|
"Debatten er åben": kommissionsmedlem Michel Barnier
har for nylig forelagt Europa-Parlamentet og Regionsudvalget Anden rapport
om den økonomiske og sociale samhørighed. Rapporten, som
blev vedtaget af Kommissionen den 31. januar 2001, har titlen "Europas
enhed, solidaritet mellem befolkningerne og regionernes mangfoldighed".Teksten
gør status over samhørighedspolitikken og fungerer som oplæg
til debatten om samhørighedspolitikkens fremtid i en udvidet EU.
Den samlede støtte fra strukturfondene og Samhørighedsfonden
har givet gode resultater i de senere år, men det må ikke
stoppe her. Ulighederne består, især inden for de enkelte
medlemsstater, og samtidig gør Europa sig klar til at møde
en af sine største udfordringer, nemlig udvidelsen.
Positive resultater
På godt ti år har samhørighedspolitikken tilpasset
sig globaliseringen, overgangen fra et industrisamfund til et videnssamfund
og de store ændringer i befolkningsstrukturen. Samtidig tilstræbes
det at opfylde et voksende - og legitimt - krav om større gennemskuelighed
i EU-politikkerne og i anvendelsen af offentlige midler.
Dette kan bedst belyses med nogle tal. Siden slutningen af 1980'erne
er forskellene mellem medlemsstaterne blevet reduceret med 33%, mens forskellene
mellem de forskellige europæiske regioner er blevet reduceret med
20%.
Irland er ikke længere et af de mindst velstående lande.
Konvergensen mellem Irlands resultater og EU-gennemsnittet er en stor
sejr i strukturfondsindsatsen for at bringe en medlemsstats økonomi
på fode og fremme væksten. De tre øvrige såkaldte
"samhørighedslande", nemlig Grækenland, Spanien
og Portugal, har oplevet en stigning i deres befolkningers gennemsnitsindtægt
fra 68% af EU-gennemsnittet i 1988 til 79% i 1999.
Samtidig er disse landes bruttonationalprodukt (BNP) steget mere end
EU-gennemsnittet, ligesom der er sket en væsentlig forbedring af
deres jernbane-, vej- og telekommunikationsinfrastrukturer.
Disse store fremskridt må imidlertid ikke skjule, at der er faldgruber
undervejs til en fuld samhørighed og en udligning af de regionale
konkurrenceevneforskelle. Der er fortsat meget store regionale forskelle
inden for de enkelte medlemsstater, hvilket bekræftes af bl.a. en
arbejdsløshed på over 20% i visse italienske og spanske regioner
eller i de oversøiske territorier.
Selv om det er lykkedes for EU at vende arbejdsløshedskurven, er
der fortsat store forskelle landene imellem både på beskæftigelsesområdet
og når det gælder uddannelse, innovation og forskning.
Et nyt Europa-kort over uligheder
|
Ifølge Anden samhørighedsrapport vil de
resultater, der er opnået i løbet af ti år, og
udsigten til en snarlig udvidelseindebære dybtgående ændringer
i samhørighedspolitikken, som står over for to udfordringer.
Denne politik skal dels afhjælpe de vedvarende vanskeligheder
i de nuværende 15 medlemsstater, dels bevise, at solidaritet
fortsat er en hjørnesten i den europæiske model.
|
Samhørighed i en "EU27" - dvs. med 27 medlemsstater
- er ikke det samme som i en "EU15". Udvidelsen med 12 nye medlemsstater
vil betyde en kraftig forøgelse af ulighederne. Dette kan anskueliggøres
ved hjælp af nogle tal: efter udvidelsen vil EU's befolkning være
vokset med 33%, mens BNP kun vil være vokset med 5%. Ved ingen af
de tidligere udvidelser har Europa stået over for så store
forskelle i udviklingstrin.
Af rapporten fremgår det, at hvis EU27 var en realitet i dag,
ville der være tre grupper af medlemsstater. Den første gruppe
ville bestå af de tolv mest velstående af de nuværende
medlemsstater, dvs. de lande, hvis BNP svarer til eller overstiger EU-gennemsnittet.
Efter denne første gruppe kommer Grækenland, Spanien, Portugal,
Cypern, Malta, Slovenien og Tjekkiet med et BNP på ca. 80% af EU-gennemsnittet.
Den tredje gruppe består af de otte øvrige ansøgerlande,
hvis indtægter pr. indbygger ikke overstiger 40% af EU-gennemsnittet.
Disse lande tegner sig for 16% af den samlede befolkning.
| Samhørighedspolitikkens
fremtid
I sine taler i Europa-Parlamentet og Regionsudvalget har kommissionsmedlem
Michel Barnier behandlet spørgsmålet om regionaludviklingspolitikkens
og samhørighedens fremtid, og hvad der står på
spil i den forbindelse, som optakt til den brede debat forud for
de konkrete forslag, Kommissionen vil fremsætte, når
tiden er moden dertil.
1. En samhørighedspolitik - hvorfor?
Unionsudvidelsen vil utvivlsomt indebære en styrkelse af
subsidiaritetsprincippet.
|
|
"Regionalpolitikken vil ikke forsvinde med udvidelsen, men vil
tværtimod med de voksende uligheder få endnu større
berettigelse i de nuværende og de fremtidige medlemsstater,
hvor politikken fortsat skal føres efter de samme principper
og med de samme ambitioner som i dag". |
|
Men samhørighedspolitik er andet og mere end blot at skrive
check ud. Samhørighedspolitikken tjener en fælles interesse,
nemlig en bæredygtig og afbalanceret udvikling inden for Europas
grænser. Prioriteringen vil også skulle ændres,
således at den samhørighedspolitiske indsats bliver
mere koncentreret om de vanskeligste problemer som f.eks. beskæftigelsen,
byerne og områderne med naturlige handicap. Men samhørighedspolitikkens
lokale og regionale fundament må ligeledes styrkes, ligesom
finansforvaltningen skal effektiviseres.
|
2. En samhørighedspolitik - for hvem?
Regionerne med udviklingsefterslæb vil fortsat være hovedmålgruppen
for strukturinterventionerne, og der er et meget enkelt og gennemskueligt
middel til at måle efterslæbet med, nemlig BNP. Men udvidelsen
vil uvægerligt medføre et fald i det gennemsnitlige BNP i
EU. Dette betyder, at visse regioner, der i dag er støtteberettigede
under mål nr. 1, automatisk vil miste deres støtteberettigelse
i 2007. Men da fattigdom i nogle regioner ikke får vanskelighederne
i de øvrige regioner til at forsvinde, må den regionalpolitiske
referenceramme tilpasses de samfundsøkonomiske realiteter. Endvidere
må regionalpolitikken nødvendigvis omfatte hele EU og være
solidarisk. Uanset hvor meget gennemførelsen effektiviseres, finder
subsidiaritetsprincippet fortsat fuldt ud anvendelse, også på
regionalt plan.
3. En samhørighedspolitik - hvordan?
Samhørighedspolitikkens troværdighed hænger nøje
sammen med politikkens effektivitet. Den offentlige finansiering skal
forvaltes efter reglerne, og der skal være større sammenhæng
mellem de tildelte bevillinger og de opnåede resultater.
For at opfylde de samhørighedspolitiske ambitioner er det nødvendigt
at stille tilstrækkelige midler til rådighed. Under hensyntagen
til budgetbegrænsningerne skal de øvrige EU-politikker endvidere
i højere grad, end det er tilfældet i dag, harmonere med
samhørighedsmålene.
Den dialog, der blev indledt med Anden samhørighedsrapport, vil
være afgørende for den europæiske opbygnings fremtid.
Samhørighedsforummet, som afholdes den 21. og 22. maj i Bruxelles,
vil danne rammen om en levende debat, som alle parter, der - hver med
deres særlige egenskaber - deltager i virkeliggørelsen af
et forenet Europa, vil blive opfordret til at deltage i.
Teksterne til de taler, Michel Barnier har holdt i Europa-Parlamentet
og Regionsudvalget, findes på kommissærens webadresse: http://europa.eu/barnier
Anden rapport om den økonomiske og sociale samhørighed findes
på Inforegio-webstedet: http://ec.europa.eu/regional_policy/2cr
|