This is the public version of the KCI. Remember to login in order to participate in Communities and Forums.

Conference Interpretation

Konsekutiv tolkning

Dette er en meget kort beskrivelse af konsekutiv tolkning, som er beregnet på dem, der ikke kender til denne type tolkning, og som ikke dækker alle aspekter af den. Der er skrevet et stort antal bøger om konsekutiv tolkning generelt og om notetagning specifikt, og i dem kan du finde meget mere detaljeret information.

Konsekutiv tolkning er en form for tolkning, hvor taleren holder en tale (eller siger nogle få sætninger), mens tolken tager noter. Tolken gengiver så det, som taleren har sagt, til et publikum. Normalt står eller sidder han/hun tæt på taleren, tager noter ved hjælp af blok og pen og bruger først mikrofonen (hvis der er én), når taleren er færdig, og det er tolkens tur.

For at være en god konsekutiv tolk skal man være i stand til at lytte meget aktivt, analysere, hvad taleren siger, tage gode notater, som hjælper hukommelsen på gled, og derefter gentage talen, som om den var ens egen, som man holdt på sit eget aktive sprog.

De tre vigtigste aktiviteter er:

1) at lytte aktivt (forstå)

2) at analysere (tage strukturerede noter)

3) at gengive (kommunikere)

Konsekutivtolke skal have en række forskellige kompetencer ud over at kunne det passive sprog/fremmedsproget.

De skal først lære, hvordan man "lytter aktivt". Det lyder måske ligetil, men tolke lytter på en helt anden måde end andre (ligesom en psykoanalytiker også har en særlig metode til at lytte til folk), fordi deres formål med at lytte er et andet. Tolke lytter ikke for at reagere eller deltage i samtalen – de lytter for at kunne huske det, der bliver sagt, og gengive det korrekt og pålideligt på et andet sprog (ligesom psykoanalytikere lytter efter ting, der kan spore dem ind på patientens psykiske tilstand).

For at lære disse særlige færdigheder undervises de først i, hvordan man kan gengive en tale uden at tage notater. I samlingen af taler kan du se en række eksempler på denne type taler under kategorierne Basic og Beginner. Først når de tolkestuderende behersker denne disciplin, går de videre til at lære at tage notater.

Notetagningen er en del af anden fase, analysen. Den forudsætter, at tolken har evnen til at prioritere information og skelne mellem primær og sekundær information, så han/hun klart kan skrive ned "hvem, hvad, hvornår, hvor, hvordan" (f.eks. hvem der sagde hvad, og hvornår noget skete), talerens holdning osv. I SCICtrain-videoerne er der et helt kapitel om konsekutiv tolkning. PÅ ORCIT-websitet finder du flere moduler om konsekutiv tolkning og også nogle af Generaldirektoratet for Tolknings undervisningsmateriale.

Den tredje og sidste fase, hvor man reproducerer det, man har hørt, kræver også en række specifikke færdigheder: evnen til at bruge sin korttidshukommelse, forstå sine notater og kommunikere på en medrivende måde, for blot at nævne nogle få. Stresshåndtering og stemmepleje er også vigtige elementer i kommunikationsfasen.

Alle disse forskellige færdigheder skal læres. Man er ikke tolk, blot fordi man kan tale mere end ét sprog – det er langt mere komplekst end som så. Der findes et stort antal universiteter, der tilbyder kurser i konferencetolkning.