Statistikker over indkomstfattigdom


Data fra maj 2018.

Planlagt opdatering af artiklen: oktober 2019.

Højdepunkter

Fattigdomsrisikosatsen (efter sociale overførsler) i EU var uændret i 2016, nemlig 17,3 %.

I 2016 løftede sociale overførsler 8,6 % af befolkningen i EU op over fattigdomstærsklen.

Indkomsten for de 20 % af befolkningen med den højeste disponible indkomst i EU i 2016 var 5,2 gange så høj som for de nederste 20 %.

At-risk-of-poverty rate, 2016

Denne artikel analyserer de seneste statistikker over indkomstfattigdom og indkomstskævheder i Den Europæiske Union (EU). Sammenligninger af levestandarder mellem lande er ofte baseret på bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger, som målt i penge udtrykker, hvor rigt et land er i forhold til et andet. Denne nøgleindikator siger dog meget lidt om indkomstfordelingen internt i et land og giver heller ikke oplysninger vedrørende ikke-monetære faktorer, der kan spille en væsentlig rolle for befolkningens livskvalitet. På den ene side kan indkomstskævheder anspore folk til at forbedre deres situation gennem arbejde, innovation eller erhvervelse af nye færdigheder. På den anden side anses sådanne indkomstskævheder ofte for at være forbundet med kriminalitet, fattigdom og social udstødelse.

Hele artiklen

Fattigdomsrisikosats og fattigdomsrisikotærskel

Andelen personer, der var i risiko for at havne i fattigdom, fattigdomsrisikosatsen, (efter sociale overførsler) i EU-28 lå næsten stabil mellem 2010 og 2013, idet den steg fra 16,5 % til 16,7 %. Mellem 2013 og 2014 steg fattigdomsrisikosatsen med 0,5 procentpoint og steg derefter lidt i 2015 (0,1 procentpoint) til 17,3 %, hvor den forblev i 2016.

Satsen for EU-28, beregnet som et vejet gennemsnit af de nationale tal, skjuler betydelige forskelle mellem EU-medlemsstaterne (se graf 1). I otte medlemsstater, nemlig Rumænien (25,3 %), Bulgarien (22,9 %), Spanien (22,3 %), Litauen (21,9 %), Letland (21,8 %), Estland (21,7 %), Grækenland (21,2 %) og Italien (20,6 %), blev en femtedel eller mere af befolkningen vurderet som udsat for fattigdomsrisiko. Dette var også tilfældet i Serbien (25,5 %), Tyrkiet (22,5 %, data for 2015) og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (21,9 %). Blandt medlemsstaterne blev de laveste andele personer, der var udsat for fattigdomsrisiko, konstateret i Tjekkiet (9,7 %), Finland (11,6 %) og Danmark (11,9 %), mens Island også indberettede en forholdsvis lav andel af befolkningen (8,8 %), der var udsat for fattigdomsrisiko.

Graf 1: Fattigdomsrisikosats og fattigdomsrisikotærskel, 2016
Kilde: Eurostat (ilc_li01) og (ilc_li02)


Fattigdomsrisikotærsklen (vises også i graf 1) er fastsat til 60 % af den nationale ækvivalerede disponiblemedianindkomst . Med henblik på geografiske sammenligninger udtrykkes den ofte i købekraftsstandarder (KKS) for at tage hensyn til forskellene i leveomkostninger landene imellem. Denne tærskel varierede betydeligt blandt EU-medlemsstaterne i 2016 fra 2 900 KKS i Rumænien til 13 500 KKS i Østrig, mens tærsklen i Luxembourg var 16 800 KKS og dermed lå over dette interval. Fattigdomstærsklen var også relativt lav i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (2 900 KKS), Serbien (3 200 KKS) og Tyrkiet (3 400 KKS, data for 2015) og relativt høj i Schweiz (16 300 KKS) og Norge (17 200 KKS).

Forskellige grupper i samfundet er mere eller mindre sårbare over for indkomstfattigdom. In 2016 var der en lille forskel i fattigdomsrisikosatsen (efter sociale overførsler) i EU-28 mellem de to køn, hvor den seneste sats blandt mænd var 16,6 % sammenlignet med en højere sats (17,9 %) blandt kvinder (se graf 2). De største kønsbestemte forskelle i 2016 blev registreret i de baltiske medlemsstater (2,7 til 4,8 procentpoint højere blandt kvinder), Slovenien (2,7 procentpoint) og Tyskland (2,6 procentpoint), mens Bulgarien, Tjekkiet, Cypern, Sverige og Belgien også indberettede en højere fattigdomsrisikosats blandt kvinder på mindst 2,0 procentpoint højere end blandtmænd, og det samme var tilfældet i Norge. Derimod var der fem EU-medlemsstater, hvor fattigdomsrisikosatsen var en anelse højere blandt mænd end blandt kvinder, nemlig Danmark, Malta, Nederlandene, Finland og Spanien, og dette var også tilfældet i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien samt Serbien.

Graf 2: Fattigdomsrisikosats efter sociale overførsler, 2016
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li02)


Forskellene i fattigdomsrisikosatsen var større, når befolkningen blev opdelt efter beskæftigelsesstatus (se tabel 1). De arbejdsløse er en særligt sårbar gruppe: næsten halvdelen (48,6 %) af alle arbejdsløse i EU-28 var udsat for fattigdomsrisiko i 2016, hvor Tyskland tegnede sig for langt den største andel (70,5 %), mens syv andre medlemsstater (de tre baltiske lande, Bulgarien, Tjekkiet, Sverige og Rumænien) rapporterede, at mindst halvdelen af de arbejdsløse var udsat for fattigdomsrisiko i 2016.

Tabel 1: Fattigdomsrisikosats efter sociale overførsler opdelt efter hyppigste beskæftigelsesstatus, 2016
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li04)

Omkring én ud af syv (13,8 %) pensionister i EU-28 var udsat for fattigdomsrisiko i 2016. I alle tre baltiske lande var andelen mindst dobbelt så stor som gennemsnittet i EU-28: Litauen (30,6 %), Letland (41,9 %) og Estland (45,0 %).

Den beskæftigede del af befolkningen var langt mindre udsat for fattigdomsrisiko (med et gennemsnit på 9,6 % i hele EU-28 i 2016). Der var en relativt stor andel af beskæftigede, der var udsat for fattigdomsrisiko, i Rumænien (18,9 %) og en noget mindre andel i Grækenland (14,1 %) og Spanien (13,1 %), mens Luxembourg, Italien, Bulgarien, Portugal og Polen hver især også indberettede, at mere end ét ud af ti medlemmer af deres respektive arbejdsstyrke var udsat for fattigdomsrisiko i 2016.

Fattigdomsrisikosatsen er ikke ensartet fordelt mellem husstande med forskellige sammensætninger af voksne og børn, over for hvem der består forsørgerpligt. Blandt husstande uden børn, over for hvem der består forsørgerpligt (se graf 3), var personer, der bor alene, mest tilbøjelige til at være udsat for fattigdomsrisiko, idet andelen var 25,6 % af enkeltpersonshusstandene i 2016. Derimod var fattigdomsrisikosatsen under halvt så stor blandt husstande med to eller flere voksne, nemlig 11,5 %. Blandt husstande med to voksne, hvoraf mindst den ene var 65 år eller derover, var fattigdomsrisikosatsen lidt lavere, nemlig 11,0 %.

Graf 3: Fattigdomsrisikosats opdelt efter husstandstype, husstande uden børn, over for hvem der består forsørgerpligt, 2016
(% af nærmere specificeret befolkning)
Kilde: Eurostat (ilc_li03)


Flertallet af EU's medlemsstater indberettede et lignende mønster: Enkeltpersonshusstandene havde størst fattigdomsrisikosats blandt husstande uden børn, over for hvem der består forsørgerpligt, i alle medlemsstater bortset fra Malta, hvor andelen var højere for husstande med to voksne, hvoraf mindst den ene var over 65 år. En lignende situation som i Malta sås i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, bortset fra at andelen dér var lavest for enkeltpersonshusstande ud af de tre analyserede husstandstyper. I et lille flertal af medlemsstaterne (15 ud af 28) var fattigdomsrisikosatsen blandt husstande med to voksne, hvoraf mindst den ene var over 65 år, lavere end i den bredere kategori af alle husstande med to eller flere voksne, især i Grækenland, hvor forskellen var 7,5 procentpoint. I den anden ende af skalaen lå Malta, hvor fattigdomsrisikosatsen blandt husstande med to voksne, hvoraf mindst den ene var over 65 år, var 13,2 procentpoint højere end for alle husstande med to eller flere voksne, og Schweiz havde også en stor forskel (9,0 procentpoint).

For så vidt angår husstande med børn, over for hvem der består forsørgerpligt (se graf 4), blev den højeste fattigdomsrisikosats i EU-28 registreret blandt enkeltpersonshusstande med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, nemlig over en tredjedel (34,0 %). For så vidt angår husstande med to voksne var fattigdomsrisikosatsen blandt dem med blot ét barn, over for hvem der består forsørgerpligt (13,6 %), godt halvdelen af fattigdomsrisikosatsen blandt dem med tre eller flere børn, over for hvem der består forsørgerpligt (26,9 %). For de tre husstandstyper i graf 4 indberettede alle EU-medlemsstater undtagen Slovenien, at fattigdomsrisikoen var lavest blandt husstande med to voksne og ét barn. I Slovenien var fattigdomsrisikoen lavest for husstande med to voksne med tre eller flere børn, over for hvem der består forsørgerpligt. De fleste EU-medlemsstater indberettede også, at fattigdomsrisikosatsen var højest blandt enlige voksne med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, selv om der var en række undtagelser, hvor fattigdomsrisikosatsen var højere blandt husstande bestående af to voksne med tre eller flere børn, især Bulgarien og Rumænien og i mindre omfang Portugal, Italien, Slovakiet, Spanien og Grækenland. Denne situation forekom også i alle tre kandidatlande, for hvilke der foreligger data.

Graf 4: Fattigdomsrisikosats opdelt efter husstandstype, husstande med børn, over for hvem der består forsørgerpligt, 2016
(% af nærmere specificeret befolkning)
Kilde: Eurostat (ilc_li03)


Sociale beskyttelsesforanstaltninger kan anvendes som et middel til at reducere fattigdom og social udstødelse. Dette kan f.eks. opnås gennem udbetaling af ydelser. Resultaterne af sociale beskyttelsesforanstaltninger kan bl.a. måles ved at sammenligne fattigdomsrisikoindikatorer før og efter sociale overførsler (se graf 5). I 2016 bevirkede sociale overførsler, at fattigdomsrisikosatsen blandt befolkningen i EU-28 faldt fra 25,9 % før overførsler til 17,3 % efter overførsler, hvorved 8,6 % af befolkningen blev løftet op over fattigdomstærsklen. Uden sociale overførsler ville disse mennesker være udsat for fattigdomsrisiko. En sammenligning af fattigdomsrisikosatsen før og efter sociale overførsler viser, at de sociale ydelsers relative virkning var lav — højst 6,0 % af befolkningen blev løftet op over fattigdomstærsklen — i Grækenland, Rumænien, Bulgarien, Polen, Italien, Slovakiet, Portugal, Litauen og Letland samt i Tyrkiet (data for 2015) og den tidligere jugoslaviske republik Makedonien. Relativt set blev mindst halvdelen af alle personer, der var udsat for fattigdomsrisiko, i Finland, Irland og Danmark løftet op over tærsklen som følge af sociale overførsler, og det samme var tilfældet i Island og Norge.

Graf 5: Fattigdomsrisikosats før og efter sociale overførsler, 2016
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li02) og (ilc_li10)

Indkomstskævheder

Regeringer, beslutningstagere og samfundet generelt kan ikke bekæmpe fattigdom og social udstødelse uden at analysere ulighederne i samfundet, hvad enten de er af økonomisk eller social karakter. Data vedrørende økonomiske uligheder bliver særligt vigtige i forbindelse med en vurdering af den relative fattigdom, fordi fordelingen af økonomiske ressourcer kan have en direkte betydning for omfanget og graden af fattigdommen.

Der var udprægede skævheder i indkomstfordelingen i 2016: et befolkningsvægtet gennemsnit af de nationale tal for hver af EU's medlemsstater (se graf 6) viser, at de øverste 20 % af befolkningen (dem med den højeste ækvivalerede disponible indkomst) havde 5,2 gange så høj indkomst som de nederste 20 % (dem med den laveste ækvivalerede disponible indkomst). Denne forskel varierede betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, fra 3,5 i Tjekkiet og 3,6 i Slovenien, Slovakiet og Finland til over 6,0 i Letland, Italien, Spanien og Grækenland og over 7,0 i Litauen og Rumænien, og allerhøjest med 7,9 i Bulgarien. Blandt tredjelandene i graf 6 indberettede Island (3,3) og Norge (3,7) også markant mindre ulighed i indkomstfordelingen, mens de seneste tal viser, at forskellen i Tyrkiet (8,6, data for 2015) og Serbien (9,7) var større end i nogen af EU-medlemsstaterne.

Graf 6: Skævheder i indkomstfordelingen, 2016
(indkomstkvintilsatsen)
Kilde: Eurostat (ilc_di11)


Der er politikinteresser i de skævheder, som mange forskellige samfundsgrupper oplever. En gruppe af særlig interesse er de ældre, bl.a. fordi en voksende andel af EU's befolkning er 65 år og derover. Pensionssystemer kan spille en vigtig rolle i at afhjælpe fattigdom blandt de ældre. I den forbindelse er det interessant at sammenligne de ældres indkomst med resten af befolkningens.

I EU-28 som helhed havde befolkningen i alderen 65 år og derover en medianindkomst i 2016, som var lig med 93 % af medianindkomsten for befolkningen under 65 år (se graf 7). I seks EU-medlemsstater (Luxembourg, Grækenland, Frankrig, Spanien, Italien og Ungarn) var de ældres medianindkomst lig med eller højere end medianindkomsten for personer under 65 år, og dette var også tilfældet i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Serbien og Tyrkiet (data for 2015). I Østrig, Polen, Rumænien, Portugal og Slovakiet udgjorde de ældres medianindkomst mindst 90 % af medianindkomsten for personer under 65 år, og dette var også tilfældet i Island og Norge. En andel på under 80 % blev registreret i Tjekkiet, Cypern, Sverige, Belgien, Danmark, Malta, Litauen, Letland og Estland. Relativt lave andele kan stort set afspejle pensionsrettighederne.

Graf 7: Relativ medianindkomst, 2016
(forholdet mellem den ækvivalerede disponible medianindkomst for personer på 65 år og derover og den ækvivalerede disponible medianindkomst for personer under 65)
Kilde: Eurostat (ilc_pnp2)


Graden af fattigdom, der bidrager til at kvantificere, hvor fattige de fattige er, kan måles ved den relative medianfattigdomsrisikokløft. Medianindkomsten i EU-28 blandt personer, der var udsat for fattigdomsrisiko, lå i gennemsnit 25,0 % under fattigdomstærsklen i 2016 (se graf 8). Denne tærskel er sat til 60 % af den nationale ækvivalerede disponible medianindkomst for alle personer. Blandt EU's medlemsstater var den relative medianfattigdomsrisikokløft størst i Rumænien (36,2 %), mens der også blev indberettet en kløft på over 25,0 % i Grækenland, Italien, Spanien, Bulgarien, Kroatien, Litauen, Portugal og Slovakiet. Kløften var endnu større i Serbien (38,1 %) og også relativt stor i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (32,9 %) og Tyrkiet (27,8 %, data for 2015). Den mindste fattigdomsrisikokløft blandt EU's medlemsstater blev konstateret i Finland (13.9 %), efterfulgt af Malta (15.9 %).

Graf 8: Relativ medianfattigdomsrisikokløft, 2016
(%)
Kilde: Eurostat (ilc_li11)

Kildedata for tabeller og grafer

Datakilder

EU-statistikker over indkomstforhold og levevilkår (EU-SILC) blev lanceret i 2003 på baggrund af en gentlemanaftale mellem Eurostat, seks EU-medlemsstater (Østrig, Belgien, Danmark, Grækenland, Irland og Luxembourg) og Norge. EU-SILC blev iværksat for at tilvejebringe underliggende data for indikatorer vedrørende indkomstforhold og levevilkår. Retsgrundlaget for dataindsamlingen er Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1177/2003.

Dataindsamlingen begyndte formelt i 2004 i 15 medlemsstater og blev i 2005 udvidet til at omfatte samtlige daværende medlemsstater i EU-25 samt Island og Norge. Bulgarien og Tyrkiet indførte EU-SILC i 2006, Rumænien i 2007 og Schweiz i 2008, mens Kroatien indførte undersøgelsen i 2010 (data for 2009 for Kroatien er baseret på en anden datakilde, nemlig husstandsbudgetundersøgelsen). Data for den tidligere jugoslaviske republik Makedonien foreligger siden 2010 og for Serbien siden 2013. EU-SILC omfatter både en tværsnits- og en tidsseriedimension.

Husstandenes disponible indkomst beregnes ved at sammenlægge alle monetære indkomster, som hvert medlem af husstanden modtager fra en hvilken som helst kilde (herunder indkomst fra arbejde, investeringer og sociale ydelser) — plus indkomst modtaget på husstandsniveau — fratrukket skat og indbetalte socialsikringsbidrag. For at vise forskelle i husstandsstørrelse og sammensætning divideres summen med antallet "voksenækvivalenter" ved hjælp af en standardækvivalensskala, den såkaldte modificerede OECD-skala, der vægter den første voksne i husstanden med 1,0. Andre medlemmer af husstanden på 14 år eller derover vægtes med 0,5, mens børn under 14 år vægtes med 0,3. Det derved fremkomne tal kaldes "ækvivaleret disponibel indkomst" og fastsættes for hvert enkelt medlem af husstanden. Med henblik på fattigdomsindikatorer beregnes den ækvivalerede disponible indkomst på grundlag af den samlede disponible indkomst for hver husstand divideret med den ækvivalerede husstandsstørrelse. Hver person i husstanden anses således for at have den samme ækvivalerede indkomst.

Indkomstreferenceperioden er en fast tolvmåneders periode (f.eks. det foregående kalender- eller skatteår) for alle lande med undtagelse af Det Forenede Kongerige, hvor indkomstreferenceperioden er det aktuelle år for undersøgelsen, og Irland, hvor undersøgelsen er kontinuerlig, og hvor oplysninger om indkomst indsamles for de 12 måneder, der ligger forud for undersøgelsen.

Fattigdomsrisikosatsen defineres som andelen personer med en ækvivaleret disponibel indkomst under fattigdomsrisikotærsklen (udtrykt i købekraftsstandarder — KKS), som er fastsat til 60 % af den nationale ækvivalerede disponible medianindkomst. I overensstemmelse med beslutninger truffet af Det Europæiske Råd måles fattigdomsrisikosatsen i forhold til situationen i den enkelte EU-medlemsstat i stedet for at bruge en fælles tærskel. Fattigdomsrisikosatsen kan udtrykkes enten før eller efter sociale overførsler, hvor forskellen mellem de to værdier er udtryk for den hypotetiske effekt af nationale sociale overførsler på mindskelse af fattigdomsrisikoen. Pensioner og efterladtepensioner regnes som indkomst før overførsler og ikke som sociale overførsler. Der findes forskellige analysemetoder for denne indikator, f.eks. opdelt efter alder, køn, beskæftigelsesstatus, husstandstype eller opnået uddannelsesniveau. Det bør bemærkes, at indikatoren ikke måler velstand, men derimod er et relativt mål for lav løbende indkomst (i forhold til andre personer i samme land), hvilket ikke nødvendigvis er udtryk for en lav levestandard. Data for EU-28 og euroområdet er befolkningsvægtede gennemsnit af data for medlemsstaterne.

Kontekst

Det Europæiske Råd i Laeken i december 2001 vedtog de europæiske stats- og regeringschefer den første serie fælles statistiske indikatorer til måling af social udstødelse og fattigdom, som er genstand for en løbende finjusteringsproces i arbejdsgruppen vedrørende indikatorer under Udvalget for Social Beskyttelse. Disse indikatorer er en væsentlig del af den åbne koordinationsmetode til at overvåge de fremskridt, der sker i EU's medlemsstater hen imod at reducere fattigdom og social udstødelse.

EU-SILC er referencekilden for EU's statistikker over indkomst og levevilkår og navnlig for indikatorer for social inklusion. I forbindelse med Europa 2020-strategien vedtog Det Europæiske Råd i juni 2010 et hovedmål for social inklusion – nemlig, at der i 2020 skal være mindst 20 mio. færre mennesker i EU, der er truet af fattigdom eller social udstødelse, end der var i 2008. EU-SILC er den kilde, der anvendes til at overvåge udviklingen hen imod opfyldelse af dette hovedmål, som måles ved hjælp af en indikator, der kombinerer fattigdomsrisikosatsen, indikatoren for alvorlige materielle afsavn andelen personer, som bor i en husstand med meget lav arbejdsintensitet — se artiklen om statistikker over risiko for fattigdom eller social udstødelse for yderligere oplysninger.

Direkte adgang til
Andre artikler
Tabeller
Database
Tematisk afsnit
Publikationer
Metodologi
Lovgivning
Visualiseringer
Eksterne links





Statistiske bøger

Nyheder

Fokus på statistik (Statistics in focus)

Income distribution and monetary poverty (ilc_ip)
Monetary poverty (ilc_li)
Monetary poverty for elderly people (ilc_pn)
In-work poverty (ilc_iw)
Distribution of income (ilc_di)