Sti

Lån til små virksomheder og iværksættere - 25/03/2011

En keramiker former en krukke © EU

Den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress giver lettere adgang til kredit for alle, der vil starte eller udvikle en lille virksomhed.

Der skal penge til at starte en ny virksomhed. Men det kan godt være svært for vordende iværksættere at få et banklån, enten fordi de ikke har nogle aktiver, er arbejdsløse eller har en dårlig kreditværdighed.

Den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress gør det lettere for ejere af små virksomheder at rejse de penge, de skal bruge for at komme i gang eller vokse sig større. Stort set alle nystartede virksomheder i Europa er mikrovirksomheder eller små virksomheder. Hver tredje startes af arbejdsløse.

EU-programmet giver ikke direkte støtte til nye virksomheder. Det hjælper derimod udbyderne af mikrofinans med at tilbyde små lån på under 25 000 euro (ca. 185 000 kroner) til nye virksomheder eller foretagender med op til 10 ansatte.

For at få adgang til disse lån skal iværksættere og ejere af små virksomheder kontakte en udbyder af mikrofinans eller finansformidler i deres hjemland, som deltager i programmet.

Hidtil har finansformidlere i Holland, Belgien og Bulgarien indgået aftaler med Den Europæiske Investeringsfond, som forvalter programmet for Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank.

Den hollandske finansformidler Qredits er et almennyttigt selskab. Det fokuserer på forretningspotentiale frem for iværksætterens baggrund eller tidligere vanskeligheder. Dagpengemodtagere kan søge om et lån, hvis de har en rentabel forretningsplan.

Belgiens nystartede microStart hjælper iværksættere i Bruxellesområdet, mens Bulgariens Mikrofond henvender sig til folk i landdistrikter - herunder romaer.

Der er aftaler på vej med udbydere af mikrofinans i andre EU-lande.

Mikrofinansprogrammet er i tråd med Europa 2020, EU's vækst- og beskæftigelsesstrategi, som vil hæve beskæftigelsesfrekvensen til 75 % og bringe 20 millioner mennesker ud af fattigdom inden 2020.

Mere om EU's mikrofinansprogrammer

Vælg høj kontrast Normal skriftstørrelse Forstør skrift med 200 procent send til en ven udskriv siden

 

Fandt du det, du søgte?

Ja Nej

Hvad ledte du efter?

Har du forslag til forbedringer?

Nyttige links