Repræsentationen i Danmark

Investeringsplanen for den europæiske grønne pagt

/denmark/file/haand-trae-gettyimagesjpg_dahaand-trae-gettyimages.jpg

En europæisk grøn pagt
copyright

Kommissionen har tirsdag den 14. januar vedtaget sine forslag til finansieringen af den grønne omstilling og til en fond for retfærdig omstilling.

14/01/2020

Den Europæiske Union er fast besluttet på at blive den første klimaneutrale blok i verden senest i 2050. Det kræver betydelige investeringer fra både EU, den offentlige sektor i medlemsstaterne og den private sektor. Den europæiske grønne pagts investeringsplan — investeringsplanen for et bæredygtigt Europa — som blev fremlagt i dag, vil mobilisere offentlige investeringer og bidrage til at frigøre private midler gennem EU's finansielle instrumenter, navnlig InvestEU, hvilket vil medføre investeringer for mindst 1 billion EUR.

Alle medlemsstater, regioner og sektorer vil skulle bidrage til omstillingen, men udfordringens omfang er ikke det samme. Nogle regioner vil blive særlig berørt og vil gennemgå store økonomiske og sociale omstillinger. Mekanismen for en retfærdig omstilling vil yde skræddersyet økonomisk og praktisk støtte med henblik på at hjælpe arbejdstagere og tilvejebringe de nødvendige investeringer i de pågældende områder.

Den europæiske grønne pagts investeringsplan

Den europæiske grønne pagts investeringsplan vil mobilisere EU-finansiering og skabe en befordrende ramme, som letter og stimulerer de offentlige og private investeringer, der er nødvendige for omstillingen til en klimaneutral, grøn, konkurrencedygtig og inkluderende økonomi. Planen supplerer andre initiativer, som er bebudet i den grønne pagt, og tager udgangspunkt i tre dimensioner:

  • Finansiering: mobilisering af mindst 1 billion EUR til bæredygtige investeringer i løbet af det næste årti. En større andel af udgifterne til klima- og miljøindsatsen fra EU's budget end hidtil vil bidrage til at tiltrække private finansieringsmidler, og her kommer Den Europæiske Investeringsbank til at spille en central rolle.
  • Muliggørelse: tilvejebringelse af incitamenter til at frigøre og omdirigere offentlige og private og offentlige investeringer. EU vil stille værktøjer til rådighed for investorer ved at gøre bæredygtig finansiering til en central del af det finansielle system. EU vil derudover fremme bæredygtige offentlige investeringer ved at tilskynde til grøn budgettering og grønne indkøb og ved at forenkle procedurerne for godkendelse af statsstøtte til regioner, der har behov for en retfærdig omstilling.
  • Praktisk støtte: Kommissionen vil yde støtte til offentlige myndigheders og projektlederes planlægning, udformning og udførelse af bæredygtige projekter.

Mekanismen for en retfærdig omstilling

Mekanismen for en retfærdig omstilling er et vigtigt redskab til at sikre, at omstillingen til en klimaneutral økonomi sker på en retfærdig måde, så ingen lades i stikken. Alle regioner har behov for finansiering, og det sørger den europæiske grønne pagts investeringsplan for. Mekanismen yder målrettet støtte til at mobilisere mindst 100 mia. EUR i løbet af perioden 2021-2027 i de mest berørte regioner for at afbøde den socioøkonomiske virkning af omstillingen. Mekanismen tilvejebringer de nødvendige investeringer, der hjælper arbejdstagere og samfund, som er afhængige af værdikæden inden for fossile brændstoffer. Mekanismen vil supplere det væsentlige bidrag fra EU's budget gennem alle instrumenter, som er direkte relevante for omstillingen.

Mekanismen for en retfærdig omstilling vil indeholde tre væsentlige finansieringskilder:

1) en Fond for Retfærdig Omstilling, som vil modtage 7,5 mia. EUR i nye EU-midler ud over midlerne i Kommissionens forslag til det næste langsigtede EU-budget. For at udnytte deres andel af fondens midler skal medlemsstaterne i samråd med Kommissionen udpege de støtteberettigede områder ved hjælp af særlige områdeplaner for en retfærdig omstilling. Medlemsstaterne vil også skulle påtage sig at matche hver euro fra Fonden for Retfærdig Omstilling med penge fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond Plus og stille supplerende nationale midler til rådighed. Alt i alt stilles der mellem 30 og 50 mia. EUR i finansieringsmidler til rådighed, og det vil afføde endnu flere investeringer. Fonden vil hovedsagelig yde tilskud til regioner. Den vil eksempelvis støtte arbejdstagere i at udvikle færdigheder og kompetencer til fremtidens arbejdsmarked og hjælpe SMV'er, startup-virksomheder og virksomhedsinkubatorer med at skabe nye økonomiske muligheder i disse regioner. Den vil også støtte investeringer i overgangen til ren energi, f.eks. i form af energieffektivitet.

2) en særlig ordning for en retfærdig omstilling under InvestEU til mobilisering af investeringer på op til 45 mia. EUR. Målet er at tiltrække private investeringer, herunder inden for bæredygtig energi og transport, som vil komme de pågældende regioner til gode og hjælpe deres økonomier med at finde nye kilder til vækst. 

3) en lånefacilitet i Den Europæiske Investeringsbank til den offentlige sektor med støtte fra EU's budget til mobilisering af investeringer på mellem 25 og 30 mia. EUR. Den vil blive brugt til lån til den offentlige sektor, for eksempel til investeringer i fjernvarmenettet og renovering af bygninger. Kommissionen vil i marts 2020 komme med et forslag til lovgivning om oprettelse af faciliteten.

Mekanismen for en retfærdig omstilling er mere end finansiering: Kommissionen vil på grundlag af en platform for en retfærdig omstilling yde teknisk bistand til medlemsstater og investorer og sikre, at de berørte samfund, lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og ikkestatslige organisationer bliver inddraget. Mekanismen for en retfærdig omstilling vil omfatte en stærk reguleringsramme med fokus på planer for en retfærdig omstilling.

Baggrund

Den 11. december 2019 fremlagde Kommissionen den europæiske grønne pagt med en ambition om at blive den første klimaneutrale blok senest i 2050. Europas omstilling til en bæredygtig økonomi er ensbetydende med betydelige investeringsindsatser på tværs af alle sektorer. Det vil kræve yderligere investeringer på 260 mia. EUR om året at nå de nuværende 2030-klima- og energimål.

Resultatet af den europæiske grønne pagts investeringsplan afhænger af de involverede aktørers engagement. Det er derfor afgørende, at medlemsstaterne og Europa-Parlamentet fastholder det høje ambitionsniveau i Kommissionens forslag, når der skal forhandles om den kommende finansielle ramme. En hurtig vedtagelse af forslaget til forordningen om Fonden for Retfærdig Omstilling er af afgørende betydning.

Kommissionen vil nøje overvåge og evaluere de fremskridt, der gøres i forbindelse med denne omstilling. Som en del af disse indsatser vil Kommissionen hvert år afholde et topmøde om bæredygtig investering, som skal inddrage alle berørte parter, og den vil fortsat arbejde på at fremme og finansiere omstillingen. Kommissionen opfordrer investorerne til fuldt ud at udnytte den befordrende lovgivningsmæssige ramme og de stadig voksende behov for bæredygtige investeringer og myndighederne til at udpege og fremme sådanne investeringer.