breadcrumb.ecName
da Dansk

ClusteriX: Støtte til innovation ved sammenkædning af regionale klynger

  • 28 November 2016

For bedre at kunne udnytte europæisk innovation og teknologisk knowhow oprettede det EU-finansierede projekt ClusteriX forbindelser mellem europæiske regionale innovationsklynger, og det åbnede nye muligheder for samarbejde og mere produktivitet.

Erfaringen viser, at innovation og ny teknologi ofte udspringer af eksisterende industrier og klynger. Derfor er vi nødt til at tage fat på udviklingen af innovationsklynger fra et strategisk politisk perspektiv, hvilket kræver nye fremgangsmåder til udpegning af eksisterende klyngekompetencer, globale teknologiske tendenser, og se på hvordan disse kompetencer kan matches med hinanden for at sikre tværregional specialisering.

Simone Hagenauer, ecoplus, erhvervsstyrelsen i Niederösterreich

Takket være ClusteriX-projektet mødtes politiske beslutningstagere og eksperter fra otte klyngestærke lande for at drøfte væsentlige emner som f.eks. finansiering af klyngeudvikling, kanalisering af industrier gennem klynger og oprettelse af positive rammer for at sammenkæde den tilgængelige knowhow i regionale innovationsklynger. 

På baggrund af disse indledende drøftelser udarbejdede ClusteriX en køreplan for gennemførelse af en tværregional bedste praksis for klynger, forøgelse af europæiske regioners konkurrenceevne og deres potentiale for innovation samt fastlæggelse af grundlaget for et interregionalt klyngenetværk. 

Betydningen af klynger

Ifølge forskellige undersøgelser opnår virksomheder, der opererer i en klynge, højere produktivitet og innovation. Klyngerne understøtter også nye industrier og tjenesteydelser ved at skabe et positivt miljø, som understøtter interaktion og samarbejde mellem regionale innovationsaktører. 

Derfor har europæisk politik og den europæiske gruppe for klyngepolitik (ECPG) længe understøttet regionale teknologi- og innovationsklynger. Selvom disse indsatser generelt har medført gode resultater, er de ikke længere nok. Det, der nu er behov for, er en måde at forbedre rammerne på, så der kan oprettes forbindelser mellem forskellige økonomiske sektorer og teknologier — og det er her, ClusteriX-projektet kommer ind i billedet. 

Et af projektets hovedmål var at udnytte europæisk innovation og knowhow bedre ved at skabe synergier og sammenkæde teknologier på tværs af eksisterende regionale klyngenetværk. For at nå dette mål præsenterede projektet eksisterende regionale klynger for konceptet »kortlægning af kompetencer« — en metode, som kombinerer virksomhedernes selvvurdering, patentforskning og workshops med klyngeadministratorer og eksterne innovationseksperter — der giver en systematisk tilgang til at afdække potentielle muligheder for tværfaglig innovation og udvikling af regionale økonomiske styrker. 

Et andet centralt punkt var at forbedre effektiviteten af, hvordan offentlige midler bruges på samarbejde mellem klynger. Her hjalp ClusteriX regionerne med at forstå offentlige indkøb i forbindelse med innovation, f.eks. ved at tillade indkøb af innovative løsninger i stedet for de sædvanlige varer og tjenesteydelser. 

Oprettelse af regionsklynger

Som følge af denne mangesidede tilgang lykkedes det ClusteriX at styrke forbindelserne på tværs af sektorerne, både i og mellem regioner. Efter projektets afslutning kan bedste praksis og værktøjer fra ClusteriX stadig mærkes. 

For eksempel er værktøjet kortlægning af kompetencer, som blev overført fra Niederösterreich til Sydtyrol, Sverige og Rumænien i løbet af projektet, siden blevet anvendt til at analysere næsten 80 virksomheder og forsknings- og udviklingsinstitutioner i hele Europa. Dette førte ikke alene til afdækning af potentielle nye innovationer i klynger — det hjalp også med at etablere vigtige kontakter mellem virksomheder i klyngerne.

Samlede investeringer og EU-finansiering

Den samlede investering i projektet »Clusters for European Innovation Cross-Linking« er på 1 687 872 EUR, hvoraf EU's Europæiske Fond for Regionaludvikling bidrog med 1 296 064 EUR gennem det operationelle program »INTERREG IVC« for programmeringsperioden 2007-2013.