Handlingsplan for digital uddannelse – foranstaltning nr. 11

Målene på EU-plan og indsamling af data om unges digitale færdigheder.

#DEAP #EUDigitalEducation

Grundlæggende digitale færdigheder er en forudsætning for, at alle borgere reelt kan deltage i den moderne og i stigende grad digitale verden. Covid-19-pandemien har gjort det tydeligt, at grundlæggende og avancerede digitale færdigheder er helt afgørende for at holde økonomien og samfundet kørende. 

I modsætning til den almindelige opfattelse, at de unge er "digitalt indfødte", viser resultaterne af ICILS-undersøgelsen International Computer and Information Literacy Study, at de unge ikke erhverver avancerede digitale færdigheder blot ved at bruge digitale enheder i løbet af opvæksten. 

I modsætning til andre grundlæggende færdigheder i læsning, matematik og naturvidenskab, er der kun begrænsede tværnationale data til rådighed om det nuværende niveau for unges digitale færdigheder i EU. 

Det er nødvendigt at indsamle data for at få en bedre viden om baggrunden for forskellene i færdighedsniveau, og for at EU og EU-landene kan udarbejde effektive foranstaltninger til at afhjælpe manglerne. 

Formål 

For at imødegå udfordringerne støtter Europa-Kommissionen indsamling og analyse af sammenlignelige data om unges digitale færdigheder fra hele Europa. 

Et mål på EU-niveau for digitale færdigheder blev vedtaget i Rådets resolution fra 2021 om en strategiramme for det europæiske uddannelsessamarbejde og udviklingen frem mod et europæisk uddannelsesområde (2021-2030) og efterfølgende. 

Resolutionen indeholder en opfordring til, at andelen af 13-14-årige med ringe computer- og IT-færdigheder skal reduceres til under 15 % inden 2030. Status på computer- og IT-færdigheder måles ved hjælp af data fra ICILS. 

Øget dataindsamling på tværs af lande kan give en større viden om tendenserne inden for digital uddannelse både på europæisk plan og i EU's medlemslande. 

Desuden kan man ved at støtte medlemslandene i at indsamle sammenlignelige data om udviklingen inden for digital uddannelse hjælpe de nationale forvaltninger med at overvåge kvalifikationsniveauet blandt unge over tid og på tværs af lande og styrke grundlaget for evidensbaseret politikudvikling.

Hovedaktiviteter

  • Finansiel støtte til Erasmus+-programlandenes deltagelse i ICILS 2023
  • Overvågning af status på opfyldelse af EU's mål for de studerendes digitale færdigheder ved brug af data fra ICILS (nedbringelse af antallet af 13-14-årige med ringe færdigheder inden for computer- og IT-færdigheder til under 15 % inden 2030) 
  • Årlig rapportering om digitale færdigheder i uddannelsesovervågningsrapporten 

Forventede resultater 

  • Bedre dækkende og internationalt sammenlignelige data om digitale færdigheder i alle EU-landene og på europæisk plan til støtte for evidensbaseret politikudformning
  • Et mere præcist billede af de unges digitale færdigheder og de faktorer, der påvirker erhvervelsen af digitale færdigheder i EU 

Tidsplan

  • Januar-december 2022 – den primære dataindsamling til ICILS 2023, International Association for the Evaluation of Educational Achievement (IEA) 
  • Oktober-december 2024 – offentliggørelse af de internationale resultater fra ICILS 2023 (IEA) 
  • Januar-marts 2025 – frigivelse af den internationale ICILS 2023-database (IEA) 

Finansiering

Foranstaltningen finansieres af EU's Erasmus+-program.

Kontakt os

Hvis du er interesseret i at vide mere om foranstaltningen, kan du kontakte os via e-mail på
EAC-UNITE-A4@EC.EUROPA.EU.

Følg @EUDigitalEdu på Twitter, og få de seneste nyheder om foranstaltningen, de enkelte aktiviteter og den samlede handlingsplan for digital uddannelse.


Billede i sidehoved: © Den Europæiske Union, 2021.