Statistikker over mindstelønninger


Data fra februar 2020.

Planlagt opdatering af artiklen: maj 2021.

Højdepunkter

Mindstelønningerne i EU-medlemsstaterne varierede fra 312 EUR til 2 142 EUR pr. måned i januar 2020.

Mindstelønninger, januar 2010 og januar 2020
(EUR pr. måned og i %)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur)


Denne artikel viser, hvordan mindstelønsniveauerne varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat i Den Europæiske Union (EU). Der foretages også en sammenligning med forholdene i Det Forenede Kongerige, kandidatlandene og USA.

Hele artiklen

Generel oversigt

De statistikker over mindstelønninger, som offentliggøres af Eurostat, bygger på nationale mindstelønninger. Den nationale mindsteløn gælder normalt for alle lønmodtagere eller i det mindste for langt størstedelen af lønmodtagerne i det pågældende land. Den fastsættes ved lov, ofte efter høring af arbejdsmarkedets parter, eller direkte ved en national tværsektoriel overenskomst.

Mindsteløn angives generelt som en månedlig bruttoløn, det vil sige før fradrag af indkomstskat og sociale bidrag, som arbejdstageren skal betale. Disse fradrag varierer fra land til land. Data om de nationale mindstelønninger offentliggøres af Eurostat to gange om året. De afspejler situationen den 1. januar og 1. juli hvert år. Det betyder, at ændringer i mindstelønningerne, der foretages mellem disse to datoer, først fremgår af den næste offentliggørelse af data, seks måneder senere.

Variationer i de nationale mindstelønninger

I januar 2020 varierede mindstelønningerne i EU-medlemsstaterne fra 312 EUR til 2 142 EUR pr. måned

I januar 2020 havde 21 af de 27 EU-medlemsstater (undtagelserne var Danmark, Italien, Cypern, Østrig, Finland og Sverige) en national mindsteløn, hvilket også var tilfældet for Det Forenede Kongerige og alle EU-kandidatlandene (Montenegro, Nordmakedonien, Albanien, Serbien og Tyrkiet). Pr. 1. januar 2020 varierede den månedlige mindsteløn i EU-medlemsstaterne betydeligt fra 312 EUR i Bulgarien til 2 142 EUR i Luxembourg (se graf 1).

Graf 1: Mindstelønninger, januar 2010 og januar 2020
(EUR pr. måned og i %)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur)


Sammenlignet med januar 2010 var mindstelønningerne (udtrykt i euro) højere i januar 2020 i hver EU-medlemsstat, der har en national mindsteløn, undtagen i Grækenland, hvor de var 12 % lavere (kumuleret over 10 år med en gennemsnitlig årlig ændring på 1,3 %). Mellem januar 2010 og januar 2020 var den gennemsnitlige årlige ændring af mindstelønnen højest i Rumænien (12,5 %) og i Litauen (10,1 %). Derudover registrerede Bulgarien (9,8 %), Estland (7,7 %), Tjekkiet (6,7 %), Polen (6,6 %) og Slovakiet (6,5 %) også væsentlige stigninger.

På grundlag af deres månedlige bruttomindstelønsniveauer udtrykt i euro kan de EU-medlemsstater, der er omfattet af denne dataindsamling, inddeles i tre forskellige grupper: Tredjelande er vist i graf 1 som en særskilt gruppe.

  • Gruppe 1, hvor den nationale mindsteløn var lavere end 500 EUR pr. måned i januar 2020. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Bulgarien, Letland, Rumænien og Ungarn. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 312 EUR i Bulgarien til 487 EUR i Ungarn.
  • Gruppe 2, hvor den nationale mindsteløn var mindst 500 EUR, men lavere end 1 000 EUR pr. måned i januar 2020. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Kroatien, Tjekkiet, Slovakiet, Estland, Litauen, Polen, Portugal, Grækenland, Malta og Slovenien. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 546 EUR i Kroatien til 941 EUR i Slovenien.
  • Gruppe 3, hvor den nationale mindsteløn var mindst 1 000 EUR pr. måned i januar 2020. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Spanien, Frankrig, Tyskland, Belgien, Nederlandene, Irland og Luxembourg. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 1 050 EUR i Spanien til 2 142 EUR i Luxembourg.
  • Den nationale mindstelønning i Det Forenede Kongerige var 1 599 EUR i januar 2020.
  • Samtlige EU-kandidatlande havde en mindsteløn, der svarede til dem i gruppe 1, og de varierede fra 213 EUR i Albanien til 440 EUR i Tyrkiet. USA havde en national mindsteløn på 1 119 EUR pr. måned og faldt dermed inden for gruppe 3.

Niveauerne og rangordningen af mindstelønningerne udtrykt i euro for de EU-medlemsstater uden for euroområdet, der har mindstelønninger (Bulgarien, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Polen og Rumænien) samt for Det Forenede Kongerige, EU-kandidatlandene og USA påvirkes af de valutakurser, der anvendes til at omregne fra de nationale valutaer til euro.

Mindstelønninger udtrykt i købekraftstandarder

Forskellen mellem landenes mindstelønninger er væsentligt mindre, når der tages hensyn til prisniveauforskelle

I graf 2 sammenlignes bruttomindstelønningerne under hensyntagen til forskelle i prisniveauer ved anvendelse af købekraftspariteter (KKP'er) for husholdningers udgifter til forbrug. Som man kunne forvente, mindsker forskellen landene imellem, når der justeres for forskelle i prisniveauer. På grundlag af niveauet for deres nationale månedlige bruttomindstelønninger udtrykt i KKS kan de EU-medlemsstater, der er omfattet af denne dataindsamling, opdeles i to forskellige grupper: Tredjelande vises igen særskilt i graf 2.

  • Gruppe 1, hvor den nationale mindsteløn var lavere end 1 000 KKS i januar 2020. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Letland, Bulgarien, Estland, Slovakiet, Tjekkiet, Kroatien, Ungarn, Portugal, Rumænien, Litauen og Malta. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 579 KKS i Letland til 941 KKS i Malta.
  • Gruppe 2, hvor den nationale mindsteløn var mindst 1 000 KKS i januar 2020. EU-medlemsstaterne i denne gruppe omfattede: Polen, Slovenien, Spanien, Irland, Frankrig, Belgien Nederlandene, Tyskland og Luxembourg. Deres nationale mindstelønninger varierede fra 1 056 KKS i Spanien til 1 705 KKS i Luxembourg.
  • Den nationale mindstelønning i Det Forenede Kongerige var 1 320 KKS i januar 2020.
  • Alle kandidatlandene undtagen Tyrkiet havde mindstelønninger udtrykt i KKS svarende til dem i gruppe 1, og disse varierede fra 388 KKS i Albanien til 634 KKS i Serbien. Tyrkiet havde en national mindsteløn på 1 157 KKS, svarende til gruppe 3, mens USA havde en mindsteløn på 964 KKS, svarende til gruppe 1.

EU-medlemsstaterne i gruppe 1 med relativt lave mindstelønninger i euro havde også ofte lavere prisniveauer og derfor relativt højere mindstelønninger udtrykt i købekraftstandard (KKS). Derimod havde medlemsstaterne i gruppe 2 med relativt høje mindstelønninger i euro typisk højere prisniveauer og dermed lavere mindstelønninger i KKS. Denne justering for prisniveauer udjævner i nogen grad de markante forskelle mellem de tre grupper af lande, der fremkom ved rangordningen af mindstelønninger udtrykt i euro.

Graf 2: Mindstelønninger, januar 2020
(KKS pr. måned)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur)

Ulighederne i EU-medlemsstaternes mindstelønsniveauer blev reduceret fra et forhold på 1 til 6,9 i euro (dvs. at den højeste mindsteløn var 6,9 gange så høj som den laveste, udtrykt i euro) til et forhold på 1 til 2,9 i KKS (dvs. at den højeste mindsteløn var 2,9 gange så høj som den laveste, udtrykt i KKS).

Mindstelønsniveauer i forhold til medianbruttomånedslønninger

Graf 3 viser andelen af den nationale mindsteløn i forhold til medianbruttolønningerne.

De nationale mindstelønninger udtrykt i euro pr. 1. juli 2014 blev lagt til grund og divideret med medianbruttolønningerne fra lønstrukturundersøgelsen 2014. I juli 2014 varierede mindstelønnens andel af medianlønning på tværs af EU-medlemsstaterne fra 40 % til 66 %. I denne analyse er betaling for overtid og skifteholdsarbejde ikke medgnet i medianbruttomånedslønningerne. For Tyskland, Frankrig og Irland, hvis mindstelønninger fastsættes på timebasis, blev procentdelen beregnet som en andel af mediantimelønnen. For de øvrige 16 EU-medlemsstater med en national mindsteløn, for hvilke der foreligger data, blev procentdelen beregnet som en andel af medianmånedslønningerne.

Graf 3: Mindstelønninger som en andel af medianbruttomånedslønningerne, 2014
(%)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur) og lønstrukturundersøgelsen 2014, særlig udregning udført med henblik på denne offentliggørelse. Disse særlige udregninger er ikke tilgængelige i Eurostats onlinedatabase

Andelen af mindstelønsmodtagere

Andelen af mindstelønsmodtagere kan variere betydeligt fra land til land. Ved at sammenkæde mikrodata fra de to seneste lønstrukturundersøgelser (SES), der udarbejdes hvert fjerde år, med det dengang gældende mindstelønsniveau (oktober 2010 og 2014) kan man udlede et skøn for denne andel (som vist i graf 4). Af hensyn til sammenligneligheden er omfanget begrænset til fuldtidsansatte på 21 år og derover, der arbejder i virksomheder med mindst 10 ansatte, med undtagelse af offentlig administration, forsvar og tvungen social sikring (hovedafdeling O i Nace rev. 2). Endvidere omfatter månedslønninger beregnet på grundlag af SES ikke betaling for overtid og skifteholdsarbejde.

I oktober 2014 var andelen af lønmodtagere, der tjener under 105 % af den nationale mindsteløn, over 7,0 % i 10 af de EU-medlemsstater, der har en mindsteløn, nemlig: Slovenien (19,1 %), Rumænien (15,7 %), Portugal (13,0 %), Polen (11,7 %), Bulgarien (8,8 %), Frankrig (8,4 %), Litauen (8,1 %), Letland (7,9 %), Grækenland (7,7 %) og Kroatien (7,1 %). Belgien (0,4 %) havde den laveste andel af lønmodtagere, der tjener under 105 % af den nationale mindsteløn, mens andelen af lønmodtagere i de øvrige 10 EU-medlemsstater, der tjener under dette beløb, lå på mellem 1,0 % (Spanien) og 5,8 % (Luxembourg).

Graf 4: Andel lønmodtagere, der tjener mindre end 105 % af mindstelønnen, oktober 2010 og 2014.
(%)
Kilde: Eurostat (earn_mw_cur) og lønstrukturundersøgelsen 2014, særlig udregning udført med henblik på denne offentliggørelse. Disse særlige udregninger er ikke tilgængelige i Eurostats onlinedatabase

Udvikling i andelen af mindstelønsmodtagere

Mellem 2010 og 2014 steg andelen af lønmodtagere, der tjener under 105 % af den nationale mindsteløn, med mere end 2,0 procentpoint i Rumænien (11,7 procentpoint), Bulgarien (5,4 procentpoint), Polen (3,6 procentpoint) og Ungarn (2,3 procentpoint), mens den faldt med mere end 2,0 procentpoint i Litauen ( 5,6 procentpoint), Irland ( 5,1 procentpoint), Luxembourg ( 4,1 procentpoint), Letland ( 4,0 procentpoint), Portugal ( 3,8 procentpoint), Kroatien ( 2,6 procentpoint) og Slovakiet ( 2,2 procentpoint).

Datakilder

Månedlige nationale mindstelønninger

De statistikker over mindstelønninger, som offentliggøres af Eurostat, bygger på månedlige nationale mindstelønninger. Der offentliggøres data om mindstelønningerne den 1. januar og 1 . juli hvert år. Den nationale mindsteløn er fastsat som en time-, uge- eller månedssats, og denne mindsteløn fastsættes ved lov (af regeringen), ofte efter høring af arbejdsmarkedets parter, eller direkte ved national tværsektoriel overenskomst. Den nationale mindsteløn gælder normalt for alle lønmodtagere eller i det mindste for langt størstedelen af lønmodtagerne i det pågældende land. Oplysningerne indberettes i bruttoværdier. Et fuldstændigt sæt af landespecifikke oplysninger om nationale mindstelønninger findes i et bilag som del af metadata.

For de lande, hvor den nationale mindsteløn ikke fastsættes i en bruttoværdi, er nettoværdien omregnet til et bruttobeløb for at tage højde for de gældende skatter. Dette er tilfældet for Montenegro og Serbien.

For de lande, hvor den nationale mindsteløn ikke fastsættes på månedsbasis (f.eks. hvis den fastsættes på time- eller ugebasis), omregnes satserne til månedssatser i henhold til omregningskoefficienter, der oplyses af de berørte lande:

Tyskland: (timesats x 39,1 timer x 52 uger)/12 måneder (værdien af 39,1 timer vedrører gennemsnittet af normalt antal timer pr. uge for fuldtidsansatte i hovedafdeling B-S i Nace rev. 2: denne værdi er et resultat af kvartalsvise lønstrukturundersøgelser)

Irland: (timesats x 39 timer x 52 uger)/12 måneder

Frankrig: data fra januar 1999 til juli 2005: (timesats x 39 timer x 52 uger)/12 måneder data fra januar 2005 og fremefter (timesats x 35 timer x 52 uger)/12 måneder

Malta: (ugesats x 52 uger)/12 måneder

Det Forenede Kongerige: (timesats x gennemsnittet af normalt betalte timer pr. uge for fuldtidsansatte i alle sektorer x 52,18 uger)/12 måneder

USA: (timesats x 40 timer x 52 uger)/12 måneder

I Serbien fastsættes den nationale mindsteløn i nettotimer. Følgende omregning finder anvendelse: (nettotimesats x 40 timer x 52,2 uger)/12 måneder. Denne værdi omregnes derefter til et bruttobeløb for at tage højde for de gældende skatter.

Hvis der udbetales mindsteløn for mere end 12 måneder pr. år (som det er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor den udbetales for 14 måneder om året), er dataene desuden korrigeret således, at der tages højde for disse udbetalinger.

Dataene om nationale mindstelønninger fremsendes til Eurostat udtrykt i den nationale valuta. For lande uden for euroområdet omregnes mindstelønningerne i deres nationale valutaer til euro ved brug af den månedlige valutakurs som registreret i den foregående måned (f.eks. blev kursen ved udgangen af december 2019 anvendt til at beregne mindstelønningerne i euro pr. 1. januar 2020).

For at fjerne virkningen af forskellene i prisniveau mellem landene anvendes der særlige omregningssatser kaldet købekraftpariteter (KKP'er). KKP'er for husholdningernes udgifter til konsum i hvert land bruges til at omregne de månedlige mindstelønninger udtrykt i euro eller nationale valutaer til en kunstig fælles enhed kaldet købekraftstandard (KKS). Hvis der endnu ikke foreligger KKP'er for den seneste referenceperiode, anvendes KKP'erne fra det foregående år, og dataserierne opdateres, så snart de seneste KKP'er foreligger.

Lande, som ikke er omfattet af statistikkerne over mindstelønninger

Pr. 1. januar 2020 havde følgende lande ikke en national mindsteløn: Danmark, Italien, Cypern, Østrig, Finland og Sverige. Det samme gjaldt for EFTA-landene Island, Norge og Schweiz. I Cypern fastsættes mindstelønninger af regeringen for bestemte erhverv. I Danmark, Italien, Østrig, Finland og Sverige samt Island, Norge og Schweiz fastsættes mindstelønningerne ved kollektiv overenskomst i en række bestemte sektorer.

Medianbruttomånedslønninger

Dataene om medianbruttomånedslønninger bygger på de seneste oplysninger fra lønstrukturundersøgelsen (SES) i 2014 (denne undersøgelse gennemføres hvert fjerde år). Dataene om medianbruttomånedslønninger omfatter alle ansatte (undtagen lærlinge), der arbejder i virksomheder med 10 ansatte og derover, og som opererer i alle økonomiske sektorer, undtagen landbrug, skovbrug og fiskeri (hovedafdeling A i Nace rev. 2) samt offentlig forvaltning og forsvar. Tvungen social sikring (hovedafdeling O i Nace rev. 2). Medianlønninger er lønniveauet, som inddeler alle ansatte i to lige store grupper: Den ene halvdel tjener mindre end medianindkomsten, og den anden halvdel tjener mere. Bruttomånedslønninger refererer til løn optjent af fuldtids- og deltidsbeskæftigede i referencemåneden (typisk oktober 2014) inden fradrag af skat og sociale sikringsbidrag. Lønninger og andet vederlag omfatter betalinger for overarbejde, præmier for skifteholdsarbejde, bonusser, provisioner, kvoter osv. Deltidsansattes bruttomånedslønninger er blevet omregnet til fuldtidsækvivalenter, før de kan medtages i gennemsnittet med samme vægt som fuldtidsansatte. Den manglende medtagelse af deltidsansatte i beregningen af medianbruttomånedslønningerne påvirker forholdet mellem minimumslønninger/medianlønninger med mere end 7 procentpoint i Nederlandene (49 % i stedet for 56 %).

Den gennemsnitlige vekselkurs for 2014 blev anvendt til at omregne data for lande uden for euroområdet til euro. De landespecifikke aktiviteter, der er omfattet af nationale mindstelønninger som andel af de gennemsnitlige månedslønninger, findes i et bilag, som er en del af metadataene.

Kontekst

Flere af de oprindelige EU-medlemsstater har lang tradition for at garantere en mindsteløn for de lavest betalte arbejdstagere i arbejdsstyrken. I modsætning hertil har en række medlemsstater, deriblandt Tyskland, Irland og mange af de lande, der tiltrådte EU i 2004 eller senere, først for nylig indført bestemmelser om mindsteløn, mens seks af EU-27-medlemsstaterne ikke havde nogen mindsteløn pr. 1. januar 2020.

Der har de seneste år været tendens til forholdsvis beskedne lønstigninger (løntilbageholdenhed) i de fleste europæiske lande, og mange grupper, der repræsenterer arbejdstagerne, har hævdet, at købekraften og den generelle levestandard er faldet. Nogle politikere, arbejdstagerrepræsentanter, lobbygrupper og iagttagere støtter aktivt idéen om en "europæisk mindsteløn" eller nationale mindstelønninger i samtlige EU-medlemsstater.

De nationale mindstelønninger ændres ikke nødvendigvis hvert år, og justeringen medfører heller ikke altid en stigning i mindstelønnen. Eksempelvis faldt mindstelønningerne i Grækenland i 2012 som led i regeringens spareforanstaltninger. Den nationale kollektive overenskomst blev suspenderet i Grækenland det år, og den nationale mindsteløn fastsættes nu ved regeringsbeslutning.

Direkte adgang til
Andre artikler
Tabeller
Database
Tematisk afsnit
Publikationer
Metodologi
Lovgivning
Visualiseringer
Eksterne links





Mindstelønninger (tps00155)
Minimum wages (earn_minw)
Monthly minimum wages - bi-annual data (earn_mw_cur)
Monthly minimum wage as a proportion of average monthly earnings (%) — NACE Rev. 2 (fra 2008 og fremefter) (earn_mw_avgr2)
Monthly minimum wage as a proportion of average monthly earnings(%) — Nace rev. 1.1 (1999-2009) (earn_mw_avgr1)


  • Minimum wages (ESMS-metadatafil — earn_minw_esms) (på engelsk)