Repræsentationen i Danmark

Kapitalmarkedsunionen - del 2...

/denmark/file/piloproedthinkstockistock-webjpg_dapil_op_roed_thinkstock_istock-web.jpg

Kommissionen har taget et stort skridt i retning at skabe en kapitalmarkedsunion, og det sker ved at fremme alternative finansieringskilder og fjerne hindringer for investeringer på tværs af grænser.
Kapitalmarkedsunionen vil komme alle medlemsstaterne til gode, men vil især styrke Den Økonomiske og Monetære Union ved at fremme privat risikodeling.

12/03/2018

Forslaget bygger på den fremgang, der allerede er opnået, siden kapitalmarkedsunionen blev lanceret i 2015, og vil styrke det grænseoverskridende marked for investeringsfonde, fremme EU-markedet for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer som en kilde til langsigtet finansiering og give investorer større sikkerhed i forbindelse med transaktioner med værdipapirer og fordringer på tværs af grænser. Kapitalmarkedsunionen er en af Juncker-Kommissionens prioriteter, når det drejer sig om at styrke Europas økonomi og fremme investeringer med henblik på jobskabelse. Den har til formål at mobilisere og kanalisere kapital til alle virksomheder i EU, især til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som har brug for ressourcer til at kunne ekspandere og trives.

Med en hurtig vedtagelse af disse forslag i Europa-Parlamentet og Rådet vil virksomhederne og investorerne i højere grad kunne drage fordel af mulighederne på det indre marked. Kommissionen opfordrer også medlovgiverne til at sikre, at de nøglereformer under behandling, som er relevante for fuldførelsen af kapitalmarkedsunionen, hurtigt bliver vedtaget, f.eks. forslagene om udvidet tilsyn med kapitalmarkedet, virksomhedsomstrukturering og nye opsparingsmuligheder for forbrugerne. Indtil videre har medlovgiverne kun vedtaget 3 ud af de 12 forslag, som Kommissionen har fremsat med henblik på at skabe byggestenene til kapitalmarkedsunionen.