Repræsentationen i Danmark

Dom i dansk sag om familiesammenføring m.m.

/denmark/file/dom6-istock-thinkstock-webjpg_dadom6-istock-thinkstock-web.jpg

Dom i sag C-473/16 F
©

Sagen drejer sig om A, der er en i Tyrkiet født tyrkisk statsborger, som den 24. maj 1993 giftede sig med B, der ligeledes er tyrkisk statsborger. Ægteparret fik fire børn, som blev født i Tyrkiet, inden A og B blev skilt den 24. juni 1998. Den 7. januar 1999 giftede B sig med en tysk statsborger, der var bosiddende i Danmark. B fik i sin egenskab af ægtefælle til en unionsborger opholdstilladelse i Danmark med virkning fra den 6. juli 1999. I 2006 fik han tidsubegrænset opholdstilladelse - 

/denmark/file/domstolens-dom-i-sag-c-8918_daDomstolens dom i sag C-89/18 A

10/07/2019

De fire børn af ægteskabet mellem A og B fik ligeledes opholdstilladelse i Danmark i medfør af familiesammenføringen med B. B og hans ægtefælle med tysk statsborgerskab blev skilt den 25. juni 2009. B giftede sig igen med A i Danmark den 28. august 2009. Den 3. september 2009 indgav A ansøgning om opholdstilladelse i Danmark til Udlændingeservice på grundlag af sit ægteskab med B, om hvem det er ubestridt, at han er arbejdstager. Denne ansøgning blev afslået under henvisning til at A og B ikke opfyldte tilknytningskravet, hvorefter ægtefællernes tilknytning til Danmark skal være større end deres tilknytning til et tredjeland. I afgørelsen blev det efterprøvet, om ægtefællerne A og B havde større tilknytning til Danmark end til Tyrkiet, idet der foretoges en afvejning af B’s tilknytning til Danmark og til hans hjemland og af A’s tilknytning til hendes hjemland. Da der i A’s ansøgning hverken blev henvist til nogen særlig personlig grund eller nogen særlig lægelig omstændighed, som kunne begrunde, at der blev meddelt opholdstilladelse, selv om der ikke forelå nogen tilknytning til Danmark, afslog ministeriet A’s ansøgning og opfordrede hende og hendes to yngste børn til at udøve og fortsætte deres familieliv i Tyrkiet.

Artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 under associeringsaftalen EØF/Tyrkiet forbyder medlemsstaterne at »indføre nye begrænsninger for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der på nævnte landes områder har opnået opholds- og arbejdstilladelse i henhold til gældende lovgivning«. På tidspunktet, hvor afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft, gjaldt der ikke nogen bestemmelse i Danmark, der er sammenlignelig med udlændingelovens nuværende regel om tilknytning.

Østre Landsret, hvor sagen nu verserer, har henvist til den praksis ved Domstolen, hvorefter en ny restriktion som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 er forbudt, »medmindre den er begrundet i et tvingende alment hensyn og er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet«. Det fremgår af begrundelsen for lovforslagene, der indførte tilknytningskravet, at formålet med tilknytningskravet er vellykket integration. Ifølge Østre Landsret har Domstolen allerede fastslået, at et sådant formål kan udgøre et tvingende alment hensyn. Landsretten ønsker således oplyst, om kravet om en større tilknytning til Danmark end til hjemlandet er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå det.

Domstolen fastslår i dagens dom for det første, at ved at skærpe de adgangsbetingelser, som ægtefællen til en tyrkisk statsborger, der er lovligt beskæftiget på det danske arbejdsmarked, skal opfylde med henblik på familiesammenføring, udgør tilknytningskravet en ny begrænsning, som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 for B’s udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed i den pågældende medlemsstat. En begrænsning, som har til formål eller til følge at undergive en tyrkisk statsborgers udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed på det nationale område mere restriktive betingelser end dem, der var gældende på datoen for afgørelse nr. 1/80’s ikrafttræden, er forbudt, medmindre den er begrundet i et tvingende alment hensyn, er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå formålet.

Østre Landsret har anført, at det formål, der forfølges med tilknytningsreglen er at sikre en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere i Danmark. Den danske regering er endvidere af den opfattelse, at det med tilknytningskravet ligeledes tilsigtes at virkeliggøre formålet om at sikre en effektiv styring af migrationsstrømme.

Hvad for det første angår formålet om at sikre en vellykket integration har Domstolen allerede fastslået, at et sådant formål, henset til den betydning, som integrationsforanstaltninger tillægges i EU-retten, kan udgøre et tvingende alment hensyn med henblik på artikel 13 i afgørelse nr. 1/80. Domstolen efterprøver derfor, hvorvidt tilknytningskravet er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå formålet.

Hvad i denne henseende angår spørgsmålet om, hvorvidt tilknytningskravet er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål, fastslår Domstolen, at det fremgår af reglen, at en vellykket integration i Danmark af ægtefællen til en tyrkisk arbejdstager, som har lovligt ophold i denne medlemsstat, ikke kan sikres, såfremt deres samlede tilknytning til et tredjeland er stærkere end deres samlede tilknytning til Danmark. Da den tilknytning, som såvel den ægtefælle, der allerede befinder sig på det danske område, som A har til tredjelandet, ikke har nogen større indvirkning på sandsynligheden for en vellykket integration af sidstnævnte i denne medlemsstat, gør tilknytningskravet det ikke muligt at lægge til grund på tidspunktet for behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, at en vellykket integration af ansøgeren i Danmark ikke kan sikres. Dette krav gør det nemlig ikke muligt at vurdere muligheden for integration af ægtefællen til en tyrkisk arbejdstager, der opholder sig lovligt i Danmark, eller af ægteparret, som den pågældende danner med den nævnte arbejdstager, i denne medlemsstat.

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at de kompetente nationale myndigheder fandt, at B fortsat havde en større tilknytning til Tyrkiet end til Danmark. Det skal imidlertid fastslås, at B er en tyrkisk arbejdstager, der er lovligt integreret i det danske arbejdsmarked, og som i flere år har opholdt sig lovligt med sine børn i denne medlemsstat. Det følger heraf, at en tyrkisk statsborgers tilknytning til sit oprindelsesland ikke kan begrænse muligheden for sidstnævntes integration, idet forholdet til dette land og forholdet til værtsmedlemsstaten ikke er af en sådan art, at det ene forhold udelukker det andet.

Desuden forholder det sig for det første således, at udlændingeloven ikke fastsætter nogen integrationsforanstaltning, der kan forbedre muligheden for integration af ægtefællen til en tyrkisk arbejdstager med lovligt i ophold i Danmark, som ønsker at slutte sig til denne arbejdstager i nævnte medlemsstat. For det andet fremgår det af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at de kompetente nationale myndigheders vurdering af tilknytningskravet hviler på diffuse og upræcise kriterier, som i strid med retssikkerhedsprincippet medfører forskelligartet og uforudsigelig praksis.

Det følger heraf, at tilknytningskravet ikke er egnet til at sikre virkeliggørelsen af formålet om at sikre en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere i Danmark.

Hvad for det andet angår det af den danske regering påberåbte formål om en effektiv styring af migrationsstrømme har Domstolen allerede fastslået, at et sådant formål kan udgøre et tvingende alment hensyn, der kan begrunde en ny begrænsning som omhandlet i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80.

Den danske regering har imidlertid i sit skriftlige indlæg anført, at tilknytningskravet er egnet til at sikre formålet om en effektiv styring af migrationsstrømme, idet den gør det muligt at begrænse familiesammenføring mellem ægtefæller til de tilfælde alene, hvor sandsynligheden for, at ansøgeren om opholdstilladelse integreres i Danmark, er større. Således som det fremgår ovenfor gør den nævnte foranstaltning det imidlertid ikke muligt at vurdere muligheden for integration af en person, der har ansøgt om opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, i Danmark. På denne baggrund er tilknytningskravet ikke egnet til at sikre virkeliggørelsen af formålet om en effektiv styring af migrationsstrømme.

Domstolen besvarer derfor Østre Landsrets spørgsmål med, at artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 skal fortolkes således, at en national foranstaltning, hvorefter det er en betingelse for familiesammenføring mellem en tyrkisk arbejdstager, som opholder sig lovligt i den pågældende medlemsstat, og dennes ægtefælle, at ægtefællernes tilknytning til denne medlemsstat er større end deres tilknytning til et tredjeland, udgør en ny begrænsning i denne bestemmelses forstand, som ikke er begrundet.

/denmark/file/denmarkfiledomstolens-dom-i-sag-c-8918dadomstolens-dom-i-sag-c-8918-domstolens-dom-i-sag-c-8918_daDomstolens dom i sag C-89/18 A