Gå til hovedindholdet
Agriculture and rural development

Kvalitetsordninger kort fortalt

Formål med EU's kvalitetsordninger

EU's kvalitetsordninger har til formål at beskytte specifikke produkters betegnelser med henblik på at fremme de unikke egenskaber, som er knyttet til deres geografiske oprindelse og den traditionelle knowhow.

Produkter kan få en geografisk betegnelse, hvis de har en specifik tilknytning til det sted, hvor de er fremstillet. Anerkendelsen af geografiske betegnelser gør, at forbrugerne kan have tillid til og skelne mellem kvalitetsprodukter og hjælper samtidig producenterne med at markedsføre deres produkter bedre.

Produkter, der er under overvejelse, eller som allerede er blevet tildelt en geografisk betegnelse, er opført i registre over produkter af høj kvalitet. Registrene indeholder også oplysninger om de geografiske specifikationer og varespecifikationerne for hvert produkt.

Geografiske betegnelser, der anerkendes som intellektuel ejendomsret, spiller en stadig større rolle i handelsforhandlinger mellem EU og andre lande.

I andre EU-kvalitetsordninger lægges der vægt på den traditionelle fremstillingsproces eller produkter, der fremstilles i vanskelige naturområder såsom bjerge eller øer.

Geografiske betegnelser

Geografiske betegnelser fastlægger intellektuelle ejendomsrettigheder for specifikke produkter, hvis egenskaber er specifikt knyttet til produktionsområdet.

Geografiske betegnelser omfatter:

EU's system for geografiske betegnelser beskytter navnene på produkter, der stammer fra bestemte regioner og har særlige egenskaber eller et omdømme, der er knyttet til produktionsområdet. Forskellene mellem BOB og BGB går primært ud på, hvor stor en del af råvarerne der skal stamme fra området, eller hvor stor en del af fremstillingsprocessen der skal finde sted i den specifikke region. GB er en betegnelse, der udelukkende gælder for spiritus og aromatiserede drikkevarer.

Image: logo for beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB)
Beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB)

En produktbetegnelse, der er registreret som BOB, er den betegnelse, der har den stærkeste tilknytning til det område, hvor produktet fremstilles.

  • Produkter: Fødevarer, landbrugsprodukter og vin.
  • Specifikationer: Alle faser af fremstillings-, forarbejdnings- og tilberedningsprocessen skal finde sted i den pågældende region. For vin betyder dette, at druerne udelukkende skal komme fra det geografiske område, hvor vinen fremstilles.
  • Eksempel: BOB'en Kalamata-olivenolie fremstilles udelukkende i regionen Kalamata i Grækenland, hvor der anvendes olivensorter fra dette område.
  • Mærkning: Obligatorisk for fødevarer og landbrugsprodukter, valgfri for vin.
Image: logo for beskyttet geografisk betegnelse (BGB)
Beskyttet geografisk betegnelse (BGB)

BGB lægger vægt på forholdet mellem den specifikke geografiske region og produktets betegnelse, hvor særlige egenskaber, omdømme eller andre karakteristika hovedsageligt kan tilskrives dens geografiske oprindelse.

  • Produkter: Fødevarer, landbrugsprodukter og vin.
  • Specifikationer: For de fleste produkters vedkommende finder mindst én af faserne i fremstillingen, forarbejdningen eller tilberedningen sted inden for det geografiske område. For vin betyder det, at mindst 85 % af de anvendte druer udelukkende skal komme fra det geografiske område, hvor vinen reelt fremstilles.
  • Eksempel: Skinken med BGB'en Westfälischer Knochenschinken er fremstillet i Westfalen med anvendelse af gamle teknikker, men det anvendte kød stammer ikke udelukkende fra dyr, der er født og opdrættet i det pågældende område i Tyskland.
  • Mærkning: Obligatorisk for fødevarer og landbrugsprodukter, valgfri for vin.
Image: logo for beskyttet geografisk betegnelse (BGB)
Geografiske betegnelser for spiritus og aromatiserede vine (GB)

GB beskytter betegnelsen for spiritus eller aromatiserede vine, som har oprindelse i et land, en region eller en lokalitet, hvor produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre karakteristika hovedsageligt kan tilskrives dens geografiske oprindelse.

  • Produkter: Spiritus og aromatiserede vine.
  • Specifikationer: For de fleste produkters vedkommende finder mindst én af faserne i destillationen eller fremstillingen sted i regionen. Råvarerne behøver dog ikke komme fra regionen.
  • EksempelEksempel: GB'en Irish Whiskey har siden det 6. århundrede været brygget, destilleret og modnet i Irland, men råvarerne stammer ikke udelukkende fra Irland.
  • Mærkning: Valgfri for alle produkter.

Garanteret traditionel specialitet (GTS)

Image: logo for garanteret traditionel specialitet (GTS)

Garanterede traditionelle specialiteter (GTS'er) lægger vægt på de traditionelle aspekter som f.eks. den måde, produktet fremstilles på, eller dets sammensætning, uden at produktet er knyttet til et bestemt geografisk område. Betegnelsen for et produkt, der registreres som GTS, beskytter mod forfalskning og misbrug.

  • Produkter: Fødevarer og landbrugsprodukter.
  • Eksempel: GTS'en Gueuze betegner en traditionel øl, der er fremstillet ved selvgæring. Den fremstilles almindeligvis i og omkring Bruxelles i Belgien. Selv om denne øl har betegnelsen GTS og dermed en beskyttet fremstillingsmetode, kan den fremstilles et andet sted.
  • Mærkning: Obligatorisk for alle produkter.

Andre ordninger

Bjergprodukt

Kvalitetsbetegnelsen "bjergprodukt" lægger vægt på de særlige karakteristika ved et bjergprodukt, der fremstilles i bjergområder, hvor naturforholdene er vanskelige.

Anerkendelsen heraf er en fordel for landbrugerne og forbrugerne. Det gør det muligt at markedsføre produktet bedre, men garanterer også forbrugerne visse karakteristika.

Image: panoramic view of rural alpine landscape with cows grazing in fresh green meadows
  • Produkter: Landbrugs- og fødevarer.
  • Specifikationer: Råvarer og dyrefoder stammer fra bjergområder. Fremstillingen af forarbejdede produkter bør også finde sted i sådanne områder.

Rapport: Mærkning af landbrugsprodukter og fødevarer fra bjerglandbrug

Produkter fra regionerne i EU's yderste periferi

Landbruget i regionerne i EU's yderste periferi har vanskelige forhold som følge af deres afsides beliggenhed og økarakter, herunder vanskelige geografiske og meteorologiske forhold. Der er udarbejdet et særligt logo for landbrugsprodukter fra regionerne i EU's yderste periferi (de franske oversøiske departementer, dvs. Guadeloupe, Fransk Guyana, Réunion og Martinique, samt Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer).

Outermost regions logo
  • Produkter: Landbrugs- og fødevarer.
  • Specifikationer: Produceret i regionerne i den yderste periferi
  • Mærkning: Eksempel på logo for landbrugs- og fødevareprodukter fra regionerne i EU's yderste periferi.

Frivillige certificeringsordninger

Frivillige certificeringsordninger på nationalt plan eller ordninger, der forvaltes af private operatører, kan også være med til at give forbrugerne tillid til kvaliteten af de produkter, de vælger.

Ud over disse EU-ordninger findes der et stort antal private og nationale ordninger for kvalitetsfødevarer eller logoer, der dækker en lang række initiativer og handel mellem virksomheder eller mellem virksomheder og forbrugere.

Europa-Kommissionen har i samråd med de berørte parter udarbejdet retningslinjer, der viser bedste praksis for, hvordan sådanne ordninger kan fungere.

Commission Communication: EU best practice guidelines for voluntary certification schemes for agricultural products and foodstuffs

Forordninger om kvalitetsordninger

Kommissionen har vedtaget en række forordninger om kvalitetsordninger:

Forordninger om fødevarer og landbrugsprodukter

Forordninger om vin

Forordninger om spiritus

Forordninger om bjergprodukter

Forordninger om produkter fra regioner i den yderste periferi

Forslag til styrkelse af systemet for geografiske betegnelser

Den 31. marts 2022 vedtog Kommissionen et forslag til en forordning om geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter og andre kvalitetsordninger for landbrugsprodukter. Forslaget har til formål at øge udbredelsen af geografiske betegnelser i hele EU for at gavne økonomien i landdistrikterne og opnå et højere beskyttelsesniveau for produkter, navnlig online. 

Kommissionen har bl.a. foreslået følgende foranstaltninger for at styrke og forbedre det eksisterende system:

  • mere bæredygtighed ved at give producenterne mulighed for at udnytte deres foranstaltninger vedrørende social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed i deres produktspecifikationer
  • øget beskyttelse af geografiske betegnelser på internettet, navnlig med hensyn til salg via onlineplatforme, beskyttelse mod registreringer i ond tro og anvendelse af geografiske betegnelser i domænenavnssystemet
  • styrkelse af producentsammenslutninger i deres forvaltning, håndhævelse og udvikling af geografiske betegnelser ved at give dem adgang til toldmyndighederne og myndighederne til bekæmpelse af forfalskning i alle EU-lande
  • en kortere og forenklet registreringsprocedure, der samler de forskellige tekniske og proceduremæssige regler i én enkelt procedure for registrering af geografiske betegnelser for ansøgere i og uden for EU

Kommissionens forslag er resultatet af en omfattende høringsproces. Der blev i oktober 2020 offentliggjort en indledende konsekvensanalyse, som blev efterfulgt af en offentlig høring fra januar til april 2021 samt målrettede høringer af EU-landene og relevante interesseorganisationer.

Hvordan beskyttes produkterne?

Som en del af EU-ordningen for intellektuelle ejendomsrettigheder, IPR, er betegnelser for produkter, der er registreret som geografiske betegnelser, retligt beskyttet mod efterligning og misbrug inden for EU og i tredjelande, hvor der er undertegnet en særlig aftale om beskyttelse.

De enkelte EU-landes kompetente nationale myndigheder træffer med hensyn til disse kvalitetsordninger de nødvendige foranstaltninger for at beskytte de registrerede betegnelser på deres område. De bør også forhindre og standse ulovlig fremstilling eller markedsføring af produkter, der anvender en beskyttet betegnelse.

Ikke-europæiske produktbetegnelser kan også registreres som geografiske betegnelser, hvis deres oprindelsesland har en bilateral eller regional aftale med EU, som omfatter gensidig beskyttelse af sådanne betegnelser.

Betegnelserne for forskellige produkter (vin, fødevarer, aromatiserede vine og spiritus), der fremstilles i flere lande uden for EU, såsom Colombia og Sydafrika, er beskyttede.

Geografiske betegnelser, som der er ansøgt om, og som er registreret i EU-landenes registre kan ses i eAmbrosia (den officielle database over EU's registre over geografiske betegnelser), mens både EU's og tredjelandes geografiske betegnelser, som er beskyttet i henhold til aftaler, kan ses på portalen GIview.

Download logoer

26. APRIL 2018
Beskyttet oprindelsesbetegnelse
dansk
(3.74 MB - ZIP)
Download
26. APRIL 2018
Beskyttet geografisk betegnelse
dansk
(3.81 MB - ZIP)
Download
26. APRIL 2018
Garanteret traditionel specialitet
dansk
(3.71 MB - ZIP)
Download

Dokumenter

13. APRIL 2022
Administrative agreement between the Directorate-General for Agriculture and Rural Development and the European Union Intellectual Property Office
English
(1.1 MB - PDF)
Download
30. MARTS 2022
Proposal for a regulation on EU geographical indications for wine, spirit drinks and agricultural products, and quality schemes for agricultural products
English
(HTML)
Download
31. MARTS 2022
Annex to the proposal for a regulation on EU geographical indications for wine, spirit drinks and agricultural products, and quality schemes for agricultural products
English
(142.02 KB - PDF)
Download
5. MAJ 2022
Commission staff working document – executive summary of impact assessment report on proposal for a Regulation on geographical indications for wine, spirit drinks and agricultural products, and quality schemes
English
(HTML)
Download
18. MAJ 2022
Commission staff working document – impact assessment report on proposal for a Regulation on geographical indications for wine, spirit drinks and agricultural products, and quality schemes
English
(HTML)
Download
2. MAJ 2022
Commission staff working document – annex to the impact assessment report on proposal for a Regulation on geographical indications for wine, spirit drinks and agricultural products, and quality schemes
English
(HTML)
Download
18. MAJ 2022
Regulatory Scrutiny Board opinion – impact assessment report on proposal for a Regulation on geographical indications for wine, spirit drinks and agricultural products, and quality schemes
English
(253.41 KB - PDF)
Download