Repræsentationen i Danmark

Fair og enkel beskatning: Kommissionen foreslår en nye pakke med foranstaltninger, der skal bidrage til Europas genopretning og vækst

/denmark/file/taxpackage-gettyimagesjpg_dataxpackage_-_gettyimages.jpg

Fair og enkel beskatning
copyright

Europa-Kommissionen har i dag vedtaget en ambitiøs ny skattepakke, der skal sikre, at EU's skattepolitik støtter Europas økonomiske genopretning og langsigtede vækst. Pakken bygger på de to søjler rimelighed og simplicitet. 

15/07/2020

Den pakke, der fremlægges i dag, har til formål at fremme skattemæssig retfærdighed ved at intensivere bekæmpelsen af skattemisbrug, hindre unfair skattekonkurrence og øge gennemsigtigheden på skatteområdet. Samtidig fokuseres der på en forenkling af skattereglerne og -procedurerne for at skabe bedre rammer for erhvervslivet i hele EU. 

Pakken består af tre separate, men forbundne initiativer:

  • Skattehandlingsplanen med 25 særskilte tiltag, som skal gøre beskatningen mere enkel, mere fair og bedre tilpasset den moderne økonomi i de kommende år. Tiltagene vil gøre livet lettere for ærlige skatteydere ved at fjerne hindringer på alle trin, fra registrering til rapportering, betaling, kontrol og tvistbilæggelse. 
     
  • Forslaget om administrativt samarbejde (DAC 7) udvider EU's gennemsigtighedsregler på skatteområdet til at omfatte digitale platforme, så dem, der tjener penge på salg af varer eller tjenester via platforme, også betaler deres rimelige andel af skatten. Det nye forslag vil sikre, at medlemsstaterne automatisk udveksler oplysninger om indtægter genereret af sælgere på onlineplatforme. Forslaget styrker og præciserer også reglerne på andre områder, hvor medlemsstaterne arbejder sammen om at bekæmpe skattemisbrug, f.eks. gennem fælles skatterevisioner.
  • Meddelelsen om god skatteforvaltning fokuserer på at fremme fair beskatning og slå ned på unfair skattekonkurrence, både i EU og på internationalt plan. Kommissionen foreslår i den forbindelse en reform af adfærdskodeksen, der omhandler skattekonkurrence og indeholder forholdsregler mod skadelig skattepraksis i EU. Den foreslår også forbedringer af EU's liste over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner, som er en liste over lande uden for EU, der nægter at følge internationalt aftalte standarder. 

Dagens pakke er første del af en omfattende og ambitiøs EU-beskatningsdagsorden for de kommende år. Kommissionen arbejder også på en ny tilgang til erhvervsbeskatning for det 21. århundrede, som skal tage hånd om udfordringerne ved den digitale økonomi og sikre, at alle multinationale selskaber betaler deres rimelig andel af skatten. Kommissionen vil inden for rammerne af den grønne pagt fremsætte forslag, der skal sikre, at beskatning støtter EU's målsætning om at opnå klimaneutralitet i 2050. Den alsidige tilgang til reform af beskatningen i EU har som mål at gøre beskatningen mere fair, grønnere og egnet til den moderne økonomi og således bidrage til langsigtet, bæredygtig og inklusiv vækst.