Repræsentationen i Danmark

Håndtering af migration: Kommissionen redegør nærmere for koncepterne landgang og kontrollerede centre

/denmark/file/lampedusajpg_dalampedusa.jpg

Reddede migranter sættes i land ved Lampedusa
© Den Europæiske Union

Efter opfordringen fra EU's ledere på Det Europæiske Råds møde i juni kommer Kommissionen i dag med en nærmere redegørelse for konceptet kontrollerede centre og de kortsigtede foranstaltninger, der vil kunne træffes for at forbedre behandlingsprocessen for migranter, der sættes i land i EU.

24/07/2018

Den fremlægger desuden et første udkast til en mulig vej frem for oprettelsen af regionale landgangsordninger i tredjelande. Regionale landgangsordninger bør betragtes som enheder, der fungerer i samspil med udviklingen af kontrollerede centre i EU: Sammen bør disse to koncepter bidrage til at sikre en reel regional ansvarsdeling med henblik på håndteringen af komplekse migrationsudfordringer.

Kommissær Dimitris Avramopoulos udtaler: "Det er nu vigtigere end nogensinde før, at vi finder europæiske løsninger inden for migration. Vi er klar til at støtte medlemsstaterne og tredjelande med henblik på bedre samarbejde om landgang for dem, som bliver reddet til søs. For at dette skal kunne fungere med det samme på stedet, må vi stå sammen – ikke bare nu, men også på lang sigt. Vi skal arbejde hen imod bæredygtige løsninger".