Requires javascript

CONSUMERS

Language selector


Produkter fra hele verden, som du kan få leveret lige til døren med nogle få klik – det er fordelen ved at handle på nettet. Men hvad med sikkerheden ved de varer, du køber? Som forbrugere kan vi med rette forvente, at vi ikke kommer til skade med de produkter, vi får leveret.

Derfor er der sikkerhedsregler, som skal overholdes, før et produkt må sælges til forbrugerne. Og de nationale myndigheder i hele EU gør også en indsats for, at de produkter, der sælges, er sikre. Men der er også en række ting, vi selv kan gøre.

Her er 8 tip, som kan hjælpe os med at få det bedste ud af internethandel og købe SIKRE produktet på nettet.




Vær klar over, hvem du køber varerne af
Når du køber noget i en butik, ved du, hvor du kan returnere varen, hvis der er et sikkerhedsproblem. Men når du handler i en onlinebutik, ved du så, hvem du kan kontakte? Jo mere du ved om producenten, importøren eller sælgeren, desto bedre. Hvis du kan finde kontaktoplysninger på websitet, ved du, hvem du kan kontakte, hvis der opstår et problem.


Hvis produktet er opført i EU's system for hurtig varsling, så lad være med at købe det
Vidste du, at Europa-Kommissionen har en liste over farlige produkter, som er opdaget i Europa? Oplysningerne samles i systemet for hurtig varsling. Find ud af, hvordan systemet fungerer, og se, hvilke varer, du skal gå uden om. Du kan også tjekke OECD's portal om tilbagekaldelser af produkter på verdensplan.


Skal du købe legetøj? Kig efter sikkerhedsadvarsler
Produktoplysninger på internettet indeholder ikke altid klare sikkerhedsadvarsler. Se godt efter advarsler på produktillustrationer og fotos. For eksempel skal legetøj til børn under tre år have en advarsel, ofte i form af et piktogram. Find flere tip om legetøjssikkerhed.



Læs sikkerhedsanvisningerne, så du træffer det bedste valg
Læs alle de sikkerhedsanvisninger, der gives online. Undersøg, hvordan du bruger produktet sikkert. For eksempel skal en saddel til en børnecykel være mærket med mindstealder eller mindstestørrelse på de børn, den er beregnet til. Hvis du ikke er sikker på, om et produkt er egnet til det, du har tænkt dig at bruge det til, bør du bede sælgeren eller websiteadministratoren om flere oplysninger.


Tjek anmeldelser af produktet og websitet
Læs produktanmeldelserne på nettet for at se, om andre forbrugere har oplevet sikkerhedsproblemer. Vær opmærksom på, at anmeldelser nogen gange kan være falske. Du kan måske også finde anmeldelser af selve websitet, som kan fortælle dig, om der er problemer med onlineforhandleren.


Har du opdaget et sikkerhedsproblem? Gør opmærksom på det!
Hvis du oplever et sikkerhedsproblem med et produkt, skal du sørge for at anmelde det til forhandleren og kontakte den relevante myndighed i dit land. Overvej også at skrive en produktanmeldelse, så andre potentielle kunder bliver gjort opmærksom på problemet. Det vil hjælpe andre forbrugere med at træffe et sikkert valg.



Overvejer du at lade dit produkt registrere hos producenten?
Hvis denne mulighed findes, kan du registrere dit produkt på producentens website. Hvis du gør det, vil du blive informeret omgående om tilbagekaldelser, softwareopdateringer og sikkerhedsoplysninger.


Hold dig orienteret om usikre produkter
Få ugentlige meddelelser fra systemet for hurtig varsling, så du er opdateret om de seneste farlige produkter, nye risici og tendenser. Du kan endda lave personlige indstillinger for meddelelserne ved at angive produkttype, mærke, oprindelsesland osv. Klik her for at abonnere på ugentlige meddelelser.