Repræsentationen i Danmark

Den økonomiske vinterprognose: væksten aftager i en tid med global usikkerhed

/denmark/file/vinter-sol-skovistock-thinkstock-webjpg_davinter-sol-skov_istock-thinkstock-web.jpg

Vinterprognose
©

Den europæiske økonomi ventes i 2019 at vokse for syvende år i træk med fremgang i alle medlemsstater. Den samlede vækstrate forventes at blive moderat i forhold til de seneste års høje vækstrater, og prognosen er behæftet med stor usikkerhed.

07/02/2019

Den økonomiske vækst

Den økonomiske aktivitet bremsede yderligere op i andet halvår af sidste år efterhånden som den globale handelsvækst er taget af, usikkerhed har undermineret tilliden og produktionen i visse medlemsstater blev ramt af midlertidige indenlandske faktorer, som f.eks. afbrydelser i bilproduktionen, sociale spændinger og finanspolitisk usikkerhed. Som følge heraf er bruttonationalproduktet ("BNP") i både euroområdet og EU faldet til 1,9 % i 2018 fra 2,4 % i 2017 (efterårsprognose: 2,1 % for EU28 og euroområdet).

Det økonomiske opsving i begyndelsen af i år har været afdæmpet, selv om de grundlæggende betingelser fortsat er gode. Den økonomiske vækst vil fortsætte, om end i et mere moderat tempo. Den europæiske økonomi ventes fortsat at drage fordel af den forbedrede situation på arbejdsmarkedet, gunstige finansieringsbetingelser og en lettere ekspansiv finanspolitisk kurs. Euroområdets BNP forventes at stige med 1,3 % i 2019 og 1,6 % i 2020 (efterårsprognose: 1,9 % i 2019; 1,7 % i 2020). Vækstprognosen for EU's BNP er også blevet nedjusteret til 1,5 % i 2019 og 1,7 % i 2020 (efterårsprognose: 1,9 % i 2019; 1,8 % i 2020).

For visse større medlemsstater er vækstforventningerne blev nedjusteret væsentligt for 2019, eksempelvis Tyskland, Italien og Nederlandene. Mange medlemsstater nyder fortsat godt af en solid indenlandsk efterspørgsel, som understøttes af EU-midler.

Inflation

Forbrugerprisinflationen i euroområdet faldt hen mod slutningen af 2018 på grund af kraftige fald i energipriserne og lavere stigninger i fødevarepriserne. Kerneinflationen, der ikke omfatter priser på energi og uforarbejdede fødevarer, forblev afdæmpet hele året på trods af en kraftigere lønudvikling. Den samlede inflation (HICP) var i gennemsnit 1,7 % i 2018, hvilket udgør en stigning i forhold til 1,5 % i 2017. Da forventningerne til oliepriserne for i år og næste år nu er lavere end i efteråret, forventes inflationen i euroområdet at blive moderate 1,4 % i 2019, hvorefter den forventes at stige til 1,5 % i 2020. For EU forventes inflationen i gennemsnit at blive på 1,6 % i år, og derefter stige til 1,8 % i 2020.

Usikkerheder

Et højere niveau af usikkerhed omgærder den økonomiske prognose, og fremskrivningerne er omfattet af nedadrettede risici. Handelsspændingerne, som i nogen tid har haft indflydelse på stemningen, er lettet noget, men de giver fortsat grund til bekymring. Den kinesiske økonomi kan risikere at tabe fart hurtigere end ventet, og de globale finansielle markeder og mange nye vækstmarkeder er sårbare over for pludselige ændringer i risikovilligheden og vækstforventningerne. "Brexit"-processen er fortsat en kilde til usikkerhed for EU.

For Det Forenede Kongerige gælder en rent teknisk antagelse for 2019

I lyset af processen for ratifikation af Det Forenede Kongeriges udtræden af EU bygger fremskrivningerne for 2019 og 2020 på rent tekniske antagelser om status quo i handelsmønstrene mellem EU-27 og Det Forenede Kongerige. Dette er alene af hensyn til prognosen og påvirker på ingen måde processen efter artikel 50.

Baggrund

Denne prognose bygger på en række tekniske antagelser vedrørende vekselkurser, renter og råvarepriser med skæringsdato den 25. januar 2019. For alle andre indgående data tager denne prognose hensyn til oplysninger frem til den 31. januar.

Europa-Kommissionen offentliggør hvert år to omfattende prognoser (forår og efterår) og to foreløbige prognoser (vinter og sommer). De foreløbige prognoser dækker den årlige og kvartalsvise udvikling i BNP og inflation for indeværende og kommende år for alle medlemsstaterne og euroområdet samt de samlede tal for EU.

Europa-Kommissionens næste omfattende prognose vil være den økonomiske forårsprognose for 2019 i maj 2019.