Statistikker over migration og migrantbefolkninger


Data fra maj 2020.

Planlagt opdatering af artiklen: Juli 2021.

Højdepunkter

2,4 mio. personer indvandrede til EU-27 fra ikke-EU-27-lande i 2018.

21,8 mio. personer (4,9 %) af de 446,8 mio. personer, der havde bopæl i EU-27 den 1. januar 2019, var statsborgere i et ikke-EU-27-land.

EU-27's medlemsstater tildelte statsborgerskab til 672 000 personer i 2018.

Indvandrere, 2018

Denne artikel præsenterer statistik for Den Europæiske Union (EU) om international migration (strømme), opgørelser over statsborgere og ikke-statsborgere samt data vedrørende erhvervelse af statsborgerskab. Migration påvirkes af en kombination af økonomiske, politiske og sociale faktorer: enten i migrantens oprindelsesland (kaldet "push-faktorer") eller i bestemmelseslandet (kaldet "pull-faktorer"). Historisk set menes den relative økonomiske velfærd og politiske stabilitet i EU at have udøvet en betydelig pull-effekt på indvandrere.

I bestemmelseslandene kan international migration anvendes som et redskab til at afhjælpe bestemte mangler på arbejdsmarkedet. Det er imidlertid næsten helt sikkert, at migration alene ikke vil vende den igangværende tendens med befolkningsaldring, der ses i mange dele af EU.

Hele artiklen

Migrationsstrømme: I 2018 indvandrede 2,4 mio. mennesker til EU-27 fra tredjelande

I alt indvandrede 3,9 mio. personer til en EU-27-medlemsstat i løbet af 2018, mens 2,6 mio. personer udvandrede fra en EU-27-medlemsstat. Disse tal afspejler imidlertid ikke migrationsstrømme til/fra EU-27 som helhed, da de også omfatter strømme mellem de forskellige EU-27-medlemsstater. Antallet af indvandrere til EU-27 fra ikke-27-lande i 2018 blev anslået til 2,4 mio. indvandrere, og ca. 1,1 mio. personer udvandrede fra EU-27 til et land uden for EU-27 – se graf 1. Derudover migrerede 1,4 mio. personer, der hidtil havde boet i en EU-27-medlemsstat, til en anden medlemsstat.

Graf 1: Indvandrere fra ikke-EU-27-lande og udvandrere til ikke-EU-27-lande, EU-27, 2013-2018
(i mio.)
Kilde: Eurostat (migr_imm12prv) og (migr_emi5nxt)

Tyskland: det største antal indvandrere og udvandrere

Tyskland indberettede det største antal indvandrere i 2018 (893 900), efterfulgt af Spanien 643 700), Frankrig (386 900) og Italien (332 300). Tyskland indberettede også det største antal udvandrere i 2018 (540 400), efterfulgt af Spanien (309 500), Frankrig (341 400), Rumænien (231 700) og Polen (189 800). I alt var der 22 EU-27-medlemsstater, der indberettede højere indvandring end udvandring i 2018, men i Bulgarien, Kroatien, Letland, Litauen og Rumænien var antallet af udvandrere større end antallet af indvandrere.

Tabel 1: Indvandring efter statsborgerskab, 2018
Kilde: Eurostat (migr_imm1ctz)

I forhold til størrelsen af den fastboende befolkning indberettede Malta det største antal indvandrere i 2018 (55 indvandrere pr. 1 000 indbyggere) efterfulgt af Luxembourg (41 indvandrere pr. 1 000 indbyggere) — se graf 2. De højeste udvandringstal i 2018 blev indberettet for Luxembourg (23 udvandrere pr. 1 000 indbyggere), Malta (19 udvandrere pr. 1 000 indbyggere), Cypern (18 udvandrere pr. 1 000 indbyggere) og Rumænien (12 udvandrere pr. 1 000 indbyggere).

Graf 2: Indvandrere, 2018
(pr. 1 000 indbyggere)
Kilde: Eurostat (migr_imm1ctz) og (migr_pop1ctz)

Højeste andel nationale indvandrere i Rumænien, laveste i Luxembourg

Andelen af nationale indvandrere (dvs. indvandrere, der har statsborgerskab i den EU-27-medlemsstat, de er indvandret til) ud af alle indvandrere var i 2018 størst i Rumænien (82 % af alle indvandrere), Slovakiet (60 %), Litauen (57 %), Polen (55 %) og Bulgarien (55 %). Disse var de eneste EU-27-medlemsstater, hvor nationale indvandrere udgjorde over halvdelen af alle indvandrere — se graf 3. Derimod udgjorde den nationale indvandring i Luxembourg kun 5 % af landets samlede indvandring i 2018.

Graf 3: Fordeling af indvandrere efter statsborgerskab, 2018
(% af alle indvandrere)
Kilde: Eurostat (migr_imm2ctz)

Oplysninger om statsborgerskab er ofte blevet brugt til at foretage undersøgelser af indvandrere med udenlandsk baggrund. Men eftersom statsborgerskab kan ændre sig i en persons livstid, er det også nyttigt at analysere oplysningerne opdelt efter fødeland. Andelen af indvandrere, der er født i det land, de er indvandret til, i forhold til det samlede antal indvandrere var størst i Bulgarien og Litauen (begge med 51 % af alle indvandrere), efterfulgt af Rumænien (43 %) og Estland (40 %). Derimod indberettede Luxembourg forholdsvis små andele indvandrere, der er født i landet, idet disse andele udgjorde under 5 % af al indvandring i 2018.

Tabel 2: Indvandring efter fødeland, 2018
Kilde: Eurostat (migr_imm3ctb)

Tidligere bopælsland: 2,4 mio. personer indvandrede til EU-27 i 2018

Ved at analysere i forhold til tidligere bopæl ses det, at Luxembourg indberettede den største andel indvandrere fra en anden EU-27-medlemsstat (93 % af alle indvandrere til Luxembourg i 2018) efterfulgt af Slovakiet (65 %) og Østrig (62 %). Der blev indberettet relativt små andele i Spanien (19 % af alle indvandrere), samt i Italien og Slovenien (begge 20 %) — se tabel 3.

Tabel 3: Indvandring opdelt efter tidligere bopælsland, 2018
Kilde: Eurostat (migr_imm5prv)

Vedrørende kønsfordelingen af indvandrere i 2018 i EU-27-medlemsstaterne var der lidt flere mænd end kvinder (henholdsvis 54 % og 46 %). Den medlemsstat, der indberettede den største andel mandlige indvandrere, var Kroatien (75 %), mens den største andel kvindelige indvandrere blev indberettet af Portugal (53 %).

Graf 4: Indvandrere opdelt efter køn, 2018
(% af alle indvandrere)
Kilde: Eurostat (migr_imm2ctz)

Halvdelen af indvandrerne var under 29 år

Indvandrere i EU-27-medlemsstater i 2018 var gennemsnitligt meget yngre end den befolkning, der allerede var bosiddende i deres bestemmelsesland. Den 1. januar 2019 var medianalderen for den samlede befolkning i EU-27 43,7 år, mens den var 29,2 år for indvandrere i EU-27 i 2018.

Graf 5: Indvandrernes aldersfordeling efter statsborgerskab, EU, 2018
(%)
Kilde: Eurostat (migr_imm2ctz)

Migrantbefolkning: 21,8 mio. personer med statsborgerskab i et ikke-EU-27-land havde bopæl i EU-27 den 1. januar 2019

Antallet af personer med statsborgerskab i et tredjeland, der boede i en EU-medlemsstat, var 21,8 mio. den 1. januar 2019, hvilket udgjorde 4,9 % af befolkningen i EU-27. Derudover var der 13,3 mio. personer med statsborgerskab i en EU-27-medlemsstat, der boede i en anden EU-27-medlemsstat den 1. januar 2019.

I absolutte tal var det største antal ikke-statsborgere, der boede i en EU-27-medlemsstat den 1. januar 2019, at finde i Tyskland (10,1 mio. personer), Italien (5,3 mio.), Frankrig (4,9 mio.) og Spanien (4,8 mio.). Ikke-statsborgere i disse fire medlemsstater udgjorde tilsammen 71 % af det samlede antal ikke-statsborgere, der boede i EU-27-medlemsstater, mens de samme fire medlemsstater tegnede sig for 58 % af EU-27's samlede befolkning.

Tabel 4: Ikke-statsborgere efter statsborgerskabsgruppe, 1. januar 2019
Kilde: Eurostat (migr_pop1ctz)

Udenlandsk befolkning bestod i de fleste EU-27-medlemsstater af statsborgere ikke-EU-27-lande

Den 1. januar 2019 var Belgien, Irland, Luxembourg, Østrig og Slovakiet de EU-27-medlemsstater, hvor de fleste ikke-statsborgere var statsborgere i andre EU-27-medlemsstater. I de fleste EU-27-medlemsstater var størstedelen af ikke-statsborgere således statsborgere i ikke-EU-27-lande (se tabel 5). Med hensyn til Letland og Estland er andelen af statsborgere fra tredjelande særlig stor som følge af det store antal anerkendte ikke-statsborgere (primært tidligere statsborgere i Sovjetunionen, som er permanent bosiddende i disse lande, men ikke har fået noget nyt statsborgerskab).

Graf 6: Andel af ikke-statsborgere i den fastboende befolkning, 1. januar 2019
(%)
Kilde: Eurostat (migr_pop1ctz)

Højeste andel udenlandsk befolkning i Luxembourg, laveste i Rumænien

I relative tal var Luxembourg den EU-27-medlemsstat, der havde den største andel ikke-statsborgere, idet disse udgjorde 47 % af den samlede befolkning. Der blev også konstateret en høj andel ikke-statsborgere (10 % eller mere af den fastboende befolkning) i Cypern, Malta, Østrig, Estland, Letland, Irland, Belgien, Tyskland og Spanien. Derimod udgjorde ikke-statsborgere under 1 % af befolkningen i Polen (0,8 %) og i Rumænien (0,6 %). Andelen af den udenlandsk fødte befolkning i forhold til den samlede befolkning var størst i Luxembourg (47 % af den fastboende befolkning), efterfulgt af Cypern (21 %) og Malta (20 %). Derimod indberettede Polen en lille andel af udenlandsk fødte, 2 % af den samlede befolkning den 1. januar 2019, efterfulgt af Bulgarien (2,5 %), Rumænien (3,2 %) og Slovakiet (3,6 %).

Tabel 5: Udenlandsk født befolkning efter fødeland, 1. januar 2019
Kilde: Eurostat (migr_pop3ctb)

En oversigt over de fem vigtigste grupper af udenlandske statsborgere og udenlandsk fødte befolkninger fremgår af tabel 6 for EU-27-medlemsstaterne, Det Forenede Kongerige og EFTA-landene (hvor data foreligger).

Tabel 6: Udenlandsk befolkning/udenlandsk født befolkning opdelt efter vigtigste statsborgerskabs- og fødelande, 1. januar 2019
(i absolutte tal og som procent af den samlede udenlandske befolkning/udenlandsk fødte befolkning)
Kilde: Eurostat (migr_pop1ctz) og (migr_pop3ctb)

Rumænske, polske, italienske og portugisiske statsborgere var de fire største grupper af EU-27-borgere, der boede i andre EU-27-medlemsstater i 2019 (se graf 7).

Graf 7: Antal EU-27-statsborgere, som havde sædvanlig bopæl i andre EU-27-medlemsstater pr. 1. januar 2019
(i mio.)
Kilde: Eurostat (migr_pop1ctz)

Udenlandske statsborgere er yngre end den nationale befolkning

En analyse af befolkningens aldersstruktur viser, at for EU-27 som helhed var den udenlandske befolkning yngre end den nationale befolkning. Aldersfordelingen blandt udlændinge viser en større andel forholdsvis unge voksne i den erhvervsaktive alder i forhold til den nationale befolkning. Den 1. januar 2019 var medianalderen for den samlede befolkning i EU-27 45 år, mens medianalderen var 36 år for ikke-statsborgere bosiddende i EU-27.

Graf 8: Aldersstruktur for statsborgere og ikke-statsborgere, EU-27, 1. januar 2019
(%)
Kilde: Eurostat (migr_pop2ctz)

Erhvervelse af statsborgerskab: EU-27-medlemsstater tildelte statsborgerskab til 672 000 personer i 2018

Erhvervelse af statsborgerskab faldt med 4 % i 2018

672 300 personer erhvervede statsborgerskab i en EU-27-medlemsstat i 2018, hvilket er et fald på 4 % i forhold til 2017. Tyskland havde det største antal personer, der erhvervede statsborgerskab i 2018, nemlig 116 800 (eller 17 % af det samlede antal i EU-27). Det næsthøjeste antal erhvervelser af statsborgerskab var i Italien (112 500), France (110 000), Spanien (90 800) og Sverige (63 800).

Graf 9: Antal personer, der erhvervede statsborgerskab i en EU-27-medlemsstat, EU-27, 2009-2018
(i tusinder) Kilde: Eurostat (migr_acq)

I absolutte tal blev de største nedgange sammenlignet med 2017 konstateret i Italien, da 34 100 færre indbyggere blev tildelt italiensk statsborgerskab, efterfulgt af Grækenland (-6 400), Sverige (-5 100), Danmark (-4 400) og Frankrig (-4 300) Derimod blev de største stigninger i absolutte tal konstateret i Spanien (24 300 flere personer blev tildelt spansk statsborgerskab sammenlignet med 2017), efterfulgt af Portugal (+3 300) og Luxembourg (+2 000).

Tabel 7: Erhvervelse af statsborgerskab opdelt efter tidligere statsborgerskab, 2018
Kilde: Eurostat (migr_acq)

Omkring 566 100 statsborgere fra tredjelande bosiddende i en EU-27-medlemsstat erhvervede EU-27-statsborgerskab i 2018, hvilket er en stigning på 5 % i forhold til 2017. Statsborgere i tredjelande udgjorde dermed 84 % af alle de personer, der erhvervede statsborgerskab i en EU-27-medlemsstat i 2018. Disse nye EU-27-statsborgere kom hovedsagelig fra Afrika (28 % af det samlede antal erhvervede statsborgerskaber), Europa uden for EU-27 (25 %), Asien (16 %) samt Nord- og Sydamerika (14 %). Der var 89 600 statsborgere i en EU-27-medlemsstat, der erhvervede statsborgerskab i en anden EU-27-medlemsstat, og de udgjorde 13 % af det samlede antal. I absolutte tal var de største grupper af EU-27-statsborgere, der erhvervede statsborgerskab i en anden EU-27-medlemsstat, rumænere, der blev statsborgere i Italien (6 500 personer) eller Tyskland (4 300 personer), ca. halvdelen af de polakker, der erhvervede statsborgerskab, blev tyske statsborgere (6 200 personer), og halvdelen af de italienere, der erhvervede statsborgerskab, blev tyske statsborgere.

I Luxembourg og Ungarn blev størstedelen af nye statsborgerskaber tildelt statsborgere af en anden EU-27-medlemsstat. For så vidt angår Luxembourg udgjorde portugisiske statsborgere den største andel, efterfulgt af franske, italienske og belgiske statsborgere, mens det i Ungarns tilfælde ud af EU-27-statsborgere næsten udelukkende var rumænere, der erhvervede statsborgerskab.

Som i tidligere år var det største antal nye statsborgere i EU-27-medlemsstaterne i 2018 oprindelig marokkanske statsborgere (67 200 svarende til 10 % af alle tildelte statsborgerskaber), efterfulgt af albanske statsborgere (47 400 eller 7,1 %), tyrkere (28 400 eller 4,2 %) og brasilianere (23 100 eller 3,4 %). Sammenlignet med 2017 er antallet af marokkanere, der erhvervede statsborgerskab i en EU-27-medlemsstat, faldet med 2 %. Hovedparten af marokkanerne erhvervede deres nye statsborgerskab i Spanien (38 %) Italien (23 %), eller Frankrig (23 %), mens hovedparten af albanerne fik græsk (51 %) eller italiensk statsborgerskab (46 %). Flertallet af tyrkerne (59 %) fik tysk statsborgerskab, og ca. halvdelen af brasilianerne fik italiensk statsborgerskab (46 %).

Højest naturaliseringsrate i Sverige og Rumænien

En almindeligt anvendt indikator er "naturaliseringsraten", der her er defineret som forholdet mellem det samlede antal tildelte statsborgerskaber og antallet ikke-statsborgere i begyndelsen af det samme år. Den EU-27-medlemsstat, der havde den højeste naturaliseringsrate i 2018, var Sverige (7,2 erhvervelser pr. 100 fastboende ikke-statsborgere) efterfulgt af Rumænien og Portugal (med henholdsvis 5,6 og 5,1 erhvervelser pr. 100 fastboende ikke-statsborgere).

Graf 10: Naturaliseringsrate (erhvervelse af statsborgerskab pr. 100 fastboende ikke-statsborgere), 2018
Kilde: Eurostat (migr_acq) og (migr_pop1ctz)

Kildedata til tabeller og grafer

Datakilder

Udvandring er særligt vanskelig at måle. Det er vanskeligere at tælle de mennesker, der forlader et land, end dem, der ankommer, fordi det for en migrant ofte er meget vigtigere at interagere om dennes indvandring med myndighederne i bestemmelseslandet end med myndighederne i oprindelseslandet. En analyse, der sammenlignede indvandrings- og udvandringsdataene fra EU-27-medlemsstater for 2018 (spejlstatistik), bekræftede, at dette var tilfældet i mange lande. Der fokuseres derfor i denne artikel på indvandringsdata.

Eurostat producerer statistik om en række emner i relation til internationale migrationsstrømme, opgørelser over ikke-statsborgere samt erhvervelse af statsborgerskab. Data indsamles årligt og indberettes til Eurostat af de nationale statistiske myndigheder i EU-27-medlemsstaterne.

Retskilder

Indsamlingen af data om migration, statsborgerskab og international beskyttelse har siden 2008 været baseret på forordning (EF) nr. 862/2007. Analysen og sammensætningen af EU-, EFTA- og kandidatlandene pr. 1. januar i referenceåret fremgår af gennemførelsesforordning (EU) nr. 351/2010. Heri fastsættes en række centrale statistikker over internationale migrationsstrømme, opgørelser over udlændinge, erhvervelse af statsborgerskab, opholdstilladelser, asyl og foranstaltninger mod ulovlig indrejse og ulovligt ophold. Selv om EU-medlemsstaterne kan fortsætte med at anvende alle relevante datakilder i overensstemmelse med national tilgængelighed og praksis, skal statistik indsamlet i henhold til forordningen være baseret på fælles definitioner og begreber. De fleste EU-medlemsstater baserer deres statistik på administrative datakilder såsom folkeregistre, registre over udlændinge, registre over opholds- eller arbejdstilladelser samt sygesikrings- og skatteregistre. Nogle lande anvender spejlstatistikker, stikprøveundersøgelser eller skønsmetoder til at udarbejde migrationsstatistik. Gennemførelsen af forordningen forventes at føre til øget tilgængelighed og sammenlignelighed af migrationsstatistikker.

Der udarbejdes en opgørelse over antallet af indvandrere, der har været bosiddende (eller forventes at være bosiddende) på en EU-medlemsstats territorium i en periode på mindst 12 måneder, ligesom udvandrere, der har boet i udlandet i mere end 12 måneder, jf. artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning (EF) nr. 862/2007. Data indsamlet af Eurostat vedrører derfor migration for en periode på 12 måneder eller mere: Migranter omfatter derfor både personer, der bor i udlandet i en periode på mindst 1 år, og personer, der er migreret permanent. Data om erhvervelse af statsborgerskab indsamles af Eurostat i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 862/2007, ifølge hvilken: "Medlemsstaterne indberetter statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om antallet af: [...] personer, som har sædvanlig bopæl i den pågældende medlemsstat og i referenceåret har erhvervet statsborgerskab i den pågældende medlemsstat [...] opdelt efter [...] den pågældendes tidligere statsborgerskab, og efter om personen tidligere var statsløs."

Definitioner

EU-27-aggregaterne for data om erhvervelse af statsborgerskab for 2012, 2011 og 2010 omfatter rumænske data for 2009.

Data om erhvervelse af statsborgerskab afrundes til det nærmeste multiplum af 5 for Tyskland på foreløbig basis for 2018.

Der foreligger ikke data om erhvervelse af statsborgerskab opdelt efter tidligere statsborgerskab for Rumænien for 2017 og 2018.

EU-27-aggregaterne for data om indvandring efter tidligere bopælslande for 2013-2018 omfatter Det Forenede Kongerige i sammensætningen af EU, da der ikke foreligger EU-27-data for Cypern.

EU-27-aggregaterne for data befolkning efter statsborgerskab pr. 1. januar 2019 omfatter Det Forenede Kongerige i sammensætningen af EU, da der ikke foreligger EU-27-data for Cypern og Malta.

Alder:

Bemærk, at for så vidt angår aldersdefinitionerne for migrationsstrømme, vedrører data for 2018 for alle EU-27-medlemsstater respondentens daværende alder eller alderen ved udgangen af referenceåret, dog med undtagelse af Irland, Grækenland, Østrig, Malta, Rumænien og Slovenien. For disse lande og for Det Forenede Kongerige vedrører dataene respondentens alder i antal fyldte år). Bemærk, at for så vidt angår aldersdefinitionerne for erhvervelse af statsborgerskab, vedrører data for 2018 for alle EU-27-medlemsstater respondentens daværende alder eller alderen ved udgangen af referenceåret, dog med undtagelse af Tyskland, Grækenland, Irland, Østrig, Litauen, Malta, Rumænien og Slovenien. For disse lande og for Det Forenede Kongerige vedrører dataene respondentens alder i antal fyldte år).

EU-medlemsstater og EFTA-lande opdelt efter, hvorvidt asylansøgere og flygtninge er medregnet i de befolkningsdata, der indberettes til Eurostat inden for rammerne af det fælles demografiske dataindsamlingssystem, referenceår 2018

Befolkning pr. 1. januar 2019 Medregnet Ikke medregnet
Asylansøgere med sædvanlig bopæl i mindst 12 måneder Belgien, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Cypern, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal, Det Forenede Kongerige, Norge, Schweiz Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Kroatien, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Island, Liechtenstein
Flygtninge med sædvanlig bopæl i mindst 12 måneder Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Det Forenede Kongerige, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz

Bemærk: Norge (asylansøgere og flygtninge uden opholdstilladelse er ikke medregnet)


EU-medlemsstater og EFTA-lande opdelt efter, hvorvidt asylansøgere og flygtninge er medregnet i de migrationsdata, der indberettes til Eurostat inden for rammerne af det fælles demografiske dataindsamlingssystem, referenceår 2018

Migration for 2018 Medregnet Ikke medregnet
Asylansøgere med sædvanlig bopæl i mindst 12 måneder Belgien, Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Cypern, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal, Det Forenede Kongerige, Schweiz, Norge Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Irland, Kroatien, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Island, Liechtenstein
Flygtninge med sædvanlig bopæl i mindst 12 måneder Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Det Forenede Kongerige, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz

Bemærk: Norge (asylansøgere og flygtninge uden opholdstilladelse er ikke medregnet) Irland (flygtninge, som ikke bor i en privat husstand, er ikke medregnet)

Flygtning:Flygtninge omfatter ikke udelukkende personer, der har opnået flygtningestatus (som defineret i artikel 2, litra e), i direktiv 2011/95/EF efter Genèvekonventionens artikel 1 om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951, som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967), men også personer, som har opnået subsidiær beskyttelsesstatus (som fastsat i artikel 2, litra g), i direktiv 2011/95/EF), og personer, der er omfattet af en afgørelse om tildeling af opholdstilladelse af humanitære årsager i henhold til national lovgivning om international beskyttelse.

Asylansøger:Førstegangsasylansøgninger er landespecifikke og indebærer ingen tidsfrist. Derfor kan en asylansøger ansøge for første gang i et givent land og derefter igen som førstegangsansøger i et andet land. Hvis en asylansøger efter en periode indgiver en ansøgning igen i det samme land, betragtes vedkommende ikke som førstegangsansøger igen.

Naturaliseringsrate:Udtrykket naturaliseringsrate bør anvendes med forsigtighed, da tælleren indbefatter alle former for erhvervelse af statsborgerskab og ikke blot naturaliseringer af berettigede fastboende udlændinge, mens nævneren omfatter alle udlændinge og ikke blot de udlændinge, der er berettigede til naturalisering.

Kontekst

Statsborgere i EU-medlemsstater har rejsefrihed og fri bevægelighed inden for EU's indre grænser. Migrationspolitikker i EU for så vidt angår tredjelandsstatsborgere drejer sig i stigende grad om at tiltrække en bestemt migrantprofil, ofte i et forsøg på at afhjælpe manglen på bestemte færdigheder. Udvælgelsen kan ske på grundlag af sprogkundskaber, arbejdserfaring, uddannelse og alder. Arbejdsgivere kan alternativt foretage udvælgelsen, således at migranterne allerede har et job, når de ankommer.

Ud over politikker til at fremme formidlingen af arbejdskraft fokuserer indvandringspolitik ofte på to områder: at forebygge ulovlig migration og ulovlig beskæftigelse af migranter, som ikke har arbejdstilladelse, samt at fremme integration af indvandrere i samfundet. Der er blevet mobiliseret betydelige ressourcer til at bekæmpe menneskesmugling og netværk til menneskehandel i EU.

Det er Generaldirektoratet for Migration og Indre Anliggender, der inden for Europa-Kommissionen er ansvarlig for den europæiske migrationspolitik. I 2005 genoptog Europa-Kommissionen debatten om behovet for et fælles regelsæt for økonomiske migranters indrejse med en grønbog om en EU-metode til at styre økonomisk migration (KOM(2004) 811 endelig), som førte til vedtagelsen af en politikplan for lovlig migration (KOM(2005) 669 endelig) i slutningen af 2005. I juli 2006 vedtog Europa-Kommissionen en meddelelse om den politiske prioritering i bekæmpelsen af ulovlig indvandring af statsborgere fra tredjelande (KOM(2006) 402 endelig), som har til formål at finde balancen mellem sikkerhedsmæssige hensyn og den enkeltes grundlæggende rettigheder under alle stadier af den ulovlige immigrationsproces. I september 2007 fremlagde Europa-Kommissionen sin tredje årsrapport om indvandring og integration (KOM(2007) 512 endelig). En meddelelse fra Europa-Kommissionen vedtaget i oktober 2008 understregede vigtigheden af en styrkelse af den samlede migrationsstrategi: øget koordinering, sammenhæng og synergi (KOM(2008) 611 endelig) som et aspekt af udenrigs- og udviklingspolitikken. Stockholmprogrammet vedtaget af EU's stats- og regeringschefer i december 2009 fastsætter rammerne og en række principper for den fortsatte udvikling af europæiske politikker for de retlige og indre anliggender for perioden 2010-2014. Spørgsmål vedrørende migration er en central del af dette program. Med henblik på at indføre de aftalte ændringer vedtog Europa-Kommissionen en handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet – et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's borgere (KOM(2010) 171 endelig) i 2010.

I maj 2013 fremlagde Europa-Kommissionen sin rapport om unionsborgerskab 2013 (COM(2013) 269 final). Det blev bemærket i rapporten, at unionsborgerskab medfører nye rettigheder og muligheder. Den rettighed, der oftest forbindes med unionsborgerskabet, er retten til at færdes og opholde sig frit inden for EU. Takket være moderne teknologi og den kendsgerning, at det nu er lettere at rejse, giver den frie bevægelighed europæerne mulighed for at udvide deres horisont ud over de nationale grænser, forlade deres hjemland i kortere eller længere perioder, bevæge sig frit imellem EU's lande for at arbejde, studere og uddanne sig og tage på forretningsrejse, ferierejse eller indkøbstur på tværs af grænserne. Den frie bevægelighed gør det potentielt muligt at øge de sociale og kulturelle interaktioner inden for EU og skabe tættere forbindelser mellem EU-borgere. Derudover kan det generere gensidige økonomiske fordele for virksomheder og forbrugere, også dem, der bliver i sit hjemland, i takt med at de indre hindringer fjernes.

Europa-Kommissionen fremlagde den 13. maj 2015 en europæisk dagsorden for migration (på engelsk) (COM(2015) 240 final), der gør rede for øjeblikkelige foranstaltninger, der vil blive truffet for at tackle krisesituationen i Middelhavsområdet, samt de trin, der skal tages i de kommende år for bedre at kunne forvalte alle aspekter ved migration.

Det Europæiske Migrationsnetværks årsrapport om indvandring og asyl (2016) (på engelsk) blev offentliggjort i april 2017. Den indeholder et overblik over de vigtigste retlige og politiske udviklinger, der finder sted i hele EU og i deltagende lande. Det er et omfattende dokument, der dækker alle aspekter i forbindelse med Generaldirektoratet for Migration og Indre Anliggenders og EU-agenturernes migrations- og asylpolitik.

Den 15. november 2017 fokuserede den opdaterede europæiske dagsorden for migration på flygtningekrisen, en fælles visumpolitik og Schengensamarbejdet. Foranstaltningerne omfattede genbosætning og omfordeling, økonomisk hjælp til Grækenland og Italien samt faciliteter til flygtninge. Målsætningerne går bl.a. ud på at gøre det muligt for flygtninge at nå frem til Europa ad lovlige og sikre migrationsveje, hvorved det sikres, at ansvaret for omfordeling deles retfærdigt mellem medlemsstaterne med henblik på integration af migranter på lokalt og regionalt plan.

Den 4. december 2018 offentliggjorde Kommissionen en fremskridtsrapport om gennemførelsen af den europæiske dagsorden for migration, som undersøgte fremskridt og mangler i forbindelse med gennemførelsen af den europæiske dagsorden for migration. Med fokus på, hvordan klimaforandringer, demografi og økonomiske faktorer skaber nye bevæggrunde for at flytte, bekræftede den, at årsagerne til migrationspresset på Europa var strukturelle, hvilket gør det endnu mere påkrævet at have en effektiv og ensartet tilgang til disse udfordringer. Den 16. oktober 2019 offentliggjorde Kommissionen en [1] statusrapport om gennemførelsen af den europæiske dagsorden for migration, der havde fokus på centrale tiltag, der er nødvendige på Middelhavsruterne, samt tiltag for at konsolidere EU's værktøjskasse på området for migration, grænser og asyl.

Nogle af de vigtigste retsakter, der er vedtaget på indvandringsområdet, omfatter:

Lovgivningsdokumenter — Den europæiske dagsorden for migration

Pressemateriale – Den europæiske dagsorden for migration

Direkte adgang til
Andre artikler
Tabeller
Database
Tematisk afsnit
Publikationer
Metodologi
Lovgivning
Visualiseringer
Eksterne links






Migration and acquisition of citizenship data
International migration (t_migr_int)
Immigration (tps00176)
Emigration (tps00177)
Acquisition of citizenship (tps00024)
Population (t_demo_pop)
Population without the citizenship of the reporting country (tps00157)
Foreign-born population (tps00178)
Acquisition of citizenship (tps00024)
Migration and migrant population data
Immigration (migr_immi)
Immigration by age and sex (migr_imm8)
Immigration by five year age group, sex, and citizenship (migr_imm1ctz)
Immigration by five year age group, sex and country of birth (migr_imm3ctb)
Immigration by age, sex and broad group of citizenship (migr_imm2ctz)
Immigration by age, sex and broad group of country of birth (migr_imm4ctb)
Immigration by sex, citizenship and broad group of country of birth (migr_imm6ctz)
Immigration by sex, country of birth and broad group of citizenship (migr_imm7ctb)
Immigration by five year age group, sex, and country of previous residence (migr_imm5prv)
Immigration by age group, sex and level of human development of the country of citizenship (migr_imm9ctz)
Immigration by age group, sex and level of human development of the country of birth (migr_imm10ctb)
Immigration by age group, sex and level of human development of the country of previous residence (migr_imm11prv)
Immigration by broad group of country of previous residence (migr_imm12prv)
Emigration (migr_emi)
Emigration by age and sex (migr_emi2)
Emigration by five year age group, sex and citizenship (migr_emi1ctz)
Emigration by five year age group, sex and country of birth (migr_emi4ctb)
Emigration by five year age group, sex, and country of next usual residence (migr_emi3nxt)
Emigration by broad group of country of next usual residence (migr_emi5nxt)
Acquisition and loss of citizenship (migr_acqn)
Acquisition of citizenship by sex, age group and former citizenship (migr_acq)
Residents who acquired citizenship as a share of residents non-citizens by former citizenship and sex(%) (migr_acqs)
Acquisition of citizenship by sex, age group and level of human development of former citizenship (migr_acq1ctz)
Loss of citizenship by sex and new citizenship (migr_lct)
Population (demo_pop)
Population on 1 January by age, sex and broad group of citizenship (migr_pop2ctz)
Population on 1 January by age group, sex and citizenship (migr_pop1ctz)
Population on 1 January by age group, sex and country of birth (migr_pop3ctb)
Population on 1 January by age, sex and broad group of country of birth (migr_pop4ctb)
Population on 1 January by sex, citizenship and broad group of country of birth (migr_pop5ctz)
Population on 1 January by sex, country of birth and broad group of citizenship (migr_pop6ctb)
Population on 1 January by age group, sex and level of human development of the country of citizenship (migr_pop7ctz)
Population on 1 January by age group, sex and level of human development of the country of birth (migr_pop8ctb)
EU and EFTA citizens who are usual residents in another EU/EFTA country as of 1 January (migr_pop9ctz)