %. Med henblik på denne analyse er betaling for overtid og skifteholdsarbejde ikke medtaget i beregningen af medianbruttomånedslønninger. I tilfældet Tyskland, Frankrig, Irland og Det Forenede Kongerige, hvis mindstelønninger fastsættes på timebasis, blev procentdelen beregnet som en andel af mediantimelønnen. For de andre 18 EU-medlemsstater, der har en national mindsteløn, blev procentdelen beregnet som en andel af medianmånedslønningerne.

Andelen af mindstelønsmodtagere

Andelen af mindstelønsmodtagere kan variere betydeligt fra land til land. Ved at sammenkæde mikrodata fra de to seneste lønstrukturundersøgelser (SES), der udarbejdes hvert fjerde år, med det dengang gældende mindstelønsniveau (oktober 2010 og 2014) kan man udlede et skøn for denne andel (som vist i graf 4). Af hensyn til sammenligneligheden er omfanget begrænset til fuldtidsansatte på 21 år og derover, der arbejder i virksomheder med mindst 10 ansatte, med undtagelse af offentlig administration, forsvar og tvungen social sikring (hovedafdeling O i Nace rev. 2 ). Endvidere omfatter månedslønninger beregnet på grundlag af SES ikke betaling for overtid og skifteholdsarbejde.

I oktober 2014 var andelen af lønmodtagere, der tjener under 105 % af den nationale mindsteløn, over 7,0 % i ti af de EU-medlemsstater, der har en mindsteløn, nemlig: Slovenien (19,1 %), Rumænien (15,7 %), Portugal (13,0 %), Polen (11,7 %), Bulgarien (8,8 %); Frankrig (8,4 %), Litauen (8,1 %), Letland (7,9 %), Grækenland (7,7 %) og Kroatien (7,1 %). Belgien registrerede med 0,4 % den laveste andel af lønmodtagere, der tjener under 105 % af den nationale mindsteløn, mens andelen af lønmodtagere i de øvrige ti EU-medlemsstater, der tjener under dette beløb, lå på mellem 1,0 % (Spanien) og 5,8 % (Luxembourg).

Udvikling i andelen af mindstelønsmodtagere

Mellem 2010 og 2014 er andelen af lønmodtagere, der tjener under 105 % af den nationale mindsteløn, steget med mere end 2,0 procentpoint i Rumænien (11,7 procentpoint), Bulgarien (5,4 procentpoint), Polen (3,6 procentpoint) og Ungarn (2,3 procentpoint), mens den faldt med mere end 2,0 procentpoint i Litauen (-5,6 procentpoint), Irland (-5,1 procentpoint), Luxembourg (-4,1 procentpoint), Letland (-4,0 procentpoint) Portugal (-3,8 procentpoint), Kroatien (-2,6 procentpoint) og Slovakiet (-2,2 procentpoint).

Datakilder og adgang til data

Månedlige nationale mindstelønninger

Statistikker over mindstelønninger offentliggjort af Eurostat bygger på månedlige nationale mindstelønninger. Der offentliggøres data om de mindstelønninger, der var gældende den 1. januar og den 1. juli hvert år. Den nationale mindsteløn er fastsat som en time-, uge- eller månedssats, og denne mindsteløn fastsættes ved lov (regeringen), ofte efter høring af arbejdsmarkedets parter eller direkte ved national tværsektoriel aftale. Den nationale mindsteløn gælder normalt for alle lønmodtagere eller i det mindste for langt størstedelen af lønmodtagerne i det pågældende land. Oplysningerne indberettes i bruttoværdier. Et fuldstændigt sæt af landespecifikke oplysninger om nationale mindstelønninger findes i et bilag som del af metadataene.

For de lande, hvor den nationale mindsteløn ikke fastsættes i en bruttoværdi, er nettoværdien omregnet til et bruttobeløb for at tage højde for de gældende skatter. Dette er tilfældet for Montenegro og Serbien.

For de lande, hvor den nationale mindsteløn ikke fastsættes på månedsbasis (f.eks. hvis mindstelønnen fastsættes på time- eller ugebasis), omregnes satserne til månedssatser i henhold til omregningskoefficienter, der oplyses af de berørte lande:

Tyskland: (timesats x 39,1 timer x 52 uger)/12 måneder (værdien af 39,1 timer vedrører gennemsnittet af normalt antal timer pr. uge for fuldtidsansatte i hovedafdeling B-S i Nace rev. 2: denne værdi er et resultat af kvartalsvise lønstrukturundersøgelser

Irland: (timesats x 39 timer x 52 uger)/12 måneder

Frankrig: data fra januar 1999 til juli 2005: (timesats x 39 timer x 52 uger)/12 måneder data fra januar 2005 og frem (timesats x 35 timer x 52 uger)/12 måneder

i Malta: (ugesats x 52 uger)/12 måneder

Det Forenede Kongerige: (timesats x gennemsnittet af normalt betalte timer pr. uge for fuldtidsansatte i alle sektorer x 52,18 uger)/12 måneder

USA: (timesats x 40 timer x 52 uger)/12 måneder

I Serbien fastsættes den nationale mindsteløn i nettotimer. Følgende omregning finder anvendelse: (nettotimesats x 40 timer x 52,2 uger)/12 måneder. Denne værdi omregnes derefter til et bruttobeløb for at tage højde for de gældende skatter.

Hvis der udbetales mindsteløn for mere end 12 måneder pr. år (som det er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor den udbetales for 14 måneder om året), er dataene desuden korrigeret således, at der tages højde for disse udbetalinger.

Data om de nationale mindstelønninger fremsendes til Eurostat udtrykt i den nationale valuta. For lande uden for euroområdet omregnes mindstelønningerne i deres nationale valutaer til euro ved anvendelse af den månedlige valutakurs som registreret ved udgangen af den foregående måned (f.eks. blev kursen ved udgangen af december 2017 anvendt til at beregne mindstelønningerne i euro pr. 1 januar 2018).

For at fjerne virkningen af forskelle i prisniveauerne mellem landene anvendes der særlige omregningssatser kaldet købekraftpariteter (KKP'er). KKP'er for husholdningernes udgifter til konsum i hvert land bruges til at omregne de månedlige mindstelønninger udtrykt i euro eller nationale valutaer til en kunstig fælles enhed kaldet købekraftstandard (KKS). Hvis der endnu ikke foreligger KKP'er for den seneste referenceperiode, anvendes KKP'erne fra det foregående år, og serierne opdateres, når de seneste KKP'er er tilgængelige.

Lande, som ikke er omfattet af statistikkerne over mindstelønninger

Pr. 1. januar 2018 havde følgende lande ikke en national mindsteløn: Danmark, Italien, Cypern, Østrig, Finland og Sverige. Det var også tilfældet for EFTA-landene Island, Norge og Schweiz. I Cypern fastsættes mindstelønninger af regeringen for bestemte erhverv. I Danmark, Italien, Østrig, Finland og Sverige samt Island, Norge og Schweiz fastsættes mindstelønningerne ved fælles overenskomster i en række bestemte sektorer.

Medianbruttomånedslønninger

Data om medianbruttomånedslønninger er baseret på de seneste oplysninger fra lønstrukturundersøgelsen (SES) i 2014 (denne undersøgelse gennemføres hvert fjerde år). Data om medianbruttomånedslønninger refererer til alle ansatte (undtagen lærlinge), der arbejder i virksomheder med 10 ansatte og derover, og som opererer i alle økonomiens sektorer, undtagen landbrug, skovbrug og fiskeri (hovedafdeling A i Nace rev. 2) samt offentlig forvaltning og forsvar. Tvungen social sikring (hovedafdeling O i Nace rev. 2). 'Medianlønninger er lønniveauet, som inddeler alle ansatte i to lige store grupper: Den ene halvdel tjener mindre end medianindkomsten, og den anden halvdel tjener mere. Bruttomånedslønninger refererer til løn optjent af fuldtids- og deltidsbeskæftigede i referencemåneden (generelt oktober 2014) inden fradrag af skat og sociale sikringsbidrag. Lønninger og andet vederlag omfatter betalinger for overarbejde, præmier for skifteholdsarbejde, bonusser, provisioner, kvoter osv. Deltidsansattes bruttomånedslønninger er blevet omregnet til fuldtidsækvivalenter, før de kan medtages i gennemsnittet med samme vægt som fuldtidsansatte. Den manglende medtagelse af deltidsansatte i beregningen af medianbruttomånedslønningerne påvirker forholdet mellem minimumslønninger/gennemsnitslønninger med mere end 7 procentpoint i Nederlandene (49 % i stedet for 56 %).

Den gennemsnitlige vekselkurs for 2014 blev anvendt til at omregne data for lande uden for euroområdet til euro. De landespecifikke aktiviteter, der er omfattet af nationale mindstelønninger som andel af de gennemsnitlige månedslønninger, findes i et bilag, som er en del af metadataene (på engelsk).

Kontekst

Flere af de oprindelige EU-medlemsstater har en langvarig tradition for at sikre en mindsteløn for de lavest betalte arbejdstagere i arbejdsstyrken. I modsætning hertil har en række medlemsstater, herunder Tyskland, Irland, Det Forenede Kongerige og mange af de lande, der tiltrådte EU i 2004 eller senere, først for nylig indført bestemmelser om mindsteløn, mens 6 af EU-28-medlemsstaterne ikke havde nogen national mindsteløn pr. 1. januar 2018.

De seneste år har der været tendens til forholdsvis små lønstigninger (løntilbageholdenhed) i de fleste europæiske lande, og mange grupper, der repræsenterer arbejdstagerne, har hævdet, at købekraften og den generelle levestandard er faldet. Nogle politikere, arbejdstagerrepræsentanter, pressionsgrupper og kommentatorer støtter aktivt idéen om en "europæisk mindsteløn" eller nationale mindstelønninger i alle EU-medlemsstater.

De nationale mindstelønninger ændres ikke nødvendigvis hvert år, og justeringen medfører heller ikke altid en stigning i mindstelønnen – eksempelvis faldt mindstelønningerne i Grækenland i 2012 som led i regeringens spareforanstaltninger. Den nationale fælles overenskomst blev suspenderet i Grækenland det år, og den nationale mindsteløn fastsættes nu ved regeringsbeslutning.

Se også

Yderligere Eurostat-oplysninger

Publikationer

Hovedtabeller

Minimum wages (tps00155)

Database

Minimum wages (earn_minw)
Monthly minimum wages - halvårlige data (earn_mw_cur)
Monthly minimum wage as a proportion of average monthly earnings (%) — NACE Rev. 2 (fra 2008 og fremad) (earn_mw_avgr2)
Monthly minimum wage as a proportion of average monthly earnings (%) — NACE Rev. 1.1 (1999-2009) (earn_mw_avgr1)

Særligt afsnit

Metodologi/metadata

  • Minimum wages(ESMS-metadatafil — earn_minw_esms) (på engelsk)

Kildedata til grafer (MS Excel)

Eksterne links