Navigation path

High level navigation

Page navigation

Ofte stillede spørgsmål om Natura 2000

Hvad er Natura 2000?

1. Hvad er Natura 2000? Hvad er forskellen mellem et Natura 2000-område og et nationalt naturreservat eller en nationalpark?

Natura 2000-områder er blevet udpeget specifikt for at beskytte centrale områder for en undergruppe af arter eller naturtyper, som er opført i habitatdirektivet eller fugledirektivet. De anses for at være af europæisk betydning, fordi de er truede, sårbare, sjældne, endemiske eller tydelige eksempler på de kendetegn, der er typiske for et eller flere af Europas ni biogeografiske områder. Der er i alt 2 000 arter og 230 naturtyper, for hvilke centrale områder skal udpeges som Natura 2000-områder.

Naturreservater, nationalparker eller andre nationalt eller regionalt beskyttede områder er på den anden side etableret alene i henhold til national eller regional lovgivning, som kan variere fra land til land. Områder kan være udpeget til en række forskellige formål og kan også vedrøre andre arter/naturtyper end dem, der er omfattet af målene for Natura 2000-nettet.

De har ikke den samme status som Natura 2000-områder. Nationalt eller regionalt beskyttede områder kan dog også være udpeget som Natura 2000-områder, fordi de også er vigtige områder for arter og naturtyper af EU-betydning. I sådanne tilfælde finder EU-direktivernes bestemmelser anvendelse, medmindre der i henhold til national lovgivning er indført strengere regler.

Yderligere oplysninger:

Udvikling af Natura 2000-nettet
Natura 2000 EUNIS-databasen

2. Hvordan udvælges områderne?

Natura 2000-områder udvælges med det formål at sikre den langsigtede overlevelse af arter og naturtyper, der er beskyttet i henhold til habitatdirektivet og fugledirektivet. Udvælgelsen af områder er baseret på videnskabelige kriterier.

I henhold til fugledirektivet skal EU's medlemsstater udpege de områder, der er "bedst egnede" – med hensyn til både antal og overfladeareal – til at beskytte de fuglearter, der er opført i bilagets i bilag I, og trækfuglearter.

I henhold til habitatdirektivet skal medlemsstaterne udpege de områder, der er nødvendige for at sikre, at de naturtyper, der er nævnt i bilag I, og levestederne for de arter, der er nævnt i bilag II, opretholdes eller i givet fald genoprettes til en gunstig bevaringsstatus i deres naturlige udbredelsesområde.

Områderne udvælges og foreslås af medlemsstaterne. Det Europæiske Miljøagentur (EEA) bistår derefter Europa-Kommissionen, når den analyserer forslagene til områder og evaluerer de foreslåede områders bidrag til hver naturtypes og arts bevaringsstatus på biogeografisk plan. Når de områder, der er foreslået i henhold til habitatdirektivet, anses for tilstrækkelige, vedtages listerne af Kommissionen, og medlemsstaterne skal udpege dem som særlige bevaringsområder hurtigst muligt og inden for højst seks år.

Yderligere oplysninger:

Udpegning af Natura 2000-områder
Udvikling af Natura 2000-nettet

3. Hvilke typer økosystemer er omfattet af Natura 2000-områder?

Forskellige typer økosystemer er omfattet af Natura 2000-områderne, herunder jord-, ferskvands- og havøkosystemer. Et økosystem kan omfatte en eller mange forskellige naturtyper og er sædvanligvis levesteder for forskellige planter og dyr.

Nogle økosystemer har dog større udbredelse end andre i Natura 2000-nettet. Skovøkosystemer repræsenterer f.eks. omkring 50 % af nettets areal, mens landbrugsøkosystemer (enge og andre landbrugsområder) dækker omkring 40 % af nettet.

På nuværende tidspunkt (2016) er næsten 6 % af EU's havområde medtaget i Natura 2000-nettet, og der arbejdes med at fuldføre udpegningen af havområder for at sikre bevaringen af naturtyper og arter, som er beskyttet i henhold til habitatdirektivet og fugledirektivet, i de marine økosystemer.

4. Blev der gennemført en offentlig høring om udvælgelsen af områderne til Natura 2000-nettet?

Den høringsprocedure, der skal gennemføres ved udvælgelsen af områder, er ikke fastlagt i detaljer i direktiverne. Procedurerne har derfor varieret betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat i overensstemmelse med deres forvaltningssystemer. I nogle tilfælde har udpegningen af områder været ledsaget af detaljerede drøftelser med ejere og brugere, mens interesseparter næppe er blevet hørt i andre tilfælde.

Dette gav anledning til uenighed i nogle medlemsstater og forskellige forvaltningsmæssige og juridiske problemer, som forsinkede indgivelsen af forslag. Kommissionen var dog ikke involveret i denne fase og havde ingen beføjelser til at gribe ind i de forskellige procedurer, der blev fulgt i medlemsstaterne.

Med hensyn til analysen af de nationale lister over lokaliteter af fællesskabsbetydning og deres udvælgelse på biogeografisk plan blev den udført på en gennemsigtig måde, som bl.a. omfattede videnskabelige seminarer, som Kommissionen organiserede med støtte fra Det Europæiske Miljøagentur. Medlemsstater og eksperter, der repræsenterede relevante interesseparter lige fra ejere og brugere til miljøorganisationer, havde mulighed for at deltage i disse seminarer.

5. Hvorfor tages socioøkonomiske hensyn ikke i betragtning ved udvælgelsen af områder til Natura 2000-nettet?

Udpegningen og udvælgelsen af områder til medtagelse i Natura 2000-nettet sker alene på et videnskabeligt grundlag i henhold til de udvælgelseskriterier, der er fastsat i de to direktiver. Anvendelsen af et videnskabeligt grundlag for udvælgelsen af områderne sikrer, at:

  • kun de mest egnede områder udnævnes til Natura 2000-områder (dvs. ikke alle områder, der er levesteder for en bestemt art eller naturtype) og
  • et tilstrækkeligt antal områder medtages i Natura 2000-nettet, så den langsigtede bevaring af hver af de opførte arter og naturtyper sikres i hele deres naturlige udbredelsesområde inden for Unionen.

Hvis de bedste områder ikke medtages, eller hvis antallet af områder er utilstrækkeligt for en bestemt art eller naturtype, vil nettet ikke blive økologisk sammenhængende og kan ikke opfylde dets mål som fastsat i de to naturdirektiver.

Socioøkonomiske hensyn tages derfor ikke i betragtning i udvælgelsesprocessen. De indgår imidlertid som et grundlæggende hensyn, når det besluttes, hvordan et Natura 2000-område skal beskyttes og forvaltes. I habitatdirektivets artikel 2 præciseres det, at alle foranstaltninger, der træffes efter direktivet, skal tage sigte på at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for naturtyper samt vilde dyre- og plantearter af EU-betydning, samtidig med at der tages hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg.

6. Hvor mange områder findes der, og hvor ligger de?

Natura 2000-nettet omfatter aktuelt (2016) over 27 000 områder, som dækker et samlet areal på ca. 1 150 000 km2 på land og til havs i alle EU's medlemsstater. Natura 2000 dækker omkring 18 % af EU's samlede landområde. Den nationale arealdækning af Natura 2000-områder varierer fra omkring 9 % til næsten 38 % afhængigt af landene. Denne forskel skyldes delvist mængderne af naturlige og delvist naturlige naturtyper i hvert land. En meget større andel af naturtyper og arter, der er beskyttet efter direktiverne, findes f.eks. i Middelhavsområdet, det kontinentale område og det alpine område end i det atlantiske område. Nogle lande har desuden historisk været genstand for mere omfattende intensiv arealanvendelse og fragmentering, hvilket har bevirket, at der i dag er færre naturlige ressourcer, som skal beskyttes efter direktiverne. Naturlige og delvist naturlige naturtyper og arter, f.eks. store rovdyr, findes generelt i langt større antal og har større udbredelse i de central- og østeuropæiske medlemsstater, som tiltrådte Unionen fra og med 2004 end i nogle af de ældre medlemsstater. Det skyldes også de forskellige tilgange, som medlemsstaterne har benyttet ved afgrænsningen af de udvalgte områder. Flere medlemsstaterne har foreslået bredt afgrænsede og store Natura 2000-områder ud fra en mere helhedsorienteret tilgang, som omfatter områder med naturtyper, der ikke er omfattet af direktiverne. Andre har afgrænset deres områder mere præcist og har i højere grad begrænset dem til selve området med den beskyttede naturtype.

Natura 2000-barometeret ajourføres oplysningerne om antallet af områder og det dækkede areal i hvert land og på EU-plan jævnligt.

Natura 2000-viewer er et onlinekort, hvor brugeren kan finde og undersøge Natura 2000-områder over alt i Unionen med et enkelt klik.

Yderligere oplysninger:

Lister over Natura 2000-områder, der er godkendt af Kommissionen i hver biogeografisk region.
Natura 2000 i alle medlemsstater

7. Hvad er forskellen mellem et særligt bevaringsområde, en lokalitet af fællesskabsbetydning (eller EU-betydning), et særligt beskyttelsesområde og et Natura 2000-område?

Særlige bevaringsområder, lokaliteter af fællesskabsbetydning og særlige beskyttelsesområder benævnes under ét Natura 2000-områder. Særlige beskyttelsesområder er Natura 2000-områder, som er udpeget efter fugledirektivet, mens lokaliteter af fællesskabsbetydning og særlige bevaringsområder er områder, der er udpeget efter habitatdirektivet. En lokalitet af fællesskabsbetydning og et særligt bevaringsområde vedrører det samme område. Den eneste forskel mellem de to ligger i deres beskyttelsesniveau.

Lokaliteter af fællesskabsbetydning er områder, som Kommissionen officielt har vedtaget, og som derfor der omfattet af beskyttelsesbestemmelserne i artikel 6, stk. 2, 3 og 4. Særlige bevaringsområder er lokaliteter af fællesskabsbetydning, som er blevet udpeget af medlemsstaterne gennem en retsakt, og for hvilke de nødvendige bevaringsforanstaltninger gennemføres for at sikre bevaringen af arterne og naturtyperne af EU-betydning i området.

Se: Kommissionens notat om udpegning af særlige bevaringsområder

8. Er Natura 2000-nettet komplet? Vil nye områder blive tilføjet i fremtiden?

Natura 2000-nettet i Unionen omfatter mere end 27 000 områder på tværs af alle 28 EU-medlemsstater (2016). De dækker til sammen mere end 1 million kvadratkilometer, hvilket svarer til næsten en femtedel af Europas landareal (18,36 %), og en vigtig del af de omkringliggende have. Dette gør det til et af verdens største koordinerede net af bevaringsområder.

Kommissionen er med bistand fra Det Europæiske Temacenter for Biodiversitet ansvarlig for at vurdere – på både nationalt og biogeografisk plan – om hver art og naturtype er tilstrækkeligt omfattet af de eksisterende områder i nettet. Kommissionen har konkluderet, at Natura 2000-nettet i dag generelt er komplet på land, men den har anmodet visse medlemsstater om at foreslå yderligere områder for en række arter og naturtyper med henblik på at fuldføre nettet på deres territorium.

Udpegningen af Natura 2000-områder i havmiljøet er dog sket i et meget langsommere tempo end på land. Til dato (juni 2016) er der udpeget mere end 3 000 marine Natura 2000-områder, hvilket svarer til næsten 6 % af EU's samlede havområde (over 360 000 km²). En af de vigtigste årsager til det langsomme fremskridt med udpegningen af havområder har været manglen på videnskabelige oplysninger om fordelingen af EU-beskyttede marine naturtyper og arter, især med den detaljeringsgrad, der er nødvendig for at udpege områderne og indføre hensigtsmæssig forvaltning.

Kommissionen og medlemsstaterne har for nylig intensiveret indsatsen for at udpege yderligere havområder, især i offshorejurisdiktioner uden for medlemsstaternes territorialfarvande.

Yderligere oplysninger:

Natura 2000
Natura 2000 i havmiljøet

9. Kan områder ændres eller fjernes fra listen og Natura 2000?

Et område kan kun fjernes fra listen, hvis det har mistet sin bevaringsværdi som følge af den naturlige udvikling og ikke kan genoprettes ved hjælp af forvaltningsforanstaltninger. Det skal imidlertid erindres, at forringelse af området som følge af f.eks. utilstrækkelig forvaltning, i sig selv vil være i strid med artikel 6, stk. 2. Udpegningen af sådanne områder kan ikke ophæves, blot fordi man har ladet dem blive forringede og ikke har forvaltet dem korrekt i overensstemmelse med kravene i de to naturdirektiver. Områder, som er blevet ødelagt og behørigt kompenseret for i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 4, kan fjernes fra listen. Også områder, hvis oprindelige udpegning eller afgrænsning tilsyneladende var baseret på ukorrekte videnskabelige oplysninger, kan ændres eller fjernes fra listen. Forslag til sådanne ændringer fra medlemsstaterne accepteres kun af Kommissionen, hvis de er videnskabeligt begrundede.

Yderligere oplysninger: EU-Domstolens afgørelse i sag C-301/12.

10. Hvor kan jeg finde flere oplysninger om Natura 2000-områder i medlemsstaterne? Hvordan kan jeg finde ud af, om min jord er omfattet af Natura 2000 eller ej?

Kommissionen har med hjælp fra Det Europæiske Miljøagentur udviklet et offentligt internetbaseret GIS-kortlægningssystem – "Natura 2000-viewer" – som viser den præcise beliggenhed af hvert Natura 2000-område i Unionen. Brugeren kan søge efter og forespørge om ethvert område ethvert sted i Unionen. Takket være kortenes store målestok ses områdegrænserne og de vigtige landskabstræk tydeligt.

Natura 2000-viewer giver også adgang til den standarddataformular (SDF), der findes for hvert område. I standarddataformularen registreres de arter og naturtyper af EU-betydning, for hvilke området er udpeget, og deres anslåede bestandstørrelse og bevaringsgrad inden for området på tidspunktet for udpegningen.

Mere detaljerede oplysninger om Natura 2000-områder kan også fås hos de kompetente naturbeskyttelsesmyndigheder i hver medlemsstat.

Yderligere oplysninger:

Natura 2000-viewer
Adgang til Natura 2000-data
Natura 2000 i alle medlemsstater

11. Betyder Natura 2000-udpegningen, at alle økonomiske aktiviteter skal indstilles i området? Påvirker det mit ejerskab?

Mange mennesker forbinder naturbevaring med egentlige naturreservater, hvor menneskelige aktiviteter ikke tillades. Natura 2000 benytter en anden tilgang. Det anerkender fuldt ud, at mennesket er en integreret del af naturen, og at de to fungerer bedst i partnerskab med hinanden.

Udpegelsen som et Natura 2000-område betyder derfor ikke, at alle økonomiske aktiviteter skal indstilles. I nogle tilfælde kan der være behov for tilpasninger eller ændringer for at beskytte de arter og naturtyper, for hvilke området er udpeget, eller for at hjælpe med at genoprette dem til god bevaringsstatus. Men i mange tilfælde kan de eksisterende aktiviteter fortsætte som hidtil.

For mange områder er den langsigtede overlevelse af arterne og naturtyperne i området alene afhængig af, at sådanne aktiviteter fortsættes, og det er i sådanne tilfælde vigtigt at finde metoder til fortsat at støtte og eventuelt forbedre sådanne aktiviteter, f.eks. regelmæssig græsslåning, afgræsning eller fjernelse af kratbevoksning.

Det er derfor ikke muligt at generalisere. Meget afhænger af de specifikke miljømæssige, sociale og økonomiske forhold inden for hvert område og af de tilstedeværende arters og naturtypers præcise økologiske behov. Dette kan kun vurderes sag for sag.

12. Indebærer Natura 2000-udpegningen, at traditionelle aktiviteter, f.eks. tørveskæring og træfældning, skal indstilles?

Traditionelle aktiviteter kan fortsættes som hidtil, hvis de ikke har nogen negativ indvirkning på de arter eller naturtyper, for hvilke området er udpeget. Dette skal igen vurderes sag for sag. Kun en specifik vurdering kan vise, om der er tale om en indvirkning eller ej. Hvis der er en negativ indvirkning, vil undersøgelserne hjælpe med at fastlægge dens omfang og de bedste midler til at mindske eller fjerne den (f.eks. flytning af aktiviteter til en anden del af området, tilpasning af fremgangsmåder eller ændring af tidspunkter), så de ikke længere forårsager forringelse af de arter og naturtyper, for hvilke området er udpeget.

13. Er jagt tilladt i Natura 2000-områder?

Jagt er et typisk eksempel på igangværende aktiviteter, der kan tillades at fortsætte i et Natura 2000-område, såfremt den ikke har negativ indvirkning på de arter eller naturtyper, for hvilke området er udpeget. I fugledirektivet og habitatdirektivet anerkendes legitimiteten af jagt som en form for bæredygtig anvendelse, og dens udøvelse i Natura 2000-områder forbydes ikke som sådan. I stedet opstilles der i direktiverne en ramme for at kontrollere jagtudøvelse med henblik på at sikre en balance mellem jagtudøvelsen og det langsigtede mål om at opretholde levedygtige bestande af de arter, der jages.

Yderligere oplysninger: Bæredygtige jagtinitiativer

14. Tillades rekreative aktiviteter i Natura 2000-områder?

Mennesker søger ud i naturen af mange forskellige årsager. Mange ønsker at slappe af i ro og fred i et naturskønt område, andre ønsker at udforske nye områder, mens endnu andre er mere interesserede i at udføre naturbaserede aktiviteter som f.eks. at bade, vandre, cykle, fiske, gå på jagt osv. Uanset hvad, giver Natura 2000 mennesker en unik mulighed for at opdage og nyde Europas rige naturarv.

Disse rekreative aktiviteter er forenelige med habitatdirektivets og fugledirektivets bestemmelser, så længe de ikke påvirker naturtyperne og arterne i områderne negativt. Nøglen ligger ofte i hensynsfuld planlægning og klog udnyttelse af ressourcer for at sikre, at de ikke ender med at ødelægge netop det, som de er baseret på.

Fastlæggelse af bevaringsmålsætninger for Natura 2000-områder

15. Hvad er hensigten med bevaringsmålsætninger, og hvordan fastsættes de?

Bevaringsmålsætninger har til formål så præcist som muligt at fastsætte den ønskede bevaringsstatus eller -grad i et bestemt område. Der bør fastsættes målsætninger for hver af de relevante naturtyper og arter inden for et bestemt område.

Ofte præsenteres de som kvantitative mål, f.eks. opretholdelsen af bestanden af en bestemt art på et bestemt minimumsantal individer eller forbedring af bevaringsgraden for en naturtype fra kategori C til B inden for ti år.

Fastsættelse af klare bevaringsmålsætninger for Natura 2000 er afgørende for at sikre, at hvert område i nettet bidrager så effektivt som muligt til de to naturdirektivers overordnede mål, nemlig at opnå en gunstig bevaringsstatus for alle de naturtyper og arter, de beskytter1, i deres naturlige udbredelsesområde i Unionen.

Bevaringsmålsætninger er specifikke for hvert område og bør baseres på grundlæggende viden om området og de tilstedeværende arter og naturtyper, deres økologiske behov samt eventuelle trusler mod og belastninger for deres fortsatte tilstedeværelse i området. Dette skyldes, at hvert Natura 2000-område har et unikt sæt biotiske, abiotiske og socioøkonomiske forhold, som kan variere betydeligt fra område til område, selv om de er vært for de samme arter og naturtyper.

Der bør også fastsættes bredere bevaringsmålsætninger for en hel serie af områder eller for visse arter eller naturtyper i en bestemt region eller i et bestemt land (nationale eller regionale bevaringsmålsætninger). Dette vil ikke kun hjælpe med at fastsætte bevaringsmålsætningerne for det enkelte område, men vil også hjælpe med at udpege strategiske bevaringsprioriteter inden for og på tværs af de forskellige områder. På denne måde kan de foranstaltninger, som har det største potentiale for at forbedre eller opretholde bevaringsstatus for en bestemt art eller naturtype inden for den pågældende region eller det pågældende land, prioriteres.

Kommissionen har offentliggjort et fortolkende notat med retningslinjer for fastsættelse af bevaringsmålsætninger for Natura 2000, som indeholder yderligere forklaringer.

1 Fugledirektivets mål er formuleret lidt anderledes, men ambitionen er den samme.

16. Hvem er ansvarlig for at fastsætte bevaringsmålsætninger? Høres jordejerne/-forvalterne?

De kompetente myndigheder i hver medlemsstat er ansvarlige for at fastsætte bevaringsmålsætninger. I naturdirektiverne fastsættes det ikke, hvordan dette skal ske, da det tilfalder hver medlemsstat at vælge de midler og metoder, den vil benytte til at gennemføre deres bestemmelser. Naturdirektivernes mål er imidlertid at opnå en gunstig bevaringsstatus for alle arter og naturtyper af fællesskabsinteresse og benytte Natura 2000-nettet til at nå dette mål.

Kommissionen anbefaler imidlertid, at alle interessenter – uanset om de er jordejere, jordforvaltere eller naturbeskyttelsesorganisationer – ud over at sikre, at bevaringsmålsætningerne er baseret på grundlæggende viden, deltager i fastsættelsen af bevaringsmålsætninger. Dette vil hjælpe med at fastsætte realistiske og opnåelige bevaringsmålsætninger.

Jordejere og -forvaltere har generelt et særdeles godt kendskab til den områdeforvaltning, som tidligere har ført til vellykket eller mislykket bevaring, og det er vigtigt at støtte dialogen mellem myndigheder og centrale interesseparter om, hvordan områdespecifikke bevaringsmålsætninger og -foranstaltninger bedst kan fastsættes. Diskussioner om og klar formidling af et bestemt områdes betydning, rolle og bevaringsmålsætninger vil også hjælpe med at forbedre alle de involveredes bevidsthed og engagement.

17. Hvor kan jeg finde flere oplysninger om bevaringsmålsætningerne for et bestemt område?

Hvert land har sit eget system til at offentliggøre bevaringsmålsætningerne for dets områder. For nogle lande er de anført i afgørelserne eller retsakterne vedrørende udpegning af områderne eller i ledsagedokumenterne. I andre tilfælde er de offentliggjort på de kompetente myndigheders websted. Sædvanligvis er de også opført og yderligere beskrevet i forvaltningsplanerne for Natura 2000-området eller lignende instrumenter, hvis sådanne instrumenter findes. Kommissionen har anbefalet medlemsstaterne, at de stiller lettilgængelige oplysninger om Natura 2000-bevaringsmålsætninger til rådighed på en måde, der er relevant og letforståelig for jordejere og -forvaltere.

18. Hvordan kan jeg vide, hvilke aktiviteter der er forenelige og ikke forenelige med Natura 2000, hvis der ikke er fastsat bevaringsmålsætninger?

Bevaringsmål bør fastsættes af myndighederne for alle Natura 2000-områder. Processen kan dog være blevet forsinket, så bevaringsmålsætninger stadig mangler.

I et sådant tilfælde har de kompetente myndigheder ansvaret for at oplyse interesseparter om konsekvenserne af udpegningen af et område som et Natura 2000-område. De bør navnlig oplyse, hvorvidt bestemte aktiviteter bør tilpasses eller muligvis indstilles for at undgå forringelse af området, eller hvilke aktiviteter der bør fremmes med henblik på at forbedre områdets bevaringsstatus. Standarddataformularen er en nyttig kilde til oplysninger om, hvorfor et bestemt område er blevet udpeget. Denne formular bør altid tjekkes, når der træffes forvaltningsbeslutninger (f.eks. når forvaltningsdokumenter udarbejdes, eller nye investeringer planlægges).

Mindstekravet vil være at undgå forringelse af alle væsentlige naturtyper og arter i området ifølge standarddataformularen. Hvis videnskabelige oplysninger ikke foreligger, bør en forsigtighedstilgang anvendes.

Detaljerede oplysninger om områdets behov findes også i Natura 2000-forvaltningsplanerne, hvis sådanne findes, eller i andre relevante dokumenter (dvs. dokumenter om bevaringsmålsætninger, retsakter om udpegning af område osv.).

Medlemsstaterne offentliggør sædvanligvis detaljerede oplysninger om deres Natura 2000-områder, herunder begrundelsen for deres udpegning, bevaringsmålsætninger, forvaltningsplaner og bevaringsforanstaltninger, på websteder eller ad andre kanaler (f.eks. gennem lokale myndigheder). Nogle lande formidler også specifikke og detaljerede oplysninger til jordejere og vigtige jordbrugere i alle Natura 2000-områder (f.eks. gennem særlige meddelelser som i Det Forenede Kongerige eller ved oprettelse af lokale grupper eller udvalg, som allerede fra begyndelsen har deltagelse af centrale interesseparter, og som forvalter områderne, som i Frankrig og andre medlemsstater). Jordejere og jordbrugere kan også henvende sig til de lokale kompetente myndigheder for at få flere oplysninger om specifikke Natura 2000-områder.

Forvaltning af Natura 2000-områder

19. Hvem er ansvarlig for at iværksætte bevaringsforanstaltningerne?

De kompetente myndigheder i hver medlemsstat er ansvarlige for at iværksætte bevaringsforanstaltninger. I habitatdirektivets artikel 6, stk. 1, fastsættes følgende: "For de særlige bevaringsområder iværksætter medlemsstaterne de nødvendige bevaringsforanstaltninger, hvilket i givet fald kan indebære hensigtsmæssige forvaltningsplaner, som er specifikke for lokaliteterne eller integreret i andre udviklingsplaner, samt de relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler, der opfylder de økologiske behov for naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne."

For alle særlige bevaringsområder skal medlemsstaterne iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger, som skal finde anvendelse på alle naturtyperne i bilag I og de arter i bilag II, der findes på lokaliteterne, med undtagelse af de typer og arter, som er identificeret som ikke væsentlige i Natura 2000-standardformularen.

Kommissionen har udsendt en vejledning om iværksættelse af bevaringsforanstaltninger for Natura 2000-lokaliteter og offentliggjort en oversigt over bestemmelserne i artikel 6, stk. 1, og deres praktiske gennemførelse i forskellige medlemsstater.

EU-Domstolens vigtigste afgørelser vedrørende habitatdirektivets artikel 6, herunder vedrørende forpligtelsen til at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger i Natura 2000-områder, er samlet i et dokument.

20. Hvordan identificeres og iværksættes bevaringsforanstaltninger for et Natura 2000-område? Hvornår skal de være indført?

Bevaringsforanstaltninger er de praktiske tiltag, der skal gennemføres, for at et område kan nå dets bevaringsmålsætninger. De skal svare til de tilstedeværende naturtypers og arters økologiske behov. Når bevaringsforanstaltninger iværksættes, skal der tages hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg. Dette princip er fastsat i habitatdirektivet (artikel 2).

For at fastsætte passende bevaringsforanstaltninger er det nødvendigt at have et fornuftigt oplysningsgrundlag om de eksisterende forhold i området, om arternes og naturtypernes bevaringsstatus og de vigtigste former for pres og trusler, som kan påvirke dem, og om den overordnede socioøkonomiske sammenhæng (den eksisterende arealudnyttelse, ejerskab, interesserede parters interesser, igangværende økonomiske aktiviteter osv.).

Bevaringsforanstaltninger gælder ligesom bevaringsmålsætninger generelt specifikt for hvert område og skal iværksættes for hvert område. Dette skyldes, at hvert Natura 2000-område har et unikt sæt biotiske, abiotiske og socioøkonomiske forhold, som kan variere betydeligt fra område til område, selv om de er vært for de samme arter og naturtyper.

Medlemsstaterne har op til seks år fra det tidspunkt, hvor et område er udpeget som en lokalitet af fællesskabsbetydning, til at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger og udpege området som et særligt bevaringsområde. Disse seks år bør udnyttes til at indsamle alle de nødvendige oplysninger om området og til at informere og indgå i dialoger og forhandlinger med alle interessegrupper om, hvilke foranstaltninger der er mest hensigtsmæssige til at nå de bevaringsmålsætninger, der er fastsat for området.

I naturdirektiverne fastsættes det ikke, hvordan dette skal ske, da det tilfalder hver medlemsstat at vælge de midler og metoder, den vil benytte til at gennemføre deres bestemmelser.

Kommissionen har udsendt en vejledning om iværksættelse af bevaringsforanstaltninger for Natura 2000-lokaliteter.

21. Hvilke typer bevaringsforanstaltninger kan der gennemføres?

Som nævnt fastlægges dette sag for sag på baggrund af de økologiske og socioøkonomiske forhold i områderne. Bevaringsforanstaltninger kan variere fra:

  • "ingenting", fordi der ikke er behov for yderligere foranstaltninger end fortsat at forvalte området, sådan som det er blevet forvaltet indtil videre, og
  • "simple" foranstaltninger, f.eks. ved at undgå forstyrrelser i yngletiden, foretage regelmæssig græsslåning eller høslæt eller øge mængden af undervækst i skove
  • til "større" genopretningsaktiviteter, der omfatter generel fjernelse af ikkehjemmehørende arter eller hydrologisk genopretning af et vådområde.

I nogle tilfælde kan ikkeindgriben og streng beskyttelse også anses for en bevaringsforanstaltning, navnlig for naturtyper og arter, der er meget sårbare over for enhver form for menneskelig indgriben og derfor kræver særlige tilflugtssteder for at sikre deres fortsatte overlevelse.

Kommissionen har offentliggjort en oversigt over tilgange til iværksættelse af bevaringsforanstaltninger i forskellige medlemsstater og en lang række eksempler på forskellige bevaringsforanstaltninger, der er blevet gennemført under forskellige socioøkonomiske forhold i Unionen.

Der kan være behov for forskellige typer foranstaltninger i Natura 2000-områder, herunder genopretningsaktiviteter, som kræver, at anlægsarbejder udføres på bestemte tidspunkter, f.eks. anlægsarbejder for at genoprette hydrologien i et vådområde, genplantning af bestemte arter, genindførelse eller genudsætning af bestande, anlæg eller nødvendig infrastruktur osv. Regelmæssigt tilbagevendende aktiviteter kan også gennemføres periodisk inden for området for at opretholde eller bevare bevaringsstatussen for visse naturtyper eller bestanden af bestemte arter. Sådanne aktiviteter kan f.eks. omfatte slåning eller afgræsning af græsarealer, regelmæssig kratrydning, forvaltning af hydrologiske processer for vådområder osv. Det kan også være nødvendigt at overvåge, patruljere og bevogte bestemte områder for at sikre tilstrækkelig beskyttelse heraf.

Fastlæggelsen af de nødvendige foranstaltninger kræver omhyggelig planlægning og udarbejdelse af detaljerede planer og tekniske specifikationer for at sikre, at de gennemføres korrekt. Overvågning indgår sædvanligvis i de planlagte bevaringsforanstaltninger, da de opnåede resultater skal følges op og evalueres for at vurdere effektiviteten af foranstaltningerne og foretage eventuelt nødvendige justeringer.

Endelig gennemføres bevaringsforanstaltninger i Natura 2000-områder ofte bedst, hvis de ledsages af hensigtsmæssig oplysning og bevidstgørelse af lokalbefolkningen i området og navnlig af de interesseparter og interessegrupper, som især berøres af eller er involveret i deres gennemførelse. Bevidstgørelse er især vigtig, når områderne er åbne for og kan anvendes af tredjeparter, dvs. personer, som ikke er jordejere, lejere eller offentlige myndigheder. Styrkelse af bevidstheden og forståelsen blandt de parter, som bruger disse områder, er ofte en af de vigtigste forvaltningstilgange.

22. Hvad er Natura 2000-forvaltningsplaner, og er de obligatoriske?

For at hjælpe med at sikre, at områder forvaltes på en klar og gennemsigtig måde, opfordrer Kommissionen på det kraftigste medlemsstaterne til at udarbejde Natura 2000-forvaltningsplaner i tæt samarbejde med lokale interesseparter. Ansvaret for at iværksætte Natura 2000-forvaltningsplaner ligger hos de myndigheder, der er ansvarlige for Natura 2000. En forvaltningsplan er en robust og effektiv ramme for gennemførelsen og opfølgningen af bevaringsforanstaltninger.

Selv om Natura 2000-forvaltningsplaner ikke er obligatoriske efter habitatdirektivet, er de særdeles nyttige redskaber, da de:

  • indeholder en udførlig fortegnelse over bevaringsmålsætningerne og de økologiske betingelser og behov for de naturtyper og arter, der findes i området, så det er klart for alle, hvad der bevares, og hvorfor
  • indeholder en analyse af områdets socioøkonomiske og kulturelle sammenhæng og interaktionerne mellem forskellige arealanvendelser og de tilstedeværende arter og naturtyper
  • opstiller en ramme for en åben dialog mellem alle interessegrupper og hjælper med at skabe enighed om den langsigtede forvaltning af området og skabe en følelse af delt ansvarlighed for det endelige udfald
  • bidrager til at finde praktiske forvaltningsløsninger, som er bæredygtige og bedre kan integreres i andre former for arealanvendelse
  • giver mulighed for at fastlægge ansvarsfordelingen mellem de forskellige socioøkonomiske interesseparter, myndigheder og NGO'er i forbindelse med gennemførelsen af de fastlagte nødvendige bevaringsforanstaltninger.

Natura 2000-forvaltningsplaner kan være udarbejdet specifikt for et område eller være integreret i andre udviklingsplaner, såfremt Natura 2000-bevaringsmålsætningerne er klart medtaget i sådanne planer.

23. Findes der værktøjer, som kan hjælpe med at udarbejde Natura 2000-forvaltningsplaner?

Vejledning om udarbejdelse af Natura 2000-forvaltningsplaner, formulering af bevaringsforanstaltninger og gennemførelse af proceduren for planlægning af forvaltningen af Natura 2000-områder findes på Kommissionens websted2 og hos mange lande.

Der kan i nogle tilfælde også opnås økonomisk støtte fra EU's strukturfonde (Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og LIFE-programmet til at udforme, ajourføre og gennemføre forvaltningsplaner for Natura 2000-områder.

Disse europæiske fonde er tidligere i vid udstrækning blevet anvendt til at udarbejde Natura 2000-forvaltningsplaner, f.eks. ELFUL i Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og en række forbundsstater i Tyskland, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling i Grækenland, Polen, Ungarn og Italien, Samhørighedsfonden i Litauen og finansiering under LIFE-programmet i Cypern, Ungarn, Litauen og mange andre lande. Disse fonde vil i fremtiden blive anvendt, når forvaltningsplanerne skal revideres og ajourføres i overensstemmelse med de nationale gennemførelsesprogrammer.

24. Hvordan identificeres naturtypers og arters økologiske behov? Indebærer den blotte tilstedeværelse af en art/naturtype af EU-betydning ændringer af forvaltningen i et område?

Naturtypers og arters økologiske behov omfatter alle økologiske behov, både abiotiske og biotiske faktorer, som anses for nødvendige for at sikre bevaringen af de pågældende naturtyper (dvs. de naturtypespecifikke strukturer og funktioner, der er nødvendige for en naturtypes langsigtede opretholdelse, dens typiske arter osv.) og de arter, der findes i området, herunder deres forbindelser til det fysiske miljø (luft, vand, jord, vegetation osv.).

Disse behov hviler på videnskabelig viden og bør fastlægges i hvert enkelt tilfælde. Det betyder, at de økologiske behov kan variere fra art til art eller fra naturtype til naturtype inden for et område, men også for den enkelte art eller naturtype fra område til område. De er uafhængige af alle socioøkonomiske hensyn.

Relevante og detaljerede oplysninger om vigtige naturtypers og arters økologiske behov kan indsamles via nationale og regionale kilder med det formål at støtte deres forvaltning. Kommissionen har også offentliggjort retningslinjer for forvaltning af visse naturtyper og arter, som indeholder relevante oplysninger om dette.

25. Natura 2000-områder omfatter ofte arter og naturtyper, der ikke er omfattet af fugledirektivet og habitatdirektivet. Bør der også iværksættes specifikke bevaringsforanstaltninger for sådanne arter og naturtyper?

Sædvanligvis nej. For at overholde fugledirektivets og habitatdirektivets bestemmelser skal der kun iværksættes bevaringsforanstaltninger for de arter og naturtyper, der er beskyttet efter disse to direktiver, og som findes i Natura 2000-området. Arter, som ikke er beskyttet efter f.eks. habitatdirektivet, men som er typiske for en bilag I-naturtype, eller som er nødvendige for bevaringen af en art af fællesskabsbetydning (f.eks. beskyttelse af myretuer til fugle), kan dog også kræve opmærksomhed. De kompetente myndigheder bør kunne give relevante oplysninger.

Ved forvaltningen af et område kan der desuden tages hensyn til andre arter og naturtyper, som ikke er beskyttet inden for rammerne af EU's naturdirektiver. Medlemsstaterne og de enkelte ejere og forvaltere kan frit opstille bevaringsmålsætninger og/eller foranstaltninger for arter og naturtyper, som ikke er omfattet af disse to direktiver, f.eks. for naturtyper og arter, der er beskyttet eller truet på nationalt eller regionalt plan.

26. Er bevaringsforanstaltninger i Natura 2000-områder obligatoriske?

Proceduren for iværksættelse af de nødvendige bevaringsforanstaltninger for hvert Natura 2000-område er ikke valgfri – den er obligatorisk for alle medlemsstater. For hvert Natura 2000-område betyder det, at de bevaringsforanstaltninger, der anses for nødvendige, skal fastlægges og gennemføres (EU-Domstolens afgørelse i sag C-508/04).

Der bør imidlertid sondres mellem de foranstaltninger, der anses for at være nødvendige for bevaringen og genopretningen af de arter og naturtyper, der findes i området, og de arter og naturtyper, der anses for ønskværdige, og som med fordel kan gennemføres, hvis der er midler til det og mulighed for det. Sidstnævnte kan ideelt identificeres som sådan i Natura 2000-forvaltningsplanen og betegnes som bedste praksis-foranstaltninger, der har til formål at forbedre den generelle biodiversitet i området, og som går ud over de obligatoriske krav, der er fastsat for området.

Gennemførelsen af bevaringsforanstaltninger indebærer ikke altid aktive forvaltnings- eller genopretningsforanstaltninger, f.eks. fjernelse af invasive ikkehjemmehørende arter eller diversificering af skovbevoksningers aldersstruktur. Det kan også omfatte beskyttende foranstaltninger, f.eks. ved at undgå forstyrrelse af en art i yngletiden.

EU-Domstolens vigtigste afgørelser vedrørende habitatdirektivets artikel 6, herunder vedrørende forpligtelsen til at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger i Natura 2000-områder, er samlet i et dokument.

27. Hvordan formuleres bevaringsforanstaltninger?

Bevaringsforanstaltningerne bør beskrives så detaljeret, at de kan gennemføres effektivt. Deres placering skal angives sammen med en beskrivelse af de midler og værktøjer, der kræves for at gennemføre dem, samt oplysninger om de forskellige involverede aktørers roller og ansvar. Den sprogbrug, der anvendes til at beskrive bevaringsforanstaltningerne, bør være så klar, at de er alment forståelige.

Bevaringsforanstaltninger bør revideres og tilpasses efter behov, f.eks. på grundlag af de faktiske resultater af de foranstaltninger, der allerede er gennemført. Det er også vigtigt at angive de anslåede omkostninger og den tilgængelige støtte og at opstille en tidslinje for revision af de iværksatte bevaringsforanstaltninger for så vidt angår deres faktiske gennemførelse og deres egnethed til at nå bevaringsmålsætningerne.

28. Hvem beslutter, hvilke bevaringsforanstaltninger der er nødvendige? Høres interesseparter?

De kompetente myndigheder i hvert land er ansvarlige for at beslutte, hvilke bevaringsforanstaltninger der er nødvendige. I naturdirektiverne fastlægges det ikke, hvilken type bevaringsforanstaltninger der bør gennemføres. Det angives alene, at de skal opfylde de økologiske behov for de arter og naturtyper, der findes i et område. Det tilkommer hver medlemsstat at udforme og gennemføre den type foranstaltninger, den anser for mest hensigtsmæssig og effektiv for dens Natura 2000-områder.

Ud over at bevaringsforanstaltninger skal være baseret på robust viden, anbefaler Kommissionen på det kraftigste, at jordforvaltere eller -ejere samt andre relevante interesseparter – uanset om de er repræsentanter for lokalsamfundene eller naturbeskyttelsesorganisationer – inddrages aktivt i processen med at identificere de nødvendige bevaringsforanstaltninger og udarbejde Natura 2000-forvaltningsplaner.

Jordejere og -forvaltere bør navnlig inddrages på et tidligt trin i udviklingen af områdespecifikke bevaringsforanstaltninger. Hvis de deltager i planlægningen og forberedelsen af bevaringsforanstaltninger for et Natura 2000-område, kan deres ekspertviden udnyttes, og de kan aktivt engageres i gennemførelsen af disse bevaringsforanstaltninger. Nuværende god praksis omfatter aktive bidrag fra alle relevante interesseparter, f.eks. gennem etablering af styringsgrupper eller -komitéer.

God kommunikation allerede fra begyndelsen vil også hjælpe med at finde kompromisser og synergier mellem det, der allerede er blevet gjort, og det, der kan forbedres. Resultatet vil sandsynligvis være en mere omkostningseffektiv og mindre tidskrævende proces. Denne fremgangsmåde vil også i høj grad øge chancerne for succes, da den vil opmuntre de forskellige interesseparter og sætte dem i stand til at deltage mere aktivt og engageret i forvaltningen af deres Natura 2000-område.

Når bevaringsforanstaltningerne er iværksat, bør de også formidles til offentligheden (f.eks. på websteder, i de lokale medier og i officielle registre hos lokale myndigheder).

29. Hvordan vælger man mellem bevaringsforanstaltninger, som kan påvirke en bestemt naturtype eller art positivt, men som samtidig kan bidrage til forringelsen af en anden naturtype eller art?

En bestemt bevaringsforanstaltning kan gavne en bestemt art eller naturtype, men samtidig påvirke andre negativt. Hvis det f.eks. besluttes at fjerne en invasiv art, kan et levested for bestemte fugle samtidig blive ødelagt. Der er almindeligt med mindre afvejninger, men velgennemtænkte bevaringsmålsætninger vil hjælpe med at nå frem til den rigtige beslutning. Det er vigtigt at tage udgangspunkt i dem og de områdespecifikke prioriteter for bevaringsforanstaltninger og at vurdere, hvilke positive og negative virkninger på disse prioriteter der kan forventes af de planlagte foranstaltninger.

Afvejninger kan ofte undgås eller minimeres ved velgennemtænkt timing af foranstaltningerne og ved at målrette dem mod bestemte dele af området eller endda ved at kompensere for indvirkningen på en del af området gennem bevaringsforanstaltninger for den samme naturtype eller art i en anden del.

30. Kan bevaringsforanstaltninger være de samme for forskellige Natura 2000-områder?

Bevaringsforanstaltninger skal opfylde de bevaringsmålsætninger, der er fastsat for hvert område, og er sædvanligvis områdespecifikke. Der kan dog være behov for lignende foranstaltninger i forskellige Natura 2000-områder, som har lignende særpræg og mål. I sådanne tilfælde kan bevaringsforanstaltninger også anvendes samlet (en Natura 2000-forvaltningsplan kan f.eks. dække flere områder, som har behov for lignende foranstaltninger).

31. Hvordan gennemføres de nødvendige bevaringsforanstaltninger?

De kompetente myndigheder afgør, hvordan de nødvendige bevaringsforanstaltninger, som er identificeret for deres Natura 2000-områder, bedst gennemføres. I direktivet anføres det blot, at disse kan omfatte relevante retsakter, administrative bestemmelser eller aftaler. Det tilkommer medlemsstaterne at vælge disse foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet.

Medlemsstaterne skal dog vælge mindst én af de tre kategorier og sikre, at de kan nå bevaringsmålsætningerne med følgende foranstaltninger:

  • Retsakter: De følger sædvanligvis et mønster, der er fastsat i den nationale retspleje, og kan fastsætte specifikke krav vedrørende aktiviteter, der tillades, begrænses eller forbydes inden for området.
  • Administrative bestemmelser: De kan omfatte relevante bestemmelser vedrørende gennemførelsen af bevaringsforanstaltninger eller godkendelsen af andre aktiviteter inden for området.
  • Aftaler: De omfatter indgåelsen af kontrakter eller aftaler sædvanligvis mellem forvaltningsmyndigheder og jordejere eller brugere inden for området.

Der er intet hierarki mellem de tre kategorier. For et Natura 2000-område kan medlemsstaterne derfor vælge kun at bruge én kategori af foranstaltninger (f.eks. kun aftaler) eller en kombination af foranstaltninger (f.eks. en retsakt og aftaler). De eneste bindende betingelser er, at foranstaltningerne skal være passende for at undgå forringelse af naturtyperne eller væsentlige forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget (i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 2), og at de skal opfylde de økologiske behov for de naturtyper og arter, der findes i området (i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 1). Sådanne økologiske behov kan variere fra simpel beskyttelse mod forringelse til aktiv genopretning af gunstige økosystemstrukturer og -funktioner, afhængigt af den faktiske bevaringsgrad for de berørte arter og naturtyper.

Proaktive bevarings- eller genopretningsforanstaltninger kan gennemføres via aftaler med jordejere og -forvaltere, herunder aftaler om, hvordan omkostningerne til foranstaltninger, der er mere vidtrækkende end de retlige forpligtelser, bør dækkes. Yderligere omkostningerne bør så vidt muligt dækkes af tilstrækkelige midler, og der bør kompenseres for tabt indtjening som følge af indførte begrænsninger for anvendelsen. Kompensationens størrelse afhænger af karakteren af de indførte begrænsninger, det faktiske tab og de lokale forhold.

Natura 2000-betalinger samt land- og skovbrugsforanstaltninger, der gennemføres inden for rammerne af politikken for udvikling af landdistrikterne, er et godt eksempel på, hvordan aftaler indgås med jordejere om forvaltningen af områderne med det formål at sikre bevaringen af naturtyper og arter. Mens der gennem Natura 2000-foranstaltninger kan betales for yderligere omkostninger og tabt indtjening som følge af Natura 2000-forpligtelser, kan der gennem land- og skovbrugsforanstaltninger betales for de yderligere og mere vidtrækkende forpligtelser.

32. Hvordan kan jordejere og -forvaltere involveres eller bidrage?

Jordejere og lokale jordforvaltere spiller en vigtig rolle i gennemførelsen af Natura 2000. De kender deres jord og har omfattende erfaringer med at gennemføre praktiske foranstaltninger i området. De er derfor vigtige partnere i udviklingen og den vellykkede gennemførelse af Natura 2000.

I Natura 2000 anerkendes det, at mennesker er en integreret del af naturen, og at partnerskaber er nødvendige for at nå bevaringsmålsætningerne. Alle spiller en rolle i gennemførelsen af Natura 2000 – både offentlige myndigheder, private jordejere og -brugere, udviklere, naturbeskyttelsesorganisationer, videnskabelige eksperter, lokalsamfund og borgere.

Indgåelse af partnerskaber og samling af mennesker giver også mening i praksis. Mange Natura 2000-områder er allerede gennem lang tid blevet anvendt aktivt på en måde, så de udgør en integreret del af det bredere landskab. Mange områder er værdifulde for naturen netop på grund af den måde, hvorpå de er blevet forvaltet indtil videre, og det er vigtigt at sikre, at disse aktiviteter videreføres langt ind i fremtiden.

På denne måde støtter habitatdirektivet princippet om bæredygtig udvikling og integreret forvaltning. Direktivets mål er ikke at udelukke socioøkonomiske aktiviteter fra Natura 2000-områder, men at sikre, at de gennemføres på en måde, der beskytter og støtter de værdifulde arter og naturtyper i områderne, og som opretholder de naturlige økosystemers generelle sundhed.

Det skal dog bemærkes, at nogle skove, som er omfattet af Natura 2000, er blevet formet af naturlige processer med meget begrænset eller ingen menneskelig påvirkning, og deres forvaltning bør sigte mod at bevare deres høje grad af naturlighed.

I habitatdirektivet fastsættes rammen for indsatsen og de overordnede mål, men det overlades til hver enkelt medlemsstat i samråd med de lokale interesseparter at afgøre, hvordan de enkelte Natura 2000-områder bedst forvaltes. Det er afgørende, at der findes lokale løsninger på lokale forvaltningsproblemer, samtidig med at der arbejdes for at nå det fælles overordnede mål om at bevare naturtyper og arter af fællesskabsinteresse eller genoprette dem til en gunstig bevaringsstatus.

33. Findes der værktøjer, som kan bruges til at støtte gennemførelsen af bevaringsforanstaltninger, øge bevidstheden eller opbygge kapaciteten blandt interesseparter?

Gennemførelsen af Natura 2000 bør omfatte processer for opbygning af lokal kapacitet til at forvalte Natura 2000-områder. Det anbefales på det kraftigste, at kompetente nationale eller regionale myndigheder tilbyder rådgivningstjenester til alle parter, der er involveret i gennemførelsen af Natura 2000-forvaltningsplaner eller -bevaringsforanstaltninger. Nogle medlemsstater tilbyder allerede sådanne tjenester.

Deltagelsesbaseret planlægning kræver, at alle interesseparter forsynes med relevante oplysninger, så tværfaglige og teknisk velfunderede løsninger kan gennemføres. Opfattelse afhænger af den tilgængelige mængde og kvalitet af oplysninger. Dette kræver identifikation af målgrupper og ad hoc-informationsplanlægning, som kræver brug af forskellige værktøjer og materialer, som passer til hver enkelt gruppe. Der skal tages hensyn til deres forståelse af Natura 2000-bevaringsmålsætninger og -foranstaltninger, og eventuelle misforståelser i denne forbindelse skal korrigeres.

Natura 2000 Biogeographical Process er blevet iværksat for at lette udvekslingen af oplysninger og bedste praksis vedrørende forvaltningen af Natura 2000 og udvikle samarbejdet mellem alle medlemsstater og regioner. EU-fonde bidrager med finansielle ressourcer med det formål at øge kapaciteten til at gennemføre passende bevaringsforanstaltninger med deltagelse af vigtige lokale interesseparter som f.eks. landbrugere og skovejere, navnlig inden for rammerne af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, men også under LIFE-programmet og andre finansieringsprogrammer.

Sikring af ikkeforringelse af et Natura 2000-område

34. Hvad betyder det i praksis, at et område ikke må forringes?

I henhold til habitatdirektivet (artikel 6, stk. 2) skal medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og væsentlige forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget. I henhold til fugledirektivet (artikel 4, stk. 4) skal medlemsstaterne generelt undgå forringelse af levestederne for fuglearter.

I denne sammenhæng betyder "træffe passende foranstaltninger", at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige retlige og/eller aftalemæssige foranstaltninger med henblik på at sikre, at forringelse af naturtyper og væsentlige forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, undgås.

Jordejere/-forvaltere/-brugere skal naturligvis respektere alle retligt bindende bestemmelser, som er vedtaget i denne henseende på nationalt, regionalt eller lokalt plan (f.eks. tilladelsesprocedurer). Hvis en medlemsstat kun træffer aftalemæssige foranstaltninger, er medlemsstaten ansvarlig både for at sikre, at sådanne foranstaltninger ikke kun er "passende" i den forstand, der er fastsat i artikel 6, stk. 2, og for at sikre, at de faktisk gennemføres på en sådan måde, at enhver forringelse af naturtyper og væsentlig forstyrrelse af arter undgås.

  • De "passende foranstaltninger", der skal træffes af medlemsstater, er ikke begrænset til bevidste handlinger, men bør også omfatte enhver hændelse, der kan opstå utilsigtet (brand, oversvømmelse osv.), såfremt en sådan hændelse er forudsigelig, og der kan træffes sikkerhedsforanstaltninger for at minimere risiciene for området. Uforudsigelige naturlige forstyrrelser, som er en del af økosystemets dynamik, bør ikke fortolkes som forringelse (storm, brand, oversvømmelse osv.).
  • Kravet om, at medlemsstaterne skal træffe "passende foranstaltninger", er ikke begrænset til foranstaltninger vedrørende menneskelige aktiviteter, men omfatter også naturlig udvikling, som kan medføre forringelse af bevaringsstatussen for arter og naturtyper i et område. I tilfælde af f.eks. naturlig succession inden for delvist naturlige naturtyper skal der træffes foranstaltninger for at standse denne proces, hvis den kan skade de arter eller naturtyper, for hvilke området er udpeget (EU-Domstolens afgørelse i sag C-06/04). Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis processen ikke kan påvirkes gennem aktiv forvaltning (f.eks. forringelse, der skyldes klimaændringer).
  • Dette krav gælder også for aktiviteter, der fandtes i området, inden det blev medtaget i Natura 2000. Dette betyder, at igangværende aktiviteter muligvis skal forbydes eller tilpasses, hvis de skader området (EU-Domstolens afgørelse i sag C-404/09).
  • Medlemsstaterne skal om nødvendigt sikre, at passende foranstaltninger for at undgå forringelse også gennemføres uden for områderne, hvis der er risiko for, at naturtyperne eller arterne i områderne påvirkes.
  • De foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå forringelse af et område, bør gennemføres, inden der kan ses klare symptomer på forringelse (EU-Domstolens afgørelse i sag C-355/90 og C-117/00).

I praksis betyder dette, at jordejere/-forvaltere/-brugere i Natura 2000-områder skal undgå ethvert tiltag, der vil skade beskyttede naturtypers økologiske struktur og funktioner eller levestedernes egnethed for beskyttede arter (f.eks. fouragerings-, hvile- eller yngleområder). Det betyder også, at de skal undgå ethvert tiltag, der medfører væsentlige forstyrrelser af beskyttede arter, især i deres yngle-, hvile- eller fourageringsperioder.

Om en bestemt aktivitet faktisk fører til forringelse af et område eller ej, afhænger også af de generelle økologiske betingelser i området og bevaringsgraden for arterne og naturtyperne i området. Hvis disse kan blive skadet, bør der iværksættes forebyggende foranstaltninger. Hvis der er tvivl om virkningerne af en bestemt foranstaltning, bør en forsigtighedstilgang anvendes.

En konkret analyse anbefales derfor altid. Passende foranstaltninger, bestemmelser eller betingelser kan f.eks. medtages i de udarbejdede forvaltningsplaner med henblik på at sikre, at igangværende aktiviteter gennemføres på en måde, der forhindrer forstyrrelse af arter eller forringelse af naturtyper af EU-betydning.

Indirekte virkninger skal også tages i betragtning. Visse forebyggende foranstaltninger kan være nødvendige for at undgå forringelser forårsaget af eksterne faktorer eller risici, f.eks. skovbrande, upstream-vandforurening osv., som kan opstå uden for Natura 2000-området, men som påvirker det.

EU-Domstolens vigtigste afgørelser vedrørende habitatdirektivets artikel 6, herunder forpligtelsen til at træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og væsentlige forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, er samlet i et dokument.

35. Skal den eksisterende forvaltning være i overensstemmelse med bevaringsmålsætningerne for Natura 2000-området?

Ja. I henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, skal enhver forringelse af naturtyperne og væsentlige forstyrrelser af arter, for hvilke områderne er udpeget, undgås. Dette gælder også for aktiviteter, der fandtes i området, inden det blev medtaget i Natura 2000. Hvis en sådan eksisterende aktivitet i et 2000-område forårsager forringelse af naturtyper eller forstyrrelse af arter, for hvilke området er udpeget, skal den imødegås af passende foranstaltninger for at standse forringelsen som omhandlet i artikel 6, stk. 2, eller af proaktive bevaringsforanstaltninger, der er iværksat i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 1. Dette kan kræve, at der sættes en stopper for den negative virkning enten ved at indstille aktiviteten eller ved at iværksætte afbødende foranstaltninger. Der kan tilbydes økonomiske incitamenter eller kompensation, hvis den indsats, der kræves af skovejere, går ud over sædvanlig bæredygtig skovforvaltning.

Der kan f.eks. være tilfælde, hvor visse fuglearter, der bygger rede i området, kræver ændring af tidsforløbet eller begrænsning af visse aktiviteter for at undgå forstyrrelse af arten i følsomme perioder eller i særligt følsomme områder for at undgå forringelse af specifikke naturtyper eller naturlige træk i området.

Hvis de eksisterende aktiviteter på den anden side yder et positivt bidrag, bør disse forstærkes eller optimeres med henblik på at maksimere den igangværende forvaltnings potentielle bidrag til opfyldelsen af bevaringsmålsætningerne.

36. Hvem er ansvarlig for at opfylde og kontrollere denne forpligtelse til ikkeforringelse?

Medlemsstaterne er ansvarlige for at træffe passende foranstaltninger med henblik på at sikre, at forringelse af naturtyper og væsentlige forstyrrelser af arter i Natura 2000-områder undgås, i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 2. Ifølge EU-Domstolens nylige retspraksis skal medlemsstaterne fastlægge en specifik, sammenhængende og udførlig retlig ramme, som kan sikre effektiv beskyttelse af de berørte områder. Rent administrative foranstaltninger eller frivillige foranstaltninger er derfor ikke altid nok til at nå dette mål.

De nationale eller regionale kompetente myndigheder har også ansvaret for at kontrollere, at foranstaltningerne til at undgå forringelse og væsentlig forstyrrelse gennemføres efter hensigten. Udgangspunktet for vurderingen af en forringelse eller forstyrrelse er bevaringsgraden for naturtyperne og arterne på det tidspunkt, hvor et område foreslås udpeget til et område af fællesskabsbetydning. Det skal vurderes i forhold til de indledende betingelser, der er beskrevet i Natura 2000-standardformularen. Medlemsstaterne kan i relevante tilfælde meddele Kommissionen, at standardformularen for et område skal ajourføres af bestemte grunde (f.eks. bedre videnskabelig viden eller naturlig udvikling). Hvis Kommissionen accepterer dette, bliver den situation, der fremgår af den ajourførte standardformular, det nye udgangspunkt for vurderingen af mulig forringelse eller forstyrrelse. I tilfælde af forringelse skal der foretages genopretning.

EU-Domstolens vigtigste afgørelser vedrørende habitatdirektivets artikel 6, herunder forpligtelsen til at træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne og væsentlige forstyrrelser af de arter, for hvilke områderne er udpeget, er samlet i et dokument.

Nye aktiviteter i Natura 2000

37. Hvilken type aktivitet kræver en procedure efter artikel 6, stk. 3? Hvad anses for en plan eller et projekt i forbindelse med habitatdirektivet og fugledirektivet?

Habitatdirektivet indeholder ikke en definition af "plan" eller "projekt", men disse udtryk skal ifølge retspraksis fortolkes bredt, eftersom den eneste udløsende faktor for anvendelsen af habitatdirektivets artikel 6, stk. 33, er, hvorvidt de kan påvirke et område væsentligt. Med hensyn til projekter anvendes den definition, der fremgår af direktivet om vurdering af indvirkning på miljøet, nu også for habitatdirektivet. Ved et projekt forstås derfor gennemførelse af anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder samt andre indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber.

I Waddenzee-sagen (C-127/02) præciserede Domstolen, at en aktivitet, som har været udøvet periodisk i mange år på lokaliteten, og hvor udøvelsen heraf kræver, at der hvert år opnås en tilladelse, som hver gang forudsætter en fornyet vurdering dels af muligheden for at udøve denne aktivitet, dels af den lokalitet, hvor aktiviteten kan udøves, ved hver anmodning bør anses for at være en særskilt plan eller et særskilt projekt i habitatdirektivets forstand.

EU-Domstolen har også fastslået, at projekter omfatter:

  • tilbagevendende aktiviteter og småaktiviteter (C-127/02 og C-226/08)
  • intensiveringen af en aktivitet (C-127/02)
  • ændringer af aktiviteter (C-72/95)
  • aktiviteter uden for lokaliteten, men som kan påvirke den væsentligt (C-98/03 og C-418/04).

Og at:

  • muligheden for generelt at fritage visse aktiviteter ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 6, stk. 3 (C-256/98, C-6/04, C-241/08, C-418/04 og C-538/09).
  • Projektets størrelse er ikke relevant, da den ikke i sig selv udelukker muligheden for, at projektet kan have en væsentlig indvirkning på et beskyttet område (C-98/03 og C-418/04).

Udtrykket "plan" har, for så vidt angår artikel 6, stk. 3, en potentielt meget bred betydning. I henhold til artikel 2, litra a), i direktiv 2001/42/EF om strategisk miljøvurdering forstås ved planer og programmer:

"planer og programmer, herunder sådanne der medfinansieres af Det Europæiske Fællesskab, samt ændringer deri:

  • som udarbejdes og/eller vedtages af en national, regional eller lokal myndighed, eller som udarbejdes af en myndighed med henblik på vedtagelse af parlament eller regering via en lovgivningsprocedure, og
  • som kræves ifølge love og administrative bestemmelser.

Behovet for en passende vurdering af en plan bør derfor bedømmes ud fra planens karakter, formål og indhold, og ikke kun ud fra, om den kaldes "en plan". Eksempler på planer, som kan have væsentlig indvirkning på et område, er: arealanvendelsesplaner og skovforvaltningsplaner, som vedrører Natura 2000-områder osv.

I sådanne planer bør Natura 2000-bevaringsmålsætninger tages i betragtning og indarbejdes fuldt ud for at undgå væsentlige indvirkninger på områderne. Den manglende sandsynlighed for en væsentlig negativ indvirkning skal under alle omstændigheder bekræftes på grundlag af objektive argumenter (screening af planen) og behørigt dokumenteres. Planen skal ikke underkastes en fuld vurdering som omhandlet i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, hvis denne betingelse er opfyldt.

Det skal erindres, at planer eller projekter, som er direkte forbundet med eller nødvendige for bevaringen af et Natura 2000-område (dvs. Natura 2000-forvaltningsplaner), ikke skal underkastes habitatdirektivets tilladelsesprocedure. Det antages generelt, at virkningerne af sådanne foranstaltninger på Natura 2000-området har været omfattet af Natura 2000-forvaltningsplanlægningen, og at det derfor ikke er nødvendigt at gentage denne vurdering. Hvis en sådan plan eller et sådant projekt indeholder en komponent, der ikke har karakter af bevaring, skal der muligvis alligevel gennemføres en vurdering (C-241/08), hvis væsentlige virkninger på området ikke kan udelukkes.

EU-Domstolens vigtigste afgørelser vedrørende habitatdirektivets artikel 6, herunder overholdelse af proceduren efter artikel 6, stk. 3, er samlet i et dokument.

38. Vil en plan eller et projekt, som kan have en væsentlig indvirkning på et Natura 2000-område, automatisk blive afvist? Hvis ikke, hvilke procedurer skal da benyttes? Hvordan fungerer tilladelsesproceduren for nye planer og projekter?

Planer eller projekter, som kan have en væsentlig indvirkning på et Natura 2000-område, afvises ikke automatisk. De skal imidlertid underkastes en trinvis vurdering med hensyn til deres indvirkninger området for så vidt angår dets bevaringsmålsætninger.

Disse trin omfatter:

  • Trin 1: Screening – På dette indledende trin fastslås det, om en plan eller et projekt skal underkastes en passende vurdering eller ej. Hvis planen eller projektet kan have en væsentlig negativ indvirkning på et Natura 2000-område, eller hvis sandsynligheden for væsentlige virkninger ikke kan udelukkes, skal der gennemføres en passende vurdering. De vigtigste elementer af screeningsfasen bør registreres til senere brug.
  • Trin 2: Passende vurdering – Når det er blevet besluttet, at en passende vurdering skal gennemføres, skal der udføres en detaljeret analyse af de potentielle virkninger af planen eller projektet, alene eller i kombination med andre planer eller projekter, på Natura 2000-områdets integritet i lyset af dets bevaringsmålsætninger.
  • : Beslutningstagning – Hvis det efter den passende vurdering konkluderes, at planen eller projektet vil have negative virkninger på områdets integritet, skal det undersøges, om forebyggende eller afbødende foranstaltninger kan indføres for at fjerne disse virkninger.

Disse afbødende foranstaltninger skal være direkte forbundet med de sandsynlige virkninger, der blev udpeget under den passende vurdering, og kan først defineres, når disse virkninger er blevet udførligt vurderet og beskrevet i den passende vurdering. Udpegningen af afbødningsforanstaltninger skal ligesom selve konsekvensanalysen baseres på en grundig forståelse af de berørte arter og naturtyper. Afbødningsforanstaltningerne kan f.eks. omfatte en ændring eller begrænsning af datoerne og fristen for gennemførelse af visse aktiviteter (f.eks. undgåelse af bestemte aktiviteter i bestemte arters yngletid). Hvis disse afbødningsforanstaltninger effektivt kan fjerne eller foregribe de udpegede negative virkninger, kan projektet godkendes. Hvis ikke, skal det afvises.

  • Trin 4: Undtagelser – I artikel 6, stk. 4, fastsættes der visse undtagelser til denne generelle regel. Selv om det konkluderes, at planen eller projektet vil have en skadelig virkning på et Natura 2000-område, kan planen eller projektet alligevel godkendes under særlige omstændigheder, hvis der ikke er nogen alternativer, hvis planen eller projektet anses for nødvendigt af bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, og hvis der træffes nødvendige kompensationsforanstaltninger for at beskytte Natura 2000-nettets sammenhæng. I sådanne tilfælde skal Kommissionen også underrettes, og der kræves en udtalelse fra Kommissionen, hvis prioriterede arter eller naturtyper påvirkes i området.

Se flowdiagram over proceduren efter artikel 6, stk. 3.

39. Hvad er forholdet mellem kravet om ikkeforringelse i artikel 6, stk. 2, og proceduren efter artikel 6, stk. 3?

De to bestemmelser er faktisk to sider af samme sag. Artikel 6, stk. 2 og 3, har begge til formål at forebygge væsentlige negative virkninger på Natura 2000-områder. For så vidt angår artikel 6, stk. 2, er der tale om en pligt til at træffe passende foranstaltninger for at undgå "forringelse … eller ... forstyrrelser [som har] betydelige konsekvenser". Artikel 6, stk. 3, omhandler mere specifikt nye planer eller projekter, som kan "påvirke en sådan lokalitet væsentligt". I modsætning til artikel 6, stk. 2, som ikke giver mulighed for undtagelse, omhandler artikel 6, stk. 4, en undtagelsesordning, som gør det muligt at godkende planer og projekter med negative virkninger på strengt begrænsede betingelser (ingen alternativ løsning, bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, kompensationsforanstaltninger osv.). Målsætningerne i artikel 6, stk. 2 og 3, er derfor generelt de samme.

Hvis en plan eller et projekt er blevet godkendt uden at overholde artikel 6, stk. 3, kan artikel 6, stk. 2, også være blevet overtrådt. Dette gælder, når der er konstateret forringelse af naturtyper eller forstyrrelse af arter, for hvilke et område er udpeget (sag C-304/05, C-388/05 og C-404/09). Alle planer og projekter, der godkendes i henhold til artikel 6, stk. 3 og 4, skal også være i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2.

EU-Domstolens vigtigste afgørelser vedrørende habitatdirektivets artikel 6, herunder overholdelse af artikel 6, stk. 2 og 3, er samlet i et dokument.

40. Hvad forstås der ved udtrykket "bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser"?

Med udtrykket "bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser" henvises der til situationer, hvor det påvises, at en foreslået plan eller et foreslået projekt er uundværligt. Udtrykket "bydende" betyder, at planen eller projektet er afgørende og ikke kun ønskværdigt. Det indebærer også et element af påtrængenhed, dvs. at planen eller projektet af hensyn til offentligheden skal gennemføres så hurtigt som muligt.

Med hensyn til udtrykket "væsentlige samfundsinteresser" kan kun samfundsinteresser, uanset om de fremmes at offentlige eller private organer, vejes op mod direktivets bevaringsmål. Samfundsinteresserne skal også være væsentlige, dvs. at planen eller projektet skal være af så stor betydning, at den/det kan vejes op mod habitatdirektivets og fugledirektivets overordnede bevaringsmålsætninger.

Hvis der er tale om en plan eller et projekt, som har negative virkninger på integriteten af et Natura 2000-område med "prioriterede" naturtyper og/eller arter af EU-betydning, stilles der strengere krav til de væsentlige samfundsinteresser. De kan kun begrundes, hvis de væsentlige samfundsinteresser vedrører menneskers sundhed og den offentlige sikkerhed, har væsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller andre bydende nødvendige hensyn efter udtalelse fra Kommissionen inden godkendelsen af planen eller projektet.

41. Er planer eller projekter uden for Natura 2000-områder også omfattet af en procedure efter artikel 6, stk. 3?

I henhold til artikel 6, stk. 3, kræves der ikke kun en passende vurdering for aktiviteter inden for et Natura 2000-område, men for "[a]lle planer eller projekter, der … kan påvirke en sådan lokalitet væsentligt".

Proceduren efter artikel 6, stk. 3, gælder derfor for alle planer eller projekter, uanset om de er beliggende i eller uden for et Natura 2000-område (f.eks. upstream-dræning).

42. Hvad er forskellen mellem en passende vurdering og en vurdering af virkninger på miljøet (VVM) eller en strategisk miljøvurdering (SMV)?

Der er flere ligheder mellem den passende vurdering, der udføres efter habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og de andre miljøkonsekvensvurderinger, der udføres efter direktivet om vurdering af virkninger på miljøet og direktivet om strategisk miljøvurdering. Disse to udføres også ofte som et led i en integreret procedure og omfatter tilsvarende trin (screening, vurdering, offentlig høring og beslutningstagning). Der er dog også en række vigtige forskelle.

De har hver sit formål og vurderer virkninger med hver sit fokus. For SMV/VVM omfatter vurderingen virkningerne på fauna og flora generelt, mens den for passende vurderinger udtrykkeligt omfatter de beskyttede arter og naturtyper af EU-betydning inden for Natura 2000. En SMV eller VVM kan derfor ikke erstatte en passende vurdering, og ingen af procedurerne tilsidesætter den anden.

Resultatet af hver vurderingsprocedure er også forskelligt. Ved VVM og SMV skal myndighederne og forslagsstillerne alene tage virkningerne i betragtning. Ved passende vurdering er resultatet af vurderingen imidlertid retligt bindende for den kompetente myndighed. Hvis det i den passende vurdering fastslås, at området vil blive påvirket, eller hvis muligheden for en sådan virkning på Natura 2000-områdets integritet ikke kan udelukkes, kan den kompetente myndighed ikke godkende planen eller projektet, som den/det foreligger.

Natura 2000-tilladelsesproceduren er desuden ikke begrænset til bestemte typer planer eller projekter. Den gælder for alle planer eller projekter, som kan have en væsentlig indvirkning på et Natura 2000-område.

Finansiering af forvaltningen og beskyttelsen af Natura 2000-områder

43. Medfører Natura 2000-bevaringsforanstaltninger altid omkostninger?

Ikke altid. Det afhænger i høj grad af foranstaltningens type og det område, hvori den gennemføres. Der er visse bevaringsforanstaltninger, som ikke medfører omkostninger eller tabt indtjening, eller som umiddelbart kan absorberes i de daglige forvaltningsaktiviteter uden ekstra omkostninger eller tabt indtjening(f.eks. ændring af skovbevoksningers artssammensætning, hvis en sådan sammensætning ikke er økonomisk og økologisk bæredygtig, ved at indføre produktive træarter, som svarer til den naturlige vegetation, eller ved blot at sikre, at den eksisterende skovbrugspraksis fortsættes, hvis den har vist sig at være gavnlig for opnåelsen eller opretholdelsen af en god bevaringsgrad for arterne og naturtyperne i et område).

Nogle bevaringsforanstaltninger kan endda sikre økonomiske fordele på kort eller lang sigt (f.eks. etablering af bedre betingelser for vildtjagt, mindre vildtskade, bedre fiskemuligheder som følge af mere vandløbsvenlig skovdrift, øget turistinteresse, mere naturvenlige og mindre dyre skovdriftsmetoder, forbedrede jordbetingelser osv.).

Der vil dog uundgåeligt være en række bevaringsforanstaltninger, som medfører omkostninger, fordi de kræver ekstra arbejdskraft for at blive gennemført eller kræver nye investeringer i ny infrastruktur eller nyt udstyr, eller fordi de reducerer ejerens kommercielle muligheder. Disse skal undersøges fra sag til sag.

Kommissionen anbefaler på det kraftigste, at der i Natura 2000-forvaltningsplanerne også gives et estimat af omkostningerne til gennemførelse af hver af de bevaringsforanstaltninger, der er blevet udpeget for det pågældende område, og at alle mulige kilder til finansiering på lokalt, nationalt og europæisk plan og fra både offentlige og private kilder undersøges. Også muligheden for at bruge selvfinansierende ordninger (f.eks. gennem salg af Natura 2000-produkter, økoturisme, betaling for bevaring af vandkvalitet osv. – se eksempler i spørgsmål 45) bør undersøges.

44. Hvor meget koster forvaltningen af Natura 2000-nettet i alt?

Den effektive forvaltning og genopretning af områder i Natura 2000-nettet på tværs af hele EU-28 kræver betydelige investeringer. I 2007 anslog Kommissionen, at omkostningerne til forvaltning og genopretning af nettets områder for EU-27 ville beløbe sig til 5,8 mia. EUR om året. Anvendelsen af forskellige EU-instrumenter har indtil videre ligget langt under Natura 2000-nettets finansielle behov som fastsat af medlemsstaterne og dækker kun 20 % af disse behov4.

Disse omkostninger opvejes imidlertid i høj grad af de mange socioøkonomiske fordele, som områderne i nettet sikrer. Ud over deres afgørende betydning for beskyttelsen af Europas biodiversitet sikrer Natura 2000-områderne samfundet en lang række andre økosystemfordele og økosystemtjenester. Ifølge Kommissionens nylige undersøgelser beløber de fordele, der udspringer af områder, der er udpeget som Natura 2000-områder, sig til 200-300 mia. EUR om året.

Selv om disse tal kun giver et første skøn, viser de foreløbige resultater allerede, at den økonomiske gevinst for samfundet ved Natura 2000-nettet klart overstiger de omkostninger, der er forbundet med forvaltningen og beskyttelsen af denne vigtige ressource, som kun er et udsnit af de potentielle fordele.

Det præcise cost/benefit-forhold vil naturligvis afhænge af en række faktorer, herunder områdernes beliggenhed og anvendelse, men alle hidtidige oplysninger peger i retning af, at et Natura 2000-net med en sund forvaltning vil mere end blot dække omkostningerne i forbindelse med dets vedligeholdelse.

Eksempler på de økonomiske fordele ved Natura 2000:

TURISME:

Natura 2000 har allerede vist sig at være en vigtig drivkraft i mange lokale økonomier ved at tiltrække turister, hvis forbrug støtter de lokale økonomier. Det anslås, at de besøgende i Natura 2000-områderne forbruger ca. 50-85 mia. EUR om året (i 2006). Hvis der kun tages højde for forbruget for de rejsende, som har et specifikt tilhørsforhold til Natura 2000-områder (i modsætning til naturområder i almindelighed), anslås det til 9-20 mia. EUR om året i 2006, hvilket blev genereret af ca. 350 mio. besøgsdage.

Det samlede forbrug fra turisme og rekreative aktiviteter sikrer mellem 4,5 og 8 mio. fuldtidsarbejdspladser (FTÆ). Indtægterne fra de besøgende med et specifikt tilhørsforhold til Natura 2000 sikrer mellem 800 000 til 2 mio. fuldtidsarbejdspladser. Dette skal ses i forhold til et samlet antal på ca. 13 mio. fuldtidsarbejdspladser i turistsektoren i EU-27 (i 2008). Desuden kan de beskyttede områder give yderligere fordele for den lokale og regionale økonomi ved at tiltrække udenlandske investeringer og fremme lokalt image og livskvalitet.

VAND:

Der kan spares penge ved at arbejde med naturkapital og undgå udgifterne til vandrensning og vandforsyning. Vandrensning og vandforsyning er vigtige økosystemtjenester, der tilvejebringes af naturlige økosystemer, herunder beskyttede områder som Natura 2000. En række store europæiske byer, herunder München, Berlin, Wien, Oslo, Madrid, Sofia, Rom og Barcelona drager alle fordel af naturlig filtrering på den ene eller anden måde. Disse byer sparer penge til behandling af vandet, fordi der sker en naturlig behandling i økosystemerne. Besparelserne kan overføres til forbrugerne, hvilket resulterer i lavere forsyningspriser for EU’s borgere.

Oplysninger fra de fire europæiske byer Berlin, Wien, Oslo og München giver et eksempel på fordelene ved beskyttede områder i forbindelse med vandrensning og vandforsyning. Hvis de forskellige fordele overføres, kan det anslås, at de årlige økonomiske fordele i forbindelse med vandrensning er på mellem 7 mio. og 16 mio. EUR og i forbindelse med vandforsyning mellem 12 mio. og 91 mio. EUR pr. by. Den gennemsnitlige fordel på indbygger er på mellem 15 og 45 EUR om året for både vandrensning og vandforsyning i de fire europæiske byer, der er undersøgt. Dette skal ses i forhold til den gennemsnitlige husstands vandregninger på 200 EUR om året i f.eks. Tyskland.

45. Hvem er ansvarlig for at sikre finansieringen af Natura 2000-nettet? Findes der EU-midler, der kan anvendes til at støtte bevaringen af Natura 2000-områder?

Som et EU-dækkende net er Natura 2000 baseret på princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne. Det er en vigtig fælles ressource, som kan sikre samfundet og Europas økonomi en række fordele. Men det er også et fælles ansvar, som kræver tilstrækkelige finansielle investeringer for at blive fuldt operationelt.

Mens hovedansvaret for at finansiere Natura 2000 ligger hos medlemsstaterne, anerkendes behovet for EU-støtte til forvaltningen i habitatdirektivets artikel 8, og gennemførelse af de nødvendige bevaringsforanstaltninger kædes udtrykkeligt sammen med EU's medfinansiering.

Krav om forvaltning af Natura 2000 er indarbejdet i forskellige EU-finansieringsstrømme, f.eks. strukturfondene (EFRU), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), LIFE osv.

Denne integrerede tilgang blev valgt af flere grunde:

  • Den sikrer, at forvaltningen af Natura 2000-områder indgår i EU's bredere arealforvaltningspolitikker.
  • Den giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte prioriteter og udvikle politikker og foranstaltninger, som afspejler deres nationale og regionale forhold.
  • Den forhindrer dobbeltarbejde og overlapninger mellem forskellige EU-tilskudsinstrumenter og de administrative komplikationer, der er forbundet med sådant dobbeltarbejde.

Der findes en række tilskudsmuligheder under de nye EU-fonde for perioden 2014-2020, men medlemsstaternes myndigheder afgør, om og hvordan disse muligheder stilles til rådighed i det enkelte land eller den enkelte region.

For at udnytte de tilgængelige EU-midler bedst muligt har Kommissionen opfordret medlemsstaterne til at benytte en mere strategisk flerårig planlægningsmetode i forbindelse med finansieringen af Natura 2000-nettet. Dette sker gennem prioriterede aktionsplaner, hvori finansieringsbehovene og de strategiske prioriteter for Natura 2000 fastlægges på nationalt eller regionalt plan for perioden 2014-2020. Disse prioriterede aktionsplaner er specifikt udformet til at lette integrationen af egnede bevaringsforanstaltninger, herunder vedrørende skove, i de nye operationelle programmer for de forskellige EU-tilskudsinstrumenter (SEC(2011) 1573 final).

46. Indeholder EU's forordning om udvikling af landdistrikterne specifikke foranstaltninger til støtte for Natura 2000?

Ja, den indeholder specifikke foranstaltninger, som omhandler Natura 2000 og betalinger efter vandrammedirektivet. I henhold til den nye forordning om ELFUL (nr. 1305/2013) ydes Natura 2000-betalinger årligt pr. hektar for at kompensere støttemodtagere for yderligere omkostninger og tabt indtjening som følge af ulemper i de berørte områder i forbindelse med gennemførelsen af habitatdirektivet og fugledirektivet. Der ydes støtte til landbrugere og til private skovbrugere og sammenslutninger af private skovbrugere. I behørigt begrundede tilfælde kan der også ydes støtte til andre arealforvaltere (artikel 30).

Natura 2000-betalinger ydes til aktiviteter i forbindelse med ulemper og begrænsninger, der er indført i de udpegede Natura 2000-områder, og som er fastsat i forvaltningsplaner eller andre tilsvarende instrumenter. Sådanne begrænsninger skal være obligatoriske, dvs. de skal overholdes af alle forvaltere i de berørte områder, og de er kædet sammen med bestemmelserne om bevaring eller genopretning af naturtyperne og arterne og om at undgå forringelse eller forstyrrelse heraf.

Denne foranstaltning er også tilgængelig for skovejere, hvis medlemsstaten har medtaget den i sit program for udvikling af landdistrikterne.

47. Findes der andre foranstaltninger under EU's forordning om ELFUL, som kan bidrage til finansiering af Natura 2000? Hvem kan modtage denne støtte?

Ja, der findes andre foranstaltninger under den nye forordning om ELFUL, som kan bidrage til finansiering af Natura 2000. De mest relevante er følgende:

Artikel 21: Investeringer i udvikling af skovområder og forbedring af skoves levedygtighed, herunder

  • skovrejsning og etablering af skovområder (artikel 22)
  • etablering af skovlandbrugssystemer (artikel 23)
  • forebyggelse og genopretning af skader på skove som følge af skovbrande og naturkatastrofer, herunder skadedyr og sygdomsudbrud, katastrofale hændelser og klimarelaterede trusler (artikel 24)
  • investeringer, der forbedrer tilpasningsevnen og den miljømæssige værdi af skovøkosystemerne og deres modvirkningspotentiale (artikel 25)
  • investeringer i skovbrugsteknologi og i forarbejdning, mobilisering og markedsføring af skovprodukter (artikel 26)

Artikel 34: Forpligtelser vedrørende miljø- og klimavenligt skovbrug og skovbevarelse

Artikel 35: Samarbejde.

I henhold til den nye forordning skal mindst 30 % af den samlede ELFUL-støtte til programmet til udvikling af landdistrikterne afsættes til miljøspørgsmål og modvirkning af og tilpasning til klimaændringer gennem støtte til miljø- og klimarelaterede investeringer, investeringer i skove (artikel 21 og 34), miljø- og klimavenlige landbrugsforanstaltninger, økologisk landbrug, områder, der står over for naturlige eller andre begrænsninger, og betalinger til Natura 2000.

48. Bør yderligere omkostninger eller tabt indtjening alene bæres af jordejere/-forvaltere?

Eftersom fordelene ved at gennemføre særlige bevaringsforanstaltninger tilfalder samfundet som helhed, vil det være uretfærdigt, hvis omkostningerne til gennemførelsen af sådanne foranstaltninger, herunder de direkte omkostninger og tabt legitim indtjening, alene skal bæres af jordejere/-forvaltere.

Medlemsstaterne kan have fastsat deres egne regler på dette område, og i mange tilfælde støtter de jordejere og -forvaltere, når de ønsker at fremme forvaltning, som medfører yderligere omkostninger eller tab af indtjening. Der tilbydes støtte til dækning af sådanne omkostninger af f.eks. EU-fonde, herunder ELFUL.

49. Bør der altid ydes finansiel kompensation for omkostninger til Natura 2000-forvaltningsforanstaltninger?

Det skal undersøges, om der kan ydes finansiel kompensation for visse bevaringsforanstaltninger, navnlig foranstaltninger, som medfører tab af indtjening for ejeren, som denne kunne opnå ved bæredygtig skovforvaltning, eller som kræver yderligere investeringer uden produktivt afkast. Tilskud, aftaler, skattefradrag, teknisk bistand osv. kan bruges til at kompensere ejere for tabt indtjening, tjenester leveret til samfundet som helhed og eventuel værdiforringelse.

Undgåelse af forringelse er en retlig forpligtelse, der følger af habitatdirektivet, som i princippet ikke kræver kompensation. Beslutninger om tilvejebringelse af økonomiske incitamenter eller udbetaling af kompensation træffes imidlertid på medlemsstatsplan afhængigt af den nationale situation. Hvis der indføres begrænsninger eller forpligtelser vedrørende forvaltning, som traditionelt er blevet udført i et område, som medfører tab af indtjening eller yderligere omkostninger, bør de berørte jordejere modtage passende kompensation. Dette kan også være tilfældet, hvis forpligtelsen til ikkeforringelse går videre end daglige bestræbelser på at undgå forringelse og kræver vigtige proaktive forvaltningsforanstaltninger (f.eks. fjernelse af en invasiv art, som har spredt sig i området).

50. Hvilke foranstaltninger findes der under EU's LIFE-instrument til støtte for finansieringen af bevaringsforanstaltninger i Natura 2000-områder?

Under LIFE er der tidligere finansieret et stort antal naturbevaringsprojekter, og der vil fortsat blive finansieret bevaringsforanstaltninger i Natura 2000-områder, primært gennem LIFE-projekter vedrørende natur og biodiversitet.

Der udsendes hvert år en indkaldelse af forslag, og et beløb på ca. 100 mio. EUR stilles til rådighed for projekter vedrørende bevaringen af natur og biodiversitet generelt. LIFE medfinansierer op til 60 % af omkostningerne til de valgte LIFE-projekter vedrørende natur og biodiversitet.

Der kan også ydes målrettet støtte til naturbevaring via projekter, som navnlig omhandler kommunikation. I det tilfælde skal ansøgerne udfylde ansøgningspakken for LIFE-projekter vedrørende miljøforvaltning og -information.

Endelig kan bevaringen af Natura 2000-områder også støttes som en del af større projekter vedrørende Natura 2000-nettet som helhed på regionalt eller nationalt plan. For yderligere oplysninger kan ansøgere (generelt nationale/regionale forvaltninger) se ansøgningspakken vedrørende integrerede LIFE-projekter.

51. Findes der andre tilskudsmuligheder og incitamenter vedrørende Natura 2000 på nationalt eller regionalt plan?

Ja, der er store muligheder for at bidrage til naturbevaring gennem nationale og regionale programmer, eftersom hovedansvaret for finansiering af Natura 2000-områder ligger hos de enkelte medlemsstater. I nogle medlemsstater er der indgået frivillige aftaler om forvaltning af Natura 2000-områder på en måde, der er gunstig for bevaringen af området, og/eller forvaltningsaftaler vedrørende bevaringen af arter og naturtyper, der finansieres med nationale midler.

I nogle lande nyder jordejere også godt af incitamenter, f.eks. fritagelse for ejendomsskat eller andre skattefordele (f.eks. i Belgien).

I nogle medlemsstater har jordejere desuden ret til fuld kompensation for yderligere omkostninger og for tabt indtjening i Natura 2000-områder, f.eks. i Sverige, hvis udpegningen af naturtyper i skove medfører begrænsninger for produktionen af tømmer.

Overvågning og rapportering

52. Hvordan ved man, om bevaringsstatus for naturtyper eller arter er blevet forbedret i hele deres naturlige udbredelsesområde inden for Unionen?

Ifølge habitatdirektivets artikel 11 skal medlemsstaterne overvåge bevaringsstatussen for naturtyper og arter af fællesskabsbetydning. Bevaringsstatus for alle arter og naturtyper af EU-betydning vurderes regelmæssigt inden for rammerne af de statusrapporter, som medlemsstaterne skal indgive til Kommissionen hvert sjette år i henhold til habitatdirektivets artikel 17 og fugledirektivets artikel 12. Målet er at fastlægge bevaringsstatus for hver art eller naturtype i hele dens naturlige udbredelsesområde inden for Unionen. Der er vedtaget fire klassifikationer af bevaringsstatus: gunstig, ugunstig-utilstrækkelig (U1) og ugunstig-ringe (U2) og ukendt (XX).

I en række medlemsstater (f.eks. Østrig, Tyskland, Frankrig og Det Forenede Kongerige) er der udviklet et systematisk overvågningsprogram, som bruges til at overvåge bevaringsgraden i forskellige områder.

Det endelige mål er naturligvis, at der for alle naturtyper og arter opnås en gunstig bevaringsstatus som defineret i habitatdirektivet. Men det tager tid at opnå dette. Naturtyperne og arterne blev udvalgt, fordi de var truede eller sjældne, hvilket betyder, at de i de fleste tilfælde var i dårlig bevaringsstatus allerede fra begyndelsen. Der vil derfor være en vis tidsforsinkelse, inden de gennemførte bevaringsforanstaltninger "bærer frugt" med hensyn til forbedring af den samlede bevaringsstatus for arten eller naturtypen i hele Unionen.

Der ydes en stor indsats for at nå dette mål, og de seneste vurderinger af bevaringsstatus blev offentliggjort i 2015.

53. Hvilke overvågningsforpligtelser gælder for de enkelte Natura 2000-områder? Hvem er ansvarlig for disse? Hvordan finder man frem til den seneste bevaringsstatus for en bestemt art eller naturtype i et område?

Den enkelte medlemsstat afgør, hvordan status for naturtyper og arter af EU-betydning bedst overvåges inden for hvert Natura 2000-område i det pågældende land. Dette ansvar ligger hos de kompetente myndigheder i hvert land. De seneste overvågningsresultater på nationalt eller regionalt plan for offentliggøres, f.eks. på myndighedernes websted.

Private jordejere eller -forvaltere har imidlertid ikke pligt til at overvåge status for arter og naturtyper inden for deres jord. De kan naturligvis gøre det, da det altid er nyttige oplysninger og f.eks. kan afsløre tegn på forringelser.

Bevaringsgraden for en bestemt art eller naturtype i et Natura 2000-område registreres og ajourføres i standardformularen, som er offentligt tilgængelig for hvert Natura 2000-område. Kompetente myndigheder og områdeforvaltere kan også give detaljerede oplysninger herom.

54. Hvilke forpligtelser skal opfyldes med hensyn til overvågningen af bevaringsforanstaltninger i Natura 2000-områder?

Ifølge habitatdirektivets artikel 11 skal medlemsstaterne overvåge bevaringsstatussen for naturtyper og arter af fællesskabsbetydning. I henhold til artikel 17, stk. 1, skal medlemsstaterne aflægge rapport om de bevaringsforanstaltninger, de har truffet i Natura 2000-områder, og indgive en evaluering af virkningen af disse foranstaltninger.

Ifølge det nye artikel 17-rapporteringsformat (vedtaget for rapportering om perioden 2007-2012) skal der indgives oplysninger, som gør det muligt at evaluere Natura 2000-nettets bidrag til bevaringsstatussen for naturtyper og arter og nettets samlede effektivitet.

Det nye rapporteringsformat omfatter et krav om at aflægge rapport om gennemførelsen af forvaltningsplaner eller andre instrumenter, som medlemsstaterne anvender til at forvalte deres net, de områder, der er berørt af projekter/planer, for hvilke kompensationsforanstaltninger har været nødvendige, og de vigtigste foranstaltninger, der er truffet for at sikre Natura 2000-nettets sammenhæng i henhold til artikel 10.

I medfør af medlemsstaternes forpligtelse til at aflægge rapport om gennemførelsen af bevaringsforanstaltninger og om foranstaltningernes indvirkning på bevaringsstatussen anbefales det at indføre en mekanisme til overvågning af bevaringsforanstaltninger på områdeniveau. En sådan mekanisme bør omfatte målbare og klart verificerbare kriterier og indikatorer, som kan lette opfølgningen og evalueringen af resultater.

De kompetente myndigheder er sædvanligvis ansvarlige for overvågningen af Natura 2000. Et tæt samarbejde mellem naturbeskyttelsesmyndigheder og jordejere og -forvaltere tilrådes.

Overvågning og evaluering af resultater er afgørende for at kunne tilpasse bevaringsmålsætninger og -foranstaltninger til betydelig naturlig eller anden udvikling, som kan påvirke bevaringen af naturtyper og arter af fællesskabsinteresse i området.

Beskyttelse af arter og naturtyper af EU-betydning i deres naturlige udbredelsesområde uden for Natura 2000-områder

55. Spiller jord uden for Natura 2000-nettet en rolle for bevaringen af arter og naturtyper af EU-betydning?

Ja, jord uden for Natura 2000-nettet kan spille en vigtig rolle for bevaringen af naturtyper og arter af EU-betydning, især hvis de er sårbare over for fragmentering eller isolation. Sådan jord kan i væsentlig grad bidrage til at forbedre den økologiske sammenhæng i nettet og den funktionsmæssige forbindelse mellem Natura 2000-områder.

Områderne uden for Natura 2000-nettet kan også være tilflugtssteder for arterne og naturtyperne uden for de udpegede områder. Dette har især betydning, når der er tale om arter og naturtyper, som har et stort territorium (f.eks. bjørne og losser) eller er spredt over et stort område (f.eks. ripariske skove), da kun en del af deres samlede ressourcer er omfattet af Natura 2000-nettet (i nogle tilfælde under 50 %). Sådanne områder uden for Natura 2000-nettet er nødvendige for at opnå en gunstig bevaringsstatus.

I habitatdirektivets artikel 10 opfordres medlemsstaterne til at fremme forvaltningen af de elementer i landskabet, der er af afgørende betydning for vilde dyrs og planters migration, spredning og genetiske udveksling. Sådanne foranstaltninger kan også omfatte jord, der ikke er udpeget som Natura 2000-område. Artikel 10 har kun praktisk betydning for jordejere og -forvaltere, hvis medlemsstaterne har truffet specifikke foranstaltninger i denne henseende. Nogle lande behandler spørgsmålet i nationale eller regionale strategier (f.eks. "National Nature Nework" i Nederlandene, "Ecoforests" i Letland, "Schémas Régionaux de Cohérence Ecologique" i Frankrig og strategien for økologiske sammenhæng i Spanien). Gennem initiativet Green Infrastructure opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at styrke gennemførelsen af sådanne foranstaltninger.

Betydningen af områder uden for Natura 2000-nettet for fugle afspejles i fugledirektivets artikel 3, litra b), og artikel 4, som kræver, at medlemsstaterne bestræber sig på at vedligeholde og forvalte levesteder i overensstemmelse med de økologiske krav både i og uden for de beskyttede områder og undgå forurening eller forringelse af levesteder.

56. Er truede arter også beskyttet uden for Natura 2000-områder?

EU's to naturdirektiver kræver, at visse arter beskyttes i hele Unionen, både i og uden for Natura 2000-områder, for at sikre deres bevaring i hele deres naturlige udbredelsesområde i Unionen. Dette vedrører alle naturligt forekommende vilde fuglearter i Unionen samt andre arter, der er opført i bilag IV og V til habitatdirektivet.

Medlemsstaterne skal desuden også beskytte, opretholde eller genskabe tilstrækkeligt forskelligartede og vidtstrakte levesteder for alle vilde fuglearter inden for Europa (fugledirektivets artikel 3). Dette krav kan indebære foranstaltninger til beskyttelse af levesteder uden for Natura 2000-nettet.

Med hensyn til bestemmelser om beskyttelse af arter i hele deres udbredelsesområde skal medlemsstaterne i henhold til de to direktiver forbyde:

  • alle former for forsætlig indfangning eller drab af beskyttede arter i naturen
  • forsætlig ødelæggelse eller indsamling af æg og reder eller forsætlig plukning, indsamling, afskæring, oprivning med rod eller ødelæggelse af disse vildtvoksende planter
  • beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder
  • forsætlig forstyrrelse i perioder, hvor dyrene yngler, plejer yngel, overvintrer eller vandrer
  • opbevaring, salg og transport af arter, der er indsamlet i naturen.

Disse forbud skal – som gennemført i den nationale lovgivning – overholdes af alle jordejere, -brugere og -forvaltere.

Der er udarbejdet yderligere vejledning om habitatdirektivets bestemmelser om beskyttelse af arter.

57. Tillades der fravigelse af bestemmelserne om beskyttelse af arter? Hvis ja, under hvilke omstændigheder?

Fravigelser af bestemmelserne om beskyttelse af arter i hele deres udbredelsesområde (se spørgsmål 46) er tilladt under visse omstændigheder (f.eks. for at forhindre skade på afgrøder, husdyr, skove, fiskeri og vand), forudsat at der ikke findes nogen anden tilfredsstillende løsning, og konsekvenserne af disse fravigelser ikke er uforenelige med de samlede mål for direktiverne.

Vilkårene for fravigelser er fastsat i fugledirektivets artikel 9 og habitatdirektivets artikel 16.

Der er udarbejdet yderligere vejledning om habitatdirektivets bestemmelser om beskyttelse af arter.

Kommunikation, samarbejde og aktiv inddragelse af interesseparter

58. Hvilken rolle spiller jordejere og -forvaltere i gennemførelsen af Natura 2000?

Gennemførelsen af Natura 2000 er medlemsstaternes ansvar, men den har meget store konsekvenser for jordejere og -forvaltere, og deres deltagelse er af afgørende betydning. Der er et reelt behov for og en reel værdi i at involvere jordejere og -forvaltere på et tidligt trin. Jordejere kender deres ejendom, har deres egne forvaltningsmål og spiller en vigtig rolle i iværksættelsen og gennemførelsen af forvaltningsforanstaltninger på deres jord. De er derfor vigtige partnere i udviklingen og den vellykkede gennemførelse af Natura 2000.

Det tilrådes på det kraftigste, at der udarbejdes og udvikles forvaltningsplaner, som omhandler områdespecifikke bevaringsmålsætninger og indeholder bevaringsforanstaltninger vedrørende Natura 2000-områder. Det er vigtigt at involvere alle relevante interesseparter med henblik på så vidt muligt at undersøge de løsninger, der opfylder forskellige forventninger, for at tage højde for og undgå eventuelle konflikter og finde løsninger, som kompenserer for økonomisk tab (yderligere omkostninger og tabt indtjening), der eventuelt forårsages af bestemte bevaringsforanstaltninger, som går videre end sædvanlig praksis for bæredygtig arealforvaltning.

59. Hvorfor er det vigtigt at involvere de forskellige grupper af interesseparter i iværksættelsen af naturbevaringsmålsætninger og Natura 2000-forvaltningsplaner?

Eftersom Natura 2000 har til formål at bidrage til at sikre biodiversitet under hensyntagen til socioøkonomiske og kulturelle krav, tilrådes det på det kraftigste, at alle relevante interesseparter på forhånd udpeges og inddrages i forberedelsen og udviklingen af foranstaltninger vedrørende bevaringen af naturtyper og arter i Natura 2000-områder.

Forskellige typer interesseparter kan have større eller mindre direkte interesser i forvaltningen af Natura 2000-områder. Myndigheder, jordejere og jordforvaltere er de mest relevante parter i beslutningsprocesserne, men andre interesseparters synspunkter bør også tages i betragtning, navnlig lokalsamfund og andre jordbrugere, NGO'er, jægere, fiskere osv., som eventuelt kan bidrage til processen med viden og erfaring.

Gennem offentlig deltagelse i planlægningen og udarbejdelsen af områdespecifikke bevaringsmålsætninger og bevaringsforanstaltninger for et Natura 2000-område kan der tages hensyn til holdningerne blandt de mennesker, der bor og arbejder i området, eller som bruger det. Det giver gode muligheder for at skabe en social atmosfære, som er mere gunstig for miljøbevaring. Chancerne for succes styrkes betydeligt, hvis forskellige interesseparter orienteres og høres og så vidt muligt involveres i forvaltningen af området. Det kan også være en mulighed for at udvikle en tværfaglig og professionel tilgang samt samarbejde og synergier mellem forskellige aktører.

Inddragelse af alle relevante aktører er en mulighed for at undgå eller løse mulige konflikter og for gensidig udnyttelse af viden og erfaring. Eftersom bevaringsstatussen for beskyttede naturtyper og arter ofte påvirkes af mange forskellige interesseparters aktiviteter (landbrugere, skovbrugere, jægere, turistindustrien osv.), er kommunikationen med og mellem dem afgørende for at etablere integreret forvaltning og nå bevaringsmålene og de øvrige mål på en afbalanceret måde.

60. Hvilke trin bør en deltagelsesbaseret proces omfatte?

Der findes flere metoder til at gennemføre deltagelsesbaserede processer. En deltagelsesbaseret proces for forvaltningen af Natura 2000-skovområder kan f.eks. omfatte følgende hovedtrin:

  • identifikation af alle relevante interesseparter
  • etablering af en arbejdsgruppe med flere interesseparter eller en styringskomité
  • kortlægning af værdier, rettigheder, ressourcer, områder og territorier og vurdering af virkninger
  • deltagelsesbaseret konsekvensanalyse – fastlæggelse af positive og negative virkninger
  • detaljeret og offentlig høring om bevaringsmålsætninger og drøftelse af planlagte foranstaltninger målrettede oplysninger til alle direkte berørte interesseparter
  • drøftelse og identifikation af bedste midler og mekanismer til gennemførelsen af de nødvendige foranstaltninger under hensyntagen til de tilgængelige finansielle ressourcer, kompensation og gevinstdeling
  • mægling i tilfælde af konflikt ved brug af tilstrækkelige procedurer for konfliktløsning
  • etablering af en deltagelsesbaseret overvågningsmodel, som involverer alle interesseparter fra begyndelsen: Hvad skal der overvåges, hvordan, hvornår, hvor, og af hvem?
  • rådgivning.

61. Hvilke typer oplysninger bør offentliggøres?

Åben og offentlig adgang til oplysninger er afgørende, navnlig oplysninger om bevaringsmålsætninger og -foranstaltninger, forpligtelser, henstillinger og aftaler på både områdeplan og på nationalt og regionalt plan. Med hensyn til de nødvendige høringer bør jordejere og -forvaltere også modtage fyldestgørende oplysninger om baggrunden for og betydningen af områdespecifikke bevaringsmålsætninger og -foranstaltninger i Natura 2000-områder. En detaljeret beskrivelse af bevaringsmålsætningerne og -foranstaltningerne bør derfor offentliggøres sammen med relevante oplysninger om placeringen af vigtige naturlige træk og de respektive bevaringsforanstaltninger. I modsætning til visse andre planer, som kan indeholde private og følsomme oplysninger, er en Natura 2000-forvaltningsplan sædvanligvis et offentligt tilgængeligt dokument (se også spørgsmål 22).

Formidling af relevante og forståelige oplysninger er afgørende for at styrke den gensidige forståelse og skabe dialog mellem interesseparter. Det er også en forudsætning for frugtbare diskussioner om bevaringsmålsætninger og bevaringsforanstaltninger. En god kommunikationsplan kræver, at der udvikles hensigtsmæssige kommunikations- og informationsstrategier om de generelle målsætninger for Natura 2000, områdernes bevaringsmålsætninger og -foranstaltninger osv. I denne forbindelse kan der eventuelt etableres en arbejdsgruppe med flere interesseparter eller en styringskomité, og der kan udvikles en gennemsigtig proces for møder og høringer (rundbordsdrøftelser, nyhedsbreve osv.). Det er vigtigt, at interesseparter oplyses fyldestgørende om både de begrænsninger og de muligheder, som Natura 2000 indebærer.

62. Jordejere har ofte vanskeligt ved at forstå Natura 2000. Hvordan kan denne situation forbedres?

Selv om udtrykkelige kommunikationsforpligtelser ikke er fastsat i habitatdirektivet, har Kommissionen understreget vigtigheden af og behovet for at formidle og forklare Natura 2000-målsætningerne for den bredere offentlighed og navnlig for de interesseparter, som er direkte involveret i forvaltningen af området. Kommissionen har udarbejdet en nyttig vejledning om de generelle bestemmelser i fugledirektivet og habitatdirektivet samt vejledning henvendt direkte til bestemte økonomiske sektorer (se Artikel 6 – Sektorspecifik vejledning).

Der findes en række værktøjer til at øge bevidstheden, yde rådgivning og opbygge lokal kapacitet til at forvalte et Natura 2000-område og til at udvikle en deltagelsesbaseret proces (se også spørgsmål 34).

Natura 2000 og den bredere bæredygtige udvikling

63. Hvordan tages der hensyn til Natura 2000-bevaringskravene i mere generelle fysiske planer og udviklingsplaner og -politikker?

Natura 2000-bevaringskrav skal tages i betragtning ved udarbejdelsen og gennemførelsen af mere generelle fysiske planer og udviklingsplaner og -politikker. Dette sker normalt under udarbejdelsen af disse planer gennem høring af relevante myndigheder, som kan bidrage med nyttige oplysninger, som gør det muligt at imødegå og forebygge eventuelle virkninger på disse bevaringskrav. Dette kan f.eks. opnås ved velgennemtænkt placering af planlagte aktiviteter, så f.eks. de mest følsomme områder undgås.

Enhver plan, der kan have en betydelig indvirkning på et Natura 2000-område, skal underkastes en passende vurdering med hensyn til dens potentielle virkninger på områdets integritet i lyset af dets bevaringsmålsætninger.

Den strategiske miljøvurdering er et værktøj, som kan bruges til at vurdere, forebygge og afbøde potentielle virkninger på Natura 2000-områders bevaringskrav, idet den integrerer overvejelsen af de potentielle virkninger på områderne og bestemmelserne i habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, vedrørende den passende vurdering (se også spørgsmål 39 og 43).

64. Hvordan er samspillet mellem habitatdirektivet og fugledirektivet og EU's øvrige miljølovgivning (vandrammedirektivet, direktivet om vurdering af indvirkning på miljøet, direktivet om strategisk miljøvurdering og havstrategirammedirektivet)?

Fugledirektivet og habitatdirektivet interagerer med EU's øvrige miljølovgivning, som også har til formål at opnå god økologisk tilstand i ferskvands- og havvandsøkosystemer, f.eks. vandrammedirektivet og havstrategirammedirektivet.

Både naturdirektiverne og vandrammedirektivet har til formål at sikre sunde akvatiske økosystemer og samtidig sikre en balance mellem vand-/naturbeskyttelse og bæredygtig anvendelse af naturlige ressourcer. Der findes mange synergier, idet gennemførelsen af foranstaltninger under vandrammedirektivet generelt bidrager til opfyldelsen af naturdirektivernes målsætninger. Der er udarbejdet en række vejledninger for at bistå ved og harmonisere gennemførelsen af fugledirektivet, habitatdirektivet og vandrammedirektivet i hele Unionen. De centrale spørgsmål om sammenhængen mellem EU's vand- og naturlovgivning er samlet i et dokument.

Naturdirektiverne har også nær tilknytning til havstrategirammedirektivet, idet de alle vedrører aspekter af bevaring af biodiversitet i havmiljøet, herunder et krav om at opnå god status for de elementer af biodiversitet, der er omfattet af hvert direktiv. Selv om begreberne god miljøtilstand (havstrategirammedirektivet) og gunstig bevaringsstatus (habitatdirektivet) eller bestandstatus (fugledirektivet) ikke nødvendigvis er ækvivalente, understøtter de hinanden. De foranstaltninger, der gennemføres inden for rammerne af naturdirektiverne, kan yde et vigtigt bidrag til at opfylde havstrategirammedirektivets bredere målsætninger og omvendt. Ofte stillede spørgsmål om sammenhængen mellem havstrategirammedirektivet og naturdirektiverne er samlet i et dokument.

Med hensyn til vurderingen af planers og projekters virkninger på Natura 2000 er der ligheder og synergier mellem den passende vurdering, der udføres i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og de vurderinger, der udføres i henhold til direktivet om vurdering af indvirkning på miljøet og direktivet om strategisk miljøvurdering. Disse vurderinger udføres ofte samlet som en del af en integreret procedure.

Den passende vurdering er imidlertid udtrykkeligt målrettet mod beskyttede arter og naturtyper af EU-betydning inden for Natura 2000. Når projekter eller planer er omfattet af direktivet om vurdering af indvirkning på miljøet eller direktivet om strategisk miljøvurdering, kan artikel 6-vurderingen være en del af disse vurderinger. Den skal dog være en separat og klart angivet del af en miljøredegørelse, eller den skal være indeholdt i en særskilt rapport (se også spørgsmål 43).

Yderligere oplysninger:

Casestudier om synergier vandrammedirektivet, havstrategirammedirektivet og naturdirektiverne samt "Starter's guide".

65. Hvordan er samspillet mellem habitatdirektivet og fugledirektivet og EU's øvrige politikker (f.eks. regional-, landbrugs-, fiskeri-, transport- og energipolitik)?

Fugledirektivet og habitatdirektivet interagerer med EU's øvrige politikker på forskellige måder. Disse politikker tager hensyn til de naturbeskyttelsesbestemmelser, der gælder i Unionen, og støtter deres gennemførelse.

De primære EU-fonde, der støtter EU's centrale politikker (regionaludviklings-, samhørigheds-, social-, landbrugs- og fiskeripolitik samt politik vedrørende udvikling af landdistrikterne), integrerer relevante målsætninger og foranstaltninger, som støtter gennemførelsen og udviklingen af habitatdirektivet og fugledirektivet samt Natura 2000-nettet.

Inden for den nuværende finansielle ramme støtter de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI-fondene) en række tematiske mål, herunder beskyttelse af miljøet og fremme af ressourceeffektivitet. Disse tematiske mål er omsat til prioriteter, der er specifikke for hver enkelt ESI-fond.

Investeringsprioriteterne for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden (FF) omfatter bl.a.: at beskytte og genetablere biodiversitet og jordbunden og fremme tjenesteydelser vedrørende økosystemer, herunder gennem Natura 2000 og grøn infrastruktur.

Den Europæiske Hav- og Fiskerifond støtter beskyttelse og genopretning af akvatisk biodiversitet og akvatiske økosystemer og omfatter en række foranstaltninger, der har til formål at bidrage til bevaringen af arter og naturtyper, som er beskyttet i henhold til naturdirektiverne, og til forvaltning, genopretning og overvågning af Natura 2000-områder.

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) har bl.a. følgende prioriteter: genopretning, bevarelse og forbedring af økosystemer i tilknytning til landbruget og skovbruget med fokus på genopretning, bevarelse og forbedring af biodiversiteten, bl.a. i Natura 2000-områder.

Den fælles landbrugspolitik omfatter en række bestemmelser om beskyttelse og forbedring af biodiversitet og naturlige økosystemer, også kaldet Greening, som omfatter bevarelse af permanente græsarealer og økologisk gavnlige elementer i "økologiske fokusområder", blandt andre relevante foranstaltninger.

Den fælles fiskeripolitik omfatter en række foranstaltninger, der har til formål at bevare marine økosystemer, herunder bestemmelser om etablering af foranstaltninger til forvaltning af fiskeri i Natura 2000-områder og andre beskyttede havområder.

I transport- og energipolitikkerne tages der hensyn til naturbeskyttelsesbestemmelser på planlægningsniveau og navnlig i miljøvurderinger af planer og programmer. Kommissionen har også udsendt specifikke vejledninger om transport ad indre vandveje og Natura 2000 og om vindmøller og Natura 2000.

Der er endvidere udarbejdet vejledninger om landbrug, skovbrug og akvakultur i Natura 2000 og om energitransportinfrastruktur og Natura 2000 (se Artikel 6 – Sektorspecifik vejledning på: https://ec.europa.eu/environment/nature/natura2000/management/guidance_en.htm)

66. Hvilken form for økosystemtjenester leverer Natura 2000-områder til samfundet?

Natura 2000-nettet bidrager med en række fordele til samfundet og økonomien gennem forskellige økosystemtjenester. Disse omfatter leveringen af materielle ressourcer, f.eks. vand og bæredygtigt producerede afgrøder og bæredygtigt tømmer (forsyningstjenester), og processer, der regulerer vand- og luftkvalitet, forebygger naturkatastrofer, f.eks. oversvømmelse og jorderosion, og afbøder klimaændringer gennem kulstofoplagring og -nedbrydning (reguleringstjenester). Natura 2000-områder bidrager også med kulturelle tjenester, f.eks. ved at støtte rekreative aktiviteter og turisme og bevare kulturel identitet og stedfornemmelse. Det anslås, at Natura 2000-områderne har mellem 1,2 og 2,2 mia. besøgsdage årligt og skaber rekreative muligheder for mellem 5 og 9 mia. EUR hvert år.

Den samlede økonomiske gevinst ved Natura 2000 er blevet evalueret og kvantificeret i en række nylige undersøgelser, som Kommissionen har iværksat. Værdien af gevinsten ved Natura 2000-nettet (på land) – baseret på en opskalering fra eksisterende områdebaserede undersøgelser og værdien af tjenester leveret af forskellige naturtyper – anslås på nuværende tidspunkt at beløbe sig til 200-300 mia. EUR om året (dvs. 2-3 % af EU's BNP). Denne værdi bør ses som et indledende vejledende estimat af den årlige gevinsts størrelse og ikke som et robust præcist resultat.

I Europa er omkring 4,4 mio. arbejdspladser og 405 mia. EUR i årlig omsætning direkte afhængige af opretholdelsen af sunde økosystemer, hvoraf en betydelig andel findes i Natura 2000. Selv om disse tal kun giver et første skøn, viser de foreløbige resultater allerede, at den økonomiske gevinst ved Natura 2000-nettet klart overstiger de omkostninger, der er forbundet med forvaltningen og beskyttelsen af denne vigtige ressource. Sidstnævnte er anslået til ca. 5,8 mia. EUR om året, hvilket er en brøkdel af dets potentielle værdi for samfundet.

Ved at beskytte Natura 2000-områder og kræve bevaringsforanstaltninger styrker nettet økosystemernes funktion, hvilket igen sikrer samfundet og økonomien en yderligere gevinst.

Yderligere oplysninger:

Omkostninger og fordele ved Natura 2000
Socioøkonomiske fordele ved Natura 2000-havområder

Right navigation