Anerkendelse af mobilitetserfaring

I maj 2018 offentliggjorde Kommissionen et forslag til Rådets henstilling om fremme af automatisk gensidig anerkendelse af beviser for videregående uddannelser og ungdomsuddannelser samt studieperioder i udlandet. Formålet er at sikre, at alle studerende, lærlinge og elever, der gennemfører et læringsophold i udlandet, automatisk får opholdet anerkendt med henblik på videre studier. Bedre anerkendelsesprocedurerne er et centralt element i målet om et europæisk område for videregående uddannelse i 2025, hvor folk kan have en stærk følelse af deres europæiske identitet, hvilket kræver et "Europa, hvor læring, studier og forskning ikke vil blive hæmmet af landegrænser."

Læringsmobilitet fremmer kompetencer og erfaringer, der er nødvendige for aktiv deltagelse i samfundet og på arbejdsmarkedet. Det kunne ses i den nylige midtvejsevaluering af programmet Erasmus+, hvoraf det fremgår, at mobilitet har en positiv indvirkning på de lærendes selvtillid, uafhængighed, sociale kapital og overgang til beskæftigelse. Inden for rammerne af et globaliseret uddannelses- og arbejdsmiljø er det absolut nødvendigt, at de studerende kan udnytte alle læringsmuligheder i hele EU optimalt. 

Høringer af interessenterne tidligere i år viste stor tilslutning til EU's indsats på dette område. Deltagerne bekræftede, at anerkendelsesprocedurerne ofte er langsomme, overlades til de enkelte institutioner og ikke er tilpas gennemsigtige. Især på sekundært niveau gælder det, at anerkendelsen af gymnasiale kvalifikationer og studieperioder i udlandet varierer meget fra det ene land til det andet. Unge, som ønsker at studere i en længere periode i udlandet under deres sekundære uddannelse eller få adgang til videregående uddannelse i et andet EU-land, mangler ofte oplysninger og sikkerhed om anerkendelse af deres kvalifikationer og kompetencer. 


Forslag til Rådets henstilling

Forslaget til Rådets henstilling opfordrer EU-landene til at forpligte sig politisk til at tage skridt til at indføre automatisk anerkendelse senest i 2025. Dette vil blive ledsaget af tiltag, som vil opbygge tillid til hinandens uddannelsessystemer og støtte EU-landene med at forbedre anerkendelsen for at fremme læringsmobilitet.

Hvad angår videregående uddannelser, vil henstillingen bygge videre på de fremskridt, der er gjort i andre fora, især Bolognaprocessen og Lissabonkonventionen om anerkendelse af videregående uddannelser, samt gennem multilaterale aftaler mellem grupper af lande, f.eks. Beneluxafgørelsen om automatisk anerkendelse af eksamensbeviser for videregående fra januar 2018. Den vil også fremme yderligere anvendelse af de eksisterende redskaber, som kan støtte anerkendelsen af kvalifikationer og studieperioder i udlandet, f.eks. Europass, den europæiske referenceramme for kvalifikationer, det europæiske meritoverførselssystem for erhvervsuddannelse og lignende.

På sekundært niveau skal forslaget til henstilling forbedre anerkendelsesprocedurerne for gymnasiale kvalifikationer, der giver adgang til videregående uddannelser, herunder erhvervsuddannelser. Derudover vil det fremme anerkendelse af læringsresultater i udlandet for at åbne for adgang til næste skole- eller studieår.