Bankkonti i EU

Retten til at åbne en almindelig bankkonto

Ønsker du at åbne en bankkonto i dit eget land eller et andet EU-land?

Hvis du er lovligt bosat i et EU-land, har du ret til at åbne en almindelig bankkonto eller "basisbankkonto". Bankerne må ikke afvise din ansøgning om at åbne en almindelig bankkonto, blot fordi du ikke bor i det land, hvor banken hører hjemme.

Advarsel

Denne ret gælder ikke andre kontotyper, f.eks. opsparingskonti.

Hvornår må en bank nægte dig en almindelig konto?

Din anmodning om at åbne en konto kan blive afvist, hvis du ikke overholder EU's regler om hvidvaskning af penge og finansiering af terror Linket fører til en anden website .

I visse EU-lande kan det ske, at du ikke kan åbne en almindelig konto, hvis du allerede har en lignende konto i en anden bank i samme land.

Hvis du ønsker at åbne en almindelig bankkonti i et andet land end det, du bor i, kan visse EU-lande også bede dig bevise, at du har et reelt behov – f.eks. hvis du bor i ét land og arbejder i et andet.

Det kan du bruge en almindelig bankkonto til

Med en almindelig bankkonto eller en "basisbankkonto" kan du udføre standardtransaktioner, som du har brug for i hverdagen, f.eks.:

  • sætte penge ind
  • hæve penge
  • modtage og udføre betalinger (bl.a. direkte debitering og indkøb med kort)

Til kontoen hører der normalt også et betalingskort, som du kan bruge til at hæve penge og købe ind med – både på internettet og i butikker.

Hvis det er muligt, skal banken også give adgang til bankforretninger online med din konto. Banken behøver dog ikke automatisk give dig en kassekredit.

I visse EU-lande kan bankerne stadig opkræve et årligt gebyr for en almindelig bankkonto. Gebyret skal være rimeligt.

Sagseksempel

Du behøver ikke at bo i et EU-land for at have en konto i landet

Sándor begyndte at arbejde for en virksomhed i Slovenien, men blev boende i Ungarn. Han besluttede sig for at åbne en bankkonto i Slovenien til at bruge til de daglige udgifter udover sin ungarske konto.

Han fandt en slovensk bank tæt på arbejdet og bad om at åbne en konto. Banken lod ham åbne kontoen, selv om han ikke boede i Slovenien.

En bank kan ikke bare nægte dig at åbne en almindelig konto, fordi du ikke bor i landet.

Gebyroplysninger

Før du åbner en konto, skal banken give dig et dokument, der viser de vigtigste tjenester, kontoen tilbyder, og eventuelle gebyrer, som du kan komme til at betale for dem. Det kaldes et "gebyroplysningsdokument". Du kan bruge det til at sammenligne udgifterne til en konto i forskellige banker.

Mindst én gang om året skal din bank også give dig en opgørelse over de gebyrer, der er beregnet på din bankkonto. Denne "gebyropgørelse" skal også fortælle om de renter, der gælder for din konto.

At skifte bank

Du kan overføre din bankkonto til en anden bank i samme EU-land. Din nye bank vil kunne hjælpe dig med dette.

Hvis du vil skifte til en anden bank i samme land, så fortæl din nye bank, at du vil skifte og overføre stående ordrer til den nye konto.

Den nye bank vil så sørge for, at din tidligere bank overfører oplysningerne og annullerer stående ordrer. Din nye bank skal også:

  • underrette tredjemand – f.eks. din arbejdsgiver, socialsikring og forsyningsvirksomheder – om, at du skifter bank
  • sørge for dine nye stående ordrer
  • acceptere relevante direkte debiteringer fra den nye konto

Det kan være, at du stadig skal betale et gebyr, hvis du beslutter dig til at lukke din gamle konto.

Hvis du får udgifter, mens du flytter konto, fordi banken ikke overholder en betalingsfrist (f.eks. ved annullering af en betaling) eller begår fejl, skal banken betale udgifterne tilbage. Hvis du får problemer, kan du gå videre med sagen via en udenretslig tvistbilæggelsesordning.

Sagseksempel

Det kan være besværligt at skifte bank

Da Suzanne flyttede fra Toulouse til Paris, besluttede hun at overføre sin konto til en lokal bank i Paris. Hun bad den nye bank i Paris overføre alle hendes betalinger til den nye konto og lukke hendes gamle konto i Toulouse.

Banken i Paris bad banken i Toulouse lukke hendes stående ordrer og lukke Suzannes konto. Derefter åbnede den stående ordrer på hendes nye konto. Men den glemte at underrette hendes mobilselskab, og Suzanne fik en ekstraregning, da den stående ordre for hendes mobilkontrakt ikke blev betalt i tide.

Suzanne klagede til banken i Paris. Banken gik med til at betale ekstraregningen og rette den stående ordre for mobilkontrakten.

Beskyttelse af dine penge i EU

EU's regler sikrer, at pengene på din bankkonto (opsparingskonto og/eller løbende konto) er beskyttet, hvis banken rammes af krise. Dine penge er beskyttet op til et loft på 100 000 euro eller det tilsvarende beløb i det pågældende lands valuta. Dette loft gælder pr. person og pr. bank, hvilket betyder, at hvis du har flere konti i den samme bank, vil grænsen på de 100 000 euro gælde for alle disse konti samlet set.

Der er visse undtagelser fra denne regel. Hvis du f.eks. har en fælles konto med din partner, gælder loftet på 100 000 euro for hver af jer, så I til sammen har et loft på 200 000 euro for jeres fælles konto. Dertil kommer, at dine penge er beskyttet ud over grænsen på 100 000 euro i visse særlige tilfælde og i en begrænset periode. Det drejer sig bl.a. om:

  • penge fra salget af en privat ejendom til beboelse
  • penge, du har modtaget i forbindelse med en særlig begivenhed i dit liv som f.eks. bryllup, skilsmisse, pensionering, afskedigelse, invaliditet eller et familiemedlems død
  • penge, du har modtaget som udbetaling af forsikringsydelser eller erstatning for skader forvoldt ved kriminalitet eller for fejlagtig domfældelse

I sådanne tilfælde er beløb over 100 000 euro beskyttet i mindst tre måneder og højst 12 måneder, efter at beløbet er krediteret, eller fra det tidspunkt, hvor beløbet kan overføres lovligt, afhængig af de betingelser og tærskler, der er fastsat af det enkelte EU-land.

EU-lovgivning

Har du brug for støtte fra hjælpetjenesterne?

Kontakt de specialiserede hjælpetjenester

Senest tjekket: 22/04/2022
Del denne side