Migrations- og migrantstatistikker


Data fra marts 2018.

Planlagt opdatering af artiklen: juli 2019.

Den engelske udgave er nyere.

Højdepunkter
2 mio. borgere fra tredjelande indvandrede til EU i 2016.
EU's medlemsstater tildelte statsborgerskab til næsten 1 mio. mennesker i 2016.

Immigrants, 2016

Denne artikel præsenterer statistik for Den Europæiske Union (EU) over internationale migrationsstrømme, opgørelser over statsborgere og ikke-statsborgere samt data vedrørende erhvervelse af statsborgerskab. Migration påvirkes af en kombination af økonomiske, politiske og sociale faktorer: enten i migrantens oprindelsesland (kaldet "push-faktorer") eller i bestemmelseslandet (kaldet "pull-faktorer"). Historisk set menes den relative økonomiske velfærd og politiske stabilitet i EU at have udøvet en betydelig pull-effekt på indvandrere.

I bestemmelseslandene kan international migration anvendes som et redskab til at afhjælpe bestemte mangler på arbejdsmarkedet. Det er imidlertid næsten helt sikkert, at migration alene ikke vil vende den igangværende tendens med befolkningsaldring, der ses i mange dele af EU.


Hele artiklen

Migrationsstrømme: 2 mio. indvandrere fra tredjelande

I alt indvandrede 4,3 mio. personer til én af medlemsstaterne iEU-28 i løbet af 2016, mens mindst 3,0 mio. udvandrere flyttede fra en medlemsstat. Disse tal afspejler imidlertid ikke migrationsstrømme til/fra EU som helhed, da de også omfatter strømme mellem de forskellige EU-medlemsstater.

Blandt disse 4,3 mio. indvandrere i 2016 var der skønsmæssigt 2,0 mio. borgere fra tredjelande, 1,3 mio. personer med statsborgerskab i en anden EU-medlemsstat end den, de indvandrede til, omkring 929 000 mennesker, der flyttede til en EU-medlemsstat, hvor de havde statsborgerskab (f.eks. hjemvendende statsborgere eller statsborgere født i udlandet) og omkring 16 000 statsløse.

Tabel 1: Indvandring opdelt efter statsborgerskab, 2016
Kilde: Eurostat (migr_imm1ctz)

Tyskland: det største antal indvandrere og udvandrere

Tyskland indberettede det største antal indvandrere i 2016 (1 029 900), efterfulgt af Det Forenede Kongerige (589 000), Spanien (414 700), Frankrig (378 100) og Italien (300 800). Tyskland indberettede også det største antal udvandrere i 2016 (533 800), efterfulgt af Det Forenede Kongerige (340 400), Spanien (327 300), Frankrig (309 800), Polen (236 400) og Rumænien (207 600). I alt var der 21 EU-medlemsstater, der indberettede højere indvandring end udvandring i 2016, men i Bulgarien, Kroatien, Letland, Litauen, Polen, Portugal og Rumænien var antallet af udvandrere større end antallet af indvandrere.

I forhold til den fastboende befolknings størrelse registrerede Luxembourg det højeste indvandringstal i 2016 (39 indvandrere pr. 1 000 personer), efterfulgt af Malta (38 indvandrere pr. 1 000 personer) — se graf 1. De højeste udvandringstal blev indberettet i Luxembourg (23 udvandrere pr. 1 000 personer), Malta, Litauen og Cypern (alle med 18 udvandrere pr. 1 000 personer) og Irland (13 udvandrere pr. 1 000 personer).

Graf 1: Indvandrere, 2016
(pr. 1 000 indbyggere)
Kilde: Eurostat (migr_imm1ctz) og (migr_pop1ctz)

Højest andel nationale indvandrere i Rumænien, lavest i Luxembourg

Andelen af nationale indvandrere — dvs. indvandrere med statsborgerskab i den EU-medlemsstat, de er indvandret til — ud af alle indvandrere var i 2016 størst i Rumænien (87 % af alle indvandrere), Litauen (71 %), Letland (59 %), Ungarn (56 %), Kroatien (55 %) og Slovakiet (53 %). Disse var de eneste EU-medlemsstater, hvor nationale indvandrere udgjorde over halvdelen af alle indvandrere — se graf 2. Derimod udgjorde den nationale indvandring i Luxembourg kun 6 % af landets samlede indvandring i 2016.

Graf 2: Indvandrere opdelt efter statsborgerskab, 2016
(% af alle indvandrere)
Kilde: Eurostat (migr_imm2ctz)

Oplysninger om statsborgerskab er ofte blevet brugt til at foretage undersøgelser af indvandrere med udenlandsk baggrund. Men eftersom statsborgerskab kan ændre sig i en persons livstid, er det også nyttigt at analysere oplysningerne opdelt efter fødeland. Andelen indvandrere, der er født i det land, de er indvandret til, i forhold til det samlede antal indvandrere var størst i Rumænien (66 % af alle indvandrere), efterfulgt af Polen (58 %) og Litauen (57 %). Derimod indberettede Luxembourg og Østrig forholdsvis små andele indvandrere, der er født i respektive bestemmelsesland, idet disse andele udgjorde under 6 % af al indvandring i 2016.

Tabel 2: Indvandring opdelt efter fødeland, 2016
Kilde: Eurostat (migr_imm3ctb)

Halvdelen af indvandrerne var under 28 år

Vedrørende kønsfordelingen af indvandrere i 2016 i EU-medlemsstaterne var der lidt flere mænd end kvinder (henholdsvis 55 % og 45 %). Den medlemsstat, der indberettede den største andel af mandlige indvandrere, var Slovenien (63 %), mens den højeste andel af kvindelige indvandrere blev indberettet af Frankrig (51 %).

Graf 3: Indvandrere opdelt efter køn, 2016
(% af alle indvandrere)
Kilde: Eurostat (migr_imm2ctz)

Indvandrere i EU's medlemsstater i 2016 var gennemsnitligt meget yngre end den befolkning, der allerede var bosiddende i deres bestemmelsesland. Den 1. januar 2017 var medianalderen for den samlede befolkning i EU-28 42,9 år, mens den var 27,9 år for indvandrere i EU-28 i 2016.

Graf 4: Indvandrernes aldersstruktur opdelt efter statsborgerskab, EU, 2016
(%)
Kilde: Eurostat (migr_imm2ctz)

Tidligere bopælsland: 2,4 mio. personer indvandrede til EU i 2016

Antallet af indvandrere fra tredjelande i EU-28 i 2016 blev anslået til 2,4 mio. Derudover migrerede 1,8 mio. personer, der hidtil havde boet i en EU-medlemsstat, til en anden medlemsstat.

Ved at analysere i forhold til tidligere bopæl ses det, at Luxembourg indberettede den største andel indvandrere fra en anden EU-medlemsstat (93 % af alle indvandrere til Luxembourg i 2016) efterfulgt af Slovakiet (80 %) og Rumænien (74 %). Der blev indberettet relativt små andele i Sverige (24 % af alle indvandrere) og i Italien (25 %) — se tabel 3.

Tabel 3: Indvandring opdelt efter tidligere bopælsland, 2016
Kilde: Eurostat (migr_imm5prv)

Indvandrerbefolkning: næsten 22 mio. personer med statsborgerskab i et tredjeland havde bopæl i EU

Antallet personer med statsborgerskab i et tredjeland, der boede i en EU-medlemsstat, var 21,6 mio. den 1. januar 2017, hvilket udgjorde 4,2 % af befolkningen i EU-28. Derudover var der 16,9 mio. personer med statsborgerskab i en EU-medlemsstat, der boede i en anden EU-medlemsstat den 1. januar 2017.

Hvad angår fødeland, boede 36,9 mio. personer født uden for EU-28 den 1. januar 2017 i en EU-medlemsstat, mens 20,4 mio. personer var født i en anden EU-medlemsstat end den, hvor de var bosiddende. Kun i Ungarn, Irland, Luxembourg, Slovakiet og Cypern var antallet personer, der var født i en anden EU-medlemsstat, større end antallet personer, der er født uden for EU-28.

Tabel 4: Udenlandsk født befolkning opdelt efter fødeland, 1. januar 2017
Kilde: Eurostat (migr_pop3ctb)

Højeste andel af udenlandsk befolkning i Luxembourg, lavest i Polen

I absolutte tal var det største antal ikke-statsborgere, der boede i EU-medlemsstaterne den 1. januar 2017, at finde i Tyskland (9,2 mio. personer), Det Forenede Kongerige (6,1 mio.), Italien (5,0 mio.), Frankrig (4,6 mio.) og Spanien (4,4 mio.). Ikke-statsborgere i disse fem medlemsstater udgjorde tilsammen 76 % af det samlede antal ikke-statsborgere, der boede i alle EU-medlemsstaterne, mens de samme fem medlemsstater tegnede sig for 63 % af EU-28's samlede befolkning.

I relative tal var Luxembourg den EU-medlemsstat, der havde den største andel ikke-statsborgere, idet disse udgjorde 48 % af den samlede befolkning. Der blev også konstateret en stor andel ikke-statsborgere (10 % eller mere af den fastboende befolkning) i Cypern, Østrig, Estland, Letland, Belgien, Irland, Malta og Tyskland. Derimod udgjorde ikke-statsborgere mindre end 1 % af befolkningen i Polen og Rumænien (0,6 % i begge lande) og i Litauen (0,7 %).

Graf 5: Ikke-statsborgeres andel af den fastboende befolkning, 1. januar 2017
(%)
Kilde: Eurostat (migr_pop1ctz)

Udenlandsk befolkning bestod i de fleste EU-medlemsstater af statsborgere fra tredjelande

Belgien, Irland, Cypern, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Slovakiet og Det Forenede Kongerige var i 2016 de eneste EU-medlemsstater, hvor ikke-statsborgere hovedsagelig var statsborgere i en anden medlemsstat. Det betyder, at i de fleste EU-medlemsstater var størstedelen af ikke-statsborgere statsborgere i tredjelande (se tabel 5); Med hensyn til Letland og Estland er andelen af statsborgere fra tredjelande særlig stor som følge af det store antal anerkendte ikke-statsborgere (primært tidligere statsborgere i Sovjetunionen, som er permanent bosiddende i disse lande, men ikke har fået noget nyt statsborgerskab).

Tabel 5: Ikke-statsborgere opdelt efter statsborgerskabsgruppe, 1. januar 2017
Kilde: Eurostat (migr_pop1ctz)

En oversigt over de fem vigtigste grupper af udenlandske statsborgere og udenlandsk fødte befolkninger fremgår af tabel 6 for EU-medlemsstaterne og EFTA-landene (hvor data foreligger).

Tabel 6: Udenlandsk befolkning/udenlandsk født befolkning opdelt efter vigtigste statsborgerskabs- og fødelande, 1. januar 2017
(i absolutte tal og som procent af den samlede udenlandske befolkning/udenlandsk fødte befolkning)
Kilde: Eurostat (migr_pop1ctz) og (migr_pop3ctb)

Rumænske, polske, italienske, portugisiske og tyske statsborgere var de fem største grupper af EU-borgere, der boede i andre EU-medlemsstater i 2017 (se graf 6).


Graf 6: Antal EU-statsborgere, som havde sædvanlig bopæl i andre EU-medlemsstater pr. 1. januar 2017
(mio.)
Kilde: Eurostat (migr_pop1ctz)

Udenlandske statsborgere er yngre end den nationale befolkning

En analyse af befolkningens aldersstruktur viser, at for EU-28 som helhed var den udenlandske befolkning yngre end den nationale befolkning. Aldersfordelingen blandt udlændinge viser en større andel forholdsvis unge voksne i den erhvervsaktive alder i forhold til den nationale befolkning. Den 1. januar 2017 var medianalderen for den samlede befolkning i EU-28 44 år, mens medianalderen var 36 år for ikke-statsborgere bosiddende i EU.

Graf 7: Aldersstruktur for statsborgere og ikke-statsborgere, EU-28, 1. januar 2017
(%)
Kilde: Eurostat (migr_pop2ctz)

Erhvervelse af statsborgerskab: EU's medlemsstater tildelte statsborgerskab til næsten 1 mio. mennesker i 2016

Der var 994 800 personer, der erhvervede statsborgerskab i en EU-medlemsstat i 2016, hvilket svarer til en stigning på 18 % i forhold til 2015.

Graf 8: Antal personer, der erhvervede statsborgerskab i en EU-medlemsstat, EU-28, 2009–2016
(tusinder)
Kilde: Eurostat (migr_acq)

Italien havde det største antal personer, der erhvervede statsborgerskab i 2016, nemlig 201 600 (eller 20 % af det samlede antal i EU-28). Næst efter Italien var de højeste antal erhvervede statsborgerskaber i Spanien (150 900), Det Forenede Kongerige (149 400), Frankrig (119 200) og Tyskland (112 800).

Tabel 7: Personer, der har erhvervet statsborgerskab i indberetningslandet, 2016
Kilde: Eurostat (migr_acq)

I absolutte tal blev de største stigninger sammenlignet med 2015 konstateret i Spanien, hvor 36 600 flere fastboende ikke-statsborgere fik tildelt spansk statsborgerskab, efterfulgt af Det Forenede Kongerige (31 400), Italien (23 600), Grækenland (19 300) og Sverige (12 300). Derimod blev de største nedgange i absolutte tal konstateret i Irland (3 500 færre personer blev tildelt irsk statsborgerskab sammenlignet med 2015), efterfulgt af Polen (300).

Højest naturaliseringsrate i Kroatien, Sverige og Portugal

En almindeligt anvendt indikator er "naturaliseringsraten", der her er defineret som forholdet mellem det samlede antal tildelte statsborgerskaber og antallet ikke-statsborgere i begyndelsen af det samme år. Den EU-medlemsstat, der havde den højeste naturaliseringsrate i 2016, var Kroatien (9,7 erhvervelser pr. 100 fastboende ikke-statsborgere) efterfulgt af Sverige og Portugal (med henholdsvis 7,9 og 6,5 erhvervelser pr. 100 fastboende ikke-statsborgere).

Graf 9: Naturaliseringsrate, 2016
(pr. 100 fastboende ikke-statsborgere)
Kilde: Eurostat (migr_acq) og (migr_pop1ctz)

Hovedmodtagere: Marokkanere, albanere og indere

Set i forhold til oprindeligt statsborgerskab bestod den største gruppe ligesom i de foregående år af marokkanere (101 300, svarende til 10,2 % af alle tildelte statsborgerskaber), efterfulgt af albanere (67 500, eller 6,8 %), indere (41 700, eller 4,2 %), pakistanere (32 900, eller 3,3 %) og tyrkere (32 800, eller 3,3 %). Sammenlignet med 2015 er antallet af marokkanere, der erhvervede statsborgerskab i en EU-medlemsstat, steget med 17,7 %. Hovedparten af marokkanerne erhvervede statsborgerskab i Spanien (37 %), Italien (35 %) eller Frankrig (18 %), mens hovedparten af albanerne fik italiensk (55 %) eller græsk statsborgerskab (42 %). Et stort flertal af inderne (59 %) fik britisk statsborgerskab, omkring halvdelen af pakistanerne fik britisk statsborgerskab (51 %) og halvdelen af tyrkerne fik tysk statsborgerskab (50 %).

15 % var tidligere statsborgere i en anden EU-medlemsstat

Omkring 863 300 statsborgere fra tredjelande bosiddende i en EU-medlemsstat erhvervede EU-statsborgerskab i 2016, hvilket svarer til en stigning på 19 % i forhold til 2015. Statsborgere i tredjelande udgjorde dermed 87 % af alle de personer, der erhvervede statsborgerskab i en EU-medlemsstat i 2016. Disse nye EU-28-statsborgere kom hovedsagelig fra Afrika (30 % af det samlede antal erhvervede statsborgerskaber), Asien (21 %), Europa uden for EU-28 (20 %) samt Nord- og Sydamerika (15 %).

Der var 120 200 statsborgere i en EU-medlemsstat, der opnåede statsborgerskab i en anden medlemsstat, og de udgjorde 12,1 % af det samlede antal. I absolutte tal var de største grupper af EU-28-statsborgere, der erhvervede statsborgerskab i en anden EU-medlemsstat, rumænere, der blev statsborgere i Italien (13 000 personer) eller Tyskland (3 800 personer), polakker, der blev statsborgere i Tyskland (6 700 personer) eller Det Forenede Kongerige (4 400 personer), italienere, der blev statsborgere i Tyskland (3 600 personer) eller Det Forenede Kongerige (1 300 personer), bulgarere, der blev statsborgere i Tyskland (1 700 personer) eller Det Forenede Kongerige (1 200 personer), briter, der blev statsborgere i Tyskland (2 700 personer) eller Sverige (1 000 personer) og portugisere, der blev statsborgere i Frankrig (2 600 personer) eller Luxembourg (1 100 personer).

I Luxembourg og Ungarn blev størstedelen af nye statsborgerskaber tildelt statsborgere af en anden EU-medlemsstat. For så vidt angår Luxembourg udgjorde portugisiske statsborgere den største andel, efterfulgt af franske, italienske, tyske og belgiske statsborgere, mens det i Ungarns tilfælde ud af EU-statsborgere næsten udelukkende var rumænere, der erhvervede statsborgerskab.

Kildedata til tabeller og grafer

Datakilder

Udvandring er særligt vanskelig at måle; det er sværere at tælle de mennesker, der forlader et land, end dem, der ankommer. En analyse, der sammenlignede indvandrings- og udvandringsdataene fra EU's medlemsstater for 2016 (spejlstatistik), bekræftede, at dette var tilfældet i mange lande. Der fokuseres derfor i denne artikel på indvandringsdata.

Eurostat producerer statistik om en række emner i relation til internationale migrationsstrømme, opgørelser over ikke-statsborgere samt erhvervelse af statsborgerskab. Data indsamles årligt og indberettes til Eurostat af de nationale statistiske myndigheder i EU-medlemsstaterne.

Grundlaget for dataindsamling

Indsamlingen af data om migration, statsborgerskab og asyl har siden 2008 været baseret på (EU) forordning nr. 862/2007. Analysen og sammensætningen af EU-, EFTA- og kandidatlandegrupperne den 1 januar i referenceåret findes i Kommissionens gennemførelses forordning (EU) nr. 351/2010. Heri fastsættes en række centrale statistikker over internationale migrationsstrømme, opgørelser over udlændinge, erhvervelse af statsborgerskab, opholdstilladelser, asyl og foranstaltninger mod ulovlig indrejse og ulovligt ophold. Selv om EU-medlemsstaterne kan fortsætte med at anvende alle relevante data i overensstemmelse med national tilgængelighed og praksis, skal statistik indsamlet i henhold til forordningen være baseret på fælles definitioner og begreber. De fleste EU-medlemsstater baserer deres statistik på administrative datakilder såsom folkeregistre, registre over udlændinge, registre over opholds- eller arbejdstilladelser samt sygesikrings- og skatteregistre. Nogle lande anvender spejlstatistikker, stikprøveundersøgelser eller skønsmetoder til at udarbejde migrationsstatistik. Gennemførelsen af forordningen forventes at føre til øget tilgængelighed og sammenlignelighed af migrations- og statsborgerskabsstatistik.

Dataene om erhvervelse af statsborgerskab udarbejdes normalt på grundlag af administrative systemer. Gennemførelsen af forordningen forventes at føre til øget tilgængelighed og sammenlignelighed af migrations- og statsborgerskabsstatistik.

Der laves en opgørelse over antallet af indvandrere, der har været bosiddende (eller forventes at være bosiddende) på en EU-medlemsstats territorium i en periode på mindst 12 måneder, ligesom udvandrere, der har boet i udlandet i mere end 12 måneder, jf. artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning (EF) nr. 862/2007. Data indsamlet af Eurostat vedrører derfor migration for en periode på 12 måneder eller derover. Migranter omfatter derfor både personer, der bor i udlandet i en periode på mindst 1 år, og personer, der er migreret permanent.

Bemærk, at for så vidt angår aldersdefinitionerne for migrationsstrømme, vedrører data for 2016 for alle EU-medlemsstater respondentens daværende alder eller alderen ved udgangen af referenceåret, dog med undtagelse af Irland, Grækenland, Østrig, Malta, Rumænien, Slovenien og Det Forenede Kongerige, hvor dataene vedrører respondentens alder (antal fyldte år).

EU-medlemsstater og EFTA-lande opdelt efter, hvorvidt asylansøgere og flygtninge er medregnet i de befolkningsdata, der indberettes til Eurostat inden for rammerne af det fælles demografiske dataindsamlingssystem, referenceår 2016

Medregnet Ikke medregnet
Asylansøgere med sædvanlig bopæl i mindst 12 måneder Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Cypern, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal, Det Forenede Kongerige, Norge, Schweiz Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Kroatien, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Island, Liechtenstein
Flygtninge med sædvanlig bopæl i mindst 12 måneder Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Cypern, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Det Forenede Kongerige, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz

Bemærk: Norge (asylansøgere og flygtninge uden opholdstilladelse er ikke medregnet)


EU-medlemsstater og EFTA-lande opdelt efter, hvorvidt asylansøgere og flygtninge er medregnet i de migrationsdata, der indberettes til Eurostat inden for rammerne af det fælles demografiske dataindsamlingssystem, referenceår 2016

Migration for 2016 Medregnet Ikke medregnet
Asylansøgere med sædvanlig bopæl i mindst 12 måneder Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal, Det Forenede Kongerige, Schweiz, Norge Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Irland, Kroatien, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Island, Liechtenstein
Flygtninge med sædvanlig bopæl i mindst 12 måneder Belgien, Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Det Forenede Kongerige, Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz Cypern

Bemærk: Norge (asylansøgere og flygtninge uden opholdstilladelse er ikke medregnet) Irland (flygtninge, som ikke bor i en privat husstand, er ikke medregnet)

'Flygtninge' omfatter ikke alene personer, der har opnået flygtningestatus (som defineret i artikel 2, litra e), i direktiv 2011/95/EF efter Genèvekonventionens artikel 1 om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951, som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967), men også personer, som har opnået subsidiær beskyttelsesstatus (som fastsat i artikel 2, litra g), i direktiv 2011/95/EF), og personer, der er omfattet af en afgørelse om tildeling af opholdstilladelse af humanitære årsager i henhold til national lovgivning om international beskyttelse.

Asylansøgere: Førstegangsasylansøgninger er landespecifikke og indebærer ingen tidsfrist. Derfor kan en asylansøger ansøge for første gang i et givent land og derefter igen som førstegangsansøger i et andet land. Hvis en asylansøger efter en periode indgiver en ansøgning igen i det samme land, betragtes vedkommende ikke som førstegangsansøger igen.

Data om erhvervelse af statsborgerskab indsamles af Eurostat i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 862/2007, ifølge hvilken: "Medlemsstaterne indberetter statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om antallet af: [...] personer, som har sædvanlig bopæl i den pågældende medlemsstat og i referenceåret har erhvervet statsborgerskab i den pågældende medlemsstat [...] opdelt efter [...] den pågældendes tidligere statsborgerskab, og efter om personen tidligere var statsløs."

Bemærk, at for så vidt angår aldersdefinitionerne for erhvervelse af statsborgerskab, vedrører data for 2015 for alle EU-medlemsstater respondentens daværende alder eller alderen ved udgangen af referenceåret, dog med undtagelse af Tyskland, Irland, Østrig, Litauen, Malta, Rumænien, Slovenien og Det Forenede Kongerige, hvor dataene vedrører respondentens alder (antal fyldte år).

"Naturaliseringsraten" bør anvendes med forsigtighed, da tælleren omfatter alle former for erhvervelse af statsborgerskab og ikke blot naturaliseringer af berettigede fastboende udlændinge, mens nævneren omfatter alle udlændinge og ikke blot de udlændinge, der er berettigede til naturalisering.

Kontext

Statsborgere i EU-medlemsstater har rejsefrihed og fri bevægelighed inden for EU's indre grænser. Migrationspolitikker i EU for så vidt angår tredjelandsstatsborgere drejer sig i stigende grad om at tiltrække en bestemt migrantprofil, ofte i et forsøg på at afhjælpe manglen på bestemte færdigheder. Udvælgelsen kan ske på grundlag af sprogkundskaber, arbejdserfaring, uddannelse og alder. Arbejdsgivere kan alternativt foretage udvælgelsen, så migranterne allerede har et job, når de ankommer.

Ud over politikker til at fremme formidlingen af arbejdskraft fokuserer indvandringspolitik ofte på to områder: at forebygge ulovlig migration og ulovlig beskæftigelse af migranter, som ikke har arbejdstilladelse, og at fremme integrationen af indvandrere i samfundet. Der er blevet mobiliseret betydelige ressourcer til at bekæmpe menneskesmugling og netværk til menneskehandel i EU.

Nogle af de vigtigste retsakter, der er vedtaget på indvandringsområdet, omfatter:

Det er Generaldirektoratet for Migration og Indre Anliggender, der inden for Europa-Kommissionen er ansvarlig for den europæiske migrationspolitik. I 2005 genoptog Europa-Kommissionen debatten om behovet for et fælles regelsæt for økonomiske indvandreres indrejse med en grønbog om en EU-metode til at styre økonomisk migration (KOM(2004) 811 endelig), som førte til vedtagelsen af en politikplan for lovlig migration (KOM(2005) 669 endelig) i slutningen af 2005. I juli 2006 vedtog Europa-Kommissionen en meddelelse om den politiske prioritering i bekæmpelsen af ulovlig indvandring af statsborgere fra tredjelande (KOM(2006) 402 endelig), som har til formål at finde balancen mellem sikkerhed og den enkeltes grundlæggende rettigheder under alle stadier af den ulovlige immigrationsproces. I september 2007 fremlagde Europa-Kommissionen sin tredje årsrapport om indvandring og integration (KOM(2007) 512 endelig). En meddelelse fra Europa-Kommissionen vedtaget i oktober 2008 understregede vigtigheden af en styrkelse af den samlede migrationsstrategi: øget koordinering, sammenhæng og synergi (KOM(2008) 611 endelig) som et aspekt af udenrigs- og udviklingspolitikken. Stockholmprogrammet, der blev vedtaget af EU's stats- og regeringschefer i december 2009, fastsætter rammerne og en række principper for den fortsatte udvikling af europæiske politikker for retlige og indre anliggender for perioden 2010-2014. Spørgsmål vedrørende migration er en central del af dette program. Med henblik på at indføre de aftalte ændringer vedtog Europa-Kommissionen en handlingsplan om gennemførelse af Stockholmprogrammet – et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's borgere (KOM(2010) 171 endelig) i 2010.

I maj 2013 fremlagde Europa-Kommissionen sin Rapport om unionsborgerskab 2013" (COM(2013) 269 final). Det blev bemærket i rapporten, at unionsborgerskab medfører nye rettigheder og muligheder. Den rettighed, der oftest forbindes med unionsborgerskabet, er retten til at færdes og opholde sig frit inden for EU. Den frie bevægelighed gør — takket være moderne teknologi og den kendsgerning, at det nu er lettere at rejse — det muligt for europæere at udvide deres horisont ud over de nationale grænser, forlade deres hjemland i kortere eller længere perioder, bevæge sig frit imellem EU-landene for at arbejde, studere og uddanne sig og tage på forretnings- eller ferierejse eller indkøbstur på tværs af grænserne. Den frie bevægelighed gør det potentielt muligt at øge de sociale og kulturelle interaktioner inden for EU og skabe tættere forbindelser mellem EU-borgere. Derudover kan det generere gensidige økonomiske fordele for virksomheder og forbrugere, også dem, der bliver i sit hjemland, i takt med at de indre hindringer fjernes.

Europa-Kommissionen fremlagde den 13. maj 2015 en europæisk dagsorden for migration (på engelsk) (COM(2015) 240 final), der gør rede for øjeblikkelige foranstaltninger, der vil blive truffet for at tackle krisesituationen i Middelhavsområdet, samt de trin, der skal tages i de kommende år for bedre at kunne forvalte alle aspekter ved migration.

Det Europæiske Migrationsnetværks [htps://ec.europa.eu/home-affairs/sites/homeaffairs/files/00_apr2016_synthesis_report_final_en.pdf årsrapport om indvandring og asyl] (2016) (på engelsk) blev offentliggjort i april 2017. Den indeholder et overblik over de vigtigste retlige og politiske udviklinger, der finder sted i hele EU og i deltagende lande. Det er et omfattende dokument, der dækker alle aspekter i forbindelse med Generaldirektoratet for Migration og Indre Anliggenders og EU-agenturernes migrations- og asylpolitik.

Lovgivningsdokumenter - European Agenda on Migration

Pressemateriale - European Agenda on Migration

Direkte adgang til
Andre artikler
Tabeller
Database
Tematisk afsnit
Publikationer
Metodologi
Lovgivning
Visualiseringer
Eksterne links






Migration and citizenship data (på engelsk)
International migration (t_migr_int) (på engelsk)
Immigration (tps00176) (på engelsk)
Emigration (tps00177) (på engelsk)
Acquisition of citizenship (tps00024) (på engelsk)
Population (t_demo_pop) (på engelsk)
Population without the citizenship of the reporting country (tps00157) (på engelsk)
Foreign-born population (tps00178) (på engelsk)
Migration and migrant population data (på engelsk)
Immigration (migr_immi) (på engelsk)
Immigration by age and sex (migr_imm8) (på engelsk)
Immigration by five year age group, sex, and citizenship (migr_imm1ctz) (på engelsk)
Immigration by five year age group, sex and country of birth (migr_imm3ctb) (på engelsk)
Immigration by age , sex and broad group of citizenship (migr_imm2ctz) (på engelsk)
Immigration by age, sex and broad group of country of birth (migr_imm4ctb) (på engelsk)
Immigration by sex, citizenship and broad group of country of birth (migr_imm6ctz) (på engelsk)
Immigration by sex, country of birth and broad group of citizenship (migr_imm7ctb) (på engelsk)
Immigration by five year age group, sex, and country of previous residence (migr_imm5prv) (på engelsk)
Immigration by age group, sex and level of human development of the country of citizenship (migr_imm9ctz) (på engelsk)
Immigration by age group, sex and level of human development of the country of birth (migr_imm10ctb) (på engelsk)
Immigration by age group, sex and level of human development of the country of previous residence (migr_imm11prv) (på engelsk)
Emigration (migr_emi) (på engelsk)
Emigration by age and sex (migr_emi2) (på engelsk)
Emigration by five year age group, sex and citizenship (migr_emi1ctz) (på engelsk)
Emigration by five year age group, sex and country of birth (migr_emi4ctb) (på engelsk)
Emigration by five year age group, sex, and country of next usual residence (migr_emi3nxt) (på engelsk)
Acquisition and loss of citizenship (migr_acqn) (på engelsk)
Acquisition of citizenship by sex, age group and former citizenship (migr_acq) (på engelsk)
Residents who acquired citizenship as a share of residents non-citizens by former citizenship and sex(%) (migr_acqs) (på engelsk)
Acquisition of citizenship by sex, age group and level of human development of former citizenship (migr_acq1ctz) (på engelsk)
Loss of citizenship by sex and new citizenship (migr_lct) (på engelsk)
Population (demo_pop) (på engelsk)
Population on 1 January by age, sex and broad group of citizenship (migr_pop2ctz) (på engelsk)
Population on 1 January by age, sex and broad group of citizenship (migr_pop2ctz) (på engelsk)
Population on 1 January by age group, sex and country of birth (migr_pop3ctb) (på engelsk)
Population on 1 January by age, sex and broad group of country of birth (migr_pop4ctb) (på engelsk)
Population on 1 January by sex, citizenship and broad group of country of birth (migr_pop5ctz) (på engelsk)
Population on 1 January by sex, country of birth and broad group of citizenship (migr_pop6ctb) (på engelsk)
Population on 1 January by age group, sex and level of human development of the country of citizenship (migr_pop7ctz) (på engelsk)
Population on 1 January by age group, sex and level of human development of the country of birth (migr_pop8ctb) (på engelsk)
EU and EFTA citizens who are usual residents in another EU/EFTA country as of 1 January (migr_pop9ctz) (på engelsk)