Sti

EU bruger mere på forskning - 16/11/2009

Forsker i beskyttelsesdragt med model af molekyle ©EC

To EU-virksomheder blandt verdens største investorer i FoU.

På trods af den økonomiske krise brugte europæiske virksomheder gennemsnitligt 8,1 % mere på forskning og udvikling i 2008 end i 2007 – omtrent samme vækstrate to år i træk.

Amerikanske og japanske virksomheder, som er EU's største konkurrenter, når det gælder udgifter til FoU, øgede også deres investeringer i nye produkter, men stigningerne – på henholdsvis 5,7 % og 4,4 % – var mere beskedne.

Det er andet år i træk, at vækstraten for FoU i europæiske virksomheder er højere end i amerikanske. EU overhalede også de japanske virksomheder for fjerde år i træk.

Investeringer i FoU er afgørende for at bevare konkurrenceevnen i den globale økonomi. EU's forskningskommissær, Janez Potočnik, glædede over resultaterne: "Det er den bedste strategi for at komme stærkere ud af krisen."

Udviklingen kan ses på EU's resultattavle for industriens investeringer i forskning og udvikling English , en rangliste over 2 000 virksomheder (1 000 fra EU, de fleste andre fra USA og Japan), som tegner sig for 80 % af erhvervslivets investeringer i FoU på verdensplan.

To EU-virksomheder – tyske Volkswagen og finske Nokia – og fem amerikanske virksomheder – blandt andre Microsoft, General Motors og Pfizer – ligger på top 10 over investorer i FoU. Verdens største enkeltinvestor var japanske Toyota med 7,61 mia. euro.

Selv om europæiske virksomheder nu pumper penge ind i FoU i en højere takt end deres amerikanske og japanske konkurrenter, bruger de stadig mindre i reelle tal. De europæiske investeringer udtrykt som en procentdel af omsætningen var på 2,7 % i 2008 mod 4,5 % i USA og 3,4 % i Japan. Det er de samme tal som i 2007.

De amerikanske virksomheder øgede deres føring over EU i de mest forskningstunge sektorer, nemlig lægemidler, bioteknologi og informations- og kommunikationsteknologi. Derimod stiger udgifterne til forskning i alternativ energi, som domineres af europæiske virksomheder.

Industriens samlede investeringer i FoU voksede med 6,9 % – hvilket er mindre end i 2007 (9 %) og 2006 (10 %).

Virksomheder fra de nye vækstøkonomier tegner sig kun for en lille andel af de samlede investeringer, men det er ved at ændre sig. Kina brugte 40 % mere på FoU sidste år end i 2007, mens Indien og Taiwan øgede investeringerne med henholdsvis 27,3 % og 25,1 %.

Resultattavle for investeringer i forskning og udvikling 2009 English

Vælg høj kontrast Normal skriftstørrelse Forstør skrift med 200 procent send til en ven udskriv siden

 

Fandt du det, du søgte?

Ja Nej

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?

Nyttige links