Sti

Forretningsmand læser avis ©EF

Økonomien er i bedring, så EU-landene skal begynde at afvikle kriseberedskabet. Spørgsmålet er blot hvornår.

Det har været den hårdeste recession siden anden verdenskrig. Og den har allerede kostet over 4 millioner af de arbejdspladser, der blev skabt i EU i det seneste årti. Og da ledigheden stadig er for opadgående – selv om det sker langsommere – ventes tallet at nå 7,5 millioner inden udgangen af 2010.

Men det hele kunne have været meget værre. I en EU-rapport, som kom på gaden i dag, hedder det, at arbejdsløsheden steg mindre end frygtet på baggrund af faldet i produktionen. Ifølge rapporten var det en kombination af kriseindgreb og penge fra EU, der gjorde, at krisen gik mindre hårdt ud over beskæftigelsen.

Da recessionen hærgede i EU, tog de fleste lande initiativ til at undgå masseafskedigelser. En række af dem udvidede deres arbejdsløshedsunderstøttelse til at omfatte flere ledige og lagde loft over lønstigningerne, især blandt offentligt ansatte. Og mange øgede støtten til ordninger, der gør det muligt for virksomhederne at lade de ansatte gå på nedsat tid i stedet for at blive fyret.

Ifølge rapporten har disse initiativer reddet tusindvis af stillinger. Men de skulle være midlertidige. Nu, hvor økonomien går lysere tider i møde, advarer Kommissionen om, at de kan underminere væksten og forlænge ledigheden.

Rapporten siger, at de lande, der har den stærkeste økonomi, bør begynde at afvikle tilskuddene og andre ordninger, der skal beskytte arbejdspladser. Samtidig bør de gå i gang med langsigtede reformer, så deres arbejdsmarkeder bliver sikrere og mere fleksible.

Men hvad med de lande, hvor det ser mindre lyst ud – især de lande, der har oparbejdet store underskud på statsfinanserne, mens de prøvede at redde økonomien? Kommissionen anbefaler, at de omlægger deres indsats. I stedet for at beskytte arbejdspladser, skal der skabes job, så de ledige ikke bliver for længe væk fra arbejdsmarkedet. Den nævner dog, at de lande, der står over for at miste flest arbejdspladser til næste år, indtil videre kan holde fast i de initiativer, der er lanceret.

Rapporten sendes nu ud til EU's arbejdsministre som led i forberedelserne til en ny EU-plan for vækst og beskæftigelse. Den tidligere plan, Lissabonstrategien, udløber i 2010.

Vælg høj kontrast Normal skriftstørrelse Forstør skrift med 200 procent send til en ven udskriv siden

 

Fandt du det, du søgte?

Ja Nej

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?

Nyttige links