• Events

Nyhedsartikler


<< Zpět na seznam novinek

Er du på vej tilbage til Polen? Lad EURES hjælpe dig

Arbejdskraftens bevægelighed forbindes ofte med jobsøgende, der flytter til udlandet for at arbejde. Men at vende tilbage til hjemlandet kan for nogle mobile arbejdstagere være lige så hårdt som at flytte til et andet land. Vi har spurgt Katarzyna Kawka-Kopeć fra det nationale koordineringskontor i Polen, hvordan de hjælper tilbagevendende mobile arbejdstagere.
Picture

Hvor mange polakker lever i øjeblikket i udlandet, og hvad er de mest almindelige årsager til, at de forlader Polen?

Ifølge Polens statistiske kontor boede omkring 2,5 millioner polakker i udlandet i 2018, heraf 81 % i EU. Det største antal polske mobile arbejdstagere boede i Tyskland, Det Forenede Kongerige, Nederlandene og Irland. De væsentligste årsager for polakker til at flytte til disse lande er de bedre jobmuligheder og lønninger, højere levestandarder, bedre sociale forhold, gunstige skattesystemer og bedre offentlig administration.

 

Hvorfor vælger nogle polske mobile arbejdstagere at vende tilbage til Polen?

Der er mange årsager til, at polske mobile arbejdstagere ønsker at vende tilbage, f.eks. følgende:

 

  • personlige årsager (at være tættere på familien og sine kære eller for at tage sig af ældre familiemedlemmer) og hjemve

  • udløbet ansættelseskontrakt

  • sammenstød relateret til fjendskab og fremmedhad i værtslandet

  • kædereaktion (når én families tilbagevenden fører til, at andre familier også vender tilbage)

  • den pågældende person har besluttet at etablere virksomhed i Polen

  • uvished i forbindelse med covid-19-pandemien.

 

Hvad er de mest almindelige udfordringer for polske mobile arbejdstagere, når de vender hjem?

Det er svært at sige, fordi folk har forskellige oplevelser. Nogle finder det svært at vænne sig til måden, tingene foregår på på en polsk arbejdsplads. For eksempel finder mobile arbejdstagere, der vender hjem fra Det Forenede Kongerige, det svært at vænne sig til forholdet mellem leder og medarbejder, som er langt mere hierarkisk i Polen. Andre oplever administrative hindringer eller har problemer med sundhedsvæsenets niveau. Børn, der har gået i skole i udlandet, kan også finde det svært at vænne sig til det polske skolesystem.

 

Hvordan hjælper EURES Polen tilbagevendende mobile arbejdstagere med at finde et job?

EURES-netværket har mange informationer til dem, der planlægger at vende hjem, herunder information om:

 

  • vigtige første skridt ved deres tilbagevenden

  • jobmuligheder og vejledning om udarbejdelse af et CV

  • rådgivning om forhold vedrørende social sikring (arbejdsløshedsunderstøttelse, sundhedsforsikring, familieydelse, forældreorlov, invaliditetsydelse og pension)

  • nationale projekter og eksisterende initiativer

  • bistand efter ansættelse.

 

Individuel hjælp er vigtig for at sikre, at den tilbagevendende mobile arbejdstager kan finde sig til rette sit hjemland. Vi har udarbejdet en brochure om at bo og arbejde i Polen, som fås på polsk, engelsk og tysk.

Et andet eksempel er et projekt ledet af arbejdsformidlingen i Gdansk ved navn "Pomerania! I come back here, I work here". Projektet er rettet mod borgere i Pomerania-provinsen, som er over 30 år og har boet i mere end 6 måneder i Belgien, Frankrig, Tyskland, Irland, Nederlandene, Norge, Sverige eller Det Forenede Kongerige, og som er vendt tilbage til Polen for mindre end 6 måneder siden. Det er specifikt skræddersyet til at hjælpe folk over 50 år, kvinder, jobsøgende med handicap samt lavtuddannede jobsøgende. Projektet tilbyder gratis kurser og professionel undervisning, karriererådgivning, hjælp til at finde et job i Pomerania-provinsen, flytte- og certificeringshjælp, psykologhjælp og juridisk rådgivning, stipendier til uddannelse, rejsegodtgørelse mm.

 

Hvordan kan EURES støtte arbejdsgivere i at ansætte tilbagevendende polske mobile arbejdstagere?

EURES kan hjælpe arbejdsgivere på forskellige måder, for eksempel ved at arrangere specifikke online-jobmesser eller ved at gøre arbejdsgivere opmærksomme på potentialet hos tilbagevendende mobile arbejdstagere. For eksempel besluttede den polske regering i maj 2019 at gøre noget, der ikke var blevet gjort før – at afholde en jobmesse i London for polske arbejdstagere, der overvejede at vende tilbage til Polen. Arrangementet blev godt modtaget og havde omkring 1.000 besøgende og 30 udstillere – store polske virksomheder, internationale virksomheder med aktiviteter i Polen samt nationale institutioner.

 

Er der andre initiativer i Polen, der hjælper tilbagevendende mobile arbejdstagere?

Ja, for eksempel har den nationale myndighed for udveksling af universitetsuddannede lanceret programmet Polish Returns for at tilskynde polske videnskabsfolk til at vende hjem fra udlandet. Formålet med initiativet er at give fremtrædende polske videnskabsfolk mulighed for at vende tilbage til Polen og få ansættelse i polske videregående uddannelsesinstitutioner, videnskabelige institutioner og forskningscentre.

Der findes også en informationsportal, der skal hjælpe og gøre det nemmere for mobile arbejdstagere at vende tilbage til Polen. Via portalen kan tilbagevendende arbejdstagere stille spørgsmål om formaliteterne i forbindelse med at vende tilbage, f.eks. indskrivning af børn i polske skoler, skattefradrag, sundhedsforsikring og registrering af udenlandske civilstandsattester. Portalen tilbyder også psykologisk rådgivning for at forberede arbejdstagere og deres familier på deres tilbagevenden.

 

Relevante links:

Informationsportal for tilbagevendende polske mobile arbejdstagere

Living and working in Poland

Polish Returns

 

Læs mere:

Europæiske jobdage

Drop'pin@EURES

Find en Euresvejleder

Leve- og arbejdsvilkår i Eureslandene

Eures' jobdatabase

Eures' tjenester for arbejdsgivere

Eures' kalender over events

Kommende onlineevents

Eures på Facebook

Eures på Twitter

Eures på LinkedIn

 

Ansvarsfraskrivelse: Bemærk venligst, at hverken Eures eller Europa-Kommissionen er ansvarlig for indholdet på nogen af ovennævnte tredjepartswebsteder.

11/12/2020

<< Zpět na seznam novinek
 
ansvarsfraskrivelse

Artiklerne "Fokus på…" skal give brugerne af EURES-portalen information om aktuelle emner og tendenser og tilskynde til diskussion og debat. De afspejler ikke nødvendigvis Europa-Kommissionens holdning.