Repræsentationen i Danmark

Kommissionens Bankunionspakken...

/denmark/file/piloproedthinkstockistock-webjpg_dapil_op_roed_thinkstock_istock-web.jpg

Kommissionen opfordrer til fuldførelse af alle dele af bankunionen inden udgangen af 2018.
De europæiske borgere og virksomheder vil drage fordel af en dybere økonomisk integration og et mere stabilt finansielt system takket være Kommissionens planer om at fremskynde fuldførelsen af de resterende dele af bankunionen.

11/10/2017

Bankunionen skal fuldføres, hvis dens fulde potentiale skal udnyttes til at gøre Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU'en) mere stabil og modstandsdygtig over for chok, samtidig med at behovet for offentlig risikodeling begrænses. Dette er til gavn for hele det indre marked. På basis af de væsentlige fremskridt, der allerede er opnået, offentliggør Kommissionen i dag en meddelelse, der opstiller en ambitiøs, men realistisk vej til at sikre enighed om alle de udestående elementer af bankunionen baseret på eksisterende tilsagn fra Rådet. Dette sker forud for eurotopmødet, i et inklusivt format, i december, hvor fuldførelsen af bankunionen vil udgøre en del af drøftelserne om yderligere uddybning af ØMU'en. Sammen med kapitalmarkedsunionen vil en fuldført bankunion fremme et stabilt og integreret finansielt system i EU.

Baggrund

Kommissionen fremsatte i 2012 forslag om en bankunion, der ville give banksektoren et mere solidt fundament og genskabe tilliden til euroen. Bankunionen er baseret på strengere tilsynskrav for banker. Den omfatter banktilsyn, regler for håndteringen af nødlidende banker samt bedre beskyttelse af indskydere. De to første søjler blev etableret med oprettelsen af den fælles tilsynsmekanisme og den fælles afviklingsmekanisme. Der er imidlertid endnu ikke blevet indført et fælles system for indskudsbeskyttelse. Kommissionen fremsatte i november 2015 et forslag om en europæisk indskudsforsikringsordning.

Bankunionen kan kun yde sit fulde potentiale og give alle de nødvendige redskaber til at håndtere fremtidige kriser, hvis alle dens elementer er helt på plads. I de fem formænds rapport fra 2015 og i oplægget om en dybere økonomisk og monetær union blev der allerede opfordret til at fuldføre bankunionen inden udgangen af 2019. I den hensigtserklæring, der fulgte kommissionsformand Jean-Claude Junckers tale om Unionens tilstand, opfordres der til fuldførelse af alle aspekter af bankunionen inden udgangen af 2018.