Sti

Retspraksis

Et EU-lands lovgivning, der udelukker enhver refusion af udgifter til behandling på et privathospital i et andet EU-land, er ikke foreneligt med princippet om fri udveksling af tjenesteydelser. Domstolen har lagt dette princip til grund, da den vurderede bestemmelser, hvorefter behandling i et andet EU-land behandles anderledes, end hvis behandlingen modtages på landets eget område. En borger skal selv betale for at blive behandlet på et privat behandlingssted i et andet EU-land, og udgifterne refunderes ikke, mens han omkostningsfrit kan blive behandlet på et offentligt eller privat behandlingssted, som der er indgået aftale med i hans eget land. Udgifter til hastebehandling på et privat behandlingssted i et andet EU-land refunderes heller ikke, mens de ville være blevet refunderet, hvis behandlingen havde fundet sted på et privat behandlingssted, som der ikke er indgået aftale med i hans eget land. Sådanne bestemmelser får patienter til at afholde sig fra eller forhindrer dem direkte i at benytte sig af hospitalsydelser i andre EU-lande. En så ubetinget formulering af forbuddet stemmer ikke overens med det forfulgte mål, eftersom der kan træffes foranstaltninger, som er mindre restriktive, og som i højere grad overholder princippet om fri udveksling af tjenesteydelser.

Oplysninger om Stamatelaki-sagen

Hvis du rejser til et andet EU-land for at modtage sygehusbehandling og ledsages af en anden person, afhænger dækningen af omkostningerne til rejsen, indkvartering og måltider for dig som forsikret og din ledsager af, hvordan disse omkostninger dækkes i den stat, hvor du er forsikret.

Oplysninger om Acereda Herrera-sagen

Forpligtelsen til at godtgøre omkostningerne til sygehusbehandling i en anden medlemsstat gælder også, hvis der er tale om en national sygesikring, der tilbyder denne behandling gratis. Den nationale sygesikring i Det Forenede Kongerige, National Health Service (NHS), har ikke ret til at nægte at give en patient tilladelse til at modtage behandling i udlandet på baggrund af ventetiden på sygehusbehandling i opholdslandet, medmindre det kan bevises, at ventetiden ikke overstiger det medicinsk acceptable tidsrum i forhold til patientens tilstand og kliniske behov

Oplysninger om Watts-sagen

Omkostningerne til lægebehandling af en person med formular E 111 og E 112, som af akutte helbredsårsager må indlægges på et sygehus i et land uden for EU, skal i henhold til bestemmelserne i denne dom afholdes af socialsikringsinstitutionen i den medlemsstat, som personen opholder sig i, og senere refunderes af institutionen i den stat, som personen er forsikret i.

Oplysninger om Keller-sagen

Den tyske lovgivning om tjenestemænds ret til at få godtgjort omkostninger til kurophold kolliderer med retten til at tilbyde tjenesteydelser. Det er en uberettiget hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser at nægte at godtgøre omkostninger til kurophold i udlandet, medmindre det kan bevises, at de er mere effektive end et kurophold i Tyskland.

Oplysninger om Leichtle-sagen

Denne dom bekræfter og supplerer Müller-Fauré-sagen. Den fastsætter formålet med forudgående tilladelser, og hvilken rolle disse har (artikel 22, forordning 1408/71). Forordning 1408/71 giver personer, der er forsikret, visse rettigheder, de ellers ikke ville have. Forordning 1408/71 er dog kun en måde, hvorpå man kan udøve retten til at tilbyde tjenesteydelser inden for behandling. Det er et middel til at gøre det lettere at udøve denne ret.

Oplysninger om Inizan-sagen

Et af de grundlæggende principper i EU’s lovgivning er friheden til at tilbyde tjenesteydelser. Derfor kan medlemsstaterne ikke forlange, at du skal have forudgående tilladelse til ikke-sygehusbehandling, der gives i en anden medlemsstat af læger og andre behandlere, der ikke er omfattet af en kontrakt. I modsætning hertil er det, hvad angår sygehusbehandling, tilladt at forlange forudgående tilladelse. Retten bekræfter, at den måde, behandlingssystemerne er organiseret på, ikke har indflydelse på din ret til at få dækket dine omkostninger.

Oplysninger om Müller-Fauré- og Van Riet-sagen

Pensionister har ret til at kræve godtgørelse for omkostninger til lægebehandling i udlandet. De nationale myndigheder må ikke forlange forudgående tilladelse eller kun godtgøre omkostninger, hvis der er tale om pludseligt opstået sygdom, mens den pågældende befandt sig i en anden stat.

Oplysninger om Ioannidis-sagen

   Vanbraekel-dommen, 12. juli 2001, sag C-368/98

Retten fastsætter, hvilke behandlingsomkostninger til en operation på et hospital der dækkes. Hvis du fejlagtigt nægtes tilladelse til sygehusbehandling i en anden stat, men der efterfølgende gives tilladelse – eksempelvis ved en retskendelse – har du ret til godtgørelse af mindst det beløb, som du ville have modtaget til behandling i det land, hvor du er forsikret.

Oplysninger om Vanbraekel-sagen

Selvom systemer, der er baseret på forhåndsgodkendelser, oftest begrænser friheden til at tilbyde sygehusbehandling, er disse dog nødvendige for, at socialsikringssystemerne er økonomisk afstemt i forhold til hinanden, og for at sygehusydelserne er tilgængelige for alle. Retten fastsætter kriterierne for at give tilladelse til at modtage sygehusbehandling i et andet EU-land og definerer, hvad der hører ind under normal og nødvendig behandling i henhold til nederlandsk lovgivning.

Oplysninger om Geraets-Smits- og Peerbooms-sagen

EU-borgere kan modtage lægebehandling i en anden medlemsstat uden forhåndsgodkendelse og modtage godtgørelse i henhold til taksterne i den stat, hvor de er forsikret. Retssagerne angik godtgørelse af omkostninger til briller og ambulant ortodontisk behandling.

Oplysninger om Kohll-sagen
Oplysninger om Decker-sagen

    Del

  • Send til Twitter Del på Facebook Del på Google+