Sti

Snor i de høje oliepriser - 24/06/2008

Olietanker i havn

Olieproducerende og olieimporterende lande skal samarbejde for at få oliepriserne ned.

Markedskræfternes udbud og efterspørgsel er det eneste middel til at få oliepriserne ned, sagde EU's energikommissær, Andris Piebalgs, på energitopmødet i Jeddah i Saudi-Arabien den 22. juni.

"Oliepriser på over 100 dollar skader ikke kun aftagerlandene, men også producentlandene. Vi har en fælles interesse i at samarbejde for at begrænse udsvingene på markedet og få olieprisen ned på et rimeligt niveau igen. Vi er nødt til at handle sammen, hvis vi vil undgå en lavkonjunktur og genskabe tiltroen til verdensøkonomiens stabilitet", sagde han.

Han opfordrede de olieproducerende lande til at øge produktionen og investere mere i ny produktionskapacitet og aftagerlandene til at forbedre energieffektiviteten, sørge for store beredskabslagre og sætte ind over for markedsspekulation.

For at styrke dialogen med de olieproducerende lande har EU inviteret Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) til en " energidialog" på højt niveau i Bruxelles den 24. juni. Ca. 40 % af EU's olieimport stammer fra OPEC-lande, der nu mødes med EU for femte gang, siden forhandlingerne begyndte i november 2005.

Saudi-Arabien, som er verdens største olieeksportør, har for tredje måned i træk indvilget i at øge sin produktion med 200 000 tønder i juli og er klar til at øge produktionen yderligere for at lægge en dæmper på de rekordhøje priser.

Den kraftige stigning skaber problemer og spændinger både i industri- og udviklingslandene. Europa har i de seneste uger oplevet en bølge af protester og strejker mod de stigende benzinpriser – først fiskerne og senest landmændene og lastbilchaufførerne.

Af frygt for, at det er spekulation – og ikke markedskræfterne – der driver energiudgifterne i vejret, vil Kommissionen overvåge prisudviklingen og arbejde for mere åbenhed på oliemarkedet. Under forhandlingerne i Bruxelles vil OPEC forelægge en rapport om finansmarkedernes indflydelse på oliepriserne.

Kommissionens største prioritet – både i og uden for EU – er og bliver energieffektiviteten. EU har fremlagt en integreret energi- og klimapakke for at få Europa på ret kurs mod en bæredygtig fremtid.

Mere om EU's oliepolitik

Vælg høj kontrast Normal skriftstørrelse Forstør skrift med 200 procent send til en ven udskriv siden

 

Fandt du det, du søgte?

Ja Nej

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?

Nyttige links