Sti

Observatører overvåger russiske soldater, der gør sig klar til at forlade en landsby i Georgien, © Reporters

Donorkonference sender kraftigt signal om støtte til Georgien.

Indtil for nylig havde Georgien en af de hurtigst voksende økonomier i verden - med en stigning på 12 % i 2007. Situationen ændrede sig brat under den korte, men intense konflikt med Rusland i august. Vigtige transportruter og forsyningslinjer blev beskadiget, bygninger og huse blev jævnet med jorden, og store skovområder blev lagt øde af bomber.

Over to måneder senere er mange udenlandske investorer forsvundet, turisterne bliver væk, ledigheden er steget, og mange georgiere har brugt deres sidste sparepenge.

Verdensbanken vurderer nu, at Georgien, som er et transitland for energiressourcer til Europa, skal bruge 2,4 milliarder euro for at komme på fode igen. EU har lovet 500 millioner euro i løbet af de næste tre år, og USA har lovet 757 millioner euro (1 milliard dollars) – mere end halvdelen inden årets udgang. EU og Verdensbanken afholdt den 22. oktober en donorkonference English for at fremskaffe de resterende 1,1 milliarder euro.

Næsten 70 lande og institutioner var indbudt til begivenheden. Bistanden skal støtte genopbygningen og hjælpe den georgiske regering med at opfylde de mest akutte behov for folk, der har måttet flygte. Titusindvis af mennesker er blevet fordrevet, og mange af dem sidder stadig i improviserede flygtningelejre.

Men på sigt er målsætningen igen at få gang i Georgiens økonomi, som har været gennem større reformer i de seneste år. "Det er afgørende, at krisen ikke afleder Georgiens opmærksomhed fra arbejdet med politiske og økonomiske reformer. Det er en indsats, der er blevet endnu vigtigere nu end før konflikten i sommer", udtaler Benita Ferrero-Waldner, som er EU's kommissær for eksterne spørgsmål. Hvert år får den tidligere sovjetrepublik normalt ca. 40 millioner euro fra EU.

Georgien og Rusland er stadig uenige over, hvad der skal ske med Sydossetien og Abkhasien. De to provinser har revet sig løs fra Georgien, og Rusland anerkender dem som uafhængige lande. De to parter holdt første runde af fredsforhandlingerne i Genève den 15. oktober, og forhandlingerne skal genoptages i november med FN og EU som mæglere.

Tidligere på måneden trak de russiske tropper sig ud af de områder, der grænser op til udbryderregionerne. Det skete som led i en våbenstilstand, der var blevet forhandlet på plads af EU. Dermed kunne observatører fra EU bevæge sig ind på områderne for at overvåge våbenstilstanden. Der er stadigvæk tusindvis af russiske tropper i udbryderregionerne.

Mere om EU's bistand til Georgien English .

Vælg høj kontrast Normal skriftstørrelse Forstør skrift med 200 procent send til en ven udskriv siden

 

Fandt du det, du søgte?

Ja Nej

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?

Nyttige links