Sti

EU's største energipakke nogensinde - 04/03/2010

Hånd, der sætter et stik i kontakten © EU

43 gas- og elektricitetsprojekter skal dele 2,3 milliarder euro (17 milliarder kroner). Så meget har EU aldrig før brugt på en enkelt pakke til energiinfrastruktur.

31 projekter handler om gasrørledninger. De omfatter Nabucco, der skal løbe fra Det Kaspiske Hav til Østrig gennem blandt andet Tyrkiet, og Galsi-rørledningen, der skal forbinde Algeriet med Italien via Sardinien. Som led i 12 andre projekter skal forbindelserne mellem elnettene forbedres, så lande i EU's periferi, som Irland, Malta, Litauen, Letland og Estland, bliver koblet på det store EU-net.

Pakken bruger de sidste af de 3,98 milliarder euro (ca. 30 milliarder kroner), som EU afsatte under krisen for at sætte skub i økonomien. Projekterne forventes at skabe nye job og hjælpe små virksomheder, især i byggeriet og servicesektoren, gennem de hårde tider. Ved at lægge de første penge på bordet håber EU at rejse op mod 22 milliarder euro (over 160 milliarder kroner) fra private investorer.

Desuden vil gasimporten bliver fordelt på flere lande, og energien vil strømme mere ubesværet hen over grænserne i Europa, udtaler den nye energikommissær, Günther Oettinger.

"Så stort et beløb har Kommissionen aldrig før afsat til energiprojekter", udtaler han og tilføjer, at pengene vil sikre, at de hårde tider ikke kommer til at gå ud over energiinvesteringerne.

"EU's energi- og klimamål kræver store og risikovillige investeringer i infrastruktur, som først tjener sig ind efter en årrække. Problemet er, at i vore dages politiske klima risikerer den slags projekter at blive udskudt."

Den første tilskudspakke blev bekendtgjort i december. 1,5 milliard euro (11 milliarder kroner) gik til 9 vindmølleparker på havet og 6 projekter, der skal begrænse klimaforandringerne ved at oplagre kulstof.

Over halvdelen af vores energi kommer fra lande uden for EU. En stor del henter vi i Rusland, hvis konflikter med Ukraine og andre transitlande har ført til afbrydelser i gasforsyningen i de senere år.

Vælg høj kontrast Normal skriftstørrelse Forstør skrift med 200 procent send til en ven udskriv siden

 

Fandt du det, du søgte?

Ja Nej

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?

Nyttige links