Consular Protection

Konsulær beskyttelse

Konsulær beskyttelse

Enhver EU-borger, som befinder sig i et land uden for EU, hvor hans ellers hendes land ikke har nogen repræsentation, har ret til beskyttelse fra et hvilket som helst andet EU-lands diplomatiske eller konsulære myndigheder.

EU-borgere i en sådan situation har ret til beskyttelse på samme vilkår som dette EU-lands egne borgere.

Hvilken slags bistand tilbydes?

Når en EU-borger i denne situation beder om hjælp fra at andet lands ambassade eller konsulat, skal han/hun fremvise et pas eller id-kort som bevis på sin nationalitet. Hvis vedkommende har mistet eller fået stjålet disse dokumenter, kan ambassaden muligvis acceptere andet bevis.

Diplomatiske og konsulære repræsentationer, som yder beskyttelse, skal behandle en person, der beder om hjælp, som om han/hun var statsborger i det EU-land, de repræsenterer.

EU-landenes ambassader/konsulater yder typisk:

  • bistand ved dødsfald
  • bistand i tilfælde af alvorlig ulykke eller sygdom
  • bistand i tilfælde af anholdelse eller tilbageholdelse
  • bistand til ofre for voldsforbrydelser
  • bistand til og hjemsendelse af nødstedte EU-borgere.

Hvad gør Europa-Kommissionen på området (i omvendt kronologisk rækkefølge)?

Den 20. april 2015 vedtog EU-landene direktivet om konsulær beskyttelse af EU-borgere, der bor eller rejser uden for EU. Direktivet præciserer, hvornår og hvordan nødstedte EU-borgere i et land uden for EU har ret til at modtage hjælp fra andre EU-landes ambassader eller konsulater. Formålet er at lette samarbejdet mellem konsulære myndigheder og styrke EU-borgernes ret til konsulær beskyttelse.

Den 23. marts 2011 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om konsulær beskyttelse, som gør status over handlingsplanen for 2007-2009 og præsenterer nye tiltag for de kommende år.

Kommissionen har også lanceret dette website om konsulær beskyttelse af borgerne, som blandt andet indeholder nyttig information og kontaktoplysninger på EU-landenes konsulater og ambassader i lande uden for EU.

Efter Lissabontraktaten er trådt i kraft, er denne ret til beskyttelse fastsat i artikel 20 og 23 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Retten er også fastlagt i artikel 46 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Meddelelsen fra marts 2011 fulgte op på Kommissionen handlingsplan fra december 2007 med forslag til tiltag for perioden 2007-2009. Planen fokuserede på at udvide den konsulære beskyttelse og øge borgernes kendskab til denne ret.

I november 2006 vedtog Europa-Kommissionen en grønbog om diplomatisk og konsulær beskyttelse af EU-borgere i lande uden for EU, som kom med idéer til, hvordan denne EU-rettighed kan styrkes.