breadcrumb.ecName
da Dansk

Afbalancering af de landbrugsmæssige og miljømæssige behov i Østersøregionen

  • 22 May 2015

Baltic COMPASS førte regionens landbrugs- og miljøsektorer sammen for at bekæmpe eutrofieringen (næringsmæssig overberigelse) af Østersøen og dens afstrømningsområde.

Baltic COMPASS hjalp landbrugssektoren i Østersøregionen med at finde måder til at producere den daglige føde for regionens 90 millioner indbyggere og samtidig bevare Østersøen. Hvis det lykkes at gennemføre de foranstaltninger, der anbefales under projektet, i hele regionen, vil det medføre en reel forskel for Østersøen.

Ola Palm, Det svenske institut for jordbrugs- og miljøteknik (JTI)

De centrale aktører, herunder statslige myndigheder, specialiserede institutter, landbrugsorganisationer og virksomheder, har indført mere effektive landbrugsmiljøpolitikker, delt innovationer og bedste praksis, udarbejdet videnskabelige scenarier og investeret i miljøteknologier for at håndtere problemet. De har også arbejdet på at afhjælpe manglerne i aktørernes ledelseskapacitet, og helt afgørende er det lykkedes for dem at skabe gensidig tillid blandt de centrale aktører i både miljøsektoren og landbrugssektoren.

Løsninger, der tilgodeser alle parter

De forventede langsigtede resultater af dette tværnationale projekt omfatter nye strategier til at reducere eutrofiering, stærkere forbindelser mellem landbrugs- og miljøinteresser og mere omkostningseffektive politiske foranstaltninger. Det er også håbet, at østlige og vestlige lande bliver bedre integrerede, og det er i overensstemmelse med EU's strategi for Østersøområdet. Ved at kombinere og udbrede deres unikke viden og erfaring har aktørerne også banet vejen for øget landbrugs- og miljømæssig opmærksomhed i regionen. Dette vil resultere i løsninger til gavn for både landbrug og miljø uden at svække landbrugssektorens konkurrenceevne.

Partnerskabet med to parallelle landbrugsmiljøprojekter havde afgørende betydning for projektet: Baltic Deal og Baltic Manure. Det mest synlige resultat af dette samarbejde er aktørkonferencen om et grønnere landbrug for en mere blå Østersø (»Greener Agriculture for a Bluer Baltic Sea«), der er blevet afholdt siden 2010 og er vokset til en af de vigtigste begivenheder for landbrugs- og miljøaktører i regionen.

Tværnational tilgang

Baltic COMPASS opstod på baggrund af forskellige former for arealanvendelse, landbrug og vandprojekter relateret til beskyttelsen af Østersøen. Projektet var en reaktion på behovet for en tværnational tilgang til at reducere eutrofieringen af Østersøen og til at opbygge ledelseskapacitet til at håndtere internationale rammer, EU-direktiver og Helcoms handlingsplan for Østersøen (BSAP).

Et opfølgningsprojekt kendt som Baltic Compact sigter mod at styrke gennemslagskraften af projektets resultater med et stærkt fokus på bæredygtig biogasproduktion og avancerede markdræningsteknologier. 

Baltic COMPASS-projektet involverede 22 partnere fra otte lande langs Østersøen og Hviderusland. Projektet skabte mindst fem nye stillinger, hvoraf nogle er blevet permanente.

Samlet investering og EU-støtte

Den samlede investering til forlængelsen af projektet »Baltic COMPASS« er 6 603 210 EUR, hvoraf Den Europæiske Fond for Regional Udvikling bidrager med 4 351 748 EUR via det operationelle program »Østersøregionen« i programmeringsperioden 2007-2013.