Archive:Regionale befolkningsstatistikker

Data fra marts 2016. Seneste data: Yderligere Eurostat-oplysninger, Hovedtabeller og Database.

This Statistics Explained article has been archived - for recent articles on Population statistics at regional level see Here.

Kortene kan vises interaktivt ved hjælp af Eurostats statistiske atlas (se brugermanual) (begge på engelsk).

Kort 1: Forventet levetid ved fødslen efter NUTS 2-regioner, 2014 (1)
(år)
Kilde: Eurostat (demo_r_mlifexp) og (demo_mlexpec)
Graf 1: Kønsforskel for forventet levetid ved fødslen efter NUTS 2-regioner, 2014 (1)
(forskel i år mellem mænds og kvinders forventede levetid)
Kilde: Eurostat (demo_r_mlifexp) og (demo_mlexpec)
Graf 2: Den samlede befolkning fordelt på brede aldersgrupper, udvalgte NUTS 3-regioner, 1. januar 2015 (1)
(%)
Kilde: Eurostat (demo_r_pjangrp3) og (demo_pjangroup)
Kort 2: Befolkningen i den erhvervsaktive befolkning (i alderen 20-64) som andel af den samlede befolkning efter NUTS 3-regioner, 1. januar 2015 (1)
(%)
Kilde: Eurostat (demo_r_pjangrp3) og (demo_pjangroup)
Kort 3: Summarisk samlet befolkningsændring efter NUTS 3-regioner, 2014 (1)
(pr. 1 000 indbyggere)
Kilde: Eurostat (demo_r_gind3) og (demo_gind)
Kort 4: Summarisk nettomigration (plus statistisk tilpasning) efter NUTS 3-regioner, 2014 (1)
(pr. 1 000 indbyggere)
Kilde: Eurostat (demo_r_gind3) og (demo_gind)
Graf 3: Summarisk fødselshyppighed efter NUTS 2-regioner, 2014 (1)
(antal levendefødte børn pr. 1 000 indbyggere)
Kilde: Eurostat (demo_r_gind3) og (demo_gind)
Graf 4: Samlet fertilitetskvotient efter NUTS 2-regioner, 2014 (1)
(gennemsnitlige antal levendefødte børn pr. kvinde)
Kilde: Eurostat (demo_r_frate2)
Kort 5: Samlet fertilitetskvotient efter NUTS 3-regioner, 2014 (1)
(gennemsnitlige antal levendefødte børn pr. kvinde)
Kilde: Eurostat (demo_r_frate3) og (demo_find)
Graf 5: Summarisk mortalitetsrate efter NUTS 2-regioner, 2014 (1)
(antal dødsfald pr. 1 000 indbyggere)
Kilde: Eurostat (demo_r_gind3) og (demo_gind)

Denne artikel udgør en del af en række statistiske artikler baseret på Eurostats regionale årbog. Heri beskrives regionale demografiske mønstre i hele den Europæiske Union (EU).

Statistikker om regional demografi er et af de få områder, hvor der indsamles og offentliggøres detaljerede NUTS 3-oplysninger for hver enkelt af EU's medlemsstater. I skrivende stund foreligger de seneste oplysninger om vitale demografiske begivenheder (levendefødte børn og dødsfald) og en række demografiske indikatorer generelt frem til slutningen af 2014 med data vedrørende befolkningens størrelse og struktur pr. 1. januar 2015.

En analyse af den samlede befolkning efter graden af urbanisering findes i indledningen til Eurostats regionale årbog. En regional analyse af befolkningsfremskrivninger frem til 2050 præsenteres i en særskilt artikel.

Vigtigste statistiske resultater

Forventet levetid

I de seneste 50 år er den forventede levetid ved fødslen steget med gennemsnitligt ca. ti år inden for EU, hvilket især skyldes forbedrede samfundsøkonomiske og miljømæssige forhold og bedre medicinsk behandling og pleje. Kort 1 viser den forventede levetid ved fødslen for NUTS 2-regioner i 2014:

En europæer født i 2014 kan i gennemsnit forvente at leve i 80,9 år

Kort 1 viser, at den forventede levetid ved fødslen i EU-28 i gennemsnit var på 80,9 år i 2014. Der var 45 NUTS 2-regioner, hvor den forventede levetid ved fødslen var mindst 83,0 år. Disse regioner var fordelt på blot syv EU-medlemsstater samt Schweiz: Der var 16 italienske, 11 spanske, otte franske og to britiske regioner og en region i henholdsvis Østrig, Grækenland og Finland samt fem schweiziske regioner. Den højeste forventede levetid i 2014 (blandt NUTS 2-regionerne) blev registreret i den spanske hovedstadsregion Comunidad de Madrid med 84,9 år.

I den anden ende af skalaen var der 58 NUTS 2-regioner med en gennemsnitlig forventet levetid på mindre end 78,0 år (vist med den lyseste orange farve på kort 1). De var hovedsageligt regioner i østeuropæiske EU-medlemsstater — Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen, Rumænien og Slovakiet — samt Tyrkiet. De tre baltiske medlemsstater (der hver især kun udgør en region på dette analyseniveau), de to portugisiske regiões autónomas da Madeira og dos Açores var de eneste andre regioner i EU-28, der registrerede en forventet levetid på under 78,0 år lige som Montenegro, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (der hver især kun udgør en region på dette analyseniveau) og Serbien (nationale data). Den laveste forventede levetid ved fødslen i 2014 (blandt NUTS 2-regionerne) blev registreret i den bulgarske region Severozapaden med 73,0 år. Denne region var den fattigste region i EU-28 (baseret på bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger i købekraftstandarder (KKS)). Forskellen i forventet levetid mellem Severozapaden og Comunidad de Madrid var således 11,9 år.

Det er vigtigt at bemærke, at kort 1 vedrører den samlede befolkning, mens der er betydelige forskelle i den forventede levetid for mænd og kvinder — selv om der er tegn på, at denne forskel mellem kønnene gradvist bliver mindre i de fleste af EU's medlemsstater. Kønsforskellen i EU-28 var 5,5 år, eftersom den forventede levetid for kvinder født i 2014 var 83,6 år, mens den for mænd var 78,1 år. Graf 1 viser kønsforskellen blandt NUTS 2-regionerne. Skalaen fra største til mindste kønsforskel var relativ lille i hvert land, hvor undtagelserne ofte skyldtes en enkelt ekstrem observation, såsom de relativt små forskelle for Åland i Finland, Bratislavský kraj i Slovakiet og Praha i Tjekkiet.

Befolkningsstruktur og demografisk aldring

I starten af 2015 boede der 508,5 mio. indbyggere i EU-28. I hele EU-28 tegnede børn og unge (0-19) sig for 20,9 % af den samlede befolkning pr. 1. januar 2015, mens befolkningen i den erhvervsaktive alder (20–64) tegnede sig for tre femtedele (60,2 %) af den samlede befolkning (der er flere oplysninger om denne delgruppe i en artikel om arbejdsmarkedet), og der var således omkring 18,9 % ældre (65 og derover). Bemærk, at disse aldersgrupper anvendt i analysen af strukturen i befolkningen i EU-28 er tilpasset (sammenlignet med tidligere udgaver af Eurostats regionale årbog) for at afspejle de aldersgrupper, der anvendes i målet under Europa 2020 om beskæftigelse (20-64 år).

Når man ser nærmere på de brede aldersgrupper i den erhvervsaktive alder, så var 12,2 % af befolkningen i aldersgruppen 20–34 (denne aldersgruppe anvendes for nogle indikatorer i en artikel om uddannelse), 28,6 % var 35–54, og 12,8 % af befolkningen var 55-64.

De demografiske strukturer i de enkelte EU-medlemsstater er ofte uregelmæssige, hvilket potentielt kan påvirke den regionale konkurrenceevne og samhørighed. Nogle gange er disse kløfter ret iøjnefaldende, som f.eks. i Tyskland (hvor der ofte er forskel mellem regionerne i øst og vest), Frankrig (nordøst og sydvest), Italien (nord og syd) og Tyrkiet (øst og vest). Disse forskelle kan tilskrives en lang række faktorer, herunder: klima, landskab, historie, politiske forhold, social og økonomisk udvikling.

Oversøiske regioner og byregioner har generelt yngre befolkninger …

Graf 2 indeholder oplysninger om de 10 NUTS 3-regioner i EU med de største andele af unge (under 20), de 10 NUTS 3-regioner i EU med de største andele af personer i den erhvervsaktive alder (20–64) opdelt, så de viser dem i alderen 20–34 (herunder personer, der stadig er under uddannelse), 35–54 (herunder personer, der er i gang med at stifte familie) og 55–64 (herunder personer, der måske er gået på pension), og de 10 NUTS 3-regioner i EU med de største andele af ældre (65 og derover); dataene er pr. 1. januar 2015.

De NUTS 3-regioner i EU, der har de største andele af unge, var generelt beliggende i de medlemsstater, der havde de højeste fertilitetskvotienter (se kort 5 for fertilitetskvotienter), hvorved de yngre personers andel af den samlede befolkning stiger. Dette var navnlig tilfældet i adskillige irske og franske regioner, f.eks. de franske oversøiske departementer Guyane og La Réunion eller forstadsregionerne omkring Paris. Aldersstrukturerne i regioner, der overvejende er byområder, kan fremvise en højere andel af unge og mennesker i den erhvervsaktive alder som følge af en "tiltrækningskraft", som hænger sammen med øgede beskæftigelsesmuligheder, som tiltrækker både interne migranter (fra forskellige regioner i samme land) og internationale migranter (fra andre medlemsstater og tredjelande).

... mens den relative vigtighed af personer i den erhvervsaktive alder var særlig stor i visse hovedstadsregioner…

De fleste af de 10 NUTS 3-regioner i EU med de største andele af befolkningen i den erhvervsaktive alder var hovedstadsregioner. Seks af dem var i Inner London (Det Forenede Kongerige), og der var en i både Danmark (Byen København) og Rumænien (Bucureşti). De øvrige to regioner i top-10 var spanske ø-regioner — Eivissa, Formentera (i Balearerne) og Fuerteventura (De Kanariske Øer) — disse to havde relativt små andele af personer i alderen 20–34 (sammenlignet med listens hovedstadsregioner), måske på grund af, at unge fuldfører deres studier på det spanske fastland, men større andele af personer i aldersgrupperne 35–54 og 55–64.

En omfattende analyse af andelen af personer i den erhvervsaktive alder i NUTS 3-regioner fremgår af kort 2. I 306 af de viste 1 482 regioner (nationale data for Albanien og Serbien) var den erhvervsaktive befolkning oppe på eller oversteg 62 %, heraf var der 61, hvor denne andel var oppe på eller oversteg 65 %. Mange af disse regioner var i hovedstæder eller andre store byer, hovedsagelig i Tyskland, Polen, Rumænien, Slovakiet og Det Forenede Kongerige, men de omfattede også Sofia (stolitsa) i Bulgarien og Oslo i Norge. Andre regioner med relativt store andele omfattede tre af de otte statistiske regioner i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien.

... og den relative vigtighed af ældre er steget i de fleste EU-regioner

De fleste regioner i EU har oplevet, at andelen af ældre bliver gradvist større — som et resultat af en signifikant og fortsat stigning i den forventede levetid og den omstændighed, at babyboom-generationen født efter Anden Verdenskrig går på pension. Regionerne med de største andele af ældre er ofte kendetegnet ved at ligge i forholdsvis fjerntliggende og tyndtbefolkede områder, hvor den lille andel af personer i den erhvervsaktive alder i det mindste delvist kan hænge sammen med manglen på beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder, som tilskynder de yngre generationer til at rejse væk for at arbejde eller studere videre.

De ældre tegnede sig for en særlig stor andel af den samlede befolkning i adskillige landdistrikter og fjerntliggende regioner i Grækenland, Spanien, Frankrig og Portugal og en række regioner i det østlige Tyskland. Ældre tegnede sig for mere end en tredjedel (33,7 %) af den samlede befolkning i den centrale græske indlandsregion Evrytania den 1. januar 2015 — den største andel i EU. Ourense i det nordvestlige Spanien var den eneste anden NUTS 3-region i EU, hvor ældre tegnede sig for over 30 % af den samlede befolkning og var en ud af tre spanske regioner blandt de 10 regioner i EU, der havde de største andele (med mindst 28,5 %) af ældre i deres respektive befolkninger.

Befolkningsændring

Befolkningen i EU-28 voksede hvert eneste år mellem 1. januar 1960 og 1. januar 2015 med en samlet stigning på 101,7 mio. indbyggere svarende til en årlig vækstrate på 0,4 %. Historisk set har befolkningsvæksten i EU i det store hele afspejlet udviklingen i den naturlige befolkningsændring (det samlede antal fødsler minus det samlede antal dødsfald), i modsætning til migrationsmønstrene. En nærmere undersøgelse viser, at den naturlige befolkningsvækst for et aggregat bestående af medlemsstaterne i EU-28 toppede i 1964, hvor der blev registreret 3,6 mio. flere fødsler end dødsfald. Herefter faldt fødselsraterne gradvist, og den forventede levetid steg gradvist, hvilket resulterede i en langsommere naturlig befolkningsvækst. I 2003 var den naturlige befolkningsvækst for medlemsstaterne i EU-28 næsten i balance, da antallet af fødsler oversteg antallet af dødsfald med mindre end 100 000. Derefter steg fødselstallet og den naturlige befolkningsvækst igen noget i adskillige EU-medlemsstater, selv om dette mønster generelt blev vendt, da den finansielle og økonomiske krise satte ind. Den naturlige befolkningsændring faldt mellem 2008 og 2013 fra en stigning på 578 000 til en stigning på 82 000, selv om den voksede igen til 191 000 i 2014.

Tower Hamlets i det østlige London og Ilfov — regionen omkring den rumænske hovedstad — registrerede den største befolkningstilvækst i løbet af 2014

Den summariske samlede befolkningsændring i 2014 fremgår af kort 3: Disse forandringer skyldes den kombinerede virkning af naturlige ændringer og nettomigration mellem den 1. januar 2014 og den 1. januar 2015. Befolkningen i EU-28 steg med 1,3 mio. i denne periode, hvilket svarer til 2,5 pr. 1 000 indbyggere. Blandt de 1 341 NUTS 3-regioner, for hvilke data fremgår af kort 3 (der var ingen data for Mayotte, Frankrig), var der flere regioner i EU, der berettede om en stigning i antallet af indbyggere (806 regioner), end regioner, der berettede om et fald i deres befolkning (530 regioner). Der var fem regioner, hvor befolkningen forblev uændret.

Den mørkeste blå farve viser de 238 NUTS 3-regioner, hvor befolkningen i gennemsnit voksede med mindst 8,0 pr. 1 000 indbyggere i 2014. Blandt disse regioner var der 32 regioner, hvor befolkningstilvæksten var mindst 15,0 pr. 1 000 indbyggere. Den største vækst blev registreret i Tower Hamlets i London (33,0 pr. 1 000 indbyggere), fulgt af Ilfov (30,6 pr. 1 000 indbyggere), en region, der omringer den rumænske hovedstad Bukarest. I alt 13 af disse 32 regioner med de største summariske befolkningstilvækster var i Det Forenede Kongerige med fire i Outer London og seks i Inner London. Ni regioner var i Tyskland, ingen af dem var i hovedstaden, Berlin, selv om listen omfattede Potsdam, Kreisfreie Stadt i det tilstødende Brandenburg. Yderligere fem regioner var i hovedstadsregionerne i Danmark, Irland, Luxembourg, Østrig og Sverige. De resterende regioner omfattede en anden region i Østrig (Innsbruck), den franske oversøiske region Guyane, to spanske ø-regioner (Fuerteventura og Eivissa, Formentera) samt Ilfov.

Mange regioner med faldende befolkningstal var i østlige og sydlige medlemsstater

Der var 17 NUTS 3-regioner, hvor befolkningen i 2014 faldt med mere end 15,0 pr. 1 000 indbyggere. Disse regioner var hovedsagelig i Bulgarien (syv regioner), Kroatien (tre regioner) og Portugal (to regioner) og en region i henholdsvis Tyskland, Grækenland, Letland, Litauen og Rumænien. Det største befolkningsfald blandt NUTS 3-regionerne (24,9 pr. 1 000 indbyggere) blev registreret i den græske region Kentrikos Tomeas Athinon, mens Vidin i Bulgarien var den eneste anden region, der rapporterede, at dens befolkning var faldet med mindst 20,0 pr. 1 000 indbyggere.

Overordnet set kan man se, at de 268 NUTS 3-regioner i EU, hvor befolkningen faldt med mere end 4,0 pr. 1 000 indbyggere i 2014 (den mørkeste orange farve på kort 3), primært var koncentreret i adskillige områder: de baltiske medlemsstater, en bue i Sydøsteuropa, der begynder i Kroatien og går videre gennem Ungarn, Rumænien, Bulgarien og ned til Grækenland, adskillige regioner i det indre af landet i Portugal og Spanien og mange regioner i det østlige Tyskland. Adskillige andre lande havde nogle få regioner, hvor befolkningen faldt med mere end 4,0 pr. 1 000 indbyggere, herunder 22 regioner spredt over det meste af Italien.

Blandt EFTA-landenes og kandidatlandenes regioner blev de største udsving i befolkningsvæksten registreret i de tyrkiske regioner

Befolkningsvæksten i 2014 var, som det fremgår af kort 3, generelt mere udtalt i NUTS 3-regionerne i EFTA-landene og kandidatlandene (nationale data for Albanien og Serbien), idet der blev registreret en positiv udvikling i 115 regioner, mens kun 25 regioner registrerede et fald i antallet af indbyggere. I EFTA-landene voksede befolkningen i alle regioner. I relative tal blev den hurtigste befolkningsvækst registreret i Oslo (Norges hovedstad) og i Freiburg (i det vestlige Schweiz).

I kandidatlandene var billedet mere blandet, idet befolkningen faldt i Albanien og Serbien (nationale data), halvdelen af de otte regioner i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien og 19 tyrkiske regioner, hvoraf flertallet var i den centrale og nordøstlige del af Tyrkiet. Det faldende befolkningstal i disse regioner i Tyrkiet står i modsætning til den meget store befolkningsvækst i andre dele af landet. Tyrkiet fremviste således den højeste grad af befolkningsændring i NUTS 3-regionerne, idet den summariske befolkningsvækst lå mellem -39,3 pr. 1 000 indbyggere i Çankiri (tæt på hovedstaden Ankara) og 63,8 pr. 1 000 indbyggere i Bayburt (i den nordøstlige del af landet). De betydelige forskelle i befolkningsudviklingen i de tyrkiske regioner kan ofte tilskrives interne migrationsmønstre, idet den generelle migrationsstrøm går fra de østlige til de vestlige regioner.

Siden 1985 har der konsekvent været en nettostrøm af indvandrere til medlemsstaterne i EU-28

Generelt er befolkningsændringen et resultat af interaktion mellem to komponenter: naturlig befolkningsændring og nettomigration plus statistisk tilpasning (i det følgende kaldet nettomigration). Disse komponenter kan gå i samme retning, hvorved de styrker befolkningsvæksten eller befolkningstilbagegangen, eller de kan til en vis grad udligne hinanden, når de går i modsatte retninger.

Historisk set var migrationsmønstrene relativt afbalancerede i 1960'erne, og i 1970 var der en nettoudstrømning på 707 028 personer, som emigrerede fra medlemsstaterne i EU-28 til andre destinationer rundt omkring på kloden. Det var det højeste antal nettoemigranter i hele perioden 1961-2014. Den næste gang, der var en nettoudstrømning af emigranter, som forlod medlemsstaterne i EU-28, var mellem 1982 og 1984 (en recessionsperiode). Derefter var der konsekvent flere immigranter, der ankom til medlemsstaterne i EU, end emigranter, som forlod dem. Fra og med 1988 oversteg den positive nettomigration en halv million mennesker hvert år, bortset fra 1991 og 1997, og nettomigrationen oversteg en million mennesker i 10 af de 27 år i perioden 1988-2014. Nettomigrationen for EU-28 nåede op på 1,8 million mennesker i 2003, hvorefter befolkningstilvæksten på grund af nettomigration mindskedes til 712 000 mennesker i 2011. I 2013 voksede nettomigration kraftigt til 1,7 million mennesker, og den forblev over en million i 2014.

Nettoindvandringen var navnlig stor i mange regioner i Tyskland

Den summariske nettomigration for 2014, der i gennemsnit var på 2,2 pr. 1 000 indbyggere i EU-28, fremgår af kort 4. Kort 3 og 4 ligner hinanden, og dermed understreges det tætte forhold mellem migrationsmønstre og den samlede befolkningsændring, en udvikling, der forstærkes af, at den naturlige befolkningsændring i mange EU-regioner var tæt på at være i balance.

Nettotilstrømningen af indvandrere (fra andre regioner i samme medlemsstat, fra andre EU-regioner eller fra tredjelande) var særlig høj i mange dele af Tyskland i 2014. Blandt de 19 regioner med nettomigration på 15,0 eller mere pr. 1 000 indbyggere, var de 12 i Tyskland. Hvis man udvider det til de 217 regioner, der har nettomigration på mindst 8,0 pr. 1 000 indbyggere (den mørkeste blå farve på kort 4), stiger antallet af tyske regioner til 147, mens Det Forenede Kongerige (26 regioner), Frankrig (11 regioner), Østrig (10 regioner) og Sverige (9 regioner) også var almindelige mål for migranter.

Den største nettoindstrømning af migranter blev registreret i Ilfov i Rumænien, hvor den summariske nettomigration var 29,8 pr. 1 000 indbyggere. De fire næsthøjeste nettomigrationssatser blev registreret i tyske regioner — Landshut, Kreisfreie Stadt; Suhl, Kreisfreie Stadt; Leipzig, Kreisfreie Stadt og Gießen, Landkreis — hvor satserne lå mellem 21,8 og 23,9 pr. 1 000 indbyggere. Tower Hamlets i London var den eneste anden NUTS 3-region med en summarisk nettomigration over 20,0 pr. 1 000 indbyggere, mens Luxembourg (19,9) og Frankfurt am Main, Kreisfreie Stadt (19,2) var lige under dette niveau.

Alle de fire regioner, som den græske hovedstad består af, oplevede nettoudvandring i 2014

Der var 430 NUTS 3-regioner i EU-28, hvor nettomigrationen i 2014 var negativ (med andre ord, hvor flere forlod en region end der ankom til den), og i 117 af disse var den summariske nettomigration under -4,0 pr. 1 000 indbyggere. De var fordelt på Slovenien, Kroatien, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Grækenland og Cypern (der kun udgør én region på dette analyseniveau) i det østlige og sydlige Europa, samt de baltiske medlemsstater i Nordeuropa, adskillige regioner på den iberiske halvø, Île de France og naboregionen Champagne-Ardenne i Frankrig, store dele af Irland samt en håndfuld regioner andre steder. Blandt disse regioner var der otte hovedstadsregioner, herunder alle fire regioner, der udgør den græske hovedstad Athen, en af regionerne i Inner London, Paris, Bucureşti og Cypern. Den største negative summariske nettomigration blev registreret i regionen Irish Border og i en af de græske hovedstadsregioner, Kentrikos Tomeas Athinon, hvor nettomigrationen faldt til -21,1 pr. 1 000 indbyggere.

SPOTLIGHT PÅ REGIONERNE

Border, Irland

Dkit1 1024x768.jpg

NUTS 3-regionen i EU med den mindste summariske nettomigration var Border i Irland. Den havde i 2014 en summarisk nettomigration (forskellen på immigrationen og emigrationen) på -21,1 pr. 1 000 indbyggere.

©: Scollonp

For EFTA- og kandidatlandene var der modstridende mønstre sammenlignet med mønstrene for nettomigration i 2014 (der var kun nationale data tilgængelige for Albanien og Serbien). Der var ingen steder, dette var mere rigtigt, end i Tyrkiet, hvor der var 22 NUTS 3-regioner, der registrerede tocifrede negative nettomigrationssatser. Den laveste var -43,3 pr. 1 000 indbyggere i Çankiri (nordøstligt for Ankara). Derimod var der 11 tyrkiske NUTS 3-regioner, hvor der blev registreret tocifrede positive satser hvor den største var 54,1 pr. 1 000 indbyggere i Bayburt (det nordøstlige Tyrkiet). Derudover var nettomigrationen positiv i hver enkelt af EFTA's NUTS 3-regioner med et højdepunkt på 14,6 pr. 1 000 indbyggere i regionen Freiburg i det vestlige Schweiz.

Fødselsrater og fertilitetskvotienter

Kvinder i EU får færre børn, hvilket bidrager til en lavere eller endog en negativ naturlig befolkningsvækst (flere dødsfald end fødsler). Se en artikel om befolkningsprognoser for et overblik over, hvordan demografiske udviklinger forventes at have en indvirkning på befolkningen i EU's regioner.

I dette afsnit er der oplysninger om regionale summariske fødselsrater (forholdet mellem antallet af fødsler og den gennemsnitlige befolkning udtrykt pr. 1 000 indbyggere) og fertilitetskvotienter (gennemsnitsantallet af børn pr. kvinde). Den summariske fødselsrate i EU-28 var på 10,1 fødsler pr. 1 000 indbyggere i 2014. Blandt alle EU-medlemsstater toppede den summariske fødselsrate med 14,6 fødsler pr. 1 000 indbyggere i Irland, og den var også relativt høj i Frankrig (12,4 fødsler), Det Forenede Kongerige (12,0 fødsler) og Sverige (11,9 fødsler). I den anden ende af skalaen var den summariske fødselsrate 10,0 fødsler pr. 1 000 indbyggere eller derunder i en stor del af Østeuropa (Bulgarien, Kroatien, Ungarn, Polen og Rumænien), Sydeuropa (Grækenland, Spanien, Italien, Malta og Portugal) samt i Tyskland og Østrig.

Nogle af de højeste summariske fødselsrater i EU blev registreret i hovedstadsregionerne i Belgien, Irland, Frankrig og Det Forenede Kongerige

I graf 3 ses summariske fødselsrater for NUTS 2-regioner i 2014. I alle de viste EU-medlemsstater og tredjelande med flere regioner var den summariske fødselsrate over det nationale gennemsnit i hovedstadsregionen. Nogle medlemsstater, f.eks. Tjekkiet, Polen og Ungarn, rapporterede meget homogene regionale summariske fødselsrater. Andre var ikke så entydige, ofte blot på grund af en enkelt eller nogle få regioner med særligt høje rater: I Belgien var hovedtadsregionen Région de Bruxelles-Capitale/Brussels Hoofdstedelijk Gewest den eneste region med en summarisk fødselsrate over det nationale gennemsnit, mens de fjerntliggende regioner Ciudad Autónoma de Melilla og Ciudad Autónoma de Ceuta i Spanien og Guyane og La Réunion i Frankrig rapporterede rater, der var mærkbart større end de rater, der blev rapporteret i nogen af de andre regioner i medlemsstaterne. Det var faktisk sådan, at de tre største summariske fødselsrater blandt EU's regioner blev registreret i Guyane, Ciudad Autónoma de Melilla og La Réunion fulgt af tre hovedstadsregioner: Inner London - East, Région de Bruxelles-Capitale/Brussels Hoofdstedelijk Gewest og Île de France, der alle havde rater på 15,0 fødsler eller mere pr. 1 000 indbyggere, lige som Outer London - West and North West.

De fem mindste summariske fødselsrater (under 7,0 fødsler pr. 1 000 indbyggere i 2014) var koncentreret i sydlige medlemsstater - to i både Italien og Portugal og en i Spanien. Den mindste rate blev registreret i det nordvestlige Spanien i Principado de Asturias (6,3 fødsler pr. 1 000 indbyggere).

Blandt NUTS 2-regionerne i EFTA-landene lå de summariske fødselsrater generelt mellem 10,0 og 15,0 fødsler pr. 1 000 indbyggere i 2014. De eneste undtagelser var Hedmark og Oppland (i det sydøstlige Norge) og tre regioner i Schweiz — Espace Mittelland, Ostschweiz og Ticino — i alle disse fire regioner var den summariske fødselsrate under 10,0 fødsler pr. 1 000 indbyggere.

Derimod lå de summariske fødselsrater mellem 10,0 og 15,0 fødsler pr. 1 000 indbyggere i kandidatlandene (nationale data for Albanien og Serbien) med undtagelse af 14 NUTS 2-regioner i Tyrkiet, hvor den summariske fødselsrate var større. Raten nåede sin højeste værdi på 30,8 fødsler pr. 1 000 indbyggere i regionen Şanliurfa, Diyarbakir, i det sydlige Tyrkiet.

Fertilitetskvotienter faldt i det første årti i det 21. århundrede

Den samlede fertilitetskvotient var aftagende i EU-28 i århundredets begyndelse. I 2001 og 2002 var der 1,46 levendefødte børn pr. kvinde, men kvotienten steg til 1,62 i 2010, inden den faldt igen til 1,54 i 2013, hvorefter den steg igen til 1,58 i 2014. I de udviklede dele af verden anses en samlet fertilitetskvotient på 2,10 levendefødte børn pr. kvinde for at være den naturlige reproduktionsrate, dvs. det niveau, der kræves for at fastholde befolkningstallet på længere sigt, hvis der ikke var nogen ind- og udvandring.

De højeste fertilitetskvotienter i EU's medlemsstater i 2014 blev registreret i Frankrig (2,01 levendefødte børn pr. kvinde) efterfulgt af Irland (1,94), Sverige (1,88) og Det Forenede Kongerige (1,81). Fertilitetskvotienterne var ofte højere i de medlemsstater, hvor familien som enhed var relativt svag (en lav andel af befolkningen, der er gift, og en høj andel af fødsler uden for ægteskab), det er relativt almindeligt, at pardannelsen er ustabil (relativt høj skilsmissehyppighed), og kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet er høj. Fertilitetskvotienterne lå på 1,50 levendefødte børn pr. kvinde i 13 af EU's medlemsstater. Den laveste kvotient sås i Portugal (1,23 levendefødte børn pr. kvinde).

De regionale forskelle i fertiliteten kan knyttes sammen med en række faktorer bl.a. befolkningens socioøkonomiske struktur (f.eks. uddannelsesniveau, jobstatus, indkomst eller alder), bopæl (f.eks. tilgængelighed af infrastruktur, børnepasningsfaciliteter eller boligmarkedet) eller kulturelle faktorer (f.eks. religiøs overbevisning og skikke, holdninger til at få børn uden for ægteskabet eller holdninger til prævention). Fordelingen af fertilitetskvotienterne fremgår af graf 4 for NUTS 2-regioner. Som for graf 3 ser det meget homogent ud, da de fleste regioner inden for den samme EU-medlemsstat sjældent havde kvotienter, der lå langt fra deres nationale gennemsnit i 2014. Undtagelserne fra denne regel var den perifert beliggende spanske region Ciudad Autónoma de Melilla og de franske oversøiske regioner Guyane, La Réunion, Guadeloupe og Martinique. Disse var de eneste NUTS 2-regioner, der i 2014 registrerede fertilitetskvotienter, der lå over det naturlige reproduktionstal på 2,10.

En analyse af EFTA-landene bekræfter, at fertilitetskvotienterne for NUTS 2-regioner konsistent lå under det naturlige reproduktionstal. Det samme gjorde sig gældende for kandidatlandene (nationale data for Albanien og Serbien) bortset fra Tyrkiet. Groft sagt var der en kløft i Tyrkiet mellem de vestlige regioner (med relativt små fertilitetskvotienter) og de østlige regioner (med meget større kvotienter): f.eks. blev den mindste fertilitetskvotient (1,59 levendefødte børn pr. kvinde) registreret for Zonguldak, Karabük, Bartin på Sortehavskysten, mens den største kvotient blev registreret for Şanliurfa, Diyarbakir (3,91 levendefødte børn pr. kvinde) — denne region havde også den største summariske fødselsrate i Tyrkiet (se ovenstående).

De største fertilitetskvotienter er hovedsagelig i franske og britiske regioner

En mere detaljeret analyse af den samme indikator fremgår af kort 5, der viser fertilitetskvotienten for NUTS 3-regioner. Den franske oversøiske region Guyane og det perifert beliggende spanske område Ciudad Autónoma de Melilla rapporterede de største kvotienter i 2014 med henholdsvis 3,50 og 2,70 levendefødte børn pr. kvinde. De blev fulgt af Seine-Saint-Denis (tæt på den franske hovedstad) og en anden fransk oversøisk region, La Réunion. I alt 34 NUTS 3-regioner registrerede fertilitetskvotienter over 2,10. Halvdelen af disse (i alt 20) var i Frankrig, og mere end hver fjerde (9) var i Det Forenede Kongerige. Et lignende billede tegner sig for de 186 NUTS 3-regioner med en fertilitetskvotient på 1,90 eller mere (den mørkeste orange farve på kort 5), da lidt mere end tre fjerdedele af disse regioner er i Frankrig eller Det Forenede Kongerige, samtidig med at dette sæt regioner også omfattede seks af de otte irske regioner og 10 af de 21 svenske regioner.

SPOTLIGHT PÅ REGIONERNE

Douro, Portugal

1280px-Douro.jpg

I de udviklede dele af verden anses en fertilitetskvotient på 2,10 levendefødte børn pr. kvinde for at være den naturlige reproduktionsrate; dvs. det niveau, der kræves for at fastholde befolkningstallet på længere sigt, hvis der ikke var nogen ind- og udvandring. Fertilitetskvotienter i EU's regioner er generelt meget lavere: f.eks. var Douro en ud af fire NUTS 3-regioner i Portugal, der registrerede en fertilitetskvotient på under 1,0 levendefødte børn pr. kvinde i 2014.

©: Aires Almeida

Derimod blev de mindste fertilitetskvotienter (under 1,35) konstateret i Tyskland samt i østlige og sydlige medlemsstater, navnlig i Cypern (der kun udgør én region på dette analyseniveau), Portugal (22 ud af 25 regioner), Spanien (37 ud af 59 regioner), Slovakiet (fem ud af otte regioner) og Polen (42 ud af 72 regioner) og i mindre udstrækning i Grækenland og Italien.

I 2014 var der ikke nogen af NUTS 3-regionerne i EFTA-landene, der indberettede en fertilitetskvotient over 2,10, men der var fire norske regioner, en schweizisk region og en islandsk region, der hver især indberettede fertilitetskvotienter over 1,90. Landsbyggð i Island indberettede den største kvotient (2,03).

Blandt kandidatlandene (nationale data for Albanien og Serbien) indberettede tre af de otte regioner i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien fertilitetskvotienter under 1,35 i 2014. Derimod var der 29 regioner i Tyrkiet, hvor fertilitetskvotienten oversteg 2,10, og derudover var der yderligere 13 regioner, der havde en kvotient på mindst 1,90. De to største kvotienter i 2014 blev indberettet i de vestlige tyrkiske regioner Şanliurfa (4,52) og Sirnak (4,22). Disse relativt store fertilitetskvotienter står i klar kontrast til de kvotienter, der er registreret i de fleste vestlige tyrkiske regioner, hvor fertilitetskvotienterne generelt lå mellem 1,5 og 1,9 levendefødte børn pr. kvinde (hvilket nogenlunde svarer til de kvotienter, der registreres i EU).

Dødelighed

Der var 4,94 mio. dødsfald i hele EU-28 i 2014, hvilket var 1,1 % færre end i 2013. EU-28's summariske dødskvotient var på 9,7 dødsfald pr. 1 000 indbyggere i 2014, og gik fra mellem 15,1 i Bulgarien, 14,3 i Letland og 13,7 i Litauen til under 8,0 dødsfald pr. 1 000 indbyggere i Malta, Luxembourg, Irland og Cypern.

Den summariske dødskvotient afspejler generelt befolkningsstrukturen (der er større sandsynlighed for, at ældre dør) og sandsynligheden for at få en bestemt sygdom/lidelse eller dø af en ude fra kommende årsag. Bemærk, at regionale statistikker for nogle dødsårsager — kredsløbssygdomme og kræft — findes i en artikel om sundhed.

Det fremgår af graf 5, hvordan dødeligheden varierer mellem NUTS 2-regionerne. Dette kan sammenlignes med graf 3, hvoraf man kan se en lignende analyse af den summariske fødselsrate, og hvoraf det overordnet set fremgår, at den summariske dødskvotient varierer mere mellem regionerne end den summariske fødselsrate. Tjekkiet indberettede den mest homogene dødelighed blandt dets regioner, mens der var betydeligt mere forskel på regionerne i Spanien, Frankrig og Det Forenede Kongerige. Dødeligheden i de tyrkiske regioner er også relativ uensartet. I næsten alle medlemsstater med flere regioner var den summariske dødskvotient i hovedstadsregionen under det nationale gennemsnit. Kroatien, Polen og Slovenien var de eneste undtagelser fra denne regel. Dette var også tilfældet i Schweiz.

Fire bulgarske regioner registrerede de største summariske dødskvotienter i EU med mellem 14,5 og 19,8 dødsfald pr. 1 000 indbyggere i 2014. Den største summariske dødskvotient blev registreret i den nordlige region Severozapaden, der også indberettede den laveste forventede levetid. Den laveste summariske dødskvotient var i den franske oversøiske region Guyane med en kvotient på 3,1 dødsfald pr. 1 000 indbyggere. Der blev indberettet en lige så lav dødelighed for den tyrkiske region Mardin, Batman, Sirnak, Siirt. Andre EU-regioner med lav dødelighed omfatter Inner London - East (4,3) og Inner London - West (4,7). Adskillige andre hovedstadsregioner havde lave summariske dødskvotienter, f.eks. hovedstadsregionerne i Frankrig, Irland, Spanien, Luxembourg (der kun udgør én region på dette analyseniveau), Sverige og Finland.

Børnedødelighed

Betydelige fremskridt i forventet levetid i EU i de senere år skyldes ikke kun, at folk i stadig højere grad lever længere, men kan også tilskrives en mindskelse af børnedødeligheden. Omkring 19 100 børn døde, før de blev et år gamle, i EU-28 i 2014. Det svarede til en børnedødelighed på 3,7 dødsfald pr. 1 000 levendefødte børn sammenlignet med en dødelighed på 5,3 et årti tidligere og 32,8 for 50 år siden.

I graf 6 ses spredningen i børnedødelighed blandt NUTS 2-regioner i 2014. EU-medlemsstater med særlig uensartet regional børnedødelighed omfatter Slovakiet, Finland, Frankrig og Østrig. Den relativt store uensartethed i Finland skyldes den særlige situation i øregionen Åland, hvor der ikke var noget barn under et år, der døde (hvorved børnedødeligheden var 0,0). Blandt EU-regionerne var den laveste kvotient, bortset fra dødeligheden i Åland, 0,7 i regionen Vorarlberg i det vestlige Østrig. Derimod blev der registreret kvotienter på mindst 10,0 dødsfald pr. 1 000 levendefødte børn i tre regioner i Østeuropa: Sud-Est (Rumænien), Yugoiztochen (Bulgarien) og Východné Slovensko (Slovakiet). Fem af medlemsstaterne med mere end en region rapporterede en børnedødelighed for deres hovedstadsregion, der lå over det nationale gennemsnit: Kroatien, Portugal, Spanien, Nederlandene og Østrig. Dette var også tilfældet i Norge.

I EFTA-landene var børnedødeligheden i Island, Liechtenstein og samtlige syv NUTS 2-regioner i Norge under gennemsnittet i EU-28. I gennemsnit registrerede Schweiz lidt højere børnedødelighedskvotienter, selv om Région lémanique, Espace Mittelland og Ticino også registrerede kvotienter, der lå under gennemsnittet i EU-28.

Der blev registreret større børnedødelighed i kandidatlandene (nationale data for Albanien og Serbien), der gik fra 4,9 dødsfald pr. 1 000 levendefødte børn i Montenegro (der kun udgør én region på dette analyseniveau) til 11,1 dødsfald pr. 1 000 levendefødte børn i Tyrkiet. Der var bred spredning i den regionale børnedødelighed i Tyrkiet fra blot 7,0 dødsfald pr. 1 000 levendefødte børn i hovedstadsregionen Ankara til hele 16,9 dødsfald pr. 1 000 levendefødte børn i den sydlige region Gaziantep, Adiyaman, Kilis.

Datakilder og adgang til data

Eurostat indsamler en bred vifte af regionale demografiske statistikker. De omfatter data om befolkningens størrelse og forskellige demografiske begivenheder, der påvirker befolkningens størrelse, struktur og specifikke kendetegn. Disse data kan anvendes til en lang række planlægnings-, overvågnings- og evalueringsformål inden for en række vigtige socioøkonomiske politikområder, f.eks. til:

  • at analysere befolkningens aldring og virkningerne heraf på bæredygtighed og velfærd
  • at evaluere de demografiske ændringers økonomiske virkning
  • at beregne forholdstal og indikatorer pr. indbygger — såsom det regionale bruttonationalprodukt pr. indbygger, hvilket kan anvendes ved tildeling af strukturfondsmidler til økonomisk dårligt stillede regioner
  • at udvikle og overvåge indvandrings- og asylsystemer.

Retsgrundlaget for indsamling af befolkningsstatistikker findes i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1260/2013 om europæiske demografiske statistikker og Kommissionens gennemførelses forordning (EU) nr. 205/2014. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 862/2007, der sammen med gennemførelses forordning (EU) nr. 351/2010 fastsætter regler om indsamlingen af EF-statistikker over migration og international beskyttelse.

Yderligere oplysninger: Se det særlige afsnit om befolkningsfremskrivninger på Eurostats websted).

Statistikker om befolkningsændringer og befolkningsstrukturer anvendes i stigende grad i forbindelse med politikfastlæggelse og for at gøre det muligt at overvåge den demografiske adfærd i en politisk, økonomisk, social eller kulturel sammenhæng. Europa-Parlamentet vedtog en beslutning "om demografiske forandringer og konsekvenserne for EU's fremtidige samhørighedspolitik" (2013/C 153 E/02), hvori det understregedes, at den demografiske udvikling i regionerne bør måles statistisk, og det blev fremhævet, at de demografiske ændringer skal betragtes som et tværgående mål i den fremtidige samhørighedspolitik.

NUTS

Dataene i denne artikel er udelukkende baseret på 2013-udgaven af NUTS.

Definitioner af indikatorer

Den forventede levetid ved fødslen er det gennemsnitlige antal år, som et nyfødt barn kan forvente at leve, hvis det i hele sit liv udsættes for de nuværende dødelighedsvilkår.

Befolkningsændringen er forskellen på befolkningens størrelse fra starten til udgangen af en periode (f.eks. et kalenderår). En positiv befolkningsændring betegnes som befolkningsvækst, mens en negativ befolkningsændring betegnes som en befolkningsnedgang. Befolkningsændringen består af to komponenter.

  • Naturlig ændring, der beregnes som forskellen mellem antallet af levendefødte og antallet af døde. Når antallet af levendefødte er større end antallet af døde, resulterer det i en positiv naturlig ændring (naturlig stigning). Når antallet af levendefødte er mindre end antallet af døde, resulterer det i en negativ naturlig ændring (naturlig nedgang).
  • Nettomigration plus statistisk tilpasning, der beregnes som forskellen mellem den samlede befolkningsændring og den naturlige ændring. Statistikkerne om nettomigration påvirkes derfor af alle de statistiske unøjagtigheder i de to led i denne ligning, navnlig befolkningsændringen. Nettomigration plus statistisk tilpasning kan ud over forskellen mellem ind- og udvandring omfatte andre ændringer, der observeres i befolkningstallene fra den 1. januar i et år til den 1. januar i det efterfølgende år, og som ikke kan tilskrives fødsler, dødsfald, indvandring eller udvandring.

Der beregnes summariske ændringssatser for den samlede befolkningsændring, den naturlige befolkningsændring og nettomigrationen plus statistisk tilpasning. I alle tilfælde sammenlignes ændringen i løbet af året med den gennemsnitlige befolkning i det pågældende område i samme år, og den deraf følgende kvotient angives pr. 1 000 indbyggere.

Summariske tal for vitale demografiske hændelser (fødsler og dødsfald) defineres som forholdet mellem antallet af demografiske hændelser og den gennemsnitlige befolkning i regionen i det samme år, også her udtrykt pr. 1 000 indbyggere.

Den samlede fertilitetskvotient defineres som det antal børn, som en kvinde i gennemsnit vil sætte i verden i løbet af den fødedygtige alder, hvis hun følger de aldersspecifikke fertilitetskvotienter, der er målt i et givet år.

Børnedødeligheden defineres som forholdet mellem antallet af dødsfald blandt spædbørn (børn under et år) og antallet af levendefødte børn i regionen i det samme år, og den angives pr. 1 000 levendefødte børn.

Kontekst

Der vil sandsynligvis ske meget væsentlige demografiske ændringer i EU i de kommende årtier, da størstedelen af modellerne for de fremtidige befolkningstendenser tyder på, at EU's befolkning fortsat vil ældes som følge af vedvarende lave fertilitetskvotienter og længere levetid.

Selv om migration spiller en vigtig rolle i EU-medlemsstaternes befolkningsdynamik, er det usandsynligt, at migration alene vil vende den nuværende tendens i retning af en befolkningsaldring, som mange dele af EU oplever.

De sociale og økonomiske konsekvenser, der er forbundet med befolkningens aldring, ventes at få stor betydning for hele Europa, på både nationalt og regionalt plan. For eksempel vil lave fertilitetskvotienter føre til et fald i antallet af studerende, der vil være færre mennesker i den erhvervsaktive alder til at forsørge resten af befolkningen, og en større andel af ældre (hvoraf en del vil kræve yderligere infrastruktur, sundhedsydelser og tilpassede boliger). Disse strukturelle demografiske ændringer vil kunne påvirke regeringernes muligheder for at opkræve skatteindtægter, skabe balance i deres finanser eller udbetale passende pensioner og levere passende sundhedsydelser.

De regioner, der forventes at komme til at stå over for de største demografiske udfordringer, er de perifert beliggende regioner, landdistrikterne og de postindustrielle regioner, hvor befolkningstallet sandsynligvis vil falde. De demografiske ændringers territoriale dimension ses primært ved:

  • en øst-vesteffekt, idet mange af de EU-medlemsstater, der er kommet med i EU siden 2004, stadig prøver at indhente forspringet
  • en nord-sydeffekt, idet der ofte er betydelige forskelle mellem Middelhavsregioner og regioner med mere tempereret klima i det nordlige og vestlige EU
  • en kløft mellem by og land, idet størstedelen af byregionerne fortsat vil registrere en befolkningsvækst, mens antallet af personer med bopæl i landdistrikter er faldende mange steder
  • en hovedstadsregionseffekt, da hovedstæder og nogle af deres omkringliggende regioner (for eksempel omkring EU's to globale metropoler Paris og London) har en "tiltrækningskraft", der hænger sammen med øgede beskæftigelsesmuligheder
  • adskillige eksempler på regionale forskelle på nationalt plan, der potentielt kan indvirke på regional konkurrenceevne og sammenhængskraft, f.eks. i Tyskland og Tyrkiet (mellem regionerne i øst og vest) eller i Frankrig, Italien og Det Forenede Kongerige (mellem regionerne i nord og syd).

Udarbejdelse af politikker

Det er ikke overraskende, at politiske beslutningstagere, der er bekymrede over den fremtidige demografiske udvikling, har taget en række problemstillinger op til behandling. Europa-Kommissionen vedtog en meddelelse med titlen "Den demografiske udvikling i Europa – En udfordring, men også en chance" (KOM(2006) 571 endelig), der fremhævede fem centrale politiske tiltag:

  • fremme af demografisk fornyelse gennem bedre betingelser for familier og en lettelse af foreningen af arbejds- og familieliv
  • fremme af beskæftigelse gennem flere arbejdspladser og et længere arbejdsliv af høj kvalitet
  • et mere produktivt og effektivt EU, der øger produktivitet og økonomiske resultater gennem investeringer i uddannelse og forskning
  • et EU, som er indrettet på at modtage og integrere migranter
  • sikring af holdbare offentlige finanser for at sikre tilstrækkelige pensioner, social sikkerhed, sundhed og pleje på lang sigt.

Europa 2020

Desuden kommer de fleste af initiativerne i Europa 2020-strategiens syv flagskibsinitiativer også ind på demografiske udfordringer og navnlig demografisk aldring. Flagskibsinitiativet innovation i EU er en mulighed for at bringe offentlige og private aktører sammen på forskellige territoriale niveauer for at tackle forskellige udfordringer, og i 2011 blev der iværksat et europæisk innovationspartnerskab om aktiv og sund aldring: Målet er at øge europæernes gennemsnitlige sunde levetid med to år inden 2020. Et andet flagskibsinitiativ, den digitale dagsorden fremmer digital kunnen og tilgængelighed for ældre medborgere, mens en EU-dagsorden for nye kvalifikationer og job støtter længere arbejdsliv gennem livslang læring og fremme af en sund og aktiv aldring. Endelig handler den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse om tilstrækkelige og bæredygtige sociale sikringsordninger og pensionssystemer og behovet for at sikre en passende indkomststøtte i alderdommen og adgangen til sundhedssystemer.

Migration

Europa-Kommissionen præsenterede i maj 2015 en europæisk dagsorden om migration, hvori der blev skitseret øjeblikkelige foranstaltninger som reaktion på indstrømningen af indvandrere og asylsøgere fra Middelhavsområdet, såvel som en række politiske muligheder for forvaltning af migration til EU på lang sigt. Det anerkendes i dagsordenen, at der er behov for at reagere på de humanitære udfordringer, men antallet af tilbagesendelser af ulovlige indvandrere skal øges, samtidig med at retten til at søge asyl bevares.

Der fastsættes fire handlingsniveauer i dagsordenen vedrørende EU-migrationspolitikken, nemlig:

  • en ny politik vedrørende lovlig indvandring — derved er EU fortsat et attraktivt mål for indvandrere, navnlig ved at omlægge prioriteterne i politikkerne for integration af indvandrere, forvalte indvandring gennem dialog og partnerskaber med tredjelande og modernisere ordningen om det blå kort for højtkvalificerede personer fra lande uden for EU
  • mindskelse af incitamenterne til ulovlig indvandring — gennem en styrkelse af Frontex rolle, særligt hvad angår tilbagesendelse af indvandrere
  • forvaltning af grænserne — hjælp til at forstærke tredjelandes kapacitet til at forvalte deres grænser
  • en stærk fælles asylpolitik — for at sikre en fuldstændig og sammenhængende gennemførelse af det fælles europæiske asylsystem.

Migrationskrisen i det meste af 2015 og det første kvartal af 2016 førte til, at Europa Kommissionen i marts 2016 annoncerede et forslag om et nødhjælpsinstrument inden for EU. Ifølge planen ville der blive tildelt omkring 700 mio. EUR i bistand (over en periode på tre år) til at modvirke en humanitær krise og for at blive i stand til hurtigere at levere fødevarer, husly og sundhedspleje, som det måtte være nødvendigt til flygtninge i EU.

Se også

Yderligere Eurostat-oplysninger

Datavisualisering

Publikationer

Hovedtabeller

Regional demographic statistics (t_reg_dem) (på engelsk)
Crude rates of population change by NUTS 2 region (tgs00099) (på engelsk)
Population on 1 January by NUTS 2 region (tgs00096) (på engelsk)

Database

Regional demographic statistics (reg_dem) (på engelsk)
Population and area (reg_dempoar) (på engelsk)
Fertility (reg_demfer) (på engelsk)
Mortality (reg_demmor) (på engelsk)
Regional data (demopreg) (på engelsk)

Særligt afsnit

Metodologi / Metadata

  • Population (på engelsk) (ESMS-metadatafil — demo_pop_esms)

Kildedata til tabeller, grafer og kort (MS Excel)

Eksterne links